Psychedelia.dk
https://psychedelia.dk/forum/

Minister: Politiet holder øje med Christiania
https://psychedelia.dk/forum/viewtopic.php?f=83&t=40909
Side 1 af 1

Forfatter:  LSDrejø [ 02 jun 2012 00:23 ]
Titel:  Minister: Politiet holder øje med Christiania

Citat:
01. jun. 2012 15.59 Politik

Bander har frit spil til at handle hash på Christiania. For politiet laver stort set aldrig politiaktioner på den berømte 'Pusher Street' længere.

Sådan siger Dansk Folkeparti, der i dag havde indkaldt justitsminister Morten Bødskov (S) i samråd for at forklare, hvorfor politiuniformer ikke længere er at se i gadebilledet i den københavnske fristad.

- Vi mener, det er vigtigt, at politiet håndhæver lov og orden i hele landet. Det gælder også Christiania. Men hører man beretninger fra folk, som kommer på Christiania, så er det tydeligt, at der ikke længere bliver grebet ind overfor hashsalget på Christiania, sagde retsordfører Peter Skaarup (DF) som begrundelse for samrådet.

Bødskov: De har ikke frit spil
Justitsminister Morten Bødskov (S) forklarer, at en meget voldsom episode fra sommeren 2011 har betydet, at Københavns Politi siden har overvejet alternativer til de berømte politiaktioner, hvor store grupper af betjente stormer ind.

I august sidste år stødte betjente og personer på Christiania nemlig så voldsomt sammen, at politiet var nødt til at bruge tåregas og affyre varselsskud.

Og det er ikke hensigtsmæssigt over for hverken beboere, naboer eller betjentene selv. Men Justitsminister Morten Bødskov understreger, at det ikke betyder, at politiker ikke har fokus på Pusher Street.

- Det kan tolkes som om, at man har givet op over for de kriminelle. Derfor er det helt centralt for mig at sige: det er ikke tilfældet. Man tager fejl, hvis man tror, at kriminelle frit og ubekymret kan udøve deres ulovlige aktiviteter på Christiania blot fordi politiet er mindre tilstede i gadebilledet, siger Morten Bødskov.

Fanger ikke bagmænd på gadeplan
Siden den voldsomme politiaktion i august 2011 har Københavns Politi taget andre metoder i brug for at holde øje med hashsalget på Christiania.

Detaljerne ønsker politiet ikke at løfte sløret for, men det virker, siger Morten Bødskov og henviser blandt andet til en dom, hvor blandt andet to fuldbyrdede medlemmer af Hells Angels for en måned siden fik lange dommer for indsmugling af hash, som hovedsagligt endte på Christiania.

Og disse dømte er ikke nødvendigvis dem, man ville få fat i på gadeplan under en politiaktion.

For nemt at købe hash
Men den tror Peter Skaarup ikke på.

- Det er kritisk for kampen mod hashsalget, at politiet ikke er tilstede. Pusher Street er intakt, og blomstrer kan man måske endda sige. Det er nemt for børn og for unge at købe hash. Det siger sig selv, når politiet ikke er derude, så er det nemmere at få adgang til de rusmidler, som gør, at unge mennesker bliver skadet og ryger ud i misbrug, siger Peter Skaarup.

Han bad under samrådet ministeren svare på, om politiet fremover vil være tilstede på Christiania.

- Politiindsatsen er bestemt igang, og den giver store resultater. Der er været fokus på området omkring Christiania, siger Morten Bødskov.

Justitsministeren mener, at politikerne ikke skal blande sig i, hvordan politiet griber Christiania an.

- Det er forkert at tegne et billede af Københavns Politi som totalt fraværende. Det står slet ikke mål med den indsats, som Københavns Politi tilrettelægger omkring de problemer, som er med narko og rockerrelateret kriminalitet. Hvordan man ellers tilrettelægger det, det er jo en polititaktisk vurdering. Jeg skal holde mig ude af det som justitsminister, siger Morten Bødskov.

Han vil ikke kommentere, om politiet har været usynligt tilstede på Christiania det sidste år. (kilde)


Pladen kører i hak hos Dansk Fjolseparti som sædvanlig :roll:

Forfatter:  Princess Bubblegum [ 02 jun 2012 12:15 ]
Titel:  Re: Minister: Politiet holder øje med Christiania

Jeg ved ikke om jeg skal græde eller grine :?

Side 1 af 1 Alle tider er UTC + 1 time [DST ]
Powered by phpBB® Forum Software © phpBB Group
https://www.phpbb.com/