Til Tv2
Jeg skal indledningsvis bemærke, at klagen skal forstås således, at den alene vedrører spørgsmålet, om der i programmet er bragt ukorrekte oplysninger.
Det at seerne ikke har mulighed for at efterprøve rigtigheden af programmets oplysninger, finder jeg grundlag for at udtale kritik af programmet.
Signalet er klart nok. Ledelsen i huset ser meget gerne nogle mere hårdtslående dokumentarprogrammer. Nogle flere brag, tak. Mere punch i journalistikken.
Det var absurd og samtidig ret smart at kalde et program Operation X – når programmet er om narko for: Narko på nettet. Samtidig var det et spørgsmål, som seeren blev tvunget til at sige nej til, efterhånden som programmet løb over skærmen. Og samtidig bar titlen perspektivet i programmet: Narko på nettet (?).
Spørgsmålet var samtidig absurd, for der kun ét muligt svar. I titlen givers der udtryk for, at det er et åbent program, hvor seeren selv får mulighed for at tage stilling til spørgsmålet om, Narko på Nettet.
Men i virkeligheden bruger programmet alle fortællermæssige kneb, for at seeren skal komme til samme konklusion som journalisterne.
Konflikt og spænding
I ”Narko på nettet (?)” er idéen, at det skal være elementært spændende, at følge det, der sker. Det simple fortællermæssige kneb er, at seerne ikke ved, hvordan det ender. Hermed kan seerne undervejs gøre sig selv til dommere i de forskellige konflikter.
Synsvinklen
Det er vigtigt fra starten at gøre sig klar, hvor synsvinklen i historien skal ligge.
Det er afsindigt vigtigt, at programmet klæder seerne godt på. Ret mange dokumentarprogrammer knækker over, simpelthen fordi tilrettelæggerne glemte at præsentere folk og problematikker godt nok. Er det ikke rigtigt, at Operation X taler ned til folk og fortæller dem, hvad de skal mene, så de ikke oplever at gøre egne konklusioner. Derved fortæller tilrettelæggerne seeren, at han er dum, og det er ikke noget smart signal at sende.
Jeg tror, at det giver bedre historier, hvis programmet tør nuancere deres hovedpersoner, hjælpere og modstandere, fordi programmet på den måde ender med at portrættere hele mennesker. Ingen tror alligevel på, at verden kun er sort og hvid.
Jeg tror på, at seere i dag er meget kvalificerede tv-kiggere. De kan klare meget store informationsmængder, de kan tackle ret mange aktører, de er parate til at gennemleve et meget stort følelsesregister, og de er villige til at revurdere deres eget liv og deres holdninger, hvis dokumentarprogrammet vel og mærke giver dem kvalitet.
Tilrettelæggeren vil seeren noget. Han vil ændre deres liv, deres holdninger, deres syn på Narko. Om lovlig eller ej, er helt ligegyldigt for tilrettelæggeren.
”Operation X - Et par klik med musen og narkoen leveres hjemme hos dig TV 2s afslørende dokumentarprogram "Operation X - narko på nettet" tager fat på en række nye, stærke og hallucinerende stoffer, der har fundet vej til det danske marked via Internettet. Der skal ikke mere end et par klik med musen til, før bestillingen på de hårde stoffer er sendt af sted. Så er det bare at vente et par dage, før du modtager din forsendelse med posten. Og så er det endda lovligt!)” .
Tilrettelæggeren har en ambition om, at verden ser en lille smule anderledes ud, efter at programmet er gået over skærmen.
Det skal forstås, som at jeg mener programmet er entydig propaganda-fjernsyn.
Programmet omgå sandheden. Journalistik skal være sand. Litteraturen må lyve der er principiel forskel på journalistisk og litteratur, på journalisterne og forfattere. Forskellen ligger i sandhedskriteriet.
Med andre ord: Journalister må kun bruge de litterære teknikker på en måde og på stof, som lever op til det traditionelle journalistiske sandhedskriterium. Det journalisten skriver, skal være sandt i den forstand, at det kan dokumenteres med henvisning til kilder eller faktiske forhold.
At digte og opfinde er forfatternes privilegium, og her går grænsen mellem journalistik og litteratur: Journalistik er formidling sandhed forstået som kendsgerninger, fakta og virkelighed. Litteraturen behøver ikke at være sand i en ydre forstand.
Skellet mellem journalistik og litteratur er altså indholdsmæssigt. Journalister skal – i den fortællende journalistik som inden for alle andre journalistiske genre – formidle kendsgerninger.
Journalisternes stof skal være researchet. Forfatterne er velkomne til at tilføje, digte og konstruere deres egne universer – det må journalisterne ikke.
Og til slut den etiske fordring der – selv om den bare lyder som en venlig henstilling – i virkeligheden er den afgørende: Tilrettelæggeren skal bestræbe sig på at give et så ærligt og retvisende billede af den virkelighed han beskriver, som over hovedet muligt.
Journalistik skal – om den er fortællende eller ej – tematisere samtidens principielle problemer, og hvis man opgiver den fordring, kan man lige så godt opgive sandhedskravet: Så giver det ingen mening at kræve at programmet skal være researchet og underbygget. Det giver kun mening så længe man fastholder, at den tematiserer noget uden for sig selv – når den henviser til noget uden for sig selv.
I det gode program skal seeren have fornemmelsen af, at de selv har mulighed for at tage stilling. De skal føle sig præsenteret for en fair beskrivelse af virkeligheden og en relevant opvejning af synspunkter, så de føler sig i stand til selv af forme deres holdning.
De bedste af nutidens dokumentarprogrammer har en ekstra dimension i sig. Der er noget mere på spil end det, vi ser: Et indbygget spejl for vores eget liv, en almen erfaring, et princip, et almengyldigt drama eller et grundvilkår for det menneskelige liv. Kort sagt et større perspektiv. Det gælder helt ned i det stille, undselige liv.
Hvad emnet angår, er tendensen, at de centrerer sig mere om personer, mindre om sager. Fokus er flyttet fra det offentlige rum til det private. Der driver en lind strøm af det, jeg kalder Kleenex-programmer ned over skærmen. Følelsespornoen er frigivet med tætte skud af sociale tabere, multihandicappede og dødsmærkede patienter uden anden historie, end at livet er hårdt og døden nær.
Jeg synes ikke om tv, som konstant fortæller seerne, hvad de skal mene om dette og hint, at ”dette er historien om den og den styrelse, der har ikke har ført tilsyn med, og det er en skandale...” osv. Ingen kan lide at få fortalt, hvad de skal mene. Seerne vil stå af på at blive talt ned til og dermed blive gjort dummere, end de er.
PARAGRAF
Lovbekendtgørelse nr 506 af 10/6/2004
Bekendtgørelse af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed
- Radio- og fjernsynsloven
Kapitel 3: Public service-virksomhed
§ 10
Den samlede public service-virksomhed skal via fjernsyn, radio og Internet el. lign. sikre den danske befolkning et bredt udbud af programmer og tjenester omfattende nyhedsformidling, oplysning, undervisning, kunst og underholdning. Der skal i udbuddet tilstræbes kvalitet, alsidighed og mangfoldighed. Ved programlægningen skal der lægges afgørende vægt på hensynet til informations- og ytringsfriheden. Ved informationsformidlingen skal der lægges vægt på saglighed og upartiskhed. Programvirksomheden skal sikre befolkningen adgang til væsentlig samfundsinformation og debat. Der skal endvidere lægges særlig vægt på dansk sprog og dansk kultur. Programvirksomheden skal endvidere afspejle bredden i produktionen af kunst og kultur og give programtilbud, som reflektererer mangfoldigheden.
Ved programlægningen skal der lægges afgørende vægt på hensynet til informations- og ytringsfriheden. Ved informationsformidlingen skal der lægges vægt på saglighed og upartiskhed.
Programvirksomheden skal sikre befolkningen adgang til væsentlig samfundsinformation og debat.
Hvor bliver den debat om Narko af?
Hvad skader samfundet mest? Er det Narkomanerne eller den illegale økonomi der er det farligste for vores samfund?
Bilag:
http://www.benneke.dk/Narkofilm.htm Med venlig hilsen
Michael Benneke
Løkken 22
6400 Sønderborg
74 43 74 95
Michael@benneke.dk
Log ind
Tilmeld
OSS
Søg
