Psychedelia.dk

Velkommen til psychedelia.dk. Vi er Danmarks største community for fornuftig anvendelse af rusmidler og legalisering.
Dato og tid er 24 jul 2024 17:18

Alle tider er UTC + 1 time [DST ]




Skriv nyt emne Svar på emne  [ 1 indlæg ] 
Forfatter besked
Indlæg: 21 jul 2024 15:31 
Offline
Junior medlem

Tilmeldt: 21 jul 2024 14:48
Indlæg: 0
Småsludder gemmer nervøsiteten væk. Vi spiser chokoladen, der er fyldt med psilocybinsvampe (stor dosis). Om lidt går det løs.

Vi finder en skråning i fred fra det hele. Langt ud i skoven. Alt energi suges ud af kroppen. Jeg er for træt til at besvare min vens spørgsmål, om jeg har det okay.
"Alt er hårdt" siger han og det kan jeg lige akkurat nikke genkendende til.

Snart er virkeligheden væk. Vi forsøger at slå rødder i skovbunden men kvalmen trænger på. Vi ligger ad helvedes til og der er ikke mere juice tilbage.

Jeg har tabt sutten. Der bliver stille. I et sidste forsøg på jordforbindelse, sætter jeg mig op. Min vens ansigt spriger i tusinder stumper. Han ligner en trold. Mine egne bevægelser er svævende og alt virker til at være i slowmotion. Det er for meget.

Jeg giver op. Lukker øjnene og kaster mig ned i fosterstilling. Mother Nature - be gentle.

"Don't fight it!" siger stemmen inden i mig selv. Jeg får placeret hovedet på tasken og hviler mine arme på brystet. Dybe vejrtrækninger. Er vi i sikkerhed herude? Hvad nu hvis der kommer en fremmed forbi?

"Don't Fight it"

Jeg kigger op i skovens top og ser den nye verden udfolde sig. Det stritter mod den sidste logik, jeg har tilbage. Kvalmen kommer igen.

"Don't Fight it"

Jeg tæller til tre og lukker øjnene.

"Okay" siger det sidste stykke personlighed "Show me what you got"

Begivenhederne herfra kan mest beskrives som en rutsjebanetur - et virvar af indtryk, følelser og farver:
Jeg kigger mod skovens top. Ude af stand til at bevæge mig. Helt smeltet sammen i frøperspektiv. Alt er for hårdt.
Bladende trækker vejret mens grenene danser i takt til musikken fra højtaleren.

Jeg ser personer for mig. Personer jeg holder af. De får mig til at smile. Det føles som ægte lykke. Så opdager jeg et andet træ. Nye grene. Nye farver.
Jeg tænker på min mor og hendes helbred.

Nu mærker jeg hvor dårligt jeg ligger. Der er rødder og kviste overalt. Det gør ondt i min ryg. Jeg har lyst til at rejse mig og skifte musik, men jeg vælger at blive.
"Det skal være hårdt før det bliver fantastisk" har jeg sagt mange gange før. Hvilken person er jeg, hvis ikke jeg følger mine egne ord?

Dyb vejrtrækning. Lukkede øjne. Jeg føres ud i en strøm af geometriske former, der åbner sig, lukker sig og forsvinder. Samtidig kommentere en indre stemme på forløbet.
Den fortæller mig, at det er godt jeg bekymre mig. At jeg skal bekymre mig for min mor. og at jeg skal huske at vise min kærlighed til hende - Hjælpe hende med helbredet.

Det får mig til til at tænke på mit eget helbred. Måske jeg skulle tage den del af mit liv mere alvorligt. Ironisk tanske når man ligger og tripper i skoven.

Nu mærker jeg pludselig en glæde indeni. Den geometriske rutsjebanetur, der startede med skavanker har ført mig et nyt sted hen. Jeg åbner øjnene og ser skoven danse for mig på ny. Det er fortryllende. Mother Nature - Er det dig som styrer hele showet?

Med overskudet spørger jeg min ven, om han er okay. Han svarer "ja" og griner. Vi er begge to afsted.

En ny sang bliver sat på. Jeg ligger mig ned for at se, hvad der nu er på TV i skovens top.
Men noget bevæger sig. Noget kravler på min krop.

Jeg fejer det strakt væk og i et kort sekund eksisterer virkeligheden igen.
Flåter! Vi skal passe på flåter. Det er højsæson og de er overalt. jeg kender flere som har fået borrelia. Det er dumt vi har lagt os her i det høje gras, hvor hjortene normalt bor.

Men er der noget at gøre ved det nu?
Vi har lagt her på skråningen, i gud ved hvor lang tid. Det er for sent at bekymre sig om.

"Don't fight it"

Tanken vil ikke forsvinde. Jeg rejser mig og drikker noget vand. Bryder min egen ide og tankestrøm.
Denne gang skal jeg ikke forføres af naturen. Men hvad så med hele ideen om kun at tage imod?

Nogle gange er det måske fint at blande sig i slagets gang. Det er det, som hedder personlighed. Og sådan en er jo meget god at udvikle med hjælp fra naturen.
Jeg lukker øjnene og tager ned af en ny rutsjebane.

Balladen står på i 3 timers tid. Frem og tilbage. Ind og ud. Glæde, sorg, angst og selverkendelse.

Skovbunden trækker stadig vejret, men nu vil jeg ikke ligge ned mere.
Vi forlader skråningen for at gå mod vandet. Et valg vi straks fortryder, da vi ser hvor overbefolket hele kysten er.

Det er det vilde vesten. Biler, bass og motorcykler. Piger på heste. Piger i bikini. Fra alle lande og i millioner af farver. En atombombe af indtryk. Men ingen ro og natur.
Min ven kan ikke lide det og det kan jeg heller ikke. Vi skrider.

Efter en lille times gåtur kommer vi endelig væk fra menneskeland og sætter os ved en udkanten af en skov.

Vi skulle aldrig have forladt naturen. Det var min ide og jeg undskylder til min ven. Undskyld.
Måske kan det ses som en del af eventyret, prøver jeg at forklare ham. Noget der sætter oplevelsen i perspektiv. Det skal være hårdt før det bliver fantastisk.
Måske har jeg ret eller også prøver jeg bare at redde æren.

Det er okay at navigere i sine indtryk. Man behøver ikke altid at følge strømmen, men du må aldrig glemme at elske naturen og skovens dansende grene.

Vi traver hjemad. Min ven har fået det bedre. Virkeligheden lander men tankestrømmende fortsætter.
Vi kom ikke på bakken, men fik os alligevel en rutsjebanetur. Det var mildest talt helt i skoven.


Top
 Profil  
 
Vis indlæg fra foregående:  Sorter efter  
Skriv nyt emne Svar på emne  [ 1 indlæg ] 

Alle tider er UTC + 1 time [DST ]


Hvem er online

Brugere der læser dette forum: Ingen og 1 gæst


Du kan ikke skrive nye emner
Du kan ikke besvare emner
Du kan ikke redigere dine indlæg
Du kan ikke slette dine indlæg

Søg efter:
Hop til:  
Powered by phpBB® Forum Software © phpBB Group
Danish translation & support by Olympus DK Team