Psychedelia.dk

USA ændrer kurs efter 40 års fiasko.
Efter fire årtiers fejlslagen kamp mod narkoproducenter - en kamp, der kun har næret korruption og kriminalitet og kostet titusindvis af menneskeliv - kaster Washington nu tilsyneladende håndklædet i ringen
Efter 40 år med fiasko på fiasko og nederlag på nederlag vælger De Forenede Stater nu at trække sig fra sin ‘krig mod narko’ på samme måde, som det i sin tid gik ind i den - midt i blodsudgydelser, kaos, korruption og skandale. De amerikanske agenter beordres ud af Latinamerika, Washington tager sin narkotikapolitik op til revision, og et mere selvbevidst kontinent nægter at blive ved med at rette ind efter den fatale, amerikansk dikterede forbudslinje. Efter milliardstore udgifter og titusindvis af menneskers voldelige død kan en passende gravskrift for Amerikas længste krig være undervejs: Bolivia agter nu at gøre det lovligt at dyrke coca i sin baghave.

Krigen, som daværende præsident Richard Nixon erklærede unilateralt imod hele verden i 1969, fuser nu hastigt ud, efter at alle dens strategiplaner gennem fire årtier har vist sig nytteløse, og USA forbereder nu tilbagetrækning af sine agenter fra narkoslagmarker fra Colombia til Afghanistan.

For det nye årti tegner der sig lovende udsigter til, at enorme summer af statslige midler kan blive omkanaliseret fra at pågribe og fængsle narkomaner til i stedet at behandle dem. Og hvad der er nok så afgørende: Den stadigt ekspanderende ‘korruptionsballon’, som krigen mod narko har bibragt statschefer, hære og politistyrker overalt, hvor den har været ført, vil nu langsomt begynde at tabe gassen.

Vær beredt på at fælde en tåre over de enorme ind- tægtstab, som en muligvis forestående afkriminalisering af narkotika kan påføre smuglere og dealere, store som små. Og de interesser, som har tjent styrtende på at bygge og drive de fængsler - især i USA, hvor strømmen af narkoforbrydere, i reglen småpushere og næsten aldrig de store og rige bagmænd, har fået fængselsbefolkningen til at vokse til svimlende 1.600.000 - en kolossal belastning for nationale og delstatslige budgetter. I Mississippi, hvor narkodømte engang måtte sone minimum 85 procent af deres fængselsstraf, kan de nu slippe med en fjerdedel, og i Californien har myndighederne for nylig givet ordre til at sætte 40.000 indsatte på fri fod, fordi fængslerne i voldsom grad er overfyldte.

Ringe resultater
En væsentlig grund til USA’s langsomme tilbagetog fra krigen mod narko er, at den strategiske beslutning om at bekæmpe narko i fremmede lande og ikke på hjemmefronten har givet så frustrerende ringe resultater. Langs den i forvejen ømtålelige grænse med Mexico har virkningerne af de amerikanske bestræbelser på at håndhæve en hård linje over for narkohandlere været uhyre blodige.

I de områder af Mexico, som ligger tættest op ad den amerikanske grænse, nåede dødstallet for narkorelateret vold i 2009 over 7.000. Dermed overstiger det samlede dødstal fra de seneste tre år 16.000, hvilket er langt mere end de samlede amerikanske tab fra Irak og Afghanistan. Blodbadet er bare fortsat og fortsat, til trods for eller måske snarere på grund af det intensive pres, som USA har lagt på præsident Felipe Calderon for at indsætte en stor del af sin hær i regionen. Aktuelt har Mexico 49.000 mand under våben i sin offensiv imod narkotika - en styrke større end de 46.000 mand, Storbritannien indsatte i første fase af Iraks invasion. Og alligevel flyder blodet i stadige strømme.

Som det også gør i Colombia, hvor den amerikanske finansiering af dette lands væbnede styrker tilsyneladende intet nytter - så let er det for narkobagmændene at opkøbe lokale kommandanter og enkelte soldater.

