Psychedelia.dk

Dummere end politiet tillader

Udgivet for 1 dag, 6 timer og 54 minutter siden i Politik

Tilføjet 26/09 18:02 til Boblere af Niels Westy Munch-Holbek

Den forgange uge startede ud med at man i Berlingske Tidende kunne læse, at ”hashsælgere bruger børn som vagter”, mens ugen endte med, at en rapport bestilt af politiforbundet konkluderede, at ”Vi mangler 1500 mand”. Det på trods af, at der vist aldrig har været så mange ansat i politiet som på nuværende tidspunkt. Endelig kunne man i dag (søndag) i Jyllandsposten læse, at der er ”frygt for at tabe 30.000 unge i ghettoer”, med mindre vi fordobler indsatsen (altså endnu endnu flere penge end de 38 mia. kroner, der allerede er brugt gennem de seneste 25 år, uden det åbenbart har givet det ønskelige resultat) i landets ghettoer.

Og hvad er så sammenhængen mellem de tre ting, vil nogen måske spørge? Uden at postulere at det er grunden til alle fortrædeligheder – der er masser af andre faktorer der spiller ind, ikke mindst indretningen af vores velfærdsmodel, der sikrer at man kan overleve uden at indgå i den normale proces der hedder at tilpasse sig det omkringliggende samfund – så vil jeg påstå at gældende narkotikalovgivning, nærmere betegnet forbuddet mod handel med bestemte rusmidler, spiller en betydelig rolle for alle tre "nyheder".

Det er forbavsende hvor hurtigt det er lykkedes at skabe ghettoer med overvægt af indvandrere og flygtninge fra den 3. verden, der i stadigt stigende grad minder om f.eks. de sorte ghettoer i USA eller slumkvartererne i den tredje verden. Her tænker jeg ikke på selve boligstandarden, der næppe er meget at udsætte på her i landet, men mere på de parallel- og subkulturer disse bygninger danner rammen om. Jeg er klar over, at mange herhjemme primært identificerer udviklingen med muslimsk indvandring, men det skyldes nok primært en manglende viden om resten af verden. I USA er belastede ghettoer ikke lig med muslimer, men derimod hispanics og sorte. Ligeledes er slumkvartererne i Latinamerika (hvis nogen har set den brasilianske film City of God – så foregår den i hvad der svarer til et alment boligbyggeri) ikke just præget af indvandrere fra muslimske lande, men derimod af indelandske migranter med få kompetencer.

Der er ét fællestræk for slumkvarterer og ghettoer, det være sig i Europa, USA eller Latinamerika. Problemerne med unge mennesker der vælger en kriminel løbebane og det efterhånden traditionelt tilbagevenden krav fra politiet om flere ressourcer skyldes primært et bestemt forhold. Betydningen af markedet for illegale rusmidler. Det er uden sammenligning det mest lukrative varemarked vi kender og er ene og alene en konsekvens af den narkotikapolitik der har været ført siden midten af det 20. århundrede.

Naturligvis finder der kriminalitet sted der ikke har noget med narkotika (direkte eller indirekte) at gøre. Men hvis det forholder sig i Danmark som i andre lande, kan vi roligt regne med at mindst 1/3 af alle ressourcer der anvendes til politi, rets- og fængselsvæsen skyldes narkotikarelateret kriminalitet.

Man kan kun gisne om hvor mange betjente der ville være brug for og hvilke (positive) konsekvenser der ville have for servicen i forhold til almindelige lovlydige (og skattebetalende) borgere, hvis politiet ikke længere skulle bruge deres tid på at jage mennesker der sælger et produkt til folk der gerne vil købe det – og hvor meget mindre kriminalitet i form af indbrud, overfald, bankrøverier osv. der ville være, hvis stofafhængige kunne nøjes med at betale den pris for stofferne som et legalt marked tilsiger. Formentlig vil alene antallet af indbrud mindst blive halveret.

Hvad vi ikke behøver at gisne om er, at i fraværet af et ekstremt indbringende (og skattefrit) illegalt marked for hash og andre rusmidler, vil atraktionen ved et liv i kriminalitet falde ganske betydeligt. En legalisering ville med et smæk fjerne en vigtig del af indtægtskilden for det kriminelle miljø, hvis betydning i landets ghettoer rækker langt ud over lige dem der er involveret i handlen med narkotika. For er der nogen grund til at tro, at det forholder sig anderledes i Danmarks ghettoer end i Rio de Janeiro, Bogota, Marseilles eller Baltimore?

Jeg skal erkende, at det for mig er ubegribeligt, at der findes de der rent faktisk tror på at vi gør godt ved at forbyde brug af stoffer, der – uanset hvad vi hver især måtte mene om dem – tilsyneladende er eftertragtede – og i hvert fald er tilstrækkeligt efterspurgte til at der er mennesker der mener at det er risikoen værd at levere disse.

Hvilke forestillinger ligger der egentlig bag troen på at et forbud mod et produkt har afgørende indflydelse på hvorvidt vi efterspørger dette produkt eller ej? Det får man et indtryk af når man læser hvad der kommer fra FN's kontor for narkotika og kriminalitet(UNODC). Her er den grundlæggende forestilling at det har stor betydning at man har et forbud mod bestemte rusmidler. På trods af, at der tilsyneladende er rigeligt med stoffer i omløb – den globale omsætning af illegale rusmidler anslås til at være ca. 300 mia. dollars om året, hvilket er mere end værdien af den globale omsætning for kaffe, Te, cacao og alle former for alkohol lagt sammen, så afholder det ikke fortalerne for forbudspolitikken fra at betegne den førte politik som en succes. På trods af, at hundredetusinder hvert år må lade livet på grund af den førte politik, og andre millioner må leve et liv i frygt og fattigdom – også selv om de ikke har noget med narkotikahandlen at gøre – så forhindrer det ikke FN i at påstå, at den førte politik har haft afgørende sundhedsmæssige og menneskelige gevinster.

Hvordan kan det nu lade sig gøre? Jo, grundlæggende er det alene muligt ved at påstå, at fraværet af den førte ”kamp mod narkotika” ville indebære, at forbruget af hash, kokain, heroin osv. ville eksplodere. Med den tidligere leder af FN’s kontor for narkotika og organiseret kriminalitet, Antonio Maria Costa’s ord (fra artiklen "narkotika bør ikke legaliseres" bragt for nylig artikel i Information):

”Vel har kriminaliseringen af narkotiske stoffer høje omkostninger, men en verden med frie stoffer ville være meget værre”. Den aktuelle strategi har i realiteten været en succes, i det omfang at både udbud og efterspørgsel af narkotika er blevet holdt nede på relativt lave niveauer”.

For ligesom at sætte trumf under sammenligner han herefter med forbruget af de (de fleste steder) legale rusmidler alkohol og tobak og konstaterer, at

”Der er i dag 25 millioner stofmisbrugere (personer der er afhængige) i verden. Det svarer til 0,6 procent af den globale befolkning. Ti gange så mange mennesker (fem procent af verdens befolkning) tager stoffer mindst én gang om året. Det er ikke et overvældende højt tal, i lyset af at 30 procent af menneskeheden er rygere, og endnu flere indtager alkohol. Tobak forårsager fem millioner dødsfald om året, alkohol to millioner, mens blot 200.000 bukker under for misbrug af ulovlig narkotika.”

Costa – og FN’s – grundlæggende antagelse er altså, at hvis man legaliserede rusmidlerne ville vi bogstaveligt talt vælte os i hash, kokain og heroin. En ganske besynderlig antagelse i og med, at det gjorde vi ikke da stofferne var lovlige. Tværtimod var forbruget af f.eks. cannabis langt lavere i den vestlige verden (i Europa stort set ikke eksisterende) før det blev forbudt. I USA har man sammenlignet antallet af stofafhængige i begyndelsen af det 20. århundrede, før opiater, kokain osv. til ikke medicinske formål blev forbudt med hvor mange der er afhængige i dag. Der er ingen forskel.

Men illusionen om at kampen mod narkotika og forbudspolitikken har haft afgørende betydning for forbruget af rusmidler er ikke desto mindre blevet gentaget igen og igen fra FN’s side. For et par år siden gik man endda så langt, at man i en af sine rapporter ved at sammenligne forbruget i Sverige (der rigtigt nok har et forbrug under gennemsnittet) med resten af Europa mente, at man havde påvist den positive effekt af en ”hård” lovgivning. Problemet var bare, at denne sammenhæng kun fremkom i kraft af grov manipulering af data. For sammenligner man forbrug og lovgivning i de forskellige europæiske lande viser det sig nemlig, at der ingen sammenhæng er. Således er forbruget i Portugal, der er gået længst med afkriminalisering på niveau med Sveriges, mens England, der også fører en hård linje har et af Europas højeste niveauer. Denne mangel på sammenhæng fremkommer også i undersøgelser der inddrager lande udenfor Europa, lige som spørgeskemaundersøgelser om hvorvidt et forbud har betydning for om man ønsker at anvende rusmidler viser, at forbud kun har betydning for få procent af befolkningen.

Men hvad så med prisen vil nogen måske indvende – ”vil væsentligt lavere priser på f.eks. heroin og kokain ikke føre til et meget højere forbrug (prisen på et legalt marked af de to stoffer ville uden afgifter være mindre end en tiendedel af prisen i dag)?” Jo, det kan bestemt ikke udelukkes at forbruget stiger - men det er ikke sikkert. Og i den udstrækning der bliver tale om en stigning vil den være begrænset. Dels er disse rusmidler jo oplagte beskatningsobjekter - prisen på hash vil formentlig slet ikke falde. Dels står valget ikke mellem forbud eller at det sælges på hvert et gadehjørne (Det sker allerede i dag i visse kvarterer i verdens storbyer), men derimod mellem et ureguleret ulovligt marked og et legalt reguleret marked. Og endelig skal det medtages, at det for heroins vedkommende vil være af det gode hvis forbruget steg, i den udstrækning det sker på bekostning af de erstatningsstoffer misbrugerne anvender til at blande forbruget op med, enten af økonomiske grunde, eller fordi heroin i perioder er svært tilgængeligt.

Mens forbruget muligvis vil stige er det dog ikke ensbetydende med at antallet af misbrugere vil gøre det samme. Vi ved at jo senere man begynder på et brug af et rusmiddel, lovligt eller ej, jo mindre er risikoen for at forbruget udvikler sig til et problem. Som det er i dag er der ingen nedre aldersgrænse for til hvem en pusher vil sælge til. Det er ikke uvæsentligt. I USA peger undersøgelser på at unge har lettere adgang til illegale rusmidler end til et legalt rusmiddel som alkohol (man skal være 21 før man kan købe alkohol i USA). Kun ved at have et legalt salg, kan man begrænse salget til helt unge. Endelig så ved vi fra en rækker undersøgelser, at prisfølsomheden for illegale rusmidler – i lighed med legale – er relativt lav. Med andre ord vil store prisændringer kun føre til små ændringer i den faktiske forbrug.

Derimod synes risikovillighed, kulturelle forhold og modernitet/velstand at være af afgørende betydning fr det generelle forbrug. Forbruget er således højest i velstående urbane økonomier (således er andelen af den danske befolkning der har prøvet hash langt højere end andelen af indere der har prøvet det), ligesom der er en sammenhæng mellem alkoholforbrug (måden man drikker på) og forbruget af rusmidler. Til gengæld spiller tilgængelighed tilsyneladende en mindre rolle. Forbruget af kokain i Peru, Bolivia og Colombia er langt mindre end i Nordamerika og Europa.

På trods af, at der ikke findes nogen som helst data der underbygger påstanden om, at det har andet end marginal betydning for forbruget af rusmidler at forbyde disse, og på trods af at det seneste halve århundrede med al tydelighed har vist at omkostningerne ved den førte politik har været enorm, er der desværre ingen grund til at tro at man vil ændre denne vanvittige politik. Nok er der en bevægelse mod at lempe på konsekvenserne for brugerne af rusmidler, men denne mere end opvejes af, at man mange steder vil sætte endnu hårdere ind overfor udbuddet. Det indebærer paradoksalt nok, at man på den ene side - alt andet lige - vil få en øget efterspørgsel, mens man på den anden side - alt andet lige - vil få et mindre udbud. Tilsammen vil det indebære højere priser og dermed højere profit. Det vil i sig selv gøre den narkotikabranchen endnu mere brutal (hvis det er muligt). Og på en sådan udvikling hjælper nok så mange ekstrabevillinger til politiet eller indsatser i belastede områder ikke. Det er i det mindste de historiske erfaringer. Det synes derfor passende at betegne den førte narkotikapolitik som værende ”dummere end politiet tillader” eller måske rettere "dummere end politiet burde tillade". Desværre er det kun få betjente her i landet der tør sige/har indset, at deres indsats ikke kun er håbløs, men i realiteten er med til at fremme en fortsat forråelse og brutalisering – ikke mindst i de belastede ghettoområder.