Debatten mellem dem, der ønsker en verden fri for stoffer, og dem, der foretrækker en verden med frie stoffer, har raset i årevis og er efterhånden blevet en ideologisk betændt skyttegravskrig.

Alle nationer er enige om, at ulovlige narkotiske stoffer truer menneskers helbred, og at produktion af narkotika, handel med narkotika og brug af narkotika derfor bør være underlagt en restriktiv reguleringslovgivning. Tilslutningen til FN’s narkotikakonventioner er da også så godt som universel. Gældende internationale aftaler er altid vanskelige at ændre, men afgørende forbedringer af den aktuelle strategi presser sig på og er opnåelige - især på områder, hvor de eksisterende kontrolsystemer har alvorlige følgeskadevirkninger.

Hvad taler imod at afskaffe forbuddet mod narkotika og de hermed forbundne kontrolsystemer? En hel del, faktisk.

Det er ikke alment kendt, men den aktuelle strategi har i realiteten været en succes, i det omfang at både udbud og efterspørgsel af narkotika er blevet holdt nede på relativt lave niveauer.

Set over en større tidshorisont har effektiv håndhævelse af antinarkolove nedbragt det globale udbud af illegal opium dramatisk: I 2007 udgjorde den således kun en tredjedel af niveauet for 1907. Ser vi alene på de seneste 10 år, har verdensproduktionen af kokain, amfetamin og ecstasy stabiliseret sig og er i mange tilfælde faldet markant lokalt. Cannabisproduktionen har været faldende siden 2004. Fra midten af 1990’erne flyttede opiumproduktionen fra Den Gyldne Trekant til Afghanistan, hvor den nok voksede eksponentielt i starten, men er faldet siden 2008.

Hvordan forholder det sig med niveauet for stofmisbrug? Der er i dag 25 millioner stofmisbrugere (personer, som er afhængig af daglig brug) i verden. Det svarer til 0,6 procent af den globale befolkning. Ti gange så mange mennesker (fem procent af verdens befolkning) tager stoffer mindst én gang om året. Det er ikke et overvældende højt tal, i lyset af at 30 procent af menneskeheden er rygere, og endnu flere indtager alkohol. Tobak forårsager fem millioner dødsfald om året, alkohol to millioner, mens blot 200.000 bukker under for misbrug af ulovlig narkotika.

Seneste tendenser
I fraværet af effektiv kontrol vil det kun være et spørgsmål om tid, før dødsfald som følge af narkotikamisbrug vil matche eller overgå de tab, som tobak og alkohol kræver.

Hvad er de seneste tendenser inden for stofbrug? I de rige lande er andelen af afhængige fortsat høj, men aftagende. I Nordamerika og Australien er den faldet i de seneste 10 år, især blandt unge. I Europa er brugen af opiater faldet, men det opvejes af en større brug af kokain. Brugen af cannabis og amfetamin er stabil eller faldende. I udviklingslandene er stofbruget lavt, men stigende: Cannabis vinder udbredelse i Sydamerika og Vestafrika, det samme gør heroin i Asien og i det sydlige Afrika.

De rige lande gør sig store bestræbelser på at få bugt med narkotikaproblemet, mens fattige lande som oftest mangler ressourcer til at gøre det.

Lad os se på sundhed, sikkerhed og menneskerettigheder. Hensynet til sundhed er det helt centrale for narkotikakontrol. Stofmisbrug er en blanding af genetiske, personlige og sociale faktorer: genvarianter (prædisposition), barndom (omsorgssvigt) og sociale forhold (fattigdom), men de narkotiske stoffers helbredsskadelige virkninger er uafhængig af deres status i lovgivningen. Narkotika er ikke helbredsfarligt, fordi det er ulovligt: Det er ulovligt, fordi det er helbredsfarligt.

