Her er lidt om mine oplevelser, med mit første solo-svampetrip i mange, mange år:
Forord og forberedelse: Jeg havde i månedsvis ønsket at tage et solo-svampetrip, for at få kigget til min underbevidsthed, da jeg længe har mistænkt at der lå meget ubehandlet lort dernede efterhånden. Jeg har i en meget lang periode gået rundt med en tåge for øjnene, edderkoppe-spind i hjernen og haft svært ved at holde fokus. Jeg har i denne sæson fundet rimelige mængder Spids Nøgenhat sammen med Nafets herinde fra, og jeg havde af fangsten gemt 2,5 g. SN af vejen, som jeg tørrede i min dehydrator, pulveriserede i kaffekværnen & derefter gemte bagerst i køleskabet. Set i bakspejlet ville jeg ønske at jeg havde gemt en større portion til mit trip, men det var så mange, mange år siden at jeg havde solotrippet på den måde, at det alligevel var en fin dosis til at komme igang igen. Den rette dag til trippet skulle melde sig, og i forgårs, d. 21. december, tog jeg beslutningen. Jeg havde fået juleferie fra skolen d. 20., og selvom der også skulle skrives eksamen i ferien, så tænkte jeg at jeg ville lægge trippet så tidligt i ferien som muligt, da det muligvis kunne gavne min opgaveskrivning, og mit liv generelt, at få ryddet lidt op i kælderen. D. 21. besluttede jeg mig for at tage rejsen, og jeg gik og forberedte mig det meste af dagen; Jeg prøvede at tænke positive tanker hele dagen, jeg tænkte over hvad jeg ønskede at få ud af trippet, og jeg spiste lette måltider hele dagen. Jeg besluttede mig for at ville tage svampene kl. 20, så ved 18-tiden slukkede jeg min computer og gik en tur ud i den kolde og friske luft, for at forberede mig mentalt på rejsen. Luften var frisk og klar, og jeg gik rundt i en god times tid. Det var meget mørkt udenfor og området var dårligt oplyst af gadelamperne, og jeg havde det hele for mig selv. Det var perfekt. Langs et stisystem vandrede jeg rundt, og tænkte alle de positive tanker jeg kunne. Jeg prøvede at tænke mindre på de ting der irriterede mig lige nu, og jeg kiggede op mod stjernerne, som stod ret klart, og bad til at mit trip skulle gå godt - og jeg begyndte at smile. Jeg vadede så småt hjemad igen, uden at skynde mig for meget. Jeg vidste at det snart var 3 timer siden jeg havde indtaget sidste måltid, og jeg kunne mærke at jeg ikke kunne bliver mere klar til rejsen, end jeg var nu. Da jeg kom hjem, hoppede jeg i bad, som det allerførste, for at få vasket mit gamle jeg, og for at forberede mig på at jeg måske ville blive en opgraderet udgave på den anden side. Efter badet ryddede jeg op i min 1-værelses studiebolig, for at gøre omgivelserne så rene og rolige som muligt, hvorefter jeg skar nogle æbler i stykker og lagde på en tallerken, sammen med en banan og en stor flaske vand. Jeg stillede det hele på et bord, og trak bordet helt tæt på min seng - Nu var jeg klar.
Trip: Jeg gik ud i køkkenet, fandt de pulverisede svampe frem fra min lille plastikbeholder, og hældte det i et glas vand. Det så ikke just appetitligt ud, og det lignede mest en mudret kop kaffe. Der var dog ingen vej udenom, og ned røg det i ét hug. Faktisk var smagen ikke så slem, og det var ikke meget værre end de gange jeg har prøvet at mikrodosere med det.. På trods af at mængderne de gange har været meget mindre. Det smagte mest af jord/skovbund. Efter at have bundet suppen gik jeg ind i stuen/soveværelset, slukkede lyset og lagde mig i sengen. Jeg havde lavet en playliste med forskelligt meditationsmusik på min musik-app, så jeg ville kunne tilgå numrene i offline-tilstand. Jeg ville ikke modtage opkald, beskeder eller notifikationer under min rejse. Jeg fandt noget musik frem, satte min iphone på flytilstand, tog hovedtelefonerne på og lukkede øjnene - Nu var kl. 20, og jeg var overladt til hvad end der måtte ske. Meditationsmusikken lød godt, selvom det ikke er den slags musik jeg normalt hører. Jeg prøvede at fordybe mig i musikken, men det føltes endnu ikke meget anderledes end musik normalt gør for mig. Jeg lå helt stille i mørket og lyttede til musikken, og pludselig kunne jeg mærke en underlig snurren i fødderne, som føltes meget behagelig.. Den blev efterfulgt af en varme/trykkende fornemmelse i skridtet, som føltes bizar. Jeg tænkte at det var tegn på at der var ved at ske noget. Jeg lå lidt og udforskede indersiden af mine øjenlåg, og pludselig kom der hul igennem: Der begyndte at danne sig forskellige linjer og blide mønstre, som dansede ind og ud af hinanden, i takt til musikken. Det var meget behageligt at se på. Efter hvad der føltes som et par minutter begyndte mønstrene at tage til, og blev pludseligt voldsommere og voldsommere, og gik fra at være linjer og skygger, til nu at være mere voldsomme geometriske former, der morphede ind og ud af hinanden. Samtidig begyndte der at danne sig et blinkende stroboskoplys, som gav en voldsom effekt. Nu blev jeg pludselig bombarderet med former, knaldende blinklys og skiftende farver. Jeg kunne mærke at jeg var ved at være på vej, og jeg prøvede at åbne øjnene for at se hvordan min lejlighed så ud i mørket. Mine CEVs var ved at være tændte, men min lejlighed lignede meget sig selv. Jeg havde vænnet mig til mørket, og der faldt et svagt lys ind i lejligheden fra en gadelampe, så jeg kunne se hvordan min lejlighed så ud. Mit computerbord var en smule udvisket, men ellers var der ikke det store at kigge på. Jeg lukkede øjnene igen, og lagde mærke til at jeg selv var begyndt at træde mere ind i den geometriske verden. Det føltes som om jeg var i frit fald, i den farvelade-verden, og jeg følte mig også nøgen og med paraderne helt nede. Det var nu et kaleidoskop af farver og mønstre der dansede for mine øjne, og jeg var nu selv en del af den verden. Der begyndte så småt at dukke små beskeder op til mig. Et nyt syn på 2 ting der var sket dagen før, et par timer inden vi fik juleferie i skolen. Det ene valg jeg havde truffet i skolen føltes nu afsindigt akavet og kejtet, og det var ikke fordi det var andet end at jeg lavede en højlydt sluprelyd imens en person drak kaffe.. Det virkede meget uskyldigt i situationen, men nu virkede det pludselig vanvittigt dumt. Og jeg er ellers generelt en person der pjatter og griner ret meget, og har nemt ved at få grineflip. Samtidig var der en anden , mindre vigtig hændelse, jeg nu også pludselig så et andet lys. Jeg lå stadig med lukkede øjne og følte mig mere og mere suget ind i den nye verden, og forskellige ting i mit liv blev nu pludselig set fra et andet lys. Jeg prøvede at åbne øjnene og kigge ud over min lejlighed igen, og nu var der begyndt at ske ting og sager. Mit computerbord med computerskærmen oven på stod nu og flimrede helt ekstremt meget, og det så ud som om at det hele hoppede op og ned i et ekstremt tempo. Min router, med alle de tændte lysdioder, havde nu pludselig fået 2 rækker dioder mere, og de stod og lyste ekstremt meget op. Routeren lignede pludselig mest en miniature-udgave af den ene side af Titanic/et sort skib, med ekstremt grønt lys i alle vinduerne, og jeg havde meget svært ved at slippe øjnene fra det igen. Derudover har jeg sådan et tøjstativ for enden af min seng, hvor mine t-shirts og trøjer hænger på bøjler, og nu lignede alle trøjerne pludselig skikkelser der hang på stribe, og for enden af stativet sad der en kravlenisse og kiggede på mig. (Jeg har ingen kravlenisser i lejligheden). Hele rummet var nu levende og organisk, og alting flimrede og havde mønstre og skygger på sig. Jeg lukkede øjnene igen, og vendte mig om, og blev atter suget ind i den nye, lukkede verden. Der begyndte at dukke en pige op. En pige fra min skole, som jeg har haft en lidt on/off-ting med. Det gik op for mig at jeg lå i den seng hvor jeg har været sammen med hende 2 gange, og det føltes som om sengen blev varmere da det gik op for mig. Men jeg kunne også mærke at vi ikke har afklaret 100% hvor vi står. Vi har i gensidig forståelse aftalt at vi ikke skal være i forhold, da vi snart er færdige på skolen og snart vil blive spredt for alle vinde, men alligevel begyndte uafklaretheden at fylde mere end den ellers havde gjort. Jeg kunne mærke at hun bare stod der og ventede på at jeg sagde noget, og at jeg ikke rigtigt vidste hvordan jeg skulle gribe det an. Jeg prøvede at søge lidt væk fra det, da jeg ikke havde et svar på det hele lige nu, og i stedet prøve at tænke på julen. Og så begyndte der at dukke billeder af min mor op. Jeg skal møde hendes nye kæreste til en julefrokost d. 26. december, og selvom jeg er 30 år gammel og har været udeboende siden mit 18. år, så har jeg det stadig svært med at skulle møde min mors nye flamme. Jeg er ikke særligt tæt med min familie, og jeg synes det er fysisk udmattende at spise aftensmad sammen med dem, når jeg engang imellem er på besøg, eller når min mor er i Danmark (hun bor udenlands). Jeg har haft lidt modstand mod at skulle møde kæresten der, men nu hvor jeg lå der i mørket og var i en anden verden kunne jeg pludselig mærke hvor meget tunnelsyn jeg har haft omkring det, og hvor lille en indsats det faktisk vil kræve fra min side af at gøre min mor meget glad. Det er én dag det drejer sig om, men det vil betyde hele verden for min mor, at jeg dukker op og gør mit bedste den ene dag. Den samme mor som har hjulpet mig et utal af gange, og aldrig har vendt mig ryggen, uanset hvor meget jeg havde fucket op eller haft problemer med smølferne og retssystemet, da jeg var yngre. Jeg så det nu for første gang fra hendes side af, og hvor egocentreret og tilbageholdende jeg har været omkring at sige ja til at komme d. 26., og det sidder stadig i mig, som jeg sidder og skriver det her. Det føles ikke som skam, bare som om jeg har fået udvidet min horisont lidt. Jeg besluttede at jeg ville tage mig sammen og møde op med et smil d. 26., og da jeg havde besluttet mig forsvandt min mor stille og roligt igen, og jeg røg tilbage til mønstrene, farverne og det frie fald. Bedst som jeg lå der, kunne jeg nu mærke at jeg skulle pisse helt afsindigt. Det var den eneste gang, under hele trippet, at jeg følte ubehag. Jeg var voldsomt påvirket på det her tidspunkt, og jeg havde ikke ret meget lyst til at skulle fjerne dynen og rejse mig fra sengen, og jeg tænkte også at min balance måtte være fucked på det her tidspunkt. Der var dog ingen vej udenom, for jeg kunne mærke en dråbe i underbukserne, og tænkte at der var fare for at jeg ville vågne op i en vandseng dagen efter, hvis jeg udskød toiletbesøget meget længere. Jeg fik smidt dynen og rejst mig op, og med sammenknebne øjne kunne jeg konstatere at hele min lejlighed var levende af mønstre, flimmer og skygger. Jeg vaklede ud på toilettet, og prøvede at undgå at gå ind i for mange former og skygger der dansede og hoppede omkring mine ben, og jeg kunne mærke at jeg var nødt til at tage fat i alle dørkarme på vejen for at holde balancen. Jeg gjorde meget ud af ikke at tænde lys, og da jeg kom ud på toilettet kunne jeg ikke se ret meget. Væggene havde pludselig fået et animeret tapet, med linjer, flimmer og skygger der dansede frem og tilbage i mørket. Da jeg kom derud, fik bukket mig ind over toilettet og fundet piwen frem, fik jeg pludselig en umenneskelig smerte fra mit lænd-område. Jeg har aldrig nogensinde har haft ondt i det område før. Jeg ved at jeg har lændesvaj/anterior pelvic tilt, men det har aldrig nogensinde affødt smerte i min lænd. Det føltes som om at psilocybinen sendte mig en besked omkring et weak point i min krop, og jeg kom med det samme til at tænke på den trykkende fornemmelse i skridtet jeg havde fået tidligere, da trippet var begyndt at starte. Bare at der nu ikke var noget i vejen med skridtet også. Jeg gik igang med at pisse imens jeg holdt den ene hånd på væggen for at støtte mig, og det gik op for mig at jeg stadig havde musik i ørerne, og jeg tog hovedtelefonerne af for at kunne høre om jeg ramte bullseye eller ej.. Jeg havde ikke lyst til at tænde lyset. Dagen efter fandt jeg ud af at jeg bestemt ikke havde ramt bullseye hele tiden. Tisseturen blev overstået, og jeg vaklede tilbage i sengen. Det føltes ubeskribeligt godt at blæren nu var tømt, og at jeg kunne lægge mig med dynen over mig igen, og lukke øjnene. Jeg overgav mig til farveladeverden igen, og begyndte med det samme at se min skolegang på en ny måde.. Som om jeg så det oppe fra. Hvor vigtigt det var at jeg gav det en skalle, så jeg kunne få den første skolemæssige succesoplevelse nogensinde. Hvor vigtigt det var med gode relationer i skolen og generelt, og også hvor smuk en gave livet som helhed er. Alt hvad jeg tidligere har haft af selvmordstanker var nu pludselig væk, og jeg undrede mig over hvordan jeg nogensinde kunne have haft de tanker. Jeg begyndte at tænke over hvor meget jeg fortrød mit overdrevne solariebrug for 10 år siden, over konsekvenserne det har haft og hvor kortsynet og farlig en løsning det har været. Ting som krig, som man/jeg ellers godt kan være ret upåvirket og ligeglad omkring , fordi man/jeg læser om det i medierne konstant og derved vænner sig til, fremstod nu pludselig fuldstændigt vanvittigt, og som den vildeste massepsykose - Hvad fanden er det for en måde at løse problemer og uenigheder på? At man slår hinanden ihjel for at løse en konflikt? Alting fik et nyt og mere klart skær over sig, og jeg undrede mig over hvad jeg selv, og mange andre, har gået og tænkt i al den tid. Jeg kom i tanke om at jeg ikke anede hvor længe jeg havde trippet, selvom det føltes som evigheder. Da jeg åbnede øjnene for at tjekke mobilen så det ud som om min iphoneskærm var knust i tusinde stykker, og da jeg satte min tommelfinger på aflæseren havde jeg pludselig fået appelsinhud på den, og den var helt ekstremt rynket. Jeg kunne se på kl. at den var 22, og det var altså kun 2 timer siden jeg nedsvælgede min adgangsbillet. Lyset fra min mobil virkede meget kraftigt på det her tidspunkt, selvom styrken var skruet meget ned, og jeg smed telefonen fra mig igen. Jeg lukkede øjnene igen, og forsvandt igen igen. Resten af mit trip står noget uklart, jeg kan sagtens huske det, men herfra fik jeg mere beskeder og fornemmelser, i stedet for billeder. Jeg kunne pludselig mærke mine aggressioner, min vrede, min glæde, min følsomhed og min afstandstagen til mange ting. Jeg følte mig opklaret, men uden et 100% klart svar på hvad jeg skulle gøre med det, eller hvordan jeg kunne integrere det i mit liv. Jeg følte en åbenhed og samhørighed med resten af verden, og et kig ind i kernen af alt hvad hele livet består af, og at alting udspringer fra det samme sted. Jeg kunne samtidig mærke at peaket i mit trip var ved at være at ebbe lidt ud. Jeg var stadig påvirket, men ikke i samme grad. Da jeg åbnede øjnene igen kunne jeg se at min lejlighed var begyndt at ligne sig selv igen, selvom forskellige ting stadig var udviskede. Jeg lå og sundede mig lidt, og selvom mine tanker stadig ræste afsted var jeg dog ved at lande nogenlunde igen. Jeg satte mig op i sengen, og tænkte lidt over hvad jeg havde oplevet, og alle de downloads jeg havde fået. At være mere åben og ydmyg var nu pludselig noget jeg ville prøve at praktisere mere, og alt hvad jeg tidligere har haft af indebrændthed fremstod nu som en tåget drøm, som trådte lidt i baggrunden. Følelsen i kroppen var utroligt dejlig. Jeg følte en form for udrensning, og en lettelse over at mit solotrip var gået så godt, hvilket affødte et smil. Dog sad der også en fornemmelse af at jeg gerne ville have været endnu dybere, men også en indforståethed med at det måtte blive næste gang i stedet.
På det her tidspunkt kiggede jeg igen på min telefon, og så at kl. nu var 23.50. Ved samme lejlighed så jeg at min telefon stadig stod på flyfunktion. Og det gik op for mig at jeg også selv har stået på flyfunktion det meste af mit voksenliv - uden forbindelse til, og ikke til at nå.
_________________ Halose findes ikke. Han bevæger sig under radaren, sætter sig imellem stole og vandrer alene rundt, imens du sover. ☽
|