Substans/er: Psilocybin svampe
Setting: I naturen
MODs installed: Nej
Erfaring: Ved en hel del efterhånden
Dosering og anden informaton om substanserne:ca. 3.25g Mexicanske cubensis (1. flush)
Mere information om settings,mental tilstand og evt. sygdomme mm:Frisk, ivrig, glad og nervøs.
Hjemme hos mig selv, senere i skoven.
TriprapportenDette er min første triprapport nogensinde, så jeg håber i vil kunne lide den, og jeg håber i nyder at læse den ligeså meget som jeg vil gøre at skrive den. Jeg har længe ville skrive en triprapport, men jeg ville ikke skrive en triprapport bare for have mit navn stående i tripport sektionen. Nej, den skulle være til minde om et specielt trip, der har betydet noget banebrydende for min personlighed, min spiritualitet, mit liv..
ADVARSEL!: At blende svampene sammen med juice virker LANGT vildere end hvis man blot spiser svampene. Grunden til dette er at alt det aktive stof bliver optaget umiddelbart samtidig, og stortset intet af det oxidere som når man brygger the. Derfor vær MEGET påpasselig med dosen.
Jeg erfarede fra dette trip at de ca. 3.25g cubensis, var vildere end det trip jeg havde på 5.4g cubensis i the!! Dette er ikke kun min egen konstatering, det er en generel opfattelse!
Trippet forløb på en tilfældig, men alligevel længe ventet dag i sommers(2011). Jeg havde i nogle måneder, ca. et halvt år, gået og ventet på at blive klar til en ordentlig omgang. Jeg ville ikke have noget hygge trip, nej, denne gang skulle det være dybt, jeg ville være alene, og det skulle forgå om dagen i den skov som jeg bor ved siden af.
Jeg var dagen før trippet, kommet hjem fra ferie med mine forældre og lillebror, og egentlig var planen at jeg skulle ”trippe” MDMA med en kammerat. Desværre brændte min ”kammerat” mig af, så jeg tog en hurtig beslutning om at jeg ville tage mit længe ventede trip i stedet – min hidtil bedste, og vigtigste beslutning i mit stadig forholdsvise korte liv.
Solen skinnede, det var vindstille, svampene var afvejet, og planen var lagt. Jeg havde pakket tæppe, smøgere, solbriller, frugt, vand, mp3-afspiller, og en tromme – jeg var klar. Jeg ville denne gang afprøve en ny måde af forarbejde svampene på inden indtagelse, så jeg fik fat i min blender (ooh yes) og blendere svampene til atomer sammen med noget blodappelsin juice. Jeg tøvede et øjeblik da jeg kiggede ned i den halv tykke, blodrøde grød. ”Oh, fuck it” tænkte jeg, og bundede væsken, og hold da op en positiv overraskelse. Det smagte overhovede ikke af svamp, det smagte faktisk super godt!
Okay Jonas, ”point of no return” tænker jeg, og smiler med en smule nervøsitet ved mig selv. Jeg går udenfor, låser døren og tager en dyb indånding, smiler, og går nu op mod mit gorilla growspot, da det alligevel ligger på vejen. Da jeg kommer frem må jeg kæmpe mig igennem meterhøje brændenælder, da jeg som sagt ikke har været hjemme i en uges tid. Jeg får med noget besvær hovedet igennem muren af de brændende grønne helvedesplanter, og konstateret at tøserne har det fint.
Jeg står et øjeblik og sunder mig lidt, og mærker efter – kan jeg mærke noget? Nej ikke endnu, så jeg vender mig om og går op mod skoven med forholdsvis hastige skridt, da jeg ved at jeg nok snart vil blive suget ud af virkelighed og ind i svampenes psykedeliske dimensioner.
Der er ca 1½ km rum til mit tripspot. Jeg havde på daværende tidspunkt ikke besluttet mig for hvor trippet skulle gå ned henne, udover at det skulle forgå i skoven. Derfor bliver jeg på ca halvvejen grebet af en svag med sikkert opbyggende angst, da det går op for mig at jeg allerede efter 10-15 minutter er ved at lette. Jeg får mindet mig selv om at en smule uro samt nervøsitet er normalt i comeup fasen og får på den måde slået følelsen ud af systemet - jeg sætter tempoet op og går videre. Da jeg når til en gammel træbro der krydser en lille å, der fører ned til en større sø stopper jeg op et øjeblik for at nærstudere broen. Dens massive træbjælker begynder stille at vibrere, samtidig med at jeg føler mig mere og mere distanceret til mine fødder. Jeg føler mig nu (fysisk) meget langt væk fra broen samt den undergående stille strøm af vand. Jeg vender mig om, og går langsomt videre, da jeg kommer op på siden af en indhegning begynder jeg at høre stemmer. ”åh nej, af alle dage.. Jeg kan ikke overskue at skulle snakke med fremmede mennesker lige nu” tænker jeg. Jeg sniger mig langsomt frem langs indhegninger, jeg føler mig som et vildt rovdyr der trænger ind på sit bytte, kun for at flygte igen ved synet af selvsamme. Jeg får langsomt sneget mig hen til kanten af indhegning, og kan til min store overraskelse se at det er en radio placeret på en stol. Rundt om radioen står en flok fasaner og lytter med, dette giver ingen mening for mig, og jeg ender i et vildt grineflip, og bliver utroligt lettet på samme tid – fantastisk syret oplevelse, og det at den rammer mig mens jeg har spist svampe føltes fuldstændig episk. Det næste der går igennem mit hoved er noget i stil med: ”Okay jeg er ramt, og jeg skal ligge ned NU!” For det hele begynder at tage en voldsom fart, og jeg føler ikke at jeg kan følge med længere, så længe jeg står op. Derfor tager jeg en hurtig beslutning, og går i lige linje væk fra grusvejen, og direkte ind i skovens forunderlige grønne kaos. Jeg finder i løbet af 5 minutter et perfekt spot hvorfra jeg kan se vand, træer og bakker – det perfekte trip setting (for mig). Jeg slå tæppet ud, smider skoene, og lægger mig ned, lukker øjnene og slapper fuldstændig af.. Der begynder at danne sig bølger af energi i min krop, der udvikler sig til en form for kildende orgasme! Imens begynder jeg at se levende billeder fra min nyligt overståede ferie. Jeg ser mine forældre og lillebror smile til mig, og jeg smiler tilbage til dem. Det gør mig utrolig varm om hjertet at se dem være glade, at have det trygt og rart, og en overvældende følelse af kærlighed breder sig i mit korpus. Den kildende orgasme er nu blevet så kraftigt at jeg vrider min krop fra side til side, mens jeg på stønnende vis får fremstammet nogle korte, men intense grineflip. ”Puha' det her er meget vildere end jeg havde regnet med, og jeg er kun ca. 40 minutter inde i trippet” tænker jeg. Dette skræmmer mig en lille smule, men jeg kan ikke tage mig af det da jeg fysisk er i fuldstændig ekstase.
Mine visioner af mine forældre og lillebror står stadig klare og meget levende på indersiden af mine øjenlåg. Men pludselig sker der noget, der kommer et ungt smukt par gående forbi, og de stjæler min opmærksomhed. Ligeså hurtigt mine forældre kom, ligeså hurtigt er de væk igen, erstattet med dette unge par. Manden forsvinder dog hurtigt, og tilbage er kun den unge kvinde. Hun har intet ansigt, ej heller nogen kødelig krop. Hun består af ren energi, og hun har smukke former! Hun fremstår ikke på en pervers seksuel måde, men nærmere som et guddommeligt væsen der er kommet for at guide mig igennem denne oplevelse. Hun vrider sin ”krop” for mig langsomt, mens hun udsender bølger af kærlige energier. Der går ca. en times tid med disse visioner af det kvindelige væsen, samtidig med at jeg ligger og vrider mig. Jeg har ikke endnu åbnet øjnene siden jeg lagde mig ned, så jeg har endnu ikke kastet et syn på omverdenen. Det skal lige nævnes at jeg heller ikke har lyttet til musik endnu, da jeg fandt lyden af fuglene, vinden i trætoppene, og de stille vuggende bølger utroligt meditativt, og beroligende. Pludselig hører jeg lyden af det jeg tolker som en græsslåmaskine i det fjerne. ”Åh nej.. jeg håber ikke at det er en af de her passionerede søndags-græsslånings-konkurrende-med-naboen-typen som der gladelig lader helvedes maskineriet køre for fulde gardiner i 4 stive timer i træk” tænker jeg (eller noget mindre kreativt). Lugten af benzin, og petroleum skær nu pludselig i min næse, og selvom jeg godt ved at det er en illusion, så bliver jeg alligevel overrasket, da jeg aldrig har prøvet at min lugtesans blev påvirket på psykedeliske stoffer. Den positive overraskelse over at opleve en ny dimension af en ellers så velkendt psykedelisk påvirkning, bliver hurtigt overtaget af irritation, da lugten ikke ligefrem er en der rangere højests på min liste over behagelige dufte. Heldigvis forsvinder lyden forholdsvis hurtigt, hvilket får mig til ydmygt at takke de højere magter, hvilket indebære universet og bevidstheds begrebet.
Efter ca. halvanden til to timer begynder trippet at skifte stemning. Fra det ene til det andet øjeblik skifter mine CEV visioner fra smukke formationer af guddommelige kvindelige væsner, til selvsamme kvindelige skikkelser, men med en helt anden og ond energi. De ellers smukke majestætiske kvinder, er nu krumryggede, mørke, og kommer med en faretruende attitude lige imod mig, og passere mit legeme. Dette giver ikke umiddelbart nogen mening for mig. Jeg forstår simpelthen ikke hvorfor jeg bliver udsat for dette, da jeg kun har elsket alt hvad jeg har har set. Kropsligt bliver trippet også meget intenst, hele min krop føles som om at den smelter. Som små elektriske stød, der ikke var specielt intense, men forekom med en ekstrem hyppighed. Når jeg rørte ved mig selv, kunne jeg ikke længere mærke mig selv, jeg gik direkte igennem mig selv, og flød sammen med mit indre. Dette har jeg før oplevet, hvilket skræmte mig og endte ud i et badtrip, men denne gang ville jeg ikke skræmmes, nej. I stedet for at flygte ville jeg acceptere alt hvad der kom til mig, behageligt som ubehageligt, jeg ville dykke endnu længere ind ind i de ubehagelige følelser og tanker, og se angsten i øjnene. Jeg begynder at gentage disse ord for mig selv: ”Alt er præcist som det skal være, Alt er som det er, og det kan alligevel ikke være anderledes” Igen, igen, og igen... Dette beroliger mig ekstremt, og med denne magiske sætning formår jeg at overvinde min angst, og give fuldstændig slip.
Denne oplevelse af at give fuldstændig slip og acceptere alting som det kommer, giver mig en af de vigtigste indsigter i mit liv. Jeg forstår at frygt blot er en urationel ubehagelig følelse der bunder i frygten for det ukendte. Den styrer vores liv med hård hånd hvis vi ikke griber ind og ser den i øjnene. Den holder os tilbage for at opnå vores lyster og drømme, den hæmmer vores vækst som mennesker, men er stadig en vigtig bestanddel af hjernens funktion, da den også holders os tilbage fra at udføre fuldstændig vandvittige eksperimenter, som kunne resultere i vores fysiske død.
Jeg forstår nu at frygten ikke er vores fjende, men blot en misforstået ven. Jeg kan nu anse virkeligheden som jeg vil, gøre den til hvad jeg vil. Jeg føler mig i fuldstændig kontakt med universitet og alt levende, jeg rummer al bevidsthed og jeg udsender voldsomt meget positiv energi.
Jeg åbner øjnene langsomt, og synet det møder mig er mildest talt imponerende! Det første jeg lækker mærke til er nogle tågede pletter med kraftige gule og rødlige nuancer, som er resultatet af jeg har ligget med lukkede øjne i godt og vel 2½-3 timer. jeg kan ærligt talt ikke se for fem flade øre de første 3 minutter, men langsomt begynder tågen at forsvinde, og pludselig finder jeg mig selv liggende og stirre ind i en lang tunnel af græs. Tunnelen var selvfølgelig en illusion, en ganske livagtig én af slagsen! Det ville være uretfærdig imod oplevelsen, hvis jeg prøvede at beskrive mine OEV visioner med ord ned til mindste detalje og hvis jeg skal være helt ærlig er jeg heller ikke i stand til det - men jeg vil gerne prøve at give et lille indblik i den verden der stod mig i møde.
ALT var ekstremt levende, der var ikke en sten, ikke en gren, ikke et enkelt græsstrå der ikke havde fuldstændige vidunderlige mønstre på sig, og farverne.. Wow... Fraktaler over alt, dansende, pulserende, i takt til indsekternes summen, fuglens fløjten, vandets bølger. Samtidig med dette, gik de kvindelige figurer, heldigvis de smukke, igen over alt! Når jeg kiggede op i træners trækroge var der store kvindelige skikkelser, og hvis jeg stillede skarpt på en lille gren, eller et blad, ville der komme et lille kvindeligt væsen til syne – altid i forskellige stillinger. Nogle gange var der kun et enkelt individ, andre gange flere ved siden af hinanden, eller flere inde i hinanden for den sags skyld. Dette gjorde mig helt vild, jeg var fuldstændig målløs, mundlam. For det meste sad jeg bare og grinte stille over vandvidet ”det kan da ikke lade sig gøre det her, hvordan kan et menneske opleve verden SÅ smuk” tænkte jeg.
Mine tanker føles flydende og de passere mit sind gnidningsfrit samt i bedste orden, jeg har en fornemmelse af, at mit intellekt er permanent steget en grad op af IQ-skalaen. Jeg har heller ingen mindfucks, jeg føler mig i perfekt stand til at kunne kommunikere med andre mennesker, og fungere i hverdagens trommerum, dette set i bakspejlet var selvfølgelig en vrangforestilling. Denne følelse af at tankemæssigt være fuldstændig normal, samtidig med at hele min visuelle verden smelter foran øjene på mig, samt min krop føles som bløde elektriske stikkende pilespidser der konstant ændre position får overbevist mig om at jeg er dykket så langt ind i trippet at jeg nu ikke kan slippe trippet igen – jeg får overbevist mig selv om at jeg evighedstripper.
Men det virkelig interessante er, at det skræmmer mig ikke. Faktisk er min reaktion sådan lidt alla ”well...now ive done it” og min næste tanke er at jeg nu er nød til at starte helt forfra, at skulle lære alt igen i en ekstrem psykedelisk tilstand, og det eneste der sådan virkelig går mig på er at jeg bliver klar over at jeg aldrig kommer til føre et køretøj igen, da det ville være fuldstændig uansvarligt i min tilstand.
Klokken går hen og bliver seks så jeg beslutter mig for at pakke mine ting sammen, og gå hjem ad. Jeg er stadig meget påvirket, og gåturen er udmattede selvom der kun er en halv times gang hjem til mig selv, da et par bananer og vinddruer er det eneste jeg har spist de sidste 4-5 timer. Men det gør mig ikke noget, for hold da op hvor er verden smuk. Jeg svæver nærmest igennem et levende oliemaleri.. På et tidspunkt kommer jeg til en lang, snorlige vej, der har en svag hældning med en lille bakke for enden. Jeg tænker at jeg skal prøve noget sjovt, så jeg fokusere på bakken lige fremme mens jeg går, dette påvirker mit perifere synsfelt efter hensigten, og efter ganske kort tid begynder græsset i begge vejkanter at vokse mod midte, for tilsidst at fuldstændig overdække grusvejen. Jeg bliver helt vild over denne illusion, og jeg husker det også som kulminationen på trippet, en slags følelsesmæssig “I came, I saw, I conquered”.
Efter dette er der ikke så meget at skrive. Jeg kom hjem, fik fyldt tanken op, og smidt mig på sofaen. Jeg så en eller anden ligegyldig Hollywood komedie, mens jeg langsomt tog afsked med de sidste beskedne psykedeliske effekter, og de sidste kvindelige figurere..
Tusind tak fordi du tog dig tid til at læse min rapport! Jeg ved godt at jeg roder lidt rundt i tidzonerne, men jeg orker ikke rette det nu.
PLUR.
Lidt efterfølgende overvejelser:
Jeg lagde mærke til at, da jeg kom hjem satte jeg mig for at nu ville jeg ikke trippe mere, og dette gjorde faktisk at trippet forsvandt meget hurtigt i forhold til hvor langt væk jeg egentlig var. Jeg har meget på fornemmelsen at ens indstilling har meget at gøre med hvor ”langt man kan gå” på psykedeliske stoffer, at man nærmest med den rette indstilling kan booste trippet længere end man ellers ville have kunnet, og omvendt (til en vis grad selvfølgelig). Er der nogle af jer der kan nikke genkendende til det?
Log ind
Tilmeld
OSS
Søg
