Citat:
Professor Finn Sellebjerg vil som sclerosespecialist gerne ordinere cannabis, men kun i godkendt klinisk form
»Jeg kan ikke se, hvorfor vi skal bruge en plante, vi ikke ved, hvad indeholder, i stedet for de kemiske udgaver, der er kontrolleret,« siger Finn Sellebjerg, professor ved Københavns Universitet og sclerosespecialist på Rigshospitalet.
Han anerkender, at cannabis har medicinske egenskaber, men han foretrækker afgjort de to midler, der er godkendt, pillen Marinol og sprayen Sativex.
»Sativex er lavet i England som en oprenset version af to af cannabisplantens aktive stoffer, som er blandet sammen i en kontrolleret mængde. Marionol er syntetisk fremstillet,« forklarer Finn Sellebjerg.
— En sclerosepatient med erfaring fra Sativex har sagt, at han nyder den bivirkning, det er at blive skæv?
»Det kan sagtens være. Det kan også være, at hans dosering med Sativex ikke er optimal. Eller det kan være, at han bruger en meget kraftigere dosering ved at ryge hash.«
En kompleks proces
»Hvis man skulle lave forsøg med rigtig cannabis, så skulle man vide, hvad man giver, altså den præcise kliniske sammensætning af netop det produkt. Men vi ved ikke, hvad der er i det, som du kan købe. Dertil kommer, at det også skulle ske i en kontrolleret mængde,« siger Finn Hellebjerg.
— Hvad gør cannabis?
»Lige som med andre mediciner er der tale om kemiske stoffer, de såkaldte cannabinoider, som vi desværre ikke ved så meget om. Men de har nogle modtagemolekyler, som kroppens egne cannabinoider bruger. I hjernen stimulerer cannabinoiderne så nogle af systemerne. Det er ret komplekst, og cannabinoiderne manipulerer med kroppens egne signalstoffer. Der er ret mange stoffer i cannabis, der kan binde sig med de signalstoffer, og det er afgørende for effekten. Cannabis er med andre ord rigtigt godt til at aktivere og ændre nogle af systemerne i hjernen. Effekten er generel sløvhed, øget appetit, nogle gange hallucinationer og dertil en dæmpelse af smerter og muskelstivhed,« forklarer Finn Sellebjerg.
http://www.information.dk/466432