Psychedelia.dk

Velkommen til psychedelia.dk. Vi er Danmarks største community for fornuftig anvendelse af rusmidler og legalisering.
Dato og tid er 28 mar 2024 18:32


Alle tider er UTC + 1 time [DST ]




Skriv nyt emne Svar på emne  [ 4 indlæg ] 
Forfatter besked
Indlæg: 11 jan 2017 14:04 
Offline
Junior medlem
Brugeravatar

Tilmeldt: 08 jan 2017 17:55
Indlæg: 3
Geografisk sted: Universet
Triprapport // Spids Nøgenhat 3,5 gram // 09.01.2017



Jeg vågner kl 8:30, står op, laver madpakke bestående af pastasalat med en masse grønsager, juice og bananer. Jeg tager et bad og udvælger det tøj, som skal holde min krop varm på denne vinter dag, som jeg har valgt skulle bruges i naturen. Jeg beklæder mig i årstidens farver, nuancer af brun, dybe rødlige toner, det kolde og mørke, det friske og grå. Jeg drager afsted, ud af min lejlighed på Nørrebro mod Dyrehaven, nord for København. Jeg ankommer til Klampenborg st. kl 10 og bevæger mig nord på mod skoven.

Klokken 10:30 indtager jeg 2 gram spids nøgenhat og bevæger mig videre nord på langs, hvad der føles som en uendelig lang grusvej. Jeg kan mærke kulden på min hud og tydeligt se røgen som manifesterer sig foran mit ansigt hver gang jeg udånder den luft, min krop ikke længere har brug for. Vejret er friskt og dækket af skyer, nærmest som en blå skyfri himmel, som bare er hvid. Jo længere jeg bevæger mig ind i dyrehaven, jo mere føler jeg mig hjemme. Jeg har set frem til denne dag i noget tid og føler mig klar, til hvad der end skulle komme frem. Intentionen er klar; at være og lege i naturen og pleje forbindelsen til moder jord. Mens jeg bevæger mig ad grusvejen, kan jeg helt subtilt mærke svampens tilstedeværelse. Disse svampe er plukket i dette område og det er helt tydeligt, at der er en forbindelse mellem den svamp som nu er i mit system, og den svamp som er fordelt rundt omkring i den omkring liggende natur. Da jeg får muligheden for at dreje til højre, gør jeg det.

Bevæger mig nu ad en ny grusvej og kan mærke mit nervesystem give slip. Det er nu 30 minutter siden, at jeg indtog svampen. Jeg begynder at bevæge mig langsommere. Mine hænder og fingre begynder at give slip. Jeg kigger nu til venstre og får øje på et rådyr. Jeg står helt stille. Det eneste som bevæger sig er mit hjerte som slår og min krop som trækker vejret. Tiden stopper i et øjeblik, og jeg kigger nu rådyret dybt ind i øjnene, og føler en forbindelse. Jeg får øje på et til rådyr ved siden af. Og et til. Indtil at det går op for mig, at jeg nu kan se omkring 30 rådyr, som kigger på mig. Jeg bliver overvældet over deres evne til at smelte ind i omgivelserne og hilser på dem alle, bukker og bevæger mig videre ad grusvejen. Landskabet her er stadig åbent, og træerne meget store og krøllede, uden blade, helt brune og vokser op af en bund, som er nærmest gul. Det minder mig om et eventyr.

På min højre side er eremitage sletten og på min venstre side er der tæt skov. Jeg drejer til venstre af en smallere grusvej som kalder på mig. Jeg bevæger mig langsomt og studerer naturen på begge mine sider. Det er nu 45 minutter siden jeg indtog svampen og jeg kan mærke den integrerer sig i mit system, for hvert et åndedrag jeg tager. Det slår mig hvor dybt kaotisk naturen er. Alle disse former der vokser ind og ud ad hinanden, op og ned, rundt og tilbage og frem, som et kæmpe orkester der spiller et stykke musik. Jeg kan næsten høre kompositionen i mit indre øre, og det er en meget smuk komposition. Jeg finder hurtigt ud af, at jeg kan koncentrere min opmærksomhed på en specifik plante og høre dens lyd for sig. Hver en plante har sin egen sin egen klang, sin egen funktion, sit eget liv, ligesom i et orkester, hvor hvert instrument har sin egen klang og funktion. Så her går jeg og hører naturens komposition og udvinder de små klange, som skaber den samlede klang. Jeg finder ud af, at når jeg fokuserer min opmærksomhed på ét punkt, skaber jeg koncentration. Hvorimod når jeg fokuserer min opmærksomhed på alle punkterne, skaber jeg meditation. Jeg finder også ud af, at jeg kun kan fokusere på alle punkterne, ved ikke at fokusere på nogen af punkterne. Dette giver mig en dyb indsigt i meditation. Jeg forstår på dette tidspunkt, at midt i dette orkestrerede kaos, findes den smukkeste orden. Jeg bliver dybt rørt. Ligesom i et orkester, hvor det til tider kan lyde kaotisk, men er komponeret ned til hver enkel tone. Jeg forstår på dette tidspunkt nu balancen mellem kaos og orden og vigtigheden af punktet mellem dualiteten.

Mens jeg går ad grusstien kigger jeg tilbage. Jeg ser på den vej hvor jeg har gået. Så vender jeg mig om, og kigger på den vej, jeg kommer til at gå. Jeg ser nu igen dualiteten og punktet i mellem. Vejen bag mig er fortiden og vejen foran mig er fremtiden. Der hvor jeg står er nuet. Jeg nyder et øjeblik at stå i punktet mellem fortid og fremtid, tager en indåndning og drejer væk fra stien, ind i skoven.

Det er nu en time siden, at jeg indtog svampen. Jeg overvejer at spise 1,5 gram spids nøgenhat mere. Jeg kommer til at tænke på, hvor meget jeg har brug for, og gør mig mange overvejelser, om det er noget jeg rent faktisk har brug for, eller om det bare er fordi, jeg gerne vil have mere. Man vil altid gerne have mere og mere og mere og mere og mere. Hvornår har man nok? Hvor meget har man brug for? Hvis alle kun brugte det de havde brug for, ville der være nok til alle. Jeg ser tydeligt hvordan moder jords ressourcer er ulige fordelt omkring på kloden og kan se ubalancen. Ser her tydeligt sammenhængen mellem krig og uroligheder i mellemøsten og vestens fråseri. Forstår, at vi fører en krig mod os selv, men at krigen ikke har noget navn; den navnløse krig, og hvordan kan man bekæmpe det, som ikke har noget navn? Det virker som om befolkningen bliver overrasket over terrorangreb i storbyerne. Vi kan ikke se, at det er vores egen fråseri, som manifesterer sig for øjnene af os selv. Jeg stopper op, og beslutter mig at spise 1,5 gram mere.

Jeg bevæger mig videre og kan se hvor skoven slutter. Det bliver markeret med en bred grussti. På den anden side af stien er der huse. På dette tidspunkt er situationen blevet ret visuel. Husene med tilhørende haver ligger op ad hinanden. Det slår mig at formen på husene er anderledes end naturens former. Husene er firkantede med lige linjer. Naturen er organisk med bølgede former. Jeg kan se, at der ligger et grønt tæppe over alle husene, som en slags energi. Skoven er helt brun, bunden fyldt med nedfaldne blade. Mellem husene og grusstien, er der et hegn. Jeg ser en tydelig væg mellem husene og skoven. Både på grund af hegnet der optegner en linje, men også formerne og farverne er med til at gøre kontrasten stor. Jeg kan se hvordan mennesket har taget afstand fra naturen og distanceret sig. Jeg bevæger mig videre et stykke ud ad grusstien indtil jeg beslutter mig for at søge tilbage ind i skoven.

Jeg kigger ned på bladene. Alle disse blade i de smukkeste vinter farver. Brune og røde. Alle disse blade er døde, deres grønne farve er forsvundet og de er blevet tømt for liv. Jeg ser nu alle disse blade som døde kroppe, og fryder mig over hvor smuk døden er og at døden er en del af livet. Her beslutter jeg mig for at høre musik. Jeg tager mine hovedtelefoner på, sætter ML buch “TEEN” på og går. Træerne begynder at danse, skoven danser, det er en fryd at se træstammerne bevæge sig. De anderkender mit nærvær og jeg anderkender deres. Skoven åbner sig op og landskabet er åbent.

Jeg sætter nu Nils Frahm “Ode” på og bevæger mig igennem det åbne landskab. Jeg kigger igen tilbage på den vej jeg har gået, og frem på den vej jeg kommer til at gå. Jeg ser nu livet som lang gåtur. Vi bliver ved og gå og gå og gå. Det ene ben foran det andet. Det er uundgåeligt. Vi bliver ved at gå fremad, hele tiden mod noget nyt. Jeg undrer mig over hvor vi går hen, og hvorfor vi hele tiden har så travlt med at gå fremad og pludselig begynder jeg at ligge mærke til hvordan det føles at gå. Jeg ligger mærke til hvordan det føles at trække vejret. Hvordan underlaget føles under mig og hvad mit underlag er. Jeg forstår, at det ikke er så vigtigt hele tiden at skulle gå et sted hen, fordi man alligevel hele tiden er på vej et sted hen, men at dét som er vigtigt er, at mærke hvordan det føles at gå. Altså, at være tilstede lige her og nu på det sted hvor man er. Jeg føler mig som en tidløs vandrende, rejsende igennem vinterens smukke landskab.

Jeg tager mine hovedtelefoner af og bevæger mig igen ind i skovens kontrollede kaos. Jeg lukker mine øjne et kort øjeblik og bliver blændet af det smukkeste lys. Jeg kan mærke en energi blive sendt op igennem min rygrad. Jeg åbner igen mine øjne og hvor skoven indtil nu havde været i brune og rødlige nuancer er den nu grøn. Alt det grønne er liv. Jeg bliver rørt over, hvor meget liv der er tilstede i skoven trods den hårde kulde. Jeg går hen imod et træ. Studerer det med barnlige øjne. Træet er dækket af grønt mos. Jeg kommer helt tæt på og opdager de mest mærkværdige former. Det ligner en by. En by fuld af liv, en lille skov. Jeg bliver dybt betaget over, at liv findes på så mange plan. Herefter tager jeg mine handsker af, ligger mine hænder på træets stamme og lukker mine øjne. Indersiden af mine øjenlåg bliver lyst op af et hvidt lys. Jeg føler træets energi og lader mig hengive til, hvad det har at fortælle mig. Det tager mig på en rejse igennem forskellige egyptiske og aztekiske symboler og fortæller mig, at jeg ikke er den første, som har haft en oplevelse som denne. Jeg åbner igen mine øjne og føler en dyb ydmyghed, takker træet og forsætte min rejse ind i skoven.

Jeg har indtil nu snakket meget med mig selv. Både i form af tanker, men også i form af lyde, som kommer ud af min mund. Nu er der ikke længere nogen mening med at udtrykke sig med ord. Min bevidsthed er nu på et plan, som er over ordene. Her får jeg en indsigt. Poesi er; at prøve at beskrive dét, som ikke kan beskrives. Uanset hvor mange ord man bruger, og hvor præcist man beskriver noget, kan der kun peges på det ubeskrivelige. Digtning, musik, litteratur osv. er blot redskaber til at skabe poesi. En slags uendelig bevægelse af former, som peger på dét, som ikke kan beskrives. Her bliver definitionen af kunst også formuleret i mit indre. Kunst er; formernes dans.

Skoven ændre sig for hvert et skridt jeg tager. Den danser og jeg danser med. Formernes dans. Hvor jeg tidligere havde været observatør til orkestreringen, var jeg nu en del af den. Jeg har nu min egen klang i kompositionen, og smelter sammen med skoven i dette smukke stykke musik. Jeg hilser alle træer på min vej og nyder deres vidunderlige former. På dette tidspunkt er jeg i dyb symbiose med svampen. Den viser mig skoven og jeg lytter, kigger, mærker, føler og dufter. Jeg er en del af skoven. Jeg ser rådyr og løber med dem. Forstår at det er deres hjem. Nu kan jeg virkelig mærke svampen i mig. Jeg mærker hver en vejrtrækning. Suger energi ind i min krop og nærer mine celler, ånder det ud, jeg ikke skal bruge. Strækker min krop, mærker hvad den er i stand til. Bølger min rygrad og kan tydeligt mærke hver enkel ryghvirvel. Jeg kan mærke hvilket materiale mine ryghvirvler er lavet af og forstår, at det er naturens materiale. Jeg står stille. Kigger op. Ser den hvide himmel og det øverste af træernes kroner der stille svajer i vinden. Jeg forestiller mig, at det er sådan mit nervesystem ser ud; de fine yderste grene. Jeg lukker øjnene og kan stadig se formen af grenene, men det er ikke grene mere, det er mine øjenlåg og blodbaner som løber igennem. Jeg kan se hvordan formerne i naturen hele tiden gentager sig. Jeg åbner øjnene igen og ser grenene mod den hvide himmel. Lukker igen mine øjne og pludselig bliver der helt stille. Det eneste jeg kan høre er to pumpende hjerter, det ene kraftigere end det andet. Jeg kan igen se grenene, bag mine lukkede øjne. Grenene, som ikke er grene, men som nu er de omkringliggende blodbaner om den hinde som indkapslede mig da jeg var et foster i min mors gravide mave. Jeg ligger nu i denne hinde. Jeg mærker varmen og trygheden. Føler mig som kærlighedsbarnet, der ligger svøbt ind i moder jords kærlige hånd. Tænker ikke på noget. Det eneste der er tilstede, er en dyb væren. Jeg åbner øjnene og ser igen grenene mod den hvide himmel.

Herefter bliver svampen rastløs og jeg kan mærke hvor legesyg den er. Den leger med hvert et skridt og laver små hop for at komme fremad. Nogengange stopper den op bare for at lytte, og for ikke at blive distraheret af lyden fra mine støvler. I et af disse ophold, ligger jeg mærke til lyden af fuglene. Jeg bliver overvældet over hvor mange fugle der er tilstede. Jeg ser dem flyve rundt fra gren til gren, fra træ til træ. Jeg hører deres vinger flabre og deres næb hakke i træstammerne. Alle deres bevægelser er efterfuldt af et ekko, som skaber lange bevægelige mønstrer. Jeg har det meget smukt over at være vidne til dette levende fugle maleri. I det stille øjeblik bliver jeg en observatør. Jeg observerer naturen og fuglene, og mig selv. Jeg observerer hvordan jeg observerer. Jeg er bevidst om at jeg er bevidst. Jeg mediterer. Det går op for mig at jeg ikke kigger med mine øjne længere, men at jeg mærker fuglene. Jeg bruger min intuition, mit tredje øje. Jeg forstår at jeg skal bruge dette øje mere i min hverdag. Jeg står i lang tid og observerer inden jeg går videre og bliver vidne til endnu et smukt syn.

Landskabet åbner sig igen op for mig. Det er diset, hvidt og koldt. Jeg kan se langt og jeg kan se træerne afgrænse sletten, badet ind i dis med den hvide himmel som baggrund. Pludselig kan jeg høre lyde fra en distance i det fjerne. Jeg kigger mod højre og ud af skovens fod løber hjort efter hjort ud mod det åbne landskab. De løber i en lang linje og der må være mindst hundrede. Det er som om, alle hjortene i dyrehaven har aftalt at samles på den åbne slette for at hygge og spise. Jeg står og nyder synet af dette smukke fænomen og fyldes af ydmyghed for at være vidne til dette.

Jeg følger en grussti indtil det går op for mig, at min krop er kold. Jeg begynder at løbe for at få varmen. Jeg spurter. Det føles fantastisk at mærke hvad min krop kan og hvor stærke mine ben er. Jeg mærker blodet pumpe rundt i min krop og at jeg skaber energi. Jeg drejer igen væk fra stien, ind i skoven og begynder at gå. Igen er farverne brune og røde, det grønne er forsvundet. Der er meget mere luft dette sted i skoven. Bunden er brun og træerne står spredt ud, med masser luft i mellem sig, stadig høje og majestætiske. Disen har lagt sig i toppen af skoven og kysser mig blidt på min pande. Luften er stadig kold og frisk. Jeg er betaget af skoven. I det fjerne, får jeg øje på et træ, som er helt hvidt og uden bark. Min opmærksomhed hviler på det hvide træ og jeg bliver draget af det. Jeg begynder at gå imod det. Jeg kan mærke distraktioner ud ad øjenkrogen, men jeg går målrettet mod træet. Da jeg kommer tættere på dette træ, begynder skoven at ændre sig. Den begynder igen at blive grøn og fuld af liv, nærmest eventyr agtig. Disen er nu tæt og tyk og bliver til en slags tåge. Træerne ser også anderledes ud. De er meget ældre, snor sig og er knækkede. Efter en dyb samtale med det hvide træ, som har en kraftig autoritær feminien energi, drager jeg på eventyr i denne magiske del af skoven. Jeg undersøger, dufter, mærker og lytter. Med jævne mellemrum kommer der heste ridende gennem skoven. Mørket er begyndt at falde på og jeg indser at det er tid til at drage hjemad.

