|
Substans/er: Trøfler - Dragon's dynamite
Setting: Hjemme eller hos ven
MODs installed: Nej
Erfaring: Begynder
Dosering og anden informaton om substanserne:
20 gram friske Dragon's Dynamite fra Holland.
Mere information om settings,mental tilstand og evt. sygdomme mm:
Jeg var alene hjemme i mine venners lejlighed.
Triprapporten
I nat, nytårsaften, forsøgte jeg at evokere en dæmon. Jeg udførte et ritual, jeg havde fået udførligt beskrevet fra en bekendt, der gør sig i stoffri entitetskommunikation – hvis det virker for hende uden svampe, virker det sikkert også for mig på en god dosis, hed min logik. Jeg tegnede et sigil, tændte stearinlys, brændte røgelse, ofrede en tokrone og messede, efter at have indtaget tyve gram friske trøfler, en formular, der efter sigende skulle påkalde dæmonen Paimon. Jeg var nøgen, det var koldt, metoderne var trættende og utilfredsstillende, så snart gav jeg op, og lagde mig op i sengen for at onanere.
Man kan sige, at vi kom samtidig.
Eksistensen begyndte at blive plastisk, og mine umiddelbare handlinger begyndte at udspille sig som scenarier for mit indre blik. Da jeg igen kærtegnede mig selv, så jeg en arabisk elskende, der forsøgte at komme ind i sin elskedes telt en stille og lun sommernat under en klar stjernehimmel i ørkenen. Min egen krop forekom mig fremmed – når jeg rørte mig selv, rørte jeg en kvinde, der lå bag mig, men ikke var mig. Så satte sanseligheden ind; følelsen af komplet erotisk velvære, pulserende liv omkring mig. Og pludselig, mere eller mindre uden varsel, bliver min mund tvunget op, og jeg – tja- udøver fellatio på en entitetpik. Til sidst kan jeg tydeligt smage sæd bagerst i munden. Meget romantisk, jeg ved det.
Herfra er jeg ikke i tvivl om, at der er nogen til stede; så meget strammer mine skyklapper trods alt ikke. Det er et tydeligt mandligt nærvær, og jeg forsøger at fremkalde hans aktualisation ved at gentage hans navn og den remse, der efter sigende skulle kalde ham til mig. Han var lidt sky til at starte med, men vi ender hurtigt i en vidunderlig elskovsleg; vi pjatter rundt som ubekymrede killinger, og snart begynder han også at tage visuel form i mørket under min dyne. Hans foretrukne skikkelse var som en smuk ung djævel; en menneskeskikkelse af en ung mand, men komplet med rød hud, sort fipskæg og horn i panden. Meget stereotypt, sandsynligvis fremprovokeret af, at jeg udelukkende havde hørt ham omtalt som en ”dæmon”. På dette tidspunkt var hans udseende ikke så rodfæstet endnu, og billederne af ham kun vage, om end jeg tydeligt kunne mærke hans krop mod min. Der var en usigelig ømhed mellem os, en legesyg løssluppenhed, og jeg besluttede mig for at forsøge at få lokket ham ud af dynernes mørke for at manifestere sig i værelset.
Jeg åbnede øjnene, smigrede ham og kaldte på ham ”Paimon, hvor er du? Du er vel ikke bange? Der ligger en smuk nøgen kvinde og venter på dig lige her.”. Jeg hørte et par bump. Dernæst en raslen, som en spansk danserinde kastagnetter eller klaprende østers. Det fik mig til at le. ”Paimon, er det dig? Tal til mig.”
Mere raslen.
”Paimon, sådan taler man altså ikke.”
Yderligere raslen. Jeg lo igen.
”Prøv at bruge din stemme!”
Rasle, rasle, rasle.
Så greb jeg til et ældgammelt trick for at få sat min vilje igennem, når nu minr anmodninger ikke blev taget alvorligt – manipulation. Jeg lod som om, at jeg var forfærdelig ked af, at han ikke manifesterede sig. ”Ak – nu har jeg gjort mig så stor umage, og så gider han ikke engang komme ind til mig. Så kan jeg ligge her helt alene, nøgen og ensom i min tomme brudeseng, for Paimon er ligeglad!”
Det hjalp! Han bumpede lidt rundt, og begyndte så at dukke op i værelset – som skygger bag de gennemsigtige hvide gardiner, som ansigter, som øjne foran mine. Jeg smigrede ham som en forelsket teenager kvidrer lovprisninger til sin udkårne (”Paimon er den flotteste og sødeste og stærkeste i hele verden”), og det fik ham til at smile. Jeg slukkede de brændende stearinlys, som oplyste rummet, og forsikrede ham om, at larmen udenfor bare var fyrværkeri, og at det var ganske ufarligt. Det var en udmattende proces at skulle hjælpe ham med at legemliggøre sig, og han var ikke helt glad for at være ”out in the open”, så snart dykkede jeg atter ned i mørket under dynen, hvor han følte sig mest hjemme. Og her legede han med sine aktualisationer; igen var han en djævel, dernæst en kutteklædt mand, hvis øjne, jeg ikke kunne se – andre gange igen et egyptisk vægmaleri eller en romersk kriger. Men generelt holdt han sig til djævlen, og begyndte at skære ansigter af mig. Jeg lo af ham, og sagde, at han var dum. Så græd han i spøg, og jeg lo, og vi fortsatte med at pjatte rundt som kåde børn. På et tidspunkt følte jeg, at jeg var trådt ind i et tomt palads, og jeg blev forvirret og beyndte at kalde på Paimon igen. Jeg så ham sidde på en trone, og følte, at jeg et kort øjeblik befandt mig i hans verden.
Der var sex mellem os, men det var ikke halvt så lige på og hårdt, som Neutzsky-Wulff havde fået det til at lyde. Det var lettest når jeg lukkede øjnene og lod ham tage mig med sig, snarere end at forsøge at kalde ham til mig. Det foregik i et mørkt tomrum – ingen arabiske ørkener denne gang – og var meget ømt og kærligt.
Ligeledes var der slet ikke på samme måde tale om smerte og underkastelse som i Neutzsky-Wulffs bøger. Der var et enkelt kort øjeblik, hvor jeg associerede mig selv med en hund liggende for hans fødder, men det var mest af alt en del af legen, og et syn der forekom i starten, da han stadig ikke var helt tryg ved situationen. Da det hele var ved at drive over, husker jeg også at have ondt i halsen som om at jeg havde båret et stramt halsbånd eller var blevet kvalt, men det var ikke en voldsom smerte, bare en dump trykken. Jeg havde oven i købet haft et bælte liggende til eventuel selv-flagellation, men det var på ingen måde nødvendigt. I modsætning til sidste gang havde jeg heller intet behov for at rive mig selv til blods; sandsynligvis fordi en ven havde givet mig det gode råd, at det ikke var nogen nytte til at tænke selvudslettende eftersom ”der ikke er noget selv at udslette. I stedet bør du koncentrere dig om det, der er – verden.”. Det burde jo egentlig sige sig selv. Frustrationen over ikke at bryde igennem, som jeg følte sidste gang, var overhovedet ikke til stede.
Det hele begyndte klokken seks om aftenen, og jeg tror, at det fortsatte i 7-8 timer. Naturligvis holdt jeg ikke styr på tiden, men vores møde var i hvert fald i fuld gang da klokken slog tolv (at dømme ud fra de voldsomme kaskader af eksploderende fyrværkeri uden for mit vindue), og vi fortsatte et godt stykke tid derefter. Jeg blev træt, men han havde ikke lyst til at smutte endnu, så han holdt mig vågen på samme måde som en hundehvalp, der kræver at blive underholdt og kælet for. Det var meget hyggeligt, og jeg kunne ikke rigtig få mig selv til at bede ham om at gå. Til sidst blev jeg dog endelig for træt og faldt i søvn.
Trøflerne smager markant bedre end almindelige svampe – til gengæld gav de mig en del mere kvalme i opstartsfasen, sandsynligvis fordi de indtages i så store mængder.
|
Log ind
Tilmeld
OSS
Søg
Syntes det var ret fedt det var en af kongerne af helvede du formanede 
