Psychedelia.dk

Substans/er: Psilocybin svampe, ukendt sort
Setting: Hjemme eller hos ven
MODs installed: Ja
Erfaring: Begynder

Dosering og anden informaton om substanserne:
2 gram pr person

Mere information om settings,mental tilstand og evt. sygdomme mm:
Hjemme hos en ven og i naturen.

Det skal lige siges, at selvom jeg både har prøvet svampe, trøfler g LSD, så ser jeg stadig mig selv som forholdsvis uerfaren indenfor den psykedeliske verden - nok bl.a. fordi den er så uforudsigelig. Jeg glæder mig til at udforske den yderligere!

Triprapporten
” Okay, så vi cyklede ud og hentede svampene. Der var meget lidt af kvantitet, men ham vi købte dem af, havde selv prøvet dem og sagde at de var ret så stærke. Good batch. Han havde selv taget 2 gram og var blevet helt blæst – ”Fractals were coming off my hand n shit, everything flying around” - så han gav os to gram hver – lidt ekstra for at vi ku få en god oplevelse – og sagde at vi måske burde tage ¾ dele, og så tage resten hvis vi havde brug for mere.
Så vi tog hjem, så noget Breaking Bad med S, choppede dem op og puttede dem i lakridsrods te. Det var faktisk en rigtig god idé – på den måde smagte det slet ikke dårligt, og det kom hurtigt ned. Det eneste klamme ved det var nok en smule eftersmag – tror man psykisk prøver at forhindre sig selv lidt i at spise det samtidig, fordi man godt ved at det er gift for kroppen. Så smager det automatisk klamt, oppe i ens hoved.
S var gået dødskold i mellemtiden i sofaen, og gik ind i seng. Det var måske meget godt, hun ville have haft det underligt sober, med os på svampe ved siden af.
Men ja, fordi det allerede havde trukket ud i vandet, ramte det os bare som et spark i ansigtet og lammede os, og det blev bare stærkere og stærkere, det var ret overvældende. Det startede med at kilde i kroppen, overalt, sådan lidt under huden. Man blev fjollet og doven og smilte lidt fjoget. Lys blev mere blødt og skarpere og flottere – som de spidse stjerneagtige lys man også ser på MDMA og E osv. Ja – bare sådan man generelt ser lys med udvidede pupiller – bare smukkere. Hvor alting i virkeligheden enten flimrede, vibrerede eller nærmest flagrede, var afsnittet på computeren som vi så meget kantet og grynet synes jeg. Meget fladt og skarpt i kanterne. Det var lidt sjovt at der pludselig var meget mere forskel på virkelighed og medier.
Det gik virkeligt stærtk blev vi ret hurtigt enige om, og det blev meget hurtigt, for mig, svært at overskue at se Breaking Bad. Krøllede mig sammen meget forpustet imens jeg grinte lidt skræmt over hvor intenst det hurtigt blev. Det aflange rum vi sad i med fuldvægsvinduer i begge ender begyndte at bevæge sig lidt, sådan bølge og flimre for vores øjne. I mit hoved var det som om det fik andre kanter end det havde i forvejen – som om det pludselig var femkantet i stedet for firkantet. Det knækkede et sted på gulvet, som om gulvet pludselig hældede nedad mod den ene ende, meget sært. Sådan var det dog ikke da man så rejste sig op – men det var til gengæld som om man lige hoppede lidt på vej op – lige lettede engang og svævede lidt de første par skridt. N har et maleri ved sofaen, et abstrakt et, som jeg ikke har været vildt interesseret i i sober tilstand, men nu begyndte det bare at dele sig op i røg lag og bølge, vokse og trække sig sammen, farverne var så smukke. Det var virkelig trippet, og man var 100 på at hvis man prøvede at røre ved det ville ens hånd gå igennem al den farvede røg der bølgede frem og tilbage. Tænk hvis man kunne række hånden ud, røre ved røgen og trække den med ud i rummet og omslutte sig med den? Hvor trippet ville det ikke være?