I årtier har forebyggelse og behandlingsprogrammer haltet bagefter. Af ideologiske grunde er kriminaliseringen blevet prioriteret højere. Men også fortalerne for legalisering har tabt sundhedsaspektet af syne, når de prioriterer at uddele kondomer, rene kanyler og metadon. Misbrugere behøver forebyggelse, behandling og rehabilitering - ikke instrumenter til skadesreduktion. Kort sagt har debatten om bekæmpelse af narkomisbrug forvandlet sig til en politisk kamp. Hvorfor? Der findes ikke ideologiske debatter om helbredelse af kræft, så hvorfor går der politik i stofafhængighed?

Narkotika er sundhedsskadelig, men kan også have gavnlige virkninger. Større brug af opiater i smertelindrende øjemed kan overvinde de socioøkonomiske faktorer, som umuliggør, at nigerianske aidssyge eller mexicanske kræftpatienter får tilbudt samme morfin som aids- eller kræftsyge europæere.

Sundhed og sikkerhed
Nu til sikkerhedsspørgsmålet. Narkotika udgør en trussel og ikke blot for enkeltpersoner. Hele områder - Mellemamerika, Caribien, dele af Afrika - er fanget i narkotikahandlens krydsild. I Mexico er en blodig narkokrig brudt ud blandt kriminelle grupper, som kæmper om kontrollen over det amerikanske narkotikamarked. Tilhængerne af legalisering gør gældende, at forbuddet forårsager kriminalitet ved at skabe et sort marked for stoffer. Så legaliserer vi narkotika, besejrer vi også den organiserede kriminalitet, hævder de. Som økonom er jeg enig. Men dette her er ikke en ren økonomisk problematik. Og i en verden med fri narkotika kan privilegerede rige betale for dyre afvænningsbehandlinger, mens fattige mennesker vil være dømt til et liv i afhængighed. Ureguleret stofbrug i udviklingslandene, uden forebyggelse eller behandling, ville kunne udløse en epidemi af afhængighed i nationer, som i forvejen har problemer nok at kæmpe med.

Vi bør ikke skulle vælge mellem enten at beskytte sundhed gennem narkotikakontrol eller sikre lov og orden ved at liberalisere narkotika. Samfundet skal beskytte både sundhed og sikkerhed.

Endelig er der spørgsmålet om menneskerettigheder. Verden over bliver millioner af mennesker, der tager stoffer, sendt i fængsel. I nogle lande er behandling mod narkomisbrug værre end tortur. Andre steder dømmes folk til døden for ofte kun beskeden narkokriminalitet. Men selv om narkotika dræber, bør regeringer ikke dræbe på grund af narkotika. Diskussionen om forbud versus legalisering må holde op med at være ideologisk. Det er et samfundsansvar, at vi pragmatisk koncentrerer os om at finde den optimale model for kontrol.

Antonio Maria Costa var direktør for FN’s kontor for narkotika- og kriminalitetsbekæmpelse fra 2002 til august 2010
© The Observer og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen

“Other techniques for breeding mistrust, such as the distribution of inert substances packaged to look like drugs (e.g. copycat ecstasy pills with popular logos) or the infiltration of user chat groups could also dampen the spread of the market.”

UNODC virker i det hele taget til at være en rådden organisation. Revisionister med en anti-harm reduction politik - som foreslår blandt andet følgende for at bekæmpe stoffer:
LINK
Moralistiske bastarder.

In addition to open markets, drugs are dealt through personal networks. These markets rely on trust – new participants are only introduced through the endorsement of existing members. This slows their growth and leaves them fragile. An inherent weakness of black markets is that most of the participants are untrustworthy. Removal of key links, the use of informants, and sting operations (or the rumour of sting operations) can cause extended networks to collapse, and reconstitution may be difficult.

Næh, jeg tror at forbuddet i virkeligheden blev sat i verden for
beskytte den vestlige civilisations værdiger, fremfor at beskytte
brugeren imod de helbredsmæssige konsekvenser et forbrug kan medføre.

UNODC virker i det hele taget til at være en rådden organisation. Revisionister med en anti-harm reduction politik - som foreslår blandt andet følgende for at bekæmpe stoffer: