Ej puha for en omgang, jeg har den ypperste medfølelse det er virkelig forfærdeligt når en partner skjuler (omfanget af) et misbrug.
Jeg har selv været der, bare på den anden side end dig - altså som personen der skjulte et misbrug. Jeg ved ikke om det kan hjælpe dig at prøve at høre hvordan det KAN se ud på den anden side, men vil prøve at forklare hvor forfærdeligt det er for ALLE involverede. Selvom jeres situationen selvfølgelig ikke er fuldstændig kompatibel med min oplevelse tør jeg næsten vædde med at der er visse fællestræk specielt mht hvor insanely nederen det føles at lyve konstant overfor en person man elsker og følelsen af svigt og frustration den person der bliver ført bag lyset kan føle.
Det er virkelig en af de ting jeg fortryder allermest i livet, det var et ubeskriveligt svigt og det gør dybt dybt ondt at tænke på de følelser min ex (guess why) gennemgik da hun fandt ud af hvor dybt mine løgne egentligt strakte sig. Svært at finde et tidspunkt hvor jeg har følt mig mere ussel, nederen og skamfuld. Det tærrer virkeligt hårdt på en i længden at skulle opretholde en normal facade når korthuset reelt set er ved at vælte.
Mit drug of choice var heroin, og hvis man ved bare det mindste om opioider så ved man også at man bliver klamt syg hvis man ikke indtager det jævnligt når først man er fysisk afhængig. Så jeg "var nødt til" at indtage det nærmest hver evig eneste dag (helst flere gange) for at kunne opretholde en normal facade. Det indebar en masse snigen omkring for at sørge for at sølvpapiret ikke larmer når jeg tog det fra eller gemte det i mit hemmelige gemmested og selvfølgelig også når jeg aktivt røg fra det (hun var ikke dum, hun ved godt hvad lyden af sølvpapir betyder), og samtidig prøve at skjule lugten hvis jeg gjorde det indenfor (kan stadig huske hvordan mit blod frøs til is da hun på et tidspunkt spurgte noget i stil med "lugter her ikke lidt underligt? Næsten som heroin?" med et halvt anklagende blik i øjnene). Det indebar at bruge penge (hun vel og mærket ikke troede jeg havde, så hun hjalp mig økonomisk samtidig - den har jeg det ekstremt nederen over) på et eskalerende misbrug. Det indebar hverdags paranoia over at have overset at have fjernet sod fra fingre/vægge/møbler/dørhåndtag/ansigtet, og om jeg nu havde glemt at fjerne residue fra tænderne. Kan tydeligt huske efter at jeg lagde kortene på bordet, hvor dum hun sagde at hun følte sig, fordi hun havde en anelse men ikke troede på sit instinkt OG at det var vildt ubehageligt at tænke på at hun følte sig kæmpe holdt for nar af alle når hun sad med mig og vennerne (som vidste det men ikke sagde noget). Ej føj for satan hvor får jeg det skidt af at tænke på alt det pis. Jeg har det stadigvæk voldsomt svært med det, og er på en måde glad for at vi ikke længere er sammen da jeg simpelthen skammer mig uhåndgribeligt meget over sådan en vanvittig lorte opførsel, over at have gjort personen jeg elsker så meget ondt. Håber hun finder/har fundet en fyr der behandler hende ordenligt og ikke har de problemstillinger jeg har/havde.
Det syge er at jeg faktisk følte at jeg gjorde hende en tjeneste ved at skåne hende for at kende til mit misbrug (nok specielt fordi at hun selv har haft problemer med misbrug før så ville ikke trigger hendes trang, og samtidig var hun meget ensom, så jeg kunne ikke bære at hun skulle miste den person hun havde nærest). Sådan skal det selvfølgelig ikke være. Jeg skulle istedet aktivt have prøvet at arbejde med mine problemer inden at det overhovedet kom så langt at der skulle et sygt misbrug til for at kunne håndtere tilværelsen. Eller have været ærlig fra starten så hun kunne tage stilling til hvordan hun ville håndtere det - og jeg tør næsten garantere, efter chokket og vreden havde lagt sig, at jeg var blevet mødt med forståelse og støtte.
Alt i alt strakte løgnene sig over ca et halvt år, og det kan seriøst ikke understreges nok hvor ekstremt nederen det er at lyve for den man elsker hver evig eneste dag over en så lang periode. For jeg elskede hende virkeligt. Højere end jeg nogensinde har elsket nogen anden i mit liv. Men seriøs misbrug kan desværre føre folk til at foretage sig ting der strækker sig så langt fra deres normale moralske kompas at det slet ikke kan beskrives. Efter at løgnene var begyndt blev det sværere og sværere at fortælle den reelle sandhed jo længere tid der gik, og jeg følte mig mere og mere fanget af min egen dårlige beslutning. Jeg vidste at det jeg havde gang i var noget lort, men åh gud hvor var det dog svært at skulle indrømme at jeg havde fucket op igen, og specielt når jeg havde bildt mig selv ind at jeg faktisk gjorde det bedste ved at skåne hende for mit shit og løse problemet selv. Det var først efter at jeg fortalte det til hende, at jeg rent faktisk indså hvor ufatteligt sårende og forkert mine handlinger var. Som at blive ramt af virkeligheden straight to tha face med 180 i timen, av for den det glemmer jeg sgu aldrig. Det gør så dybt ondt at have såret hende sådan - en person der før i sit liv havde oplevet svigt af forskellig art af forskellige personer, for så at blive svigtet endnu engang og så af den person hun var aller tættest på. Jeg ved ikke om jeg nogensinde tilgiver mig selv, om jeg overhovedet fortjener det. Der er intet jeg hellere ville end at kunne gå tilbage i tiden og lade være med at sætte kursen mod en så destruktiv livsstil, og istedet faktisk arbejde med de dybere årsager til misbruget selvom det selvfølgelig er røv hårdt, men sket er sket og så må man håndtere konsekvenserne bedst muligt. Jeg er bare glad for at jeg fik sagt det, så hun kunne tage aktiv stilling til hvordan hendes liv og fremtid skulle se ud.
For guds skyld, sørg for at han får styr på sine underliggende problemer. Misbrug er ofte et symptom på andre underliggende problemstillinger, og er en form for eskapisme. Det kan hjælpe én med at cope med svære følelser, men det er som at pisse i bukserne for at holde sig varm. Man får ikke bearbejdet det egentlige problem, og ender bare med at grave sig dybere og dybere ned i et sort hul så man udover at stadig skulle arbejde med det originale problem (som måske er forværret) nu har et misbrugsproblem at kæmpe med oveni. Jeg ved at det kan være rigtig svært, men prøv at vis forståelse og empati overfor hans situation. Jo mere tryg han føler sig ved at kunne åbne op, jo nemmere bliver det for ham at kunne arbejde med de svære følelser da emotionel støtte er pisse hamrende vigtigt. Det vil selvfølgeligt også spejle sig tilbage mod dig/jeres familie ved at gøre det nemmere for dig at leve i en tilværelse uden tvivl og mistænksomhed, og eventuelt styrke jeres bånd. Jeg har dog også fuld forståelse for at du selvfølgelig skal passe på dit og børnenes velbefindende, så hvis han slet ikke vil eller er istand til at ændre sin kurs og det bare bliver værre så skal du selvfølgeligt vægte jeres sikkerhed og helbred højere - hvad end det så betyder. Noget skal der i hvert fald ske, I må ikke bare lade det her stå hen uden aktivt at gøre et eller andet.
Synes også at terapi lyder som en rigtig god idé. Det kan hjælpe ham med at få bearbejdet det der er svært, og hjælpe ham med at få det formuleret til dig på en måde hvor han føler sig tryg (måske endda med terapeuten til stede hvis det gør det nemmere?).
Pas dog på med at sammenligne min og jeres historie alt for meget, han er forhåbentligt ikke kommet så langt ud. Er glad for at du har valgt at lytte til dit instinkt, så kan I forhåbentligt få situationen under kontrol inden det udvikler sig i en rigtig grim retning (og trust me, det kan blive rigtig fucking grimt). Som andre også påpeger, så behøver han reelt set ikke at have et misbrug selvom han tager whatever engang imellem. Man kan sagtens leve en ganske normal tilværelse og samtidig have et kontrolleret forbrug af rusmidler, MEN det er bestemt ikke i orden at lyve for sin partner så selvom hans stofindtag (måske) ikke er et problem så er det et problem at han lyver omkring det. Nu ved jeg heller ikke præcis hvor meget han drikker og ryger, men det kunne måske også være et tegn på at der er et eller andet galt. Bare pas på at det ikke udvikler sig. Hvis først alkohol begynder at blive et rigtigt problem så er det bestemt ikke for sjov længere da det nok er noget af det værste man kan have et seriøst misbrug af.
Jeg ønsker jer inderligt det bedste, og håber at I får styr på jeres situation og redder jeres familie inden det for alvor bliver rigtig svært!
|