Vi havde en del glas og kopper stående på glasbordet fordi vi havde drukket vand og teen, og noget jeg tydeligt husker var, at alt virkede som om det blev set igennem et kalejdoskop. Alting var dobbelt! Det var helt åndssvagt, vi havde det som at hele det der aflange underligt kantede rum var et kalejdoskop – vi boede inde i et. Alting var dobbelt, stærkt farvet og sparkly.
Det blev svært at stå ordentligt på sine ben, og vi væltede rundt som stive folk inde i et gyngede skib med fjogede smil på læben. Min krop kunne heller ikke helt tåle det – det var jo ren gift nærmest, fuckede fuldstændig min fordøjelse op. N gik ud og brækkede sig på et tidspunkt og fik det fantastisk bagefter. Jeg prøvede også et par gange og fik da også noget op, men ikke alt. Det var svært – det var som om at ens krop var et fremmedlegeme og man ikke helt havde kontrol over det. Prøvede i en tid at komme af med alle kropsvæsker som sådan groft sagt for at få renset helt ud, men droppede det til sidst or prøvede at glemme at min krop egentlig havde det ret skidt.
Vi hørte meget Tycho, Boards of Canada, og fandt på et tidspunkt det mest svedige mix af af Klatu ved navn Witchdoctor. Der var så flere sange, 23 min langt. Det var godt nok nice, god bas. Jeg havde faktisk, underligt nok, en trang til at høre meget noieren, skummelt musik. Som om jeg bad om at badtrippe på en måde hehe. Lod dog være med vilje.

N begyndte at ville skrive sine underlige og sære idéer ned. Da vi snakkede om at jeg havde det dårligt og evt. skulle brække mig men ikke ville, sagde han at det skulle jeg da bare gøre, lige her i sofaen udover mig selv. Mmmh yummy hehe. Så fik han et billede i hovedet af en fyr (tror jeg, var det i hvert fald i mit hoved, med kasket?) som brækkede bananer op med skrald, skraldede dem, spiste dem, for derefter at brække dem op igen. Vi talte om at lave det til en GIF, og han endte med at ville skrive det ned og så animere det eller filme det med en rigtig person. What do I know. Det var sgu skægt.

Vi tog på et tidspunkt hans panda dyner og gik ud på terrassen og så på skyerne og parken foran lejligheden. Skyerne var meget fluffy og lignede lidt hvide flydende masser i mit hoved som bølgede forbi, sådan meget dense, tykke masser. Som animeret flødeskum.
Hans nabo, eller nabo’s kæreste kom hen til indgangen gennem parken, og det var meget svært ikke at fnise – sådan er det altid når man absolut SKAL være stille men bare ikke kan. Specielt fordi hun vinkede, og vi vinkede igen, men det så viste sig at hun slet ikke vinkede til os haha. Akavet.

Jeg lagde mig ned på dynen på gulvet, som har ét stort billede af en panda på den side jeg lå på, og fik den syge griner over at jeg pludselig så pandaer overalt. Store venlige pandaansigter tonede frem i loftet, på skabe, på vægge. Og så opdagede jeg deres lille mini juletræ i hjørnet med lys på stadigvæk, som virkede så absurd i maj måned, at jeg igen flækkede af grin.
Vi gik også regelmæssigt ud og kiggede på vores enorme pupiller og grinte af det.

Vi ville pludselig ud og på eventyr og pakkede vores ting i en taske. (hihi kom lige til at grine højt i toget imens jeg skriver dette, som gik over i en meget åbenlys akavet rømmen) N havde travlt med at komme ud af døren, eller måske var jeg langsom. Han trippede rundt og begyndte at jogge halvt rundt i lejligheden, og ville endda tage tid på hvor hurtigt han ku få jakke og sko på, hvilket bare fik mig til at grine endnu mere. S – som vi nærmest nu så som vores lille uvidende, sovende barn inde ved siden af - var stadig gået helt kold. Vi kiggede lige ind til hende og nussede hende lidt i håret, og gik igen.

Vi gik ud med masser af tøj på, analog kamera, og en rigtig københavnerglasflaske med vand. Vi gik ned på vejen, og så en lille kran, parkeret ude i siden imellem bilerne, som bare havde givet op. ’Hovedet’ lå bare smask lige end i jorden, som en giraf der med for tungt hoved. Når jeg siger hoved, så er det fordi vi pludselig så alle objekter som levende væsener, eller til dels havde givet dem en personlighed – og så er det også min tendens til at se smileys/ansigter/dyr overalt i objekter. Vi synes den så så hjælpe- og håbløs ud, at vi bestemte os for at gå hen og klappe den, den stakkels kran.

Vi kom ud på sporene mellem to stationer og gik på de tilgroede spor som ikke bruges. Vi gik og så på de rustne hegn, de store bunker jord med murbrokker og cement og blev meget forargede over hvor meget vi mennesker smadrer og pløjer naturen igennem for at vi kan udvide og atter udvide med vores rummelige luksushuse og overflødige cementparker. Jeg sad på et tidspunkt fast i noget halvt nedgravet pigtråd som bare ikke ville give slip. Sikken afskyelig opfindelse. Jeg ved godt det er for at holde folk ude – og ja, vi befærdede os selvfølgelig et sted vi nok egentlig ikke måtte være – men hvorfor afskærme områder for andre? Hvorfor sige ”jeg er bedre eller har mere ret og magt end dig – så derfor holder vi nogle folk inde eller ude i vores samfund og laver love og regler for dit og dat” når vi er samme race? Hvorfor er vi, som samme race, i krig med hinanden?
Da vi gik videre langs skinnerne og så hvor forsømt de egentlig var. Der hvor ledningerne lå begravet var fliserne halvt smadrede og faldet ned over dem. Pludselig blev N utroligt forskrækket, og havde åbenbart fået massivt stød så det ku mærkes helt op til kæberne. Vi skyndte os ud igen og begyndte at gå op på vejen igen, det skulle vi ikke nyde noget af.
Da vi gik deroppe, kom der en cyklist imod os, en sort fyr med rød trøje på. Idet han kom nærmere i halvmørket og min pupiller var store og alle kanter osv. blev meget slørede og ekstradimensionelle, lignede det virkelig at han havde amerikansk fodbolduniform på – med hjelm og skulderpuder og det hele. Jeg begyndte at fnise meget højt men prøvede samtidigt at holde det inde, og så snart han havde slingret forbi (han var åbenbart også ret påvirket af en anden substans) knækkede jeg sammen af grin. Hold kæft hvor havde det set underligt ud. Vi hørte også på et tidspunkt musik, og ku slet ikke stoppe med at grine fordi der var en helt bestemt lyd i en sang der virkelig lød som om den spillede smart. Hvis lyde havde en personlighed og et udseende - så var den her altså den sleske italiener med slik-hår. Er du så færdig det var sjovt, fik helt ondt i maven af grin.

Vi kom tæt på en lille park – vi havde originalt bestemt os for at gå hen til en lille skater bowl der var i nærheden – og da det blæste ret voldsomt, knirkede træerne meget. Jeg forestillede mig at de hviskede, og vi ku høre dem tale. Vi slingrede ellers ind i mørket af træer og planter, og kiggede op mellem de blæsende blade som larmede utroligt meget. Jeg fik pludselig et meget sort/hvidt agtigt syn, så træerne med blade og det hele var kulsorte. Når man kiggede op, skiftevist voksede og krympede bladene, som de plejer på psykedeliske trip (gør de altid hos mig i hvert fald – det må være de pulserende pupiller).
Vi kom ind til et græsområde med meget højt græs imens N forklarede om planternes hierarki – de små buske og planter og de mægtige træer over dem. Alting så meget blødt og fluffy ud i natten, og jeg havde lyst til at smide mig i det høje græs, så det gjorde jeg. Vi lå og fik det ultimative panoramabillede af himlen med græs omkring – stjernerne var ubeskriveligt smukke og mangefarvede. Vi var blevet en smule mere sobre nu, og kunne i hvert fald nu kontrollere det hehe. Ingen opkast. Vi gik og snakkede om at vi nok var nutidens hippier. De moderne af slagsen.

Vi kom over på skater området og fik optur over at den faktisk var ret fed. Hvor er det dejligt at staten stadig laver den slags, at de ikke er helt ligeglade med undergrunden og ungdommen. Altså – det er de jo heller ikke, men det fedt at de faktisk engagerer sig i en ordentlig bowl, og ikke bare en mini u-rampe og et rustent rail.
Vi rutsjede ned i bowlen og vadede lidt rundt dér.
Jeg var på det tidspunkt blevet meget sulten, så vi gik tilbage og prøvede at spise lidt. Det var meget sært at putte rigtig mad i munden. Jeg gik ind og så til vores lille snorkende barn igen, og gav hende en riskiks og nussede hende lidt mere. Tror hun snakkede i søvne hehe. Vi spiste resten af svampene også – den resterende del. Vi puttede lidt under en varm dyne, og N kunne begynde at mærke det igen og gik i bad. Jeg ville rigtig gerne have haft et stort bassin at svømme i, eller havet. Det havde været for lækkert at kunne være vægtløs og bevæge sig rundt på den måde. Jeg kan bare forestille mig lysene og farverne under vand – derfor vil jeg også gerne prøve at tage svampe om dagen.
Resten virkede ikke rigtigt på mig, udover at gulvet så ud til at vibrere. Det var lidt spøjst. Vi lå ellers og puttede lidt mere, hørte noget god musik, og gik ellers ind og sov i sengen til sidst. Vågnede op dejligt udhvilet uden mén.

Dét skal prøves igen, gid det dog bare ikke fuckede ens fordøjelse helt op.

Det lyder rigtig hyggeligt!