Psychedelia.dk

Legalisering af narkotika er den mindst ringe løsning
Forbud mod euforiserende stoffer er virkningsløs symbolpolitik, der koster samfundet milliarder hvert år og har store menneskelige omkostninger. Efter fire årtiers forsøg på at komme narkotika til livs ved hjælp af forbud, er det på tide, at vi indser, at fortsat virkningsløs kriminalisering af det, der er et medicinsk problem, ikke er vejen til succes
jeld Flarup Christensen er civilingeniør og bestyrer af liberalismen.dk, som er den ikke-akademiske hjemmeside for liberalismen. Nield Westy Munch-Holbek er cand.polit. og præsident i Akademiet for Fremtidsforskning

For nylig gennemførtes under stor ståhej en række medievenlige aktioner mod dyre biler i et samarbejde mellem politi og skattemyndigheder, efter at justitsminister Brian Mikkelsen (K) og skatteminister Kristian Jensen (V) havde annonceret, at man ville bruge den såkaldte 'Al Capone-metode' i kampen mod invandrerbander og rockere. Al Capone, hvis magt grundlages ved salg af alkohol under forbudstiden i USA fra 1920 til 1933, blev som bekendt bragt til fald ikke på grund af hans brutalitet men på grund af skatteunddragelse.

Desværre for de to ministre havde disse metoder kun marginal betydning for kriminaliteten i USA på daværende tidspunkt.

Al Capones fald gav blot plads til andre. Derimod var og er læren fra alkoholforbuddet i USA, at kriminaliteten først og fremmest hang sammen med alkoholforbuddet i perioden 1920-1933. Efter at have fejlet med alkoholforbuddet i USA, kan det derfor kun undre, at man herefter har ment, at man ved at følge samme opskrift over for narkotika, skulle opnå et andet resultat.

Den globale kamp mod handel og brug af narkotika, primært drevet af USA og FN, har med usvigelig sikkerhed opnået præcist det samme som alkoholforbuddet; styrket organiseret kriminalitet uden at sænke forbruget. Denne gang er fiaskoen blot langt mere blodig og altomfattende.

Der var ellers masser af optimisme, da alkoholforbuddet blev indført i 1920. Det ville, med en af datidens kendte evangelisters ord, indebære, at "tårernes regeringstid er forbi og snart vil fattigkvartererne blomstre, vore fængsler vil forvandles til fabrikker, mænd gå med ryggen ranket, mens kvinder vil smile, og børn vil le".

Da forbuddet blev ophævet 13 år efter, erkendte en anden evangelist, at resultatet havde været et "orgie i lovløshed og korruption", mens en af fortalerne for alkoholforbuddet, John D. Rockefeller, jr. skrev, at "da alkoholforbuddet blev indført, havde jeg håbet på bred støtte for det i den offentlige opinion. Langsomt og modstræbende har jeg måtte erkende, at det ikke er sket. Tværtimod er forbruget steget, og smugkroer har erstattet legale værtshuse". Han konkluderede, at et af resultaterne af alkoholforbuddet var, at "kriminaliteten er steget til et niveau, aldrig set før". Han kunne have tilføjet, at alkoholforbruget var faldende over hele verden i 1920. En tendens der fortsatte bortset fra i USA, hvor forbruget steg under forbudstiden.
Den modsatte effekt
Click here

Alkoholforbuddet i USA var en gennemført fiasko, der på den ene side primært indebar et øget forbrug af stærk spiritus på bekostning af øl og vin, og på den anden side var skyld i en voldsomt øget kriminalitet og styrkelse af mafiaen. Det burde derfor ikke være nogen overraskelse, at præcist samme mønster gør sig gældende i forbindelse med narkobekæmpelsen, både herhjemme og globalt.

På trods af utallige forsøg er det aldrig lykkedes dette indlægs forfattere at finde materiale, der understøtter, at hvad der ikke har været muligt med alkohol, skulle være mulig med narkotika. Hvis man skal stille sagen på spidsen, vil det være lettere at påstå, at narkotikaforbruget er steget på grund af den førte politik, end at den har haft den modsatte effekt. Fra 1960'erne og frem, hvor andelen af en ungdomsårgang, der f.eks. har prøvet hash, er steget fra stort set ingen til omkring halvdelen, er det aldrig lykkedes at begrænse udbuddet, og gennem de seneste årtier har vi tværtimod i lighed med resten af verden oplevet, hvorledes priserne på de fleste forbudte stoffer er faldet drastisk.

Er det på intet tidspunkt lykkedes at påvirke udbud og efterspørgsel af narkotika signifikant, er det til gengæld lykkedes at skabe et illegalt marked af gigantiske dimensioner. FN anslår således, at værdien af den globale handel med narkotika er på omkring 320 mia. dollar, hvilket er mere end værdien af verdens samlede produktion af kaffe, te, chokolade, øl og vin. Kun oliemarkedet har en større omsætning.
Problemet er medicinsk

I lighed med, at forbudstiden i USA gavnede mafiaen, gavner den nuværende narkotikapolitik primært organiserede kriminelle og terrororganisationer, fra Taleban i Afghanistan til FARC i Columbia. Det er på tide, at vi indser, at det er nyttelyst og ødelæggende for samfundet at fortsætte den virkningsløse kriminalisering af, hvad der reelt er et medicinsk problem. Som tidligere politichef i Berkeley, forfatter og universitetsprofessor og senere præsident for det internationale politiforbund, August Volmer, skrev så tidligt som i 1936; "narkomani, ligesom prostitution og alkoholisme er ikke problemer, der kan løses via kriminalisering". Tværtimod understregede han, at det aldrig kan løses af politiet, men først og sidst er et medicinsk problem, der skal løses af medicinske eksperter.

