http://www.information.dk/308376Citat:
Bedst som retsudvalgets formand Tom Behnke (K) havde erklæret gårsdagens samråd for afsluttet, tog tingene en skæv drejning. En ung mand med kasket og t-shirt fra det illegale ’de ringer-vi bringer’-firma De Rygende Bude rejste sig op i salen og tændte et ordentligt kræmmerhus af en hjemmerullet joint.
»Fri hash i Danmark,« råbte han, mens en sød lugt bredte sig til de forundrede politikere, der sad bænket i en hestesko.
»I er dumme i hovedet,« tilføjede han snøvlende og indkasserede herpå en ufrivillig eskorte ud af lokalet af en af retsudvalgets sekretærer. I mellemtiden foldede en kvinde et banner ud med ordene ’Free the weed’, og formanden for Hampepartiet, Klaus Trier Tuxen, fandt sit videokamera frem og begyndte at filme, mens han selv bidrog med opmuntrende kampråb som: ’Legalisér cannabis – det er det, folket vil have’.
Enhedslistens Pernille Skipper havde god opbakning fra de fremmødte på gårsdagens samråd om legalisering af cannabis – men politisk på Christiansborg står partiet mere eller mindre isoleret. Pernille Skipper var da også alene om at udfritte Justitsminister Morten Bødskov (S) et svar på, »om en forsøgsordning med legalisering af hash, kunne være et redskab til at fjerne indtægtsgrundlaget for organiseret kriminalitet på blandt andet Christiania,« som samrådsspørgsmålet lød.
I maj afviste justitsministeren et helt konkret forslag fra Københavns Kommune om at etablere en forsøgsordning med lovlig hash – en afvisning Morten Bødskov ikke havde til sinde at fravige i går. Som han forklarede pressen, tilhørerne og Folketingets Retsudvalg:
»Baggrunden for den nuværende ordning mod hash er først og fremmest en sundhedsfaglig vurdering af, at hash er forbundet med en række sundhedsskadelige virkninger.«
Morten Bødskov argumenterede for, at en forsøgsordning med lovlig hashhandel vil betyde øget tilgængelighed, hvilket igen vil føre til et øget hashforbrug og dermed i sidste ende til flere skader.
»Og derfor støtter regeringen ikke en sådan forsøgsordning,« slog han fast.
Endelig pegede han på, at der ikke foreligger sikker viden om, hvad en legalisering af hash vil betyde for den organiserede kriminalitet. Hans eget »gæt« er dog, at dem, der i dag lever af at sælge hash, blot vil »finde andre områder at kaste sig over.«
Den redegørelse tilfredsstillede imidlertid ikke Pernille Skipper. Hun slog fast, at Enhedslisten ikke opfatter hashrygning som en sund og god beskæftigelse.
»Men netop derfor er det så vigtigt at få reguleret området,« sagde hun. »Problemet er jo, at hash i dag er noget, børn og unge kan købe på næsten ethvert gadehjørne, mens en statskontrolleret ordning ville sætte en aldersbegrænsning på det, så børn og unge ikke ville kunne gå ind og købe det,« sagde Pernille Skipper, der desuden anholdt ministerens påstand om, at en legalisering af hash nødvendigvis vil føre til en generel stigning i forbruget. Ser man på lande som Holland og Portugal, argumenterede hun, har legaliseringen ikke ført til et øget forbrug, mens lande som USA og Sverige, der – sammenlignet med Danmark – fører en ekstremt hård politik mod hash omvendt ikke har oplevet en nedgang i forbruget: »Så hvad bygger ministeren sin antagelse på,« ville Pernille Skipper vide.
Det mente Morten Bødskov allerede han havde svaret på, men han gentog gerne, at det, set fra hans perspektiv, altså var en ganske »nærliggende antagelse« at hash og cannabis vil blive »en mere normal del af danskernes hverdag«, hvis det blev gjort lovligt.
’Hørt!’
Men hvorfor insistere på ’egne antagelser’, når nu der foreligger reelle erfaringer fra andre lande, vedblev Pernille Skipper, som også havde svært ved at følge ministerens ræsonnement om, at de kriminelle blot vil finde andre områder at kaste sig over, hvis hashhandlen legaliseres.
»Det er høje tanker at have om de kriminelle, at de i øjeblikket udviser den form for mådehold,« sagde hun:
»Kriminelle tjener da penge på det, de vil. At man som organiseret kriminel skulle holde sig tilbage fra andre områder, fordi man lige nu har hashen, det synes jeg er en mærkelig tankegang.«
På dette tidspunkt i samrådet gav den hashrygende aktivist på bagerste række første gang lyd fra sig og sendte et begejstret ’Hørt!’ gennem lokalet. Kort efter fulgte han op med endnu et utydeligt protestråb, der vist nok involverede ord som ’Afghanistan’ og ’krigen’ – hvorefter retsudvalgets formand, Tom Behnke, høfligt mindede om, at samrådet ganske vist var ’åbent’, men ikke så åbent at alle frit kunne ytre sig.
’Vi er på arbejde’
Kristian Pihl Lorentzen (V) stillede herefter Morten Bødskov det venlige spørgsmål, om ministeren mente, at der var grund til at tro, at et statskontrolleret hashsalg med aldersbegrænsning ville betyde, at den illegale hashhandel til unge under denne aldersgrænse ville stoppe. Det mente ministeren ikke, der var grund til at tro.
Herpå spurgte Karsten Lauritzen (V), om ministeren var bekendt med, at en tillidsmand i Københavns Politi havde peget på flere problemer med at håndhæve loven – hvortil ministeren svarede, at politiet gjorde en kæmpe indsats. Og sådan kunne samrådet have sluttet i fordragelighed, hvis det ikke havde været for den rygende aktivist, der fortsatte med at pulse på sit kanonslag hele vejen ned ad trapperne, inden han blev vist ud uden yderligere repressalier. På vejen tilbød han et par håndværkere, der var i færd med at renovere det indre Christiansborg, om de ville have et hiv.
»Ellers tak,« svarede de.
»Vi er på arbejde.«
Det er blevet til en farce det her...