På vej ud af skoven får jeg øje på en gruppe hjorte. I blandt dem er en helt hvid en. Jeg får straks en intuitiv følelse af, at denne hjort har en forbindelse til det hvide træ. På et LSD trip et par måneder forinden havde jeg været til en yoga klasse. Under savasana, som er den sidste stilling man laver, total afspænding af al muskulær energi, havde jeg haft en vision, et syn. Jeg oplevede mig selv som et albino hjorte kid, som lå op ad sin døende hjorte mor, på en helt hvid skovbund dækket af sne, kun brudt af det røde blod fra min mor, som var blevet skudt i benet. Jeg overværede min mor i overgangen mellem liv og død.
Jeg står i lang tid og kigger på den hvide hjort og den kigger på mig. Det eneste der er tilstede er mig, hjorten og vores synkroniserede åndedræt. Jeg kan mærke forbindelsen mellem mig, hjorten og det hvide træ, indtil at hjorten løber sin vej.

Jeg siger pænt farvel til alle hjorte, hele skoven, alle træerne. Jeg takker svampen som stadig er i mit system og takker universet for sådan en berigende oplevelse. Så husker jeg på min intention; at være og lege i naturen og pleje forbindelsen til moder jord, ånder ud, slipper min intention og bevæger min hjemad.

_________________
jeg er en svamp


Top
 Profil  
 
Indlæg: 11 jan 2017 16:46 
Offline
Dedikeret medlem
Brugeravatar

Tilmeldt: 24 aug 2012 19:07
Indlæg: 770
Utroligt smukt beskrevet, som at være med selv. Jeg har selv haft et par trip fornylig efter en pause på 15 år.
Næsten alle mine trips har været indendørs og om aftenen/natten- men tror efter jeg har læst din rapport, at jeg til sommer vil prøve at spise nogle spidse om dagen i skoven.


Top
 Profil  
 
Indlæg: 13 jan 2017 14:39 
Offline
Medlem

Tilmeldt: 05 okt 2016 10:28
Indlæg: 163
Fantastisk beskrivelse. Det er lige præcis derfor ingen politikere burde have lov til at træde ind i folketingssalen, før de har været en "tur i Dyrehaven" :)
Glæder mig til jeg er klar til samme dosis, og forhåbentlig en lignende oplevelse.


/priestie

_________________
Vi vil alle sammen gerne være "Fritzie"


Top
 Profil  
 
Indlæg: 24 jan 2017 21:36 
Offline
Junior medlem
Brugeravatar

Tilmeldt: 13 aug 2016 00:09
Indlæg: 26
Geografisk sted: Nordsjælland
Bedste psilocybin triprapport jeg nogensinde har læst. Godt og detaljeret skrevet. Jeg kender dyrehaven og forestillede mig de steder du har gået. Du har haft en virkelig smuk og lærerig oplevelse. Jeg kan virkelig sætte mig ind i dine oplevelser og hele stemningen. Fik meget ud af at læse din rapport. Kom gerne med flere rapporter.


Top
 Profil  
 
Vis indlæg fra foregående:  Sorter efter  
Skriv nyt emne Svar på emne  [ 4 indlæg ] 

Alle tider er UTC + 1 time [DST ]


Hvem er online

Brugere der læser dette forum: Ingen og 2 gæster


Du kan ikke skrive nye emner
Du kan ikke besvare emner
Du kan ikke redigere dine indlæg
Du kan ikke slette dine indlæg

Søg efter:
Hop til:  
Powered by phpBB® Forum Software © phpBB Group
Danish translation & support by Olympus DK Team