Verdenssundhedsorganisationen, WHO, konkluderede sidste år på baggrund af en stor undersøgelse af forbruget af illegale stoffer i 17 lande, at der ikke er sammenhæng mellem de enkelte landes narkotikalovgivning og befolkningens forbrug af narkotika. Således er sandsynligheden for, at en amerikaner har prøvet kokain otte gange højere, end at en hollænder har det, mens der er dobbelt så stor sandsynlighed for, at samme amerikaner har prøvet at ryge hash eller marihuana. Ligeledes er der ikke forskel på forbruget i Norge og Sverige, selv om Norge har en mere lempelig politik.

Det tilkommer ikke os at give anvisninger på, hvordan man kan hjælpe narkomaner ud af deres problemer, hvis dette er muligt. Vi er ikke medicinske eksperter, men det er politiet heller ikke. Vores pointe er blot, at statslige forbud ofte gør mere skade end gavn.
På tide at legalisere

Et af argumenterne for et fortsat forbud er, at staten dermed sender et stærkt signal om, at det ikke er acceptabelt at handle og bruge narkotika. Det er muligt, at der er sendt et signal, men dette budskab er bestemt ikke modtaget i store kredse. Derfor må det være på sin plads at spørge, om sagesløse borgere fortsat skal betale en høj pris i form af utryghed, vold og indbrud og fortsat skal leve med et politi, som kun i mangelfuld grad er i stand til at servicere den brede befolkning, fordi politiet bruger en stor del af deres ressourcer (anslået omkring 1/3) på at løse et problem, de ikke kan løse. Reelt er der tale om en nytteløs symbolpolitik, der næppe har afholdt en eneste, der måtte have lyst til at prøve narkotika fra at gøre det. Til gengæld koster denne virkningsløse symbolpolitik samfundet i omegnen af fem til 10 mia. kroner årligt alene i direkte omkostninger.

Vi anerkender fuldt ud farerne ved brug af narkotika, og der er grund til at være bekymret over især unges brug af narkotika, men det er der bestemt også for deres alkoholvaner. De fleste af os vil gerne beskytte vores børn mod skadevirkningerne ved alkohol, tobak og narkotika, men det gør vi næppe ved at få staten til at forbyde disse ting. Det er os selv, som skal sikre os, at vores børn får lært at håndtere de mange fristelser og farer, der ligger uden for hjemmet. Når vi anbefaler, at man legaliserer alle euforiserende stoffer, skyldes det, at omkostningerne ved den nuværende politik, både økonomisk og menneskeligt langt overgår omkostningerne ved en legalisering. Efter fire årtiers forsøg på at komme narkotika til livs via forbud, er det på tide at acceptere, at det ikke kan lade sig gøre. Det eneste, vi reelt har fået ud af den førte politik, er det, vi bl.a. ser på Nørrebros gader i denne tid, og det var vel ikke det, der var meningen?

Kjeld Flarup Christensen er civilingeniør og bestyrer af liberalismen.dk, som er den ikke-akademiske hjemmeside for liberalismen. Nield Westy Munch-Holbek er cand.polit. og præsident i Akademiet for Fremtidsforskning

Fantastisk læsning... Det varmer sgu at se at flere og flere er begyndt at tænke logisk...

Det vil sige liberalistisk, kan jeg forstå

Det vil sige liberalistisk, kan jeg forstå

We get it. Du er højreorienteret og synes det er det bedste since sliced bread.

Sjovt nok er det "liberalisterne" og de konservative i folketinget der går ind for hårdere straffe og kamp mod narko, mens SF går ind for legalisering.

God artikel af nogen gode folk, ikke mindst fordi vi her ser nogle af vores spændende allierede: nemlig liberalisterne. Synspunktet er ikke særligt udbredt i Danmark, men i USA går langt de fleste store organisationer ind for bred legalisering.

Liberalisme er ikke logisk men bygget på etiske og moralske overevejelser?

Først må du huske forskellen på at være liberal og være liberalist. Det er to forskellige begreber, der kan eksistere uafhængigt af hinanden; en liberalist behøver ikke være liberal og en liberal behøver ikke være liberalist. Derfor ser vi at SF og sågar EL er liberale, især på dette område, og en liberalist - KF - som ikke værende liberal. Dog er det lidt svært at operere med KF, da de jo - hvad navnet også antyder - er konservative, hvilket er antonym til liberal. Konservatismen er dog på sin vis meget liberalistisk, men stadig er den konservativ og ikke liberal, hvorved vi opnår at de går mere imod eksempelvis stoffer end liberale partier. Jeg vil dog også mene at KF er mere liberalistisk end Venstre på mange områder. Venstres motto kunne være "Venstre - det ny socialdemokrati", men det er en selvstændig debat.