Narkokrigens stilfærdige udløb er kun langsomt ved at dæmre for en verden, der har rettet fokus på USA’s mere håndgribelige konflikter i Afghanistan og Irak. I sidste måned gav det amerikanske Repræsentanternes Hus enstemmig opbakning til at nedsætte af en uafhængig kommission, der skal underkaste de nationale og internationale narkobekæmpelsespolitikker en kritisk granskning. Som en af forslagets ophavsmænd, kongresmedlem Eliot Engel, en demokrat fra Bronx, erklærede:

»Milliarder og atter milliarder af skatteyderpenge er brugt for at bekæmpe narkohandel i Latinamerika og Caribien. Men trods alle bestræbelser har de positive resultater været få og sjældne.«

‘Nedbring forbruget’
Og tilbage i maj sidste år proklamerede Gil Kerlikowske, Seattles tidligere politichef og ny leder af det amerikanske agentur for narkobekæmpelse, US Office of National Drug Control Policy, at han ikke længere ville bruge udtrykket ‘krig mod narko’. Få uger før havde de fhv. la- tinamerikanske præsidenter Fernando Henrique Cardoso fra Brasilien, Ernesto Zedillo fra Mexico og Cesar Gaviria fra Colombia i en fælles henvendelse til den nye amerikanske præsident insisteret på, at krigen mod narko var slået fejl, og appelleret til at lægge større vægt på hjælpe narkomaner til nedbringe deres forbrug og afkriminalisere cannabis.

For millioner af menneskers liv og sundhed kommer denne erkendelse sent. De lovløse forhold fra 1920’erne, hvor den amerikanske kongres gjorde alkohol forbudt og tillod Al Capone og hans slags at skabe sig enorme formuer, er over de sidste 40 år blevet genskabt over store dele af Latinamerika.

Mexicos præsident har ikke været bange for at påpege over for Washington, at korruption af statsapparatet er en afgørende grund til, at narkohandlen fortsætter i Mexico som i USA.

»Jeg mener, vi bør efterforske på begge sider. Jeg forsøger at gøre rent i mit hus, men jeg håber også, at der bliver renset ud i huset på den anden side,« pointerede han skarpt forud for Obamas besøg i Mexico i april sidste år.

Ydermere beklager Calderon sig over, at USA’s lemfældige våbenkontrollove har medført en strøm af håndvåben til Mexico. Han hævder, at over 90 procent af de 30.000 skydevåben, som hans regering har konfiskeret fra narkohandlere i Mexico, stammer fra nord for grænsen. Og han er ikke alene. En ny generation af mere selvbevidste latinamerikanske ledere er trætte af konstant at blive belært om deres utilstrækkeligheder af et USA, der selv er verdens største hashproducent, og hvis agenter tilsyneladende selv fortsætter den handel med narkotika, som de forfaldt til under Reagan-årenes Iran-Contra-skandale.

Torturtaxier
Flere indicier tyder således på, at de særfly - kendt som ‘torturtaxier’ - som CIA har benyttet sig af for at overføre fanger til torturnationer i de såkaldte ekstraordinære udleveringsoperationer - også er blevet brugt til at distribuere narko via lufthavne på den vestlige halvkugle. Et Gulfstream II-fly med kendingsbogstaverne N9875A, som CIA menes at have brugt, styrtede ned i Mexico i september 2008, da det var på vej fra Colombia til USA med en last på ikke mindre end tre tons kokain. Og i 2004 faldt en lignende ‘torturtaxi’ ned i Nicaragua med et ton kokain om bord. Begge disse tilfælde er beskrevet i den rapport, som blev forelagt for Europa-Parlamentet om CIA’s overførelse af ulovligt tilbageholdte fanger til hemmelig fængsling og tortur i lande som Irak, Jordan og Aserbajdsjan via britiske, cypriotiske, tjekkiske, tyske, græske, ungarske, spanske og andre europæiske lufthavne.

Sådanne omstændigheder taget i betragtning er det måske ikke så sært, at de latinamerikanske ledere er begyndte at overhøre de amerikanske instrukser. Præsident Evo Morales - som blev kritiseret af USA for at forsvare bolivianernes skik med at tygge cocablade for at stille sult og højdesyge - agter nu at gøre det lovligt for alle bolivianske familier omkring byen Cochahamba at dyrke cocabuske til privat brug, ligesom han ønsker at eksportere cocablade til Bolivias nabolande. Morales, hvis autoritet for nylig blev styrket af hans anden præsidentvalgsejr ved frie og fair valg og af fremgang for Bolivias økonomi, behøver ikke at tage sig spor af amerikansk kritik.

Venezuela og Bolivia har begge udvist amerikanske narkobetjente fra deres territorium. Og sidst i forrige måned satte Ecuadors præsident, Rafael Correa, en stopper for en lejeaftale, der gjorde det muligt for Washington at benytte en stor luftbase i Stillehavet, hvorfra amerikanske fly patruljerede store dele af Sydamerikas narkoproducerende områder.

Summa summarum kan 2010 meget vel bringe det vendepunkt, hvor den sunde fornuft besejrer den amerikanske jernnæve i dennes umulige krig mod usynlige fjender.

© The Independent og Information Oversat af Niels Ivar Larsen