Psychedelia.dk

Substans/er: ~4.5 g tørret Cubensis, 3 forskellige racer + 3-4 Joints
Setting: Hjemme eller hos ven
MODs installed: Ja
Erfaring: Ved en hel del efterhånden

Dosering og anden informaton om substanserne:
Lemon-Tek anvendt.
ca. 1.5 g Mazatapec
ca. 1.5 g PES Amazonian
ca. 1.5 g B+

Brygget på naturlig økologisk te (i te-strainer)

Mere information om settings,mental tilstand og evt. sygdomme mm:
Havde fået en god nattesøvn og forberedt mig godt på trippet.
Set og Settings var gennemtænkt.
God mental tilstand, første trip i ca. 9 måneder.
Fastet 6 timer op til trippet.

Triprapporten
Det hele startede med at jeg selv havde dyrket nogle forskellige racer af Cubensis derhjemme. Jeg havde sat mig op til et svampetrip, og havde gået og tænkt på det i lang tid. Nu var tiden endelig inde - de var blevet dyrket, høstet og tørret, og alt var gået perfekt. Jeg havde fra morgenstunden været oppe og pakke de tre forskellige racer i en masse forseglede poser med angivet vægt og race på posen, og samlet alle disse poser i en større pose (en lille goodie-bag), og spændingen steg i løbet af dagen.

Da det endelig blev aftenstid, havde vi fået samlet en gruppe på 6 gutter der skulle smage på sagerne. Jeg vælger at kalde dem K, S, JO, Jf, B, og mig selv. Vi havde pakket godt med grøn og brun, og var gjort godt klar med indretning af senge og sofaer, dyner og puder og vilde psykadeliske billeder på væggene. K, som vi var hos, havde en vildt fed lejlighed, og havde indrettet det hele som en fed lille hule, hvor vi alle kunne sidde sammen. Lækkert stort TV lige foran os, og musik i baggrunden, og det hele spillede bare. Vi startede med at kigge lidt på de forskellige racer, og jeg som havde dyrket dem, gav en lille kort introduktion til hvad vi skulle indtage. K og S havde aldrig prøvet svampe før, så de glædede sig meget. Vi andre var blevet enige om at vi ville have et vildt trip, da det var længe siden vi sidst havde taget svampe. Derfor blev vi også enige om at de to nye lige skulle have en dosering der kunne mærkes, og det blev derfor bestemt til 2.5 - 3g.

Alt var gjort klar: poserne åbnet, vandet kogt, citronerne skåret i halve både, te-en åbnet og musikken sat på. Vi fik fordelt en halv citron i hver kop, og havde brygget te-en i en stor kande, hvortil vi brugte 3 te-strainers fyldt med te. Den blev godt stærk og den aromatiske duft fordelte sig i rummet. Nu var det hele klar, og vi begyndte at veje af. Vi startede med at fordele 6 x 2 g i bunker. K, ville gerne nøjes med ca. 2.5g, og han endte på ca. 2.6 g. S, som også var ny, kom op på 3g. Derefter var der Jf som fik en god dosering på 4g, og JO tilsvarende omkring 4g. Da der lå lidt tilbage efter at B og jeg havde fordelt 4g til hver, tog vi bare det sidste og endte på ca. 4.4-4.5 g tørret. Klokken var 22.02 da svampene blev indtaget.

Vi lod te-en med citronen trække i 20 minutter, og havde sat alarmen dertil. Ingen af os havde prøvet lemon-tek før, og var spændte på det. Efter det 20 minutter indtog vi te-en og samlede os i sofaen. Da vi ikke havde nogen grinder med til svampene, valgte vi bare at brække dem i mindre stykker, og indtage dem sådan. De var lidt tunge for maven til at starte med, og smagte stærkt og bittert. Heldigvis hjalp citronen og te-en lidt med at få dem indtaget og vi ventede nu spændt. K, som var den første til at få indtaget hele te-en var også den første til at mærke effekterne heraf: "Jeg kan sgu ikke mærke noget endnu..... JO! Nu kom det, mine ben føles som en stor klump og totalt mærkeligt". Vi andre grinede, og straks efter ramte suset også os.

Come up var ret intenst og jeg vidste på daværende tidspunkt at det ville blive en vild tur - lige som jeg havde håbet på. Alle så ud til at nyde come up, og varmen og glæden spredte sig blandt os. Jf var helt vildt klar på et spil mario kart på come up, men fandt hurtigt ud af at det ikke var en god idé (det kunne ellers have været sjovt at se på!). Jeg havde haft erfaring med at Shpongle var sjovt at høre på shrooms, og havde derfor sat "Divine moments of truth" på. Det hele blev meget forvirrende, og var nærmest en stor sump, hvor vi alle bare fjollede lidt, og glemte fuldstændigt at lægge mærke til musikken. Vi sad samlet i sofaen og der var ingen tvivl længere - svampene havde sparket ind!

De fleste af os havde lidt kvalme efter indtagelse af svampene (måske fordi de ikke var blevet grinded?). Jeg var på et tidspunkt virkelig i dilemma om jeg skulle gå ud og kalde på Ulrik. Det endte dog med at jeg fik hældt noget kakaomælk i mig, og det dæmpede fuldstændigt for trangen til opkast. K derimod kunne ikke holde det inde, og lå længe og havde det dårligt. Til sidst blev han nødt til at overgive sig. Han havde det dog rigtig godt bagefter, og vi var klar på at trippe nu.

Vi fik smækket nogle billeder op på skærmen, som var vildt psykadeliske. Der var gået ca. 30-45 minutter efter indtagelsen og rent visuelt var mønstrene begyndt at være helt tydelige. Billederne var primært naturbilleder, hvor vi så de vildeste ting! Jeg kan huske at vi så et billede af nogle bjerge med en stor sø, hvor søen var fyldt med kranie-ansigter der havde de ondeste øjne! Bjergene tog form af ansigter og skulpturer der trækkede vejret hæftigt. Alle billederne så alt for vilde ud, og vi sad længe og studerede de forskellige ting vi så på det. Det føltes som om fjernsynet var ikke bare viste et billede, men faktisk blev til et vindue ind til en helt anden verden, der var fuldkommen levende. Træer, vand og bjerge bevægede sig livligt, og farverne var meget stærke og flotte!

Herefter blev vi enige om at vi nu skulle lave noget pizza, fordi vi havde fastet i 6 timer op til trippet og derfor var voldsomt sultne. Jeg gik ud på altanen for at hente pizzaboksene, som var helt gennemblødte. Det første jeg lagde mærke til da jeg pakkede pizzaerne ud var, at de var totalt mærkelige at røre ved. Som om de nærmest var levende, og helt svampede. Vi fik smækket dem op på en bradepande og ind i ovnen, og sat en alarm. I mellemtiden fjollede folk bare rundt og vrøvlede og grinede af alting. Da Pizzaerne kom ud, prøvede vi at hive den fra hinanden. Det var som om pizza'en nærmest smeltede fra hinanden og det føltes totalt underligt at se på den. Salamien på pizzaen så virkelig mærkelig ud og lignede bare store røde klatter ovenpå, som bevægede sig meget. Jeg havde ikke den vilde lyst til at æde pizza'en, da jeg stadig havde lidt kvalme, og lige havde bundet ½ liter kakaomælk, men JO sagde at det jo var længe siden at vi havde spist, og jeg måtte give ham ret og tage en bid. Men det var ikke rart. Pizzaen var nærmest som en klump ler, og det bevægede sig i munden på mig så jeg havde lyst til at spytte det ud i vasken. Jeg slugte det dog i stedet hurtigt og spiste så ikke mere..

Det næste jeg husker er at sidde i sofaen og vælte rundt og grine, og så kigger jeg op i køkkenet. B er gået totalt i krig med pizzaen og siger "Jeg har aldrig været så sulten i mit liv!" han står med pizzasovs i hele fjæset og hans hænder er totalt smurt ind i pizza. Der ligger både pizza på gulvet og på bordet. Jeg døde fuldkommen af grin, fordi jeg har aldrig set en der havde så meget fråderen på, og det så hylende morsomt ud den måde han spiste pizzaen på. Jeg hjalp ham med at vaske fingre, og tændte for vandet og gav ham noget sæbe. Da han satte fingere ind under vandet, sagde han straks "WOW! prøv at kom og mærk vandet. Det føles totalt underligt!". Jeg stak også hænderne ind under vandet og fik kuldegysninger ned ad ryggen. Bvadr! Det føltes som kold slim der rendte ned ad hænderne på mig, det var alt for ulækkert.

Der var nu gået ca. 1½ time og jeg trængte til at komme på toilet. Svampene havde sparket godt ind, og var meget visuelle på nuværende tidspunkt. Det var som at være i en helt anden dimension, hvor alting var mere farverigt, væggene var blevet mindre og bevægede sig, og alting blev opfattet på en helt anden måde. Alt var mærkeligt at røre ved, og jeg åbnede døren ud til toiletten og fik et KÆMPE chok! Der hang et ansigt af en drage-dæmon på væggen, som blinkede til mig. Puuh, det var så bare en slags figur, som K havde haft med hjem fra en ferie. Jeg gik ud på toilettet og skulle pisse, og det føltes også meget mærkeligt. Jeg kiggede op og så der var et loftsvindue, og prøvede at kigge på stjernerne. Mit eget spejlbillede i vinduet var dog det der pludselig fangede min opmærksomhed, og jeg frøs fuldstændigt fast. Mit ansigt begyndte at skifte form, både fra at ligne en trold/ulv til en ond mand. Det er svært at beskrive. Lige pludselig kigger jeg dog nærmere efter, og begynder at kommunikere med den anden livsform i spejlbilledet. Jeg kan huske at jeg tænker "Hvem er det? Vis mig hvem du er" og pludselig skifter formen fuldstændigt. De iskolde grå-blå øjne er det første jeg lægger mærke til, tænderne bliver meget spidse og huden mørkerød-læder agtig. Dæmonen i spejlbilledet griner af mig, men jeg er ikke bange. Jeg står og kigger længe på dæmonen, og begynder at blive venner med den - og det er der jeg indser at dæmonen er mig selv! Jeg griner af mig selv, og husker på at det bare er svampene der taler til mig. Jeg vasker hurtigt hænder, og så bliver døren åbnet. Det er K der siger "Kæft du har været derude i lang tid? Hvad fanden laver du?" og jeg har ingen idé om hvor lang tid jeg har brugt på toilettet. Jeg siger bare "Må man nu ikke engang få lov til at pisse i fred?" og griner. Jeg siger ikke noget til de andre, fordi jeg faktisk glemmer lidt at jeg har stået længe og kommunikeret med dæmonen.

Jf og JO sidder ude på altanen og betragter den flotte skyfri himmel med alle stjernerne og månen. Jeg kommer kigger ud og bliver fuldstændigt overvældet over hvad jeg ser! Stjernerne og månen bevæger sig fuldstændigt og vi sidder alle og betragter himlen i et stykke tid, det er den flotteste himmel jeg nogensinde har set! Lige pludselig hører vi et brøl inde fra stuen af, og det er K der vælter rundt i sengen mens S klatrer rundt på loftspælene som en anden abekat. Jeg skynder mig ind og siger "hvad fanden har i gang i? Hvorfor klatrer du rundt oppe i de der pæle? Tænk hvis du faldt ned!", men kan egentligt godt se at det ser meget sjovt ud og begynder også at grine.

Nu er der gået snart 2 timer af trippet og vi har det for vildt allesammen. B begynder at tåge især at blive en smule omtåget - og nu er vi alle begyndt at blive raskeløse. Det er begrænset hvad man kan lave inde i sådan en lejlighed, og vi bliver alle eventyrlystne. Jeg spørger folk mange gange om de er klar på at komme ud og gå en lille tur. De andre er ikke rigtig klar og vi stener lidt rundt og har det sjovt og kigger på de forskellige ting i den helt anden dimension vi befinder os i - alt er forandret. JO sidder og hygger i sofaen, og jeg siger så "Jeg synes JO skal bestemme" og han svarer "Jeg synes vi skal trippe her i en 20 minutters tid og derefter er jeg klar på at gå ud" - helt sikkert! lige hvad jeg trængte til at høre.

Der går 20 minutter hvor alt bare er en stor sump for mig, jeg husker ikke så meget. Sådan har det generelt været for mig i hele peak perioden. Vi beslutter os for at begive os ud på en mission! K kender nogle søer der ligger ikke så langt væk, inde i en skov, hvor der også er ænder. Jeg selv kender området rimelig godt, og han prøver at forklarer hvor søerne ligger. "De ligger tæt på den vej der, som jeg ikke kan huske hvad hedder". Han prøver at forklare det mere præcis (jeg vælger ikke at give forklaringen her, fordi så kan man regne ud i hvilket område vi har befundet os), og vi bliver enige om at vi skal se hvad vejen hedder. Vi bliver fuldstændigt klar på nu at begive os udenfor. Vi pakker en rygsæk hvor i putter alle de ting vi kunne få brug for i løbet af vores lille tur. Vi beslutter os for at lave et par piber som vi vil ryge når vi kommer ned til søen. B er begyndt at tåge for vildt og sidder bare på en madras og stener lidt, mens han griner. Det tager os lang tid at bygge piberne. JO, Jf og jeg er dem der bygger, og vi får endelig bikset det sidste sammen. K har et brillehylster som vi kan have det hele i, det passer perfekt til at have de 2 joints med lighter i. Vi tømmer straks poser og køleskab for diverse ting: appelsinjuice, slik, og andre godt, og især mandariner! Jeg havde fundet en lille bamse som kunne sidde på min finger - den var voldsomt blød og var nærmest min lille buddy. Alt er pakket og klart - det eneste vi nu venter på er B som sidder på madrassen. Han prøver at tage sine sko på - og har prøvet på det i snart 30 minutter (det føles som MEGET længere tid!). Til sidst ender det med at vi må give ham sko på. S binder hans sko, og B kigger meget overrasket ned på sine sko: "De har ALDRIG været bundet så godt før!". K har lagt de sidste ting ned i tasken og kigger meget længe og mærkeligt ned i tasken: "hvad fanden.. Det ligner sgu at der ligger appelsiner i bunden af tasken" og så tager han hånden ned i tasken, og hiver mandarinerne op.. "WHAT? Der er kraftedme da appelsiner i tasken! Hvem fanden har lagt dem der?" - det er så mig der har haft mandariner med, fordi jeg synes frugt er lækkert når man er på svampe. "det er sgu da mig din knold" siger jeg.

Nu er vi klar. Vi har pakket, vi har rullet og vi har masser af tøj på - det er småkoldt udenfor. Vi laver lige et hurtigt regelsæt om at vi bliver sammen og at vi er nogle der tager telefoner med - bare til nødstilfælde. Vi skal krydse et par store veje for at komme ned til skoven, og vi er alle sammen meget påvirkede. Vi går ned ad trapperne og det føles som en evighed før vi er nået ned for enden af trappen - men endelig kommer vi ned til den sidste dør der er det eneste mellem os og den virkelige verden - frihed!

Nu er vi ude, og alt føles anderledes. Det føles som om jeg er blevet vildt lav, og jeg har svært ved at gå lige ud. Vi spacer en del, og nogle gange bliver man lidt uopmærksom. Vi stopper ved den første forhindring - den første store vej. Klokken er heldigvis blevet 1, og der er ikke så mange biler - som om det er lørdag. Vi står længe på den ene side og beslutter at gå over - der kommer ingen biler. Vi er rimelig langt væk, og det er farligt at krydse store veje. Vi er alle godt på vej over, men pludselig stopper B midt på vejen og går tilbage til midterrabatten. "B, hvad laver du?? Hvorfor går du ikke"? Han står bare og glor op i himlen, og er svær at komme i kontakt med. Jeg bliver lidt bekymret for ham, og skynder mig tilbage til ham. Der er en bil der holder på vej vores vej i et lyskryds kun 100m væk. Jeg holder fast i B, mens vi lader bilen passerer og følger ham over vejen.

Nu er vi kommet over den første store forhindring, og vi skal blot gå ned igennem et lille industrikvarter. Det er virkelig idylisk og vi er helt alene. Vi går og ryger et par cigarretter og hyggesnakker lidt. Jeg føler det som om jeg er et lille barn igen, og har de vildeste følelser. Vinden blæser kraftigt i mit ansigt og jeg nyder bare hele turen. Nu kommer vi til en lille villavej, som er helt død. K siger straks "Haha, de der huse ligner totalt noget fra Harry Potter" og vi ser det straks - vi står jo midt på ligustervænget! Husene og haverne ligner fuldkommen noget fra filmen, og vi passerer stille og roligt. Nu kommer vi til den sidste vej, inden vi når ind i den store skov! Der er flere biler her, og vi venter alle sammen ved lyskrydset - heldigvis er der ingen der stopper denne gang, og vi kommer hurtigt og let over vejen. Nu står vi og kigger ind på den mørke sti, som vi skal gå på.

Det første vi lægger mærke til er at stien er fuldkommen mudret, og det føles som om man går midt i en sump. Jo længere vi kommer ind i skoven, jo længere kommer vi væk fra vejen og lyset. Mine øjne har svært ved at vænne sig til mørket, og jeg kan stort set intet se, andet end de store skygger af træerne der bukker sig ind over stien fra oven, og den voldsomt flotte himmel. Vi har svært ved at følges ad i en gruppe, fordi S og K ikke er helt så væk som både Jo, Jf, B og jeg er. B stopper op på et tidspunkt og står stille længe, mens de andre går længere frem - det er også dem der har lyset til at kigge hvor de går på jorden. B står længe og kan slet ikke finde ud af hvad han skal gøre: "Hvad gør jeg? Kan jeg overhovedet gå her? Det er fuldkommen smattet over det hele". Jeg går ned og hjælper ham med hvor han skal gå, men jeg har også selv svært ved at finde ud af det hele.

Vi passerer et mørkt hus, hvor der er en lille smule lys i vinduerne. Huset ligger et godt stykke inde i skoven, helt for sig selv, og ligner noget fra et eventyr. JO og Jf snakker kort om huset, og jeg synes det ser lidt uhyggeligt ud, men samtidig lidt tiltrækkene. Vi går lidt videre, og pludselig sakker JO bagud - jeg går ned til ham, og han er ret hvid i hovedet. Jeg kan slet ikke komme i kontakt med ham, men han fortsætter med at gå - så jeg tænker at han bare har brug for at tænke lidt selv, og går bare ved siden af ham. De andre er et godt stykke foran nu, og jeg kalder på dem, for at vi kan samles. Vi er nu gået et godt stykke ind i skoven, og man kan kun ane vejen, som ligger et godt stykke væk. Det eneste lys vi har er S, som har tændt sin mobil og går og lyser ned i jorden, og så stjernerne og månen. Det er meget idylisk og flot at gå inde i skoven, men også utroligt smattet.

Vi når ned til den første sø, og sætter os på en bænk. Jeg bliver fuldstændigt betaget af sivene, som står på modsatte kant af søen. De står lige under nogle træer som har de vildeste grene og blade - som bevæger sig. Ænderne ser vi ikke meget til, de er flygtet ud i søen for længst, og det eneste man hører fra dem er et "Quack" i ny og næ. Jeg husker at jeg siger til mig selv at vi helt sikkert er på come-down nu. Vi sætter ild til den første stick og deler denne. JO sidder helt for sig selv, og svarer slet ikke når nogle af os snakker til ham - jeg begynder lidt at frygte at han har det dårligt. Nu eskalerer det helt, vi har alle taget et par puffs af jointen og bliver straks hævet tilbage i trippet. K tager en appelsinjuice op af tasken og smager på den: "HAHA, det her smager fucking meget af appelsin!". "Er det rigtigt?" siger jeg "Det skulle sgu da også være underligt at appelsinjuice smager af appelsin" og griner. S griner også "Haha, hold nu kæft, du siger bare ikke at du har købt en appelsinjuice der også SMAGER af appelsin?" Vi griner allesammen. K siger "Jamen.. Den smager sgu mere af appelsin end appelsin gør!", vi andre griner bare af ham og synes han er fjollet. Jf og B er fuldkommen omtåget nu, og Jf går lidt rundt for sig selv - det ser ud som om hans balance er helt ustyrlig. K og S ser ud til at have et lidt mere stille og roligt trip, hvorimod vi andre bliver fuldkommen forvirret og omtågede. Vi sidder et stykke tid på bænken, og beslutter os for at gå rundt om søen.

Pludselig når vi går bliver jeg i tvivl om jeg har vand i skoene, og mærker efter - der er intet. Hmm. Jeg føler det som om jeg går i strømpesokker - men jeg kan se at jeg har sko på. Der er lidt mudret der hvor vi går - men for mig føltes det som om jeg vadrer rundt i mudder op til knæene. Jf har også lidt svært ved at gå, og vælter tit ud for stien og træder ud i noget plaskværk. Halvvejs rundt om den ene sø, bliver jeg nødt til at stoppe op, fordi jeg spacer voldsomt. Jeg har svært ved at vurdere om jeg går tæt på kanten eller om jeg går langt væk fra kanten til søen. Der er meget mørk, så hvis en af os falder i vandet ville det været rigtig kritisk. Jeg bliver nødt til at gå meget langsomt, for at være sikker på at jeg ikke går ud til kanten. Træerne er levende omkring mig og vandet har en mærkelig bevægelse. Jeg sætter mig kort på en bænk, for at samle kræfter og fokus til at fortsætte. Jeg lægger mærke til at S nu også begynder at gå som om han havde drukket 2 flasker vodka, og vælter frem og tilbage mellem stien, og en masse mudder som ligger i siden af stien. Jeg er kommet lidt mere til mig selv, og kan nu gå nogenlunde ordentligt. K vender sig rundt og siger "forhelvede man, nu glemte vi at se hvad den vej vi ikke kan huske hvad hedder, hedder!", jeg griner og svarer "Haha, ja, vi må hellere lige huske at se hvad den hedder når vi kommer tilbage".

Da vi når halvvejs rundt om den anden sø, kan jeg se på B og Jf at de meget gerne vil hjem. De spørger selv mange gange, om ikke det er på tide at vende snuden hjemad, og de andre er enige. Jeg selv synes dog det er mega fedt at gå inde i skoven og har lyst til at blive lidt mere - men når nogle vil hjem, så skal vi allesammen tage hjem og det synes jeg også var det rigtige at gøre. Jeg spørger Jf hvad klokken er og han siger "1.30".. "1.30!?! Nej, det er den ikke.. kig lige igen!" .. "Klokken er 1.30" siger Jf. "WHAT?" siger jeg. "Det kan simpelthen ikke passe? Der er kun gået 30 minutter fra vi er gået ud af døren og til nu?" - det føltes måske som om der var gået 2 timer mindst. Jeg siger det til de andre og de kan slet heller ikke fatte det. Det optager min opmærksomhed i virkelig lang tid og jeg kan slet ikke fatte at der er gået så lidt tid. Pludselig kigger jeg ud på søen, og får øje på et perfekt motiv - Jeg har lyst til at tage et billede. Jeg stopper op og prøver at få gang i min telefon. De andre er gået langt, og jeg siger de bare kan fortsætte og at jeg ville komme lige om lidt. JO er faktisk den eneste der stopper op og spørger hvad jeg laver - det eneste jeg har hørt ham sige hele aftenen. Jeg får tændt får min telefon, og eigh.. opdatering.. typisk. Jeg ville så gerne have haft et billede, fordi det var det flotteste motiv jeg længe havde set: Månen der spejler sig i vandet, sivene der skinner som var de magiske, træerne der bugtede sig stille ud over vandet, og en lille smule bølger - fantastisk! Men billedet måtte jeg droppe og vi fortsatte. I stedet vælger jeg at brække et stykke af noget siv, og sætter det bag mit ører så det kildrer mig på kinden. Det føltes virkelig rart.

Det føltes som om der var flere km rundt om søerne, og jeg kan huske at jeg synes det var voldsomt hyggeligt. De forreste skyndte sig dog en del, fordi der var nogle der virkelig gerne ville hjem. Jf kom ned til JO og mig, jeg spurgte om ikke han ville tage et billede af søen og månen og det ville han gerne. Han prøvede, men der var vidst for mørkt til at det kunne lade sig gøre - øv altså. Vi kom tilbage til stien og det føltes som om der var gået flere timer! Det var første der jeg kunne kende noget igen - selvom jeg var rimelig kendt i området. Min stedsans var helt væk, og jeg kunne slet ikke finde rundt. Heldigvis havde K og S gået rundt om søerne før og puffet der, så de kendte området rigtig godt. Vi nåede ud til vejen igen. Der løber et par tøser ned ad vejen og jeg kan huske den ene havde en totalt lækker røv: "Tight" mumler jeg til mig selv.

Nu er vi tilbage på ligustervænget (Jeg har ingen idé om hvad den vej hedder), og alt synes mindst lige så idyllisk som før. Vi har dog lidt mere travlt fordi folk er begyndt at blive trætte af kulden og det blæser en smule. Jeg spørger igen Jf hvad klokken er, og han siger "1.45.. What? nej, det kan ikke passe.. hvad fanden sker der". Jeg går længe og roder med hvordan tiden kan være gået i stå på den måde. JO har kun sagt få ord på hele turen og har holdt sig lidt for sig selv. Jeg går med hænderne i lommen, og pludselig mærker jeg noget fuldkommen blødt. "Haha whaaat, jeg har sgu haft bamsen med på hele turen!" - bamsen har så siddet på min tommelfinger på hele turen. De andre griner og jeg går med leger med bamsen lidt. Jeg tænder for en smøg mens vi går på ligustervænget, og har lyst til at røre ved alting. Jeg lader mine hænder glide gennem de tørre buske mens vi går hen langs vejen - og vi når til industrikvarteret. Det er som om at det ser anderledes ud end der hvor vi gik før. Vi når ud til den sidste vej, og der kører ingen biler. "Ejj.. Jeg har fandme tabt bamsen" siger jeg højt. Den er nok røget af mens jeg har kørt fingrene gennem busken. "Det går sgu nok" siger K, "den trænger til nogle nye eventyr!" og jeg nikkede. Så tilføjede han "jeg har også måske tyve flere af dem derhjemme." .. og jeg som troede at det var den eneste han havde. Så var jeg ikke så ked af at den forsvandt alligevel.

Vi når tilbage til døren, og skal op ad trapperne. Det føles igen som en evighed, og var nu hårdt fordi man skulle op ad trapperne. "Hvad er det for et bjerg vi lige har besteget" siger jeg, når vi kom op for enden af trappen. Mine ben føltes som om vi havde gået opad en bjergskråning i flere timer. Endelig er vi indenfor igen. Det var en god tur, og klokken var blevet 2.10.. jeg fattede det stadig ikke. Nå, men nu var vi kommet ind og trippet var godt aftagende. Der var gået lidt over 4 timer, siden vi havde indtaget svampene. S spurgte om ikke vi skulle tænde en pibe nu vi var kommet ind og faldet til ro, og jeg var helt klar. De andre var dog mindre klar, men B og Jf fik da puffet lidt. JO sad og hang lidt i stolen og så ikke alt for godt ud - jeg kan huske at jeg blev rimelig bekymret for ham. Vi røg en joint, hvor S og jeg tog det meste - så rullede vi rimelig hurtigt en mere, og den delte S og jeg stort set næsten. Jeg begyndte pludselig at få det rimelig vildt igen. De andre satte en film på, og lagde sig op i sofaen og sengen, og jeg skulle pisse igen. Gik ud på toilettet, og tænkte "Gad vide om jeg stadig komme i kontakt med dæmonen" - og det kunne jeg. Han var mere aggressiv at se på, og meget mere intens end før, men jeg var ikke bange. Jeg stod og stirrede på ham i nogle minutter og gik til sidst ud. Jeg satte mig ind på madrassen som lå ved siden af sofaen. Jeg blev meget forvirret. De andre lå i sengen og sofaen og gloede på TV'et, men jeg kunne slet ikke se hvem der var med i filmen. Jeg kunne se at der var en mand, der var helt gul i hovedet og hans ansigt bølgede totalt - frisk luft, det havde jeg brugt for! Jeg sagde til de andre at jeg ville sætte mig udenfor på altanten, og tog min jakke og sko på.

Der var ikke gået lang tid fra jeg havde sat mig på altanen til det tog fart. Stjernen og månen blev hurtigt dækket af skyer og det begyndte at smådryppe. Jeg sad og kiggede ned i baggården, og så på lyset i de forskellige vinduer. Jeg fik øje på et vindue, der var lys i, hvorinde det lignede at der var et andet vindue. Jeg sad længe og stirrede ind ad vinduet og pludselig så jeg noget bevæge sig - noget uhyggeligt. Det lignede en gammel mand, der sad i vinduet og drak vin. Han havde smoking på, og en lang spids næse. Han bevægede sig rigtig uhyggeligt - men jeg kunne slet ikke lade være med at kigge derover. Pludselig pegede han på mig, og forsvandt, væk fra vinduet. Jeg tænkte at det bare var mig der så syner og begyndte at kigge rundt på de andre vinduer.

Lige pludselig var der noget der bevægede sig igen oppe i vinduet, men det var ikke den gamle mand. Det var hele huset. Det blinkede til mig, som om det var i live. Det lignede at huset havde to øjne med øjenlåg (halvt nedrullede gardiner) som bevægede sig. Det var som om det prøvede at sige noget til mig, og jeg tænkte at jeg nok hellere måtte gå ind, inden jeg blev helt skør. Jeg var lige ved at rejse mig, da jeg hørte døren inde i værelset åbne sig, og så at det var Jf der var kommet ind. Han kom ud og kiggede lidt, og vi snakkede lidt sammen - om hvad husker jeg ikke. Jeg kan bare huske at jeg kom med ind, og at jeg lagde mig på madrassen igen. Jeg kunne ikke holde ud at se filmen, fordi den gule mands ansigt bølgede fuldstændigt. JO var taget hjem og jeg blev meget bekymret for ham, fordi han havde taget shrooms, og fordi han ikke så nice ud. Han boede ikke så langt derfra - men stadigvæk, jeg synes det var lidt uhyggeligt at han var gået alene hjem. Jeg skrev og spurgte om han var kommet hjem, men fik aldrig svar. Jeg tænkte meget på om man skulle gå hjem og se om han var kommet hjem, fordi jeg var bange for der var sket ham noget. De andre beroligede mig og sagde at han så ud til at være nogenlunde ved fatning da han tog afsted og at han havde pakket en masse ting osv. Jeg tænkte at det var en skam jeg ikke fik sagt farvel til ham, og jeg ville gerne have fulgt ham hjem - bare for at være sikker.

Jeg lagde mig for at se om jeg kunne lukke øjnene lidt, men det skulle jeg aldrig have gjort. Jeg lagde hånden op for mit ansigt, og forsvandt i en helt anden verden. Symboler, tal, bogstaver, og mønstre i tusindevis af forskellige farver væltede op i mit sind. Jeg kunne ikke slippe fri, og det eneste jeg kunne høre fra den virkelige verden, var mit eget åndedræt som var vildt og voldsomt. Det føltes nærmest som om jeg hyperventilerede. Jeg kunne ikke undslippe alle de voldsomme mønstre, og det var som om at jeg forsvant ned imellem dem hele tiden, og at de dybere lag blev mere bevægelige, indeholdte flere farver, og det hele blev mere og mere forvirrende. Pludselig kom jeg tilbage, og indså at jeg hele tiden havde haft åbne øjne, men fordi jeg havde dækket med min hånd, havde det været helt mørkt. Jeg rullede rundt på ryggen og stirrede op i loftet som også bølgede og bevægede sig. Jeg husker specielt et rør i loftet der snoede sig som en slange. I det mindste havde jeg fået lidt mere styr på min vejrtrækning nu. Jeg var blevet godt træt, og lå længe og stirrede op i loftet. Filmen var slut, og de havde slukket fjernsynet. Jeg lå længe i mørket og stirrede op i loftet, og det er det sidste jeg kan huske inden jeg faldt i søvn.


Der er mange detaljer som mangler, men jeg synes at jeg kan huske rimelig meget af aftenen. Især i starten af aftenen er det hele meget omtåget. Dette er kun min side af trippet, og de andre har helt sikkert haft en helt anden synsvinkel på tingene. Der er nu gået 2 dage, og jeg har ofte flashbacks til ting, som jeg havde glemt derfra. Jeg håber at i gad læse det hele. Efter trippet blev jeg enig med B og Jf om at vi måske godt kunne have nøjes med ca. 3 g, da det hele var lidt voldsomt og lidt overvælende. Vi havde også blandet de forskellige racer af svampe, og jeg føler at jeg næste gang ville det ikke gøre noget bare at holde sig til én slags. Der skal ihvertfald gå lang tid før jeg skal have så voldsomt et trip igen!