|
Substans/er: Cubensis
Setting: I byen
Var du sammen med andre: Nej
Erfaring: Begynder
Dosering og anden informaton om substanserne
35 Gram friske Equadorian svampe
1 joint med stærk skunk
Mere information om settings,mental tilstand og evt. sygdomme mm.
Triprapporten
Det her er en lang og detaljeret beskrivelse af mit vildeste badtrip nogensinde. Jeg har selv lært meget af denne oplevelse, og den har givet mig den dybeste respekt for psilocybin. Hovedtemaerne i dette trip var frygt, dyb paranoia og dumhed/uvidenhed.
I sommeren 2008 drog jeg alene afsted på interrail. Før den første afgang havde jeg til punkt og prikke planlagt 30 dage rundt i Europa med første stop i Amsterdam.
På daværende tidspunkt havde jeg ikke en særlig stor viden om psilocybin svampe, derfor har jeg valgt ''begynder'' som erfaringsniveau.
Jeg hoppede på et tysk tog fra Kolding en dag senere end planlagt. Dagen forinden havde jeg stået på den samme perron for at komme med toget, men jeg blev nægtet adgang fordi det var over fyldt.
På turen derned satte jeg mig selv op til at ville prøve et svampetrip af højere dose end hvad jeg tidligere havde oplevet. Som skrevet, havde jeg på dette tidspunkt ikke særlig stor viden om effekterne af svampe, hvilke omstændigheder de bedst tages under og hvad der kan gøres for at opløse et dårligt trip. Jeg havde dog forinden forsøgt mig med lave doser af mexicanske svampe sammen med venner. Disse oplevelser havde været ret underholdende og problemfrie, nok fordi at ingen af os oplevede en kraftig psykedelisk effekt.
Anskaffelse og indlogering
Jeg ankom til Amsterdam ved 11:00 tiden. Jeg havde fået et par timers dårlig søvn i toget på et lille hårdt sæde, så jeg var kun relativt frisk og udhvilet. Dette skulle dog ikke sætte en stopper for min plan om et trip. Jeg gik ud fra banegården og så for første gang Amsterdam med egne øjne. Strømmen af mennesker fra banegården gjorde jeg mig til ét med, og fulgte den ned i gågaden. Her fandt jeg ''Blues Brothers'' Coffe Shop hvor jeg fik mig en pose skunk og et par gode råd om Amsterdam fra bartenderen. Han anbefalede mig et hostel kaldet The Flying Pig der lå lige på den anden side af gaden. Jeg gik ud fra Shoppen og noterede mig The Flying Pig's beliggenhed. Af en eller anden grund ønskede jeg ikke at tjekke ind før jeg havde fundet en smart shop hvor jeg kunne anskaffe mig svampe. Jeg bevægede mig ned ad gågaden hvor jeg i løbet af kort tid fandt hvad jeg ledte efter. Damen der stod bag disken i smart shoppen fandt et menukort frem med forskellige svampe, kortet var indelt så de mindst potente svampe var nederst og de mest potente øverst. Jeg pegede midt på listen og bedte damen om at finde 35 gram Equadorian svampe til mig. Jeg følte selv på dette tidspunkt, at jeg havde trippet ordentligt på svampe med lav potens, så jeg var selvfølgelig klar til at gå skridtet videre... Damen fortalte mig, at jeg skulle være meget forsigtig med svampene. Hun rådede mig til at spise halvdelen først og derefter redosere efter behov. Et andet guldkorn hun gav mig med på vejen var noget med, at appelsin juice kunne fjerne noget af virkningen hvis svampene blev for voldsomme. Jeg takkede hende mange gange for venligheden og de gode råd, hvorefter jeg forlod butikken og gik mod The Flying Pig for at blive indlogeret. Da jeg åbnede hoveddøren til The Flying Pig var det første der fangede mit blik et lille skilt hvorpå der var malet en svamp der befandt sig bag 2 røde streger. Svampe var ikke i orden at have på sig eller være påvirket af på dette Hostel. Alligevel bookede jeg en køje i et 6-mands værelse for 3 dage. Efter at have modtaget nøglerne gik jeg op på værelset for at komme af med min taske. Værelset var helt menneske tomt, men man kunne se at alle sengende var okkuperede. Jeg låste min taske inde og begav mig ud i byen med mit skateboard, min mp3 afspiller, og en lille brun pose fyldt med svampe.
Indtagelsen
Jeg gik ud på gågaden og trak med det samme svampene op af posen. Efter at have revet den lille plastbox med svampe halvt åben gemte jeg den under armen inde i min hættetrøje. Ud fra denne placering kunne jeg trille ned ad gaden på mit skateboard, imens jeg næsten ubemærket kunne fiske den ene svamp efter den anden ud fra trøjen, og ind i munden. Som damen fra smart shoppen havde anbefalet mig, gemte jeg de sidste 50 % af svampene til senere. ... senere blev så 10 minutter efter den sidste af den ene halvdel var indtaget. Jeg fandt en lille sidegade med få mennesker hvor jeg i fred og ro kunne spise de sidste.
Jeg fortsatte ned af gaden i mens jeg hele tiden orienterede mig om hvor jeg var i forhold til The Flying Pig, for jeg ville selvfølgelig meget nødigt fare vild i Amsterdam på psykedelika.
På min tur igennem byen kiggede jeg i et par boder, hvor jeg bl.a. købte en bog der hed World Press Photo 86'. Dette var en bog med de bedste presse billeder fra 1986, den indeholdte de bedste billeder fra sportens verden, ''Hard News'', ''Soft News'', politiske begivenheder og billeder fra det daglige liv. -Denne information vil give mening senere i min beretning.
Et kort besøg i guds hus
Ca. 45 minutter efter indtagelsen, begyndte jeg at undre mig over hvorfor svampene ikke var trådt i kraft. Ideén om at jeg ikke havde fået en tilstrækkelig dose indenbords strejfede mig. Dette måtte ikke blive ligesom mine tidligere småture i det psykedeliske rum tænkte jeg. Et ordentligt gennembrud var hvad jeg ønskede, så jeg begyndte at lede efter endnu en smartshop. I jagten på en forhandler stødte jeg heldigvis på en lille kirke der lå klemt sammen imellem 2 store boligblokke. Kirken tiltrak mig, facadens detaljerige udsmykning fik mig til at stoppe op for at betragte. Min idé om at købe flere svampe blev erstattet af et ønske om at opleve kirkens indre. Jeg følte mig pludseligt utrolig udmattet, vægten måtte fjernes fra mine ben. Ved at sætte mig ind i kirken kunne jeg opfylde to meget påtrængende ønsker. Det var både en fornøjelig oplevelse og en udsøgt lettelse at sidde dér, i guds tomme hus med et hovedet fyldt med psilocybin. Efter en kort afslappende stund bed jeg mærke i den mærkværdige atmosfære jeg befandt mig i. Kirken virkede levende, den havde et behageligt åndedræt som kunne høres, men hverken ses eller mærkes. Kirken havde fået en bevidsthed af en eller anden art, som kun gav sig til kende i form af subtilt hviskende, ufortolkelige, men alligevel meningsfyldte lydbølger. Jeg kiggede på de meterhøje spir der markerede hver sin ende på alteret. De gik op i en spids og var spiralformede fra bund til top. Som de velkendte roterende rød - hvide spiraler uden ender indkapslet i søjler af plast, bevægede disse spiralformede spir sig roligt og konstant. ''Nu begynder det snart, men jeg må sætte det igang'' tænkte jeg. Jeg besluttede mig for at forlade kirken og gå tilbage til min køje på hostellet for at rulle et par joints. Turen fra kirken til min køje var meget lidt psykedelisk, kun sølle synsforstyrrelser beviste svampens tilstedeværelse.
Voldsomme følelser
Værelset var stadig tømt for mennesker da jeg åbnede op. Det glædede mig, det sidste jeg ønskede på dette tidspunkt var samtaler en flok fremmede mennesker. Jeg lagde mig op i min køje som var øverst og fandt World Press Photo 86 frem, bogen jeg havde erhvervet mig tidligere. Imens jeg rullede en joint kiggede jeg nøje bogen igennem. Den indeholdt bl.a. nogle sørgelige billeder af folk som var strandede i de mest forfærdelige situationer. Ved bare at kigge på disse billeder blev jeg nærmest tvunget til at identificere mig med de uheldige mennesker, Jeg følte hvad de følte, både fysisk og mentalt. Det gjorde allerhelvedes ondt på mig. jeg begyndte at græde uhæmmet. Efter mange tårer bladrede jeg videre til de 'gode nyheder'. Under denne overskrift fandt jeg billeder af stolte og lykkelige forældre der holdte deres nyfødte barn. Dette overvældede mig med kærlighed, eufori og livsglæde der kriblede og sitrede fra tåspidserne til toppen af mit hoved. Jeg begyndte igen at græde uhæmmet, og ligeledes le. Glædestårerne pressede sig frem, alle følelser som nybagte forældre må føle osede ud i stride strømme fra hele mit legeme. ''Fokuser! rul nu din pind færdig. Du har svælget nok rundt i den følelsesmæssige karrusel'' Jeg fik samlet mig selv nok sammen til at gøre arbejdet færdig.
Den fremmede orangeklædte mand:
Jeg kravlede ned fra køjesengen og satte mig i vindueskarmen nær et åbent vindue. Her satte jeg ild til min hjemmelavede joint, hvis skæve og ualmindeligt brede form vidnede om en åndsfraværende skaber. Efter et par korte hiv af pinden følte jeg mig mere som mig selv igen. Mine følelser var under kontrol. Jeg begyndte at tænke på hvordan jeg burde lade dagen udfolde sig. Skulle jeg trippe i min køje? eller var en tur rundt i Amsterdam det rigtige valg? - Imens jeg overvejede mine muligheder trådte der en høj mand ind i lokalet. Han gik klædt i en orange dragt som havde den mest afslørende V udskæring jeg nogensinde havde set. Et tyndt lag af krusede sorte hår dækkede hans åbne bryst, og hans hoved var prydet med en tyk, kort hanekam. Jeg var i et mildt chok, ikke pga. hans udseende, men fordi han var tilstede, lige foran mig, på et tidspunkt hvor jeg slet ikke havde skænket værelsets andre logerende en tanke... Han sendte mig et helt igennem ægte smil, hilste på mig og satte sig ved siden af mig i den brede vindueskarm. Han virkede som en rar mand der nok ikke var bleg for at ryge med på min joint, så den hev jeg frem fra bag min ryg, mit elendige gemmested, hvor jeg havde holdt den skjult fra det øjeblik han havde trådt ind ad døren, for cannabis måtte ikke ryges på værelserne. Jeg overrakte den orangeklædte mand jointen som han glædeligt tog imod ''Why is this joint so crooked?'' sagde han og lo. Han var fra Italien fortalte han. Han arbejdede som protese mager i en lille landsby hvor han boede med sine forældre. Jeg spurgte lidt ind til hvad han synes om at bo i Italien, hvortil han svarede at han aldrig havde ønsket sig at bo andre steder, indtil....... Jeg kan ikke genfortælle hvad han fortalte på dette tidspunkt, jeg ved kun at det omhandlede den politiske situation i hans hjemland. I løbet af vores samtale følte jeg at det var nødvendigt at gøre ham opmærksom på at jeg var påvirket af psilocybin. Jeg følte at jeg opførte mig meget underligt, et eller andet måtte jeg forklare min opførsel med. Jeg uddybede min situation så godt jeg kunne og afsluttede min lange usammenhængende talestrøm med: But i can't really feel it working on me yet?'' Han kiggede på mig med et kæmpe smil, lagde hånden på min skulder og sagde ''Be careful my friend, it's very powerful stuff, believe me, i know, i've been there'' efter færdiggørelsen af sin sætning gik det op for mig, at værelsets dimensioner havde ændret sig, drastisk. Det samme havde hans ansigts propertioner. Jeg var forbløffet over hvor hurtigt virkningen havde sneget sig ind på mig. Aldrig før havde jeg oplevet så voldsomme forskydninger af altings ellers så monotone og praktiske matematiske liniæritet. Min indtagede dose af psilocybin var tydeligvis langt højere end alle tidligere doseringer, og her sad jeg, i en storby jeg aldrig før havde befundet mig i før, langt væk fra alle der kendte mig og som ville kunne hjælpe hvis trippet blev til mere end jeg kunne kapere. Den orangeklædte mand sad stadig overfor mig, han smilte, sikkert lige så inderligt som han havde gjort fra start, men hans nede-på-jorden, behagelige og betryggende væremåde var forsvundet, hans smil virkede udspekuleret, gennemtænkt, påtaget og konspirerende. Jeg forsøgte at skære igennem mine kyniske briller for at se ham som jeg tidligere havde gjort, men det kunne ikke lade sig gøre. Jeg fik dog alligevel sagt pænt farvel til ham, tror jeg, inden jeg tumlede ud af døren.
Forinden min halv dramatiske exit havde jeg iført mig en alt, alt for stor og tynd grålig batik hættetrøje og et par shorts og solbriller. Solbrillerne priste jeg mig virkelig lykkelig for at have medbragt, for de ville kunne danne et slags filter imellem mig og resten af verden. Alt kunne komme lidt på afstand. Jeg tænkte, at de ville kunne fungere som et slags skjold, en mulighed for at forsvare mig imod ondsindede hallucinationer.
Den sorte hestevogn
På 4. sal, ude på gangen, lige udenfor værelset betragtede jeg de lange tæppeklædte korridorer. De tykke røde tæpper dansede og bølgede helt tilfældigt, uden nogen klar rytme. Jeg fornemmede at hele scenariet havde en knap så godartet dagsorden så jeg skyndte mig videre, ned af vindeltrapperne som var svøbt ind i det samme stof. Den cirkulære, nedadgående bevægelse (the downward spiral) skabte en voldsom urolighed i hele min krop der blev værre og værre jo længere ned jeg kom. Trappen virkede uendelig. Den tid det tog mig at nå bunden forekom mig som værende af timer i stedet for sekunder. Mange timer efter påbegyndelsen af min nedstigning, som nok i ædruelige menneskers tidsopfattelse blev opfattet som sekunder, nåede jeg bunden. Receptionen. Her befandt der sig en mængde mennesker der alle sammen lod til at have fæstnet deres blik på mig. Jeg kom i tanke om, at man ikke måtte være påvirket af svampe på The Flying Pig. Bevidstheden om dette, skabte en overvældende nervøsitet i mig, samtidig med at uroligheden i min krop voksede sig større. For at forklare hvor rædderligt jeg havde det på dette tidspunkt skal det nævnes, at jeg er et meget selvbevidst væsen, der absolut ikke bryder sig om at blive iagttaget af mange fremmede mennesker på én gang. Jeg måtte ud derfra med det samme. Jeg stod stille i et kort øjeblik for at samle mod til den heroiske bedrift som jeg vidste at jeg måtte begå. Da jeg følte at jeg havde opsamlet nok vovemod stormede jeg de ca. 10-15 meter der var fra hvor jeg stod til hoveddøren, igennem menneskemængden der sad stille og roligt og slappede af på tæpper og i sækkestole. Jeg havde nået målet og var trådt igennem til den anden side. Det syn der mødte mig på denne befærdede gågade er muligvis det mest psykedeliske jeg til dato har oplevet. Uroligheden, nervøsiteten og selvbevidstheden forduftede øjeblikkeligt. Jeg valgte at gå direkte ud, midt i menneksemængden, og bare gå, uanset hvorhen, bare videre, så langt væk fra de stirrende mennesker fra The Flying Pig som muligt. Der gik jeg så, stærkt beruset af psilocybin, midt i en hord af mennesker som alle sammen fremstod helt og aldeles klart, alle detaljer inkluderede, alle sammen opfattede jeg så tydeligt og bevidst for sig selv, som hvis jeg bare nærstuderede ét menneske og alle dets visuelle facetter. Jeg har virkelig svært ved at forklare denne oplevelse... Det var som om at alt i mit synsfelt blev opfattet, registreret og analyseret individuelt i løbet af splitsekunder, på én gang. Mig selv, og alle andre lod til at bevæge sig i slowmotion. Dette varede desværre kun i et kort stykke tid. Min midlertidige evne til at opfatte alt og alle individuelt på én gang forsvandt som dug for solen. Jeg var igen overladt til en ubehagelig kropsfornemmelse. Jeg gik langsomt, zig zaggede mig igennem mængden. Muzakken fra de nærtliggende butikker forstyrrede mig grusomt. midt i dette virvar af ubehaglige sanseindtryk blev jeg stoppet af et forstyrrende fragment af infrastruktur, en vej der skar tværs igennem min egen retning. Den var traffikeret af cykler og motoriserede køretøjer af forskellig slags. Efter lidt tid hvor jeg stod og ventede på fri bane så jeg kunne krydse denne fysiske barriere og fortsætte, dukkede der en hestevogn op som var malet i sort piano lak. Hestene som trak vognen var kulsorte, kusken var sort, alt var sort. Denne mobile ensemble af den pureste døds symbolik valgte at stoppe op lige foran mig. Jeg betragtede nu det stagnerende bæst i al sin ækle pomt og pragt imens hestene vrinskede og afventede grønt lys så de kunne trække dette storslåede blankpolerede vampyriske fartøj til Hades hvor det hørte til. Det lod til at kusken kiggede på mig hvilket var aldeles rædselsfuldt, for hans ansigt, ja hele hans krop havde omdannet sig til en gennemført afspejling af min egen stereotype forestilling om belzebub, lucifer, satan selv, med små horn, hove, en tyk rødlig manke og døde dyreøjne. Der blev stirret intenst på mig, han gennemskuede mit inderste væsen og fnyste, højlydt og overlegent imens den 4-hjulede inkarnation af komplet destruktion lod sin sorte farve flyde ned på asfalten og hen imod mig. Imens jeg kiggede på den sorte farve der hastigt, og med elegante flydende bevægelser nærmede sig mine hjælpeløse sko, lød der et kort grynt fra en af hestene, de havde nu fået tilladelse til at fortsætte ned af vejen. Jeg vendte med ærefrygt og min fulde opmærksomhed blikket mod det utrolige syn af det muskeldrevne monster der fór afsted, nu med store slikkende flammer der fortærede køretøjet og efterlod sig små sorte bål på asfalten der kunne brænde helt uden næring.
Sporvogne og forvredne cyklister
Jeg var skræmt fra vid og sans, men jeg lod det ikke blive udtrykket udadtil, det ville bare have tiltrukket mere opmærksomhed fra alle de folk som i forvejen stirrede på mig, Hvis jeg gav efter for frygten ville jeg dermed forværre min i forvejen besværlige situationen. Oven i de andre ubehagelige kropsfornemmelser jeg døjede med havde jeg fået kvalme efter synet af hestevognen. Men jeg var alligevel ok, følte jeg, for hele beskuelsen af hestevognshelvedet havde foregået igennem solbrillernes beskyttende filter, så det rædselsfulde syn havde ikke forskruet eller på anden vis påvirket essensen af mig selv. Efter at have sundet mig lidt, krydsede jeg vejen. På den anden side besluttede jeg mig for at finde et roligt sted med så lidt mennesker som muligt. Jeg udså mig et sted lidt længere nede ad gaden, hvor jeg kunne fornemme at der var et hul imellem to bygninger, en lille sti der muligvis kunne føre mig til et frirum. Jeg fulgte min plan, gik igennem gyden, og opdagede at den havde ført mig til en større, mere traffikeret vej hvor der oven i købet kørte sporvogne rundt som udsendte meget karakteristiske lyde som stadig sidder indprintet i mit hoved den dag idag - En langtrukken, hovedsagligt ren elektrisk lyd, kun med få korn i den ellers så statiske lyd, alt sammen spicet med doppler effekt. Jeg stod på fortorvet, og betragtede dette kapløb af menneskelige opfindelser der alle sammen er skabt for at reducere menneskets bevægelsestid fra A til B. Cyklisterne var de værste. De kom farende forbi mig med hastige jævne mellemrum. Deres ansigter forvred sig alle sammen i voldelig grad. Alle stirrede, og alle var bevidste om at jeg var på svampe. På det her tidspunkt havde jeg det ufattelig dårligt, både fysisk og mentalt. Jeg måtte gøre et eller andet meget hurtigt for at forbedre min tilstand. Jeg observerede traffikken og øjnede hele tiden muligheder for at løbe over på den anden side af vejen, men hver gang jeg satte i bevægelse lukkede hullet i traffikken og jeg måtte stoppe op. Jeg aner ikke hvor længe jeg stod der og forsøgte at komme over, men på en eller anden måde lykkedes det mig til sidst.
Et mål
Nu stod jeg ved et havneområde ved det som jeg senere hen har fundet ud lå tæt på henholdsvis en flydende kinesisk restaurant, og ved siden af, et kæmpe bibliotek. Nær vandet satte jeg mig på en trappe hvor jeg ville forsøge at tage min situation til overvejelse. I forhold til hvor jeg tidligere havde befundet mig var det behageligt at sidde der på trappen for der var mennesketomt og relativt stille. Jeg kan huske at jeg sidder der, og kigger ned på brostenene hvorpå mine fødder skulle hvile, men ligesom brostenene, og det tykke røde tæppe som tidligere nævnt, dansede mine fødder i takt til brostenenes uregerlige bevægelser. Det var for meget at sidde at kigge på, så jeg valgte at vende mit blik imod den klare himmel, og i et stykke tid virkede den afslappende og betryggende. Men bedst som jeg sad der og faldt lidt til ro begyndte der at danne sig en stor, sort og pulserende sfære på himmelen, der ligesom korridoren på The Flying Pig havde en ondsindet dagsorden.''Giv mig nu en chance!'' tænkte jeg og lukkede øjnene, alt andet end bagsiden af mine øjenlåg var skrækkeligt at lægge blikket på... ''Du kender ingen i dette land'' ''Der kommer ikke nogen og redder dig'' ''du er helt og aldeles på egen hånd min ven'' og i dét øjeblik slår det mig, ''du skal da have fat i noget appelsinjuice! ''Damen der solgte dig svampene fortalte dig at denne væske kan formindske dine hallucinationer''! triumf!! Fryd!!! Lyksaglighed i litervis!!! Nu fik jeg noget at gå efter. Et mål af en art, som om ikke andet kunne holde mig beskæftiget i det næste lange stykke tid!
Jagten på appelsinjuice
Jeg rejste mig fra mit midlertidige frirum og begav mig med fornyet energi ud i byen. Jeg besluttede mig for at jeg ville være ligeglad med om jeg fór vild eller ej. ''Så lidt bekymringer som muligt og så meget appelsinjuice du kan bære i dine to gode arme vil være det bedste for dig lige nu.'' Jeg udvalgte en retning der lod til at føre væk fra transport trafikken. Jeg gik, og gik, og gik. Jeg hallucinerede stadig helt vildt på dette tidspunkt, men jeg anskuede dem anderledes, de holdt mig ved selskab og underholdte mig i stedet for at skræmme mig. Jeg gik rundt i timevis uden at lægge mærke til et eneste supermarked eller kiosk. Selv følte jeg, at jeg var meget opmærksom på hvilke butikker der var omkring mig, og dét at jeg ikke kunne finde nogen der kunne sælge mig noget forbandet appelsinjuice begyndte virkelig at frustrere mig. Hele den her del af trippet fremstår meget sløret i mit sind, men jeg kan dog huske et fragment hvor jeg gik ned ad en snor lige gade uden mennesker. Alle kanter sprang mig i øjnene med usædvanlig skarphed. Den ene side af den gade jeg kan huske jeg gik på var indhyllet i en stor, lilla pressening, som spejlede sin smukke farve over på bygningerne overfor den. Det næste jeg kan huske er at jeg langt om længe finder en kiosk. Jeg stod inden i den, overfor ekspedienten, som virkede til at være flere kilometer væk fysisk. Jeg forsøgte at formulere den simple sætning der skal til for at få en person til at finde et par liter juice, men hver gang jeg forsøgte at presse ordene ud af munden på mig selv blev de kvalt og lemlæstede til ukendelighed. Efter mange forgæves forsøg fik jeg dog hevet dem ud af mig selv ved at akkompagnere mine mund bevægelser med en massiv mængde luft som selvfølgelig manifesterede sig som et gedigent skrig... Hun opfangede hvad jeg ville have og gav mig hvad jeg ønskede. Glad og tilfreds gik jeg ud af kiosken imens jeg åbnede den første liter af hvad der på dette tidspunkt forekom mig som værende koldpresset guddommelig nektar.
Midlertidigt frirum i den grønne park
Jeg fortsatte ned ad den omtalte gade som til min store glæde mundede ud i et stort grønt område hvor der i nærheden blev spillet live musik. Jeg begav mig hen over en stor plæne og fandt på den anden side en bænk placeret nær en lille sø. Bænken var fanget inden i en kuppel af buske som gav skygge og dannede et ca. halvanden meter langt halvtag, hvorunder jeg kunne sidde lidt skjult og få overstået den værste del af trippet. Bag søen som jeg sad overfor tårnede der sig en tæt skov op, og et eller andet sted inden i dén kunne jeg høre musikken blive spillet. Jeg havde nu endelig fundet et frirum uden bylarm, kun lyden af kvidrende fugle og musik. Der sad jeg, drak min appelsinjuice og kiggede på de pulserende lydbølger der blev pumpet op fra skovens indre. Her faldt jeg ordentligt til ro. Jeg havde ikke den mindste idé om hvor jeg befandt mig i forhold til The Flying Pig, men det kunne være ligegyldigt nu. i Løbet af den tid hvor jeg sad på bænken kom der gentagne gange den samme gamle dame kørende forbi mig på en el-scooter. Alle gangene kørte hun utrolig langsomt forbi mig, og stirrede mig direkte i øjnene lige fra hendes synsfelt tillod det, til jeg for hende var ude af syne. Det gjorde mig en smule paranoid, og jeg kan huske at jeg tænkte på at hun havde gennemskuet mig, hun var ude på noget, efter mig, om man vil. Tanken om at hun ville komme forbi éndnu en gang og penetrere mig med sine øjne var for meget at bære, så jeg flygtede fra bænken, over plænen og op i byen ad samme vej som jeg tidligere havde kommet. Det lod til at appelsinjuicen havde virket, et eller andet havde ihvertfald reduceret svampenes magtfulde greb, om det var tiden der var gået fra indtagelse eller stedet jeg før havde siddet der havde forbedret min tilstand aner jeg ikke, jeg havde ikke engang den fjerneste fornemmelse af hvor lang tid der var gået siden jeg indtog dem. De visuelle hallucinationer var i hvertfald næsten forsvundet nu. Kun filmtynde og minimale hallucinationer fortalte mig at jeg stadig havde psilocybin i systemet. Jeg ville tilbage til hostellet nu, hvile i min seng og få dagen overstået med det samme. Jeg fik herefter fat i en mands opmærksomhed. Jeg spurgte ham om hvor jeg var, og hvordan jeg kunne komme tilbage til Centraal Station. Han kiggede forbløffet på mig og fortalte at jeg var meget langt væk derfra, men at jeg kunne tage en sporvogn direkte hen til Centraal Station. Han viste mig hen til et stoppested hvor han efterlod mig. Sporvognen og dens karakteristiske lyd der kort tid efter kom rullende frembragte minder og ubehagelige hallucinationer fra tidligere på dagen. Skulle jeg virkelig ind i maven på dette bæst? Det var selvfølgelig den hurtigste og nemmeste måde at nå mit mål på, så jeg gik ombord og fik med stort besvær hevet en skilling frem til billetten. Vognen var fyldt til randen med mennesker. Der var ingen siddepladser tilbage, så jeg stillede mig op ad siden af vognen hvor jeg kunne stå, fastlåst i en klemme imellem de andre passagerer. Der var ikke noget ved stemningen i vognen der alarmerede mig, alle passede deres eget. Men det at stå inden i skabningen der frembragte minder fra tidligere var alt for meget. Jeg satte gang i min mp3 afspiller og lukkede øjnene indtil vognen nåede Centraal Station.
Ren paranoia
Jeg steg ud, og kunne herfra nemt orientere mig. Jeg fandt hurtigt The Flying Pig igen. Her gik jeg roligt igennem receptionen, op ad vindeltrapperne og ind på værelset som igen var tomt. Jeg havde nået målet, her kunne jeg hvile forevigt. Jeg smed alt mit tøj og kravlede med bar røv op i den øverste køje. Jeg kiggede bogen ''World Press Photo 86'' igennem endnu engang, men denne gang blev der ikke frembragt nogen bemærkelsesværdigt stærke følelser. ''Jeg er nede'' noterede jeg mig med hovedet på puden. Jeg forsøgte at lægge mig til at sove, men dagens ekstraordinære strabadser kørte rundt i mit hoved. Samtidig med dette, kunne jeg høre folk der snakkede nedenfor vinduet hvor jeg tidligere havde siddet. De sad dernede i baren og snakkede, om mig. En flok Amerikanske jocks havde åbenbart lagt mærke til min mærkelige opførsel tidligere på dagen. En af dem sagde at han lige havde set mig komme hjem. De snakkede videre om mig, en sagde '' Haven't you seen him? He's a little punk with gigant sunglasses and hippie-like clothes''. Hvorfor snakkede de så meget om mig? Og hvorfor lige uden for mit vindue? Har de da ikke bedre ting at tage sig til? De fortsatte i lang tid med at snakke om hvor latterlig de synes jeg så ud. En af dem sagde midt i det hele ''I know which room he's sleeping in, and, i have obtained the key'' Fuck! Hvad er de ude på?! Tænkte jeg skræmt og lyttede videre. Nu sad de og diskuterede om hvorvidt de skulle komme op på mit værelse og tæve mig. Det tog lidt tid før de kom til enighed. ''Allright, let's do it now. I wanna beat that boy to death'' - Et splitsekund efter denne sætning sad jeg op i min seng med en rasende høj puls og et hjerteslag der kunne høres helt ude på gangen. Jeg drejede forvirret rundt i sengen og væltede ned på gulvet oven på min bunke af tøj, som jeg iførte mig hurtigere end nogensinde før. Jeg rystede i hele kroppen, hvad skulle jeg gøre? Der var så vidt jeg vidste kun én vej op til salen hvor jeg befandt mig, vindeltrappen, og den ville amerikanerne komme stormene op af om et øjeblik. Jeg kunne ikke benytte trappen og skjule mig ude i byen, så jeg valgte derfor at løbe ud på toilettet og låse mig inde bag en tynd dør der kun blev holdt på plads af et par sølle hængsler og en svag lås. Jeg følte mig fortabt og slået. Jeg kiggede mig selv i spejlet og lagde mærke til mine enorme pupiller og mit bryst der hoppede ind og ud af sig selv, lidt som et fladt bat i bevægelse, hvorpå der i midten sidder en elastik med en bold i den anden ende. Ind og ud. Jeg kunne stadig høre amerikanerne snakke om mig. Jeg udledte fra deres snak, at de sad i baren endnu. Døren til toilettet kunne nemt sparkes ind, så for at frelse mig selv for den ordentlige omgang tæsk der lå mig i vente begav jeg mig ud i værelset igen. Jeg stilte mig ved døren ud til gangen og lyttede. Der lod til at være fri bane. Jeg rev døren op og piskede ned ad vindeltrappen. Jeg frygtede af hele mit væsen at jeg skulle støde på amerikanerne på vejen ned af trappen. Dette skete ikke. Jeg nåede receptionen og stormede for anden gang igennem den, for at nå hoveddøren. Uden komplikationer var jeg kommet ud på gågaden igen. Jeg besluttede mig for at finde et sted med så mange mennesker som muligt, for andre menneskers tilstedeværelse ville nok kunne forhindre amerikanerne i at udføre hvad de havde i sinde. Jeg valgte at gå imod Centraal Station, et naturligt sted at søge hen hvis man ønsker at forsvinde i mængden. På vejen derop kunne jeg høre amerikanerne tale bag min ryg, de var efter mig, men udfra deres samtaler lod det ikke til at de var klar over at jeg gik lige foran dem. De talte stadig om mig, og fulgte mine skridt hen til Centraal Station. Her stilte jeg mig, med ryggen presset op af den store bygning imens jeg scannede alle mennesker for evt. at kunne udpege amerikanerne hvis de nærmede sig. Her stod jeg så i en times tid, dybt paranoid og skrækslagen. Jeg kunne ikke længere høre deres samtaler. Var amerikanerne væk? Havde de nogensinde været der? De havde jo været i hælene på mig hele tiden, så hvorfor havde de ikke slået til? Jeg konkluderede, at det nok alt sammen havde fundet sted i mit hoved. Alle samtalerne havde jeg selv skabt. Al min frygt havde været forårsaget af det pureste selvskabte opspind som jeg endda havde dannet på engelsk for at gøre illusionen mere uigennemskuelig. Jeg lo lettelsens latter og gik tilbage til The Flying Pig. På vejen fra Centraal Station til min køje hørte jeg ingen tale om mig. Selv i min køje var jeg i fred og ro, alt var stille. Jeg var nu helt overbevist om at amerikanerne aldrig havde været til stede fysisk. Nu følte jeg mig helt nede, endelig. Ingen hallucinationer kunne spores, hverken oev's, cev's eller auditive forstyrrelser.
Under min dyne lå jeg og tænkte på min dumdristighed. Jeg havde ikke på noget tidspunkt haft nogen idé om hvad jeg havde gang i. Jeg havde haft et brændende ønske om en heftig psykedelisk oplevelse som jeg intet vidste om. Alt havde været dømt til at gå galt lige fra starten. Hvad havde jeg forventet af denne oplevelse? Intet andet end morsomme hallucinationer og sjove tanker. Jeg følte mig utrolig barnlig og skrøbelig. Lige fra starten, havde jeg været hovmodig, kæphøj og arrogant. Intet kunne have væltet mig af pinden. Jeg havde været overbevist om at jeg sagtens kunne kontrollere en sådan oplevelse, selv under ugunstige forhold. Svampen havde givet mig en hård lærestreg og fyldt mig med respekt for dens virkning. Den havde hugget min følelse af uovervindelighed i stumper og stykker og efterladt mig ydmyg. Imens jeg døsede hen og så småt undergik overgangen fra vågen til sovende, synkede hele oplevelsen ind i mig, og fyldte mig med en nyfunden anskuelse af min væremåde og tilgang til alle livets udfordringer og muligheder. Mit forhold til psykedeliske stoffer har aldrig været det samme siden.
_________________
''In a world gone mad, only a lunatic is truly insane'' -Homer Simpson
Senest rettet af Hjørdis 28 jun 2011 12:31, rettet i alt 1 gang.
|
Log ind
Tilmeld
OSS
Søg
Ved selvfølgelig ikke om du kender til fænomenet, det var bare min umiddelbare analyse 
