|
Substans/er: Psilocybin Cubensis
Setting: Hjemme eller hos ven
Var du sammen med andre: Nej
Erfaring: Begynder
Dosering og anden informaton om substanserne
2,5 g Columbianske Magic Mushrooms
Mere information om settings,mental tilstand og evt. sygdomme mm.
Det er to år siden jeg for første gang tog et psychedlisk stof og efter at have brugt lang tid på at fordøje oplevelsen, besluttede jeg at tage en tur mere. Sidst var en ret stor dosis LSD og denne gang ville jeg prøve svampe. Jeg har læst lidt trip-rapporter inden for at få en idé om hvad jeg kunne vente mig og har desuden læst lidt i en bog der hedder Food of the Gods med en mand der hedder Terence McKenna, som var fortaler for brug af psychedelica til selv-opdagelse og introspektion. Og det var netop hvad formålet med denne tur skulle være.
Triprapporten
Før trippet.
Jeg står op en lørdag formiddag og går ud i postkassen og opdager til stor glæde at jeg endelig har modtaget mine columbianske cubensis, jeg bestilte om mandagen. Jeg tager ned og handler ind til trippet og får ryddet op og gjordt mit kollegie-værelse lidt pænt og hyggeligt. Jeg læser et par artikler om den menneskelige evolution, bevidsthedsskiftet og om mayaernes kalender for at skabe et mindset og et godt grundlag at starte trippet ud fra. Jeg indtager halvdelen, ca 1,25g, og sidder mig og mediterer indtil trippet begynder.
Come-up.
Der går ca en halv time, før det begynder. Det starter som en let snurren i kroppen; nærmest som om en mild feber er ved at snige sig ind på mig. Jeg bliver let i sindet og griner og fniser lidt af det hele. Mønstre begynder at vise sig. Jo mere jeg slapper af, jo stærkere bliver de. Jeg tænker, at det er et power-play - Svampen vil have mig til at give slip og lade den vise mig sig selv i dets eget tempo. Så jeg giver slip på forventningerne og lader den komme frem ad sig selv.
Der går noget tid og mine visuals bliver kraftigere. En slags zoomen ud og ind, geometriske mønstre der køre rundt som en slags tand-hjul. Jeg kigger på min kaktus, der står i vidueskarmen og det er som om jeg kan zoome helt ind og se hvordan den er sat sammen af små micro-organismer. Jeg går ud på toilettet og ser mig i spejlet. Mit ansigt bliver fragmenteret; delt op i felter, der hænger sammen udafhængigt af hinanden. En masse forskellige felter fra andre ansigter - egyptiske farao'er og hvad ved jeg - sættes ind i stedet for mit ansigt, nærmest som et evigt skiftende puslespil eller som "kamelæon-dragten" fra A Scanner Darkly, hvis nogen af jer har set den film. Jeg går helt tæt på spejlet og ser igen hvordan jeg er sammensat af micro-organismer. Jeg griner højlydt idét jeg oplever en total fremmedgørelse fra mig selv. Jeg er ikke denne krop, som jeg har placeret foran spejlet. Det er som en marionette-dukke, jeg styrer i mit liv her på jorden; sammensat af små celler; med en masse nyttige funktioner. Men det er ikke "mig". Jeg ser klart hvordan jeg er den der styrer denne form; denne menneskekrop.
Jeg sætter mig ind til computeren igen og griber efter noget vand og her oplever jeg igen hvordan jeg kan bruge denne menneskekrop til en masse nyttige ting. Jeg synes der kommer en del visuelle effekter nu, så jeg lægger mig over i sengen og lukker øjnene og lytter til MGMT's nye album. Smukke men lidt utydelige mønstre dukker op; en slags tjorne der snor sig rundt.
Jeg får en indskydelse om at effekten er ved at aftage, så jeg vælger på impuls af æde resten af posen, 1,25g mere. Det er ca en time efter den første dose begyndte at virke. Jeg fortæller mig selv, at dette ikke er så vildt igen, ej heller særlig indadvendt og jeg vil have noget ud af dette - ikke bare lalle rundt og hygge mig.
Og jeg skal love for hyggen blev vendt. Der går ikke lang tid før den nye dosering tager fat. Jeg sætter noget Portishead på og sætter mig med lukkede øjne i lænestolen. Nu er mine CEV's rigtig tydelige. Tykke blodige tjorne snor sig rundt og jeg mærker hvordan Svampen flyder ud i mit system; overtager min krop, som for at meddele mig om, at "nu har jeg dig fandme, der er intet du kan stille op nu andet end at overgive dig og lade mig vise dig hvor stor og modbydelig jeg kan være".
Peaket.
"Okay, tænker jeg". Jeg mærker mine kæber spænde og opdager at hele min krop er spændt som en knude. Jeg slapper langsomt af i kroppen, stadig med lukkede øjne, og mærker hvordan Svampen har et solidt greb om mig. Jeg er i sandhed i dens magt og der er intet at gøre andet end at lade den lege med mig. Efterhånden som jeg slapper af og giver slip, mister jeg langsomt min kropsfornemmelse. Min sjæl bliver nærmest presset op igennem kroppen i takt med at jeg giver slip og bliver til sidst spyttet ud igennem min pandeskal hvorefter den hopper tilbage ind igennem maven på mig.
Mine CEV's tiltager til stadighed. Voldsomme blodige tjorne snor sig i et nærmest mekanisk mønster. Forskellige symboler dukker op indimellem; alt fra forskelligt værktøj, til spillekort og andre hverdagsting og religiøse symboler. Svampen bliver ved med at holde et stadig strammere greb i mig og jeg skal være meget opmærksom for at slappe af i kroppen. Ofte mærker jeg hvor meget jeg spænder i kroppen og skal igen overtale mig til at give slip og lade Ham få sin vilje med mig. Hver gang jeg slapper af, bliver mig sjæl spyttet ud forskellige steder i kroppen på mig og hopper tilbage i mig.
Musikken bliver meget intens og Portishead's psychedeliske stil passer godt sammen med mine CEV's. Jeg ved ikke hvad jeg skal forstå af mine visuals udover at Svampen bare forsøger at blære sig med dens storhed og grusomhed. Efter et stykke tid bliver Han for grov. Det føles som om han truer med at slå mig ihjeld og jeg kan ikke længere slappe af. Jeg går på toilettet og pisser og oplever at mine OEV's er mindst ligeså voldsomme som mine CEV's. Zoomen ud og ind og køren rundt som to tand-hjul; det er meget svært at orienterer sig. Jeg ryger ofte ud af form og tilbage igen; ind og ud af eksistens.
Jeg stiller mig over til vinduet og griber fast i karmen; ikke fordi jeg har svært ved at stå, men fordi det føles rart at mærke noget af fast form. Jeg tænker at universet, ligesom jeg også ønsker at tage form og udtrykke sig via fysisk liv. Jeg glæder mig til at trippet aftager, så jeg igen kan opleve denne gave som livet er.
Jeg ligger mig i sengen og roder rundt; kæler med væggen og dynen; alt fysisk kontakt er meget værdsat. Jeg tænker på hvordan jordens evolution afspejler mit trip, ved først på celle-niveau at rode rundt og tvære rundt i hinanden. Senere ville jeg begynde at kravle og siden stå op; senere måske endda på et eller andet niveau kunne begynde at intellektualisere mig selv igen. Jeg oplever stadig at jeg ryger ud af eksistens indimellem; jeg ligger og kigger på min arm, som ikke længere er en arm, men en lang væg, som jeg står og kigger på; i virkelig størrelse. Jeg tænker, at det er ret plat og at Han virkelig må more sig, med at drive gæk med mig på denne måde. Jeg vrider mig lidt for at komme i kontakt med min krop igen; begynder at nyde det lidt og slår så en kolbøtte for at finde ud af at min seng altså ikke er stor nok, så jeg vælter udover og knalder ind i bordet og bryder ud i latter.
Indimellem mærker jeg at trippet er på vej tilbage. Jeg begynder at kunne sige til mig selv, "wow, det var sygt; nu er det vist ved at falde til ro", for så at blive slynget ud af eksistens igen og tilbage i Svampens magt.
Jeg kan nu sidde op i stolen og koncentrere mig lidt om musikken. Jeg sætter noget Morrisey på og oplever hvordan meget musik er en hyldest til livet, en fejring af at være i live; omend det så er på et ubevidst plan.
Come-down.
Jeg er nu på vej ned. Endelig. Jeg sidder og ryster på hovedet flere gange og tænker for mig selv at det da godt nