Psychedelia.dk

Havde Emil fra Lønneberg levet i dag, havde han haft ADHD, skriver læge Jens Peter Gøtze i dagens kronik, og han bakkes op af en speciallæge i børnepsykiatri. Ifølge børneforsker Erik Sigsgaard er problemet, at det ’superinstitutionaliserede samfund’ ikke giver plads til Emil’erne – eller Pippi’erne for den sags skyld

Er Peter Plys deprimeret, og er Anders And maniodepressiv? – Hvad med Alfons Åberg, har han mon Aspergers syndrom?

Mange af barndommens helte fra fiktionen går måske i virkeligheden rundt med psykiske lidelser. Det er oplagt, og flere debattører har gennem tiden hævdet, at Astrid Lindgrens Emil fra Lønneberg formentlig kunne have modtaget en psykiatrisk diagnose, hvis han havde været barn i dagens Danmark. I dagens kronik forsøger professor Jens Peter Gøtze at tegne en psykologisk profil på lømlen fra Småland. Som var han Emils far – som var han Anton, om man vil – forsøger kronikøren med hjælp fra internettets mange informationer at diagnosticere knægten og finde frem til den rette medicin.

Og selv om Jens Peter Gøtze hverken er psykiater eller psykolog – men derimod nyudnævnt professor i kardiovaskulær endokrinologi og overlæge i blodets sygdomme – har han en pointe. Det mener i hvert fald Lisbeth Sandal Kortegaard, der er speciallæge og ph.d. i børne- og ungdomspsykiatri.

»Man kunne sagtens forestille sig, at drengen ville være blevet psykiatrisk patient,« siger hun om Emil fra Lønneberg.

»Han er en dreng, der er meget impulsstyret, og som har svært ved at sidde stille. Han når ikke altid at tænke sig om, samtidig med at han har gang i mange ting på én gang.«

Mange af Emils drengestreger ville i dag blive tolket som problematisk adfærd, og han kunne let være kommet galt af sted, mener Lisbeth Sandal Kortegaard og siger, at man ikke kan udelukke, at han således ville have fået ordineret Ritalin.

»Hvorvidt det dog ville ske, ville være afhængigt af, hvor stort et råderum der var omkring ham. Under alle omstændigheder er han i en særlig risikogruppe, fordi ADHD fylder så meget i vores bevidsthed,« siger Lisbeth Sandal Kortegaard.
Institutioner dræber Emil

Går man ’med på legen’ om, at Emil fra Lønneberg skulle have ADHD, er man samtidig med til at sætte kritisk fokus på selve begrebet diagnosticering, mener børne- og pædagogikforsker Erik Sigsgaard.

»I så fald sætter man fokus på det forhold, at man kan diagnosticere et barn uden sammenhæng med de forhold, som barnet vokser op under, og uden at tage barnets relationer med i billedet. Det håber jeg, man sjældent gør i praksis,« siger han.

Når det er sagt, er børneforskeren ikke i tvivl om, at alle børn har noget Emil fra Lønneberg eller noget Pippi Langstrømpe i sig. Problemet – mener han – er, at der ikke er plads til meget Pippi og Emil i det »superinstitutionaliserede samfund«, som han kalder det. Men hvad er det, de har i sig, børnene, når Erik Sigsgaard siger, de har noget Pippi eller Emil?

»De har det ganske banale i sig, at der er noget, de har lyst til. Der er noget, de vil. Og så nægter de at lade sig tilpasse,« siger han. »Der er en del børn, der lader sig tilpasse. Dem taler vi ikke så meget om, for dem er der ikke så mange problemer med, tror vi. Men så er der altså Emil’erne og Pippi’erne, der ikke rigtig lader sig passe ind, og de har fået problemer i vores superinstitutionaliserede samfund.«

For 50 år siden gik børn i institutioner i 8-10.000 timer af deres første 18 år. I dag er tallet 30.000. Disse institutioner tæller blandt andet vuggestuer, børnehaver og skoler, og deres fællestræk er, at medlemmerne må indordne sig. Man skal være der til tiden, sidde på de rigtige pladser, gøre ting til tiden med bestemte mennesker på bestemte måder.

»Det, der kan komme ud af det, er ikke ret Pippi-agtigt,« bemærker Erik Sigsgaard.

Han kritiserer beslutningstagerne og magthaverne, for i stedet for at tage konsekvensen af den voldsomme udvidelse af institutionaliseringen ved at forsøge at reducere den eller mildne den, udbygger de den.

»Nu har de fået 30.000 timer, før havde de 10.000. De kan stadig ikke læse og skrive – de har åbenbart ikke fået nok. Derfor gennemfører man noget, der ligner en heldagsskole. De syv- til niårige børn, som Pippi og Emil også ville være en del af, får nu en skoleuge på 30 timer. Det går så til gengæld ud over deres tid i ’fritteren’ og SFO, hvor de ville kunne udfolde sig mere kreativt,« siger Erik Sigsgaard og kalder det en kraftig forøgelse af institutionalisering. Og således når han til sin pointe:

»Det giver flere diagnoser. Flere børn vil blive diagnosticeret, fordi de bliver anbragt – som man gør i institutioner – i meget længere tid. Der bliver med andre ord mindre plads til deres Pippi-lyster og Emil-livsudfoldelser.«
Fortegnet billede

Kronikøren Jens Peter Gøtze tegner måske et lidt fortegnet billede af virkeligheden, mener Iben Engelhardt Andersen, som er ved at skrive ph.d. om børn i litteraturen og fiktionen, ved Syddansk Universitet.

»Det her handler jo om, hvordan man betragter en sygdom, før det bliver en sygdom. Emil har muligvis koncentrationsbesvær og ADHD-agtig adfærd, som i dag formentlig ville gøre, at han blev medicineret, men inden for den kontekst, der er Emil fra Lønneberg, har man andre metoder til at takle det,« siger hun og påpeger, at kronikøren – som er læge – læser Emil som et konkret barn. Han opstiller muligheder for en diagnose, men siger også, at der er ting, vi ikke kan vide, fordi vi ikke kan trænge ind i hans hjerne. Men Emil findes ikke. Han har ikke en sygdom, fordi han er en tekst, siger hun.

»En sygdom er ud over et fysisk faktum en kulturel fortælling. Når man læser et stykke børnelitteratur, læser man jo også en verden, hvor Emil for eksempel gør nogle ting, som gør, at han bliver sat uden for døren. Når kronikøren spørger, om Emil har ADHD, spørger han jo også om, hvordan de andre i det univers, som Astrid Lindgren skaber, forholder sig til Emils afvigelser.«

Og i den forbindelse mener Iben Engelhardt Andersen, at Jens Peter Gøtze glemmer at stille spørgsmålet: Kunne der være andre end Emil, der er syge, hvis nogen er syge i de her bøger?

»Hvem er det, der råber ad Emil på en patetisk og nærmest psykotisk måde,« spørger hun retorisk.

»Det er faren, der går amok. I bøgerne om Pippi Langstrømpe kommer betjentene Kling og Klang hen til Pippi og beordrer hende på børnehjem. De er repræsentanter for det samfund, der mener, hun er for langt ude. Men hun svarer, at hun har et børnehjem, fordi hun er barn og har et hjem. Hun vender altså de andres tale på hovedet, hun er over-fornuftig, og hun gør nærmest dem til dem, der tager fejl på en antiautoritær, provokerende måde,« siger Iben Engelhardt Andersen.

Men uanset, om det er Anton eller Emil, der bør få en diagnose, bliver der stadig flere diagnoser blandt børn – fordi flere fremover vil falde udenfor, mener Erik Sigsgaard.

»Flere børn vil løbe panden imod institutionernes mure og sige: ’Jeg vil ud, jeg vil ud, jeg vil ud’. Vi kommer let til at sætte fokus på børnene og sige: Hvad er der galt med disse børn, der løber panden imod, i stedet for at spørge, om der er for mange mure,« siger han.

»Man giver en diagnose, hvor det måske var det samfund, vi bygger op, der skulle have sig en diagnose.«

Hvis Emil fra Lønneberg levede i dag, havde han formentlig fået en ADHD-diagnose og tilhørende medicinsk behandling. Drenge med krudt i røven skal nemlig bringes til ro, så de kan komme ind i normalitetens rammer. I gamle dage fik de lov at udleve deres aktivitetstrang frem for at blive sygeliggjorte – men dengang fandtes ADHD selvfølgelig heller ikke.

Eeeemmil!« En mandag morgen i selskab med egne unger og Emil fra Lønneberg på tv. Emil laver konstant ulykker med sine opfindsomme eksperimenter i et romantiseret Småland. Han får skældud og må gemme sig i snickaboa. Hans tid bag haspen bruges på vredesbekæmpelse ved at snitte (mange) træmænd. Pludselig slår det mig. Drengen har jo ADHD/ADD eller måske endda DAMP (som man ikke kan have længere).

Børnepsykiatrien anno 2013 kan således rydde op, hvor almindeligt forældreskab og gammeldags straf synes at give efter. Men lad os dvæle ved spørgsmålet, om Emil rent faktisk har en forstyrrelse af opmærksomhed og motorisk aktivitet. For sommerlethedens skyld har jeg valgt et udpluk fra diverse hjemmesider om ADHD fra internettet (http://www.adhd.dk, http://www.netdoktor.dk, og http://www.levmedadhd.dk), hvor forældre kan få information om deres barns, måske, sygelige adfærd.
Diagnosticering af det syge barn

»Udredningen af barnet begynder normalt med, at man samler en komplet anamnese (sygehistorie, som stammer fra patienten selv eller de pårørende, red.), kigger på indlæringsproblemer og arvelighed og gennemfører en lægeundersøgelse for at udelukke andre sygdomme,« lyder det på http://www.levmedadhd.dk.

Tja, Emil har ikke nogen legemlige sygdomme, og stofskifteproblemer synes der heller ikke at være nogen af. Faren er en hidsigprop, hvilket kunne tyde på, at han selv har problemer. Men ellers ikke noget opsigtsvækkende i tiden. Der er ingen tegn på, at moderen har været alkoholiker gennem graviditeten, og tidlig hjerneskade oplyses der ikke noget om. Netdoktor.dk går lidt videre og beskriver en række neurobiologiske ADHD-teorier om hjernen og dens transmittersubstanser, men det forbliver teorier, som stort set ikke kan eftervises. Og da slet ikke hos Emil, da vi så skulle skære hans hjerne i skiver for at komme den type tankegang nærmere. http://Www.levmedadhd.dk har en passus om, at man har vist, at ADHD-børn har fem procent mindre hjernevolumen end andre børn. Den sætning er nærmest historisk åndssvag, da kvinder som bekendt også har mindre hjernevolumen end mænd. Men betyder altså ikke noget for hjernens funktion (kraniometri er ophørt som videnskabelig disciplin).

»Da symptomerne sommetider er diffuse, omfatter diagnosticeringen af ADHD også spørgeskemaer og samtaler for at komme dybere ned i barnets adfærd. Forældre, lærere, pædagoger, barnepiger og andre, der kender barnet, kan bidrage. Spørgeskemaerne skal være med til at klarlægge barnets adfærd, og – hvad der er endnu vigtigere – om adfærden er langvarig eller midlertidig. Indsamling af så mange oplysninger som muligt om barnet er den bedste metode til at sikre en korrekt diagnose,« står der på http://www.levmedadhd.dk.

Tja, der blev vi vist ikke meget klogere på diagnosen, udover at fleres fornemmelser er bedre end en enkelts. En særlig munter detalje er ’barnepigen’, som i dagens Danmark ofte kun taler thailandsk. Så her ser jeg ikke oplagte muligheder for ADHD-diagnostik af Emil som et fælles projekt. Kammerpigen Line ville dog nok bakke op om, at drengen er syg i hovedet.

Igen på http://www.levmedadhd.dk står der: »Små børn har generelt en kortere opmærksomhedsspændvidde, og deres adfærd indebærer perioder med stor aktivitet og impulsivitet. Hvis dit barn udviser symptomer på ADHD før femårsalderen, kan det være en god idé at føre protokol over hans eller hendes adfærd for at opdage forandringer og/eller forbedringer.«

Se nu her, en hjemmelavet protokol til at dokumentere barnets uhensigtsmæssige adfærd alene på mistanken? Lad os endelig registrere vores børns gøren og væren fra før femårsalderen for at sikre en fremtidig diagnose. Men selve øvelsen indeholder en videnskabelig cirkelslutning, da registreringsaktiviteten i sig selv er med til at skabe sygdom.
Krudtugle eller ADHD-barn?

Internettet gav således ikke sikker hjælp til at belyse Emils situation – ud over mistanke, teorier og bekymring. Men hvad med en lærebog i børnepsykiatri (min egen er fra 1993)? I den beskrives et bredt symptomkompleks med hyperkinetisk tilstand (det har Emil), letafledelighed (det har Emil) og nedsat koncentrationsevne (det har Emil). Motorisk uro har han bestemt også. Jeg tror faktisk, at hvis Emils forældre tog Emil med til skolepsykolog eller læge, ville der måske vanke en ADHD-diagnose. Og med denne sygdomsmærkat har han et problem, og problemer skal som bekendt behandles.

Ritalin er et hyppigt anvendt lægemiddel, som anvendes af specialister i børnesygdomme. Den endelige diagnose er da også defineret som en specialistopgave, hvilket ikke bør undre nogen, da diagnosen er subjektiv. Så vi giver Emil medicin, og han falder måske til ro. Han er neurobiologisk syg – kan ikke gøre for det – og forældrene er også fritaget for oplagt ansvar. Samfundet tager over med et bredt diagnostisk system, hvor der er en diagnose til næsten alle – inklusive Emil.

Men bivirkningsprofilen for lægemidlet er frygtindgydende: Almindelige bivirkninger (én til 10 procent) er hovedpine, søvnløshed, nervøsitet, feber, nedsat appetit, vægttab, mundtørhed, kvalme, opkastning, mavesmerter, diarré, hjerteforstyrrelser, blodtryksændringer, løbenæse, hoste, halsirritation, væksthæmning, ledsmerter, følelsesmæssig labilitet, dyskinesier (ufrivillige muskelsammentrækninger i stil med tics, red.) , døsighed, svimmelhed, angst, depression, aggression, agitation, irritabilitet, hyperaktivitet, hårtab, og udslæt.

Kort sagt skal man nok overveje, om problemet er mindre problematisk end bivirkningerne ved den anvendte medicin – og den behandlingsmæssige effekt er ikke en gang diskuteret her.

»Stakkels Emil,« som den søde Ida siger. Nu kan ingen hjælpe ham mere med de sjove eksperimenter, for hans adfærd er blevet til sygdom og derfor et problem med en medicinsk løsning. Da jeg var barn, fandtes diagnosen ADHD ikke. Min farmor havde sin egen definition på drengebørn med fart på og stor nysgerrighed; nemlig krudtugler. Jeg var nok en krudtugle. Og krudtugler skulle dengang ikke protokolleres eller medicinsk behandles tilbage til gennemsnitlig ro; de skulle op i høje træer og udleve deres behov for motorisk aktivitet. Vel at mærke ikke gennem wellness-inspireret skolegymnastik for at få styr på (kommende) livsstilssygdomme, men gennem kreativ, aktiv og udfordrende legen. Jeg husker, at det virkede godt på mig. Jeg sov som en sten om natten. Men måske havde jeg ikke ADHD – dengang fandtes sygdommen jo heller ikke.
Når alle er småsyge i pæren

Jeg er ikke i tvivl om, at både forældre og behandlere vil børnene det bedste. Men jeg stiller mig skeptisk over for måden, det håndteres på anno 2013. Eksemplet med Emil er oplagt. Han var lykkelig i sin tid, fik meget skældud og stilletid med sig selv (det sidste opfatter jeg som noget godt). Fremfor alt blev han ikke tynget ned af en diagnose, som han senere kunne udvikle skyldfølelse og andre problemer fra.

Moderne lægevidenskab har gjort kolossale fremskridt inden for somatisk sygdomsbehandling, mens psykiatrien primært synes at udvide det diagnostiske spektrum således, at vi alle snart har et ben inden for ’psykiatria minor’. Men hvis alle er ’småsyge i pæren’, er sandheden vel snarere, at det diagnostiske grundlag er blevet præget af samfundets krav på gennemsnitlig optimering i en grad, hvor biologien pp.definition ikke kan være med.

Hvad så med Emil? Han var ikke en stakkel. Han slap for bivirkninger og social stigmatisering. Og dem, som kender hele hans historie, vil huske, at det gik ham godt. Han gik fra krudtugle til sognerådsformand – uden brug af medicin.

Jens Peter Gøtze er dr.med., professor i kardiovaskulær endokrinologi og overlæge i klinisk biokemi på Rigshospitalet

Det var lidt at tænke over..

Enhver der har prøvet speed ved at det ikke er noget for børn, slet ikke dagligt .

Jeg havde sikkert nok osse ADHD og måske en anelse aspergers.

Har et fint liv nu med kone/barn og hvad der hører til et såkaldt " normalt" liv, og er lykkelig over at jeg var barn dengang vi ikke blev diagnogstiserede i hoved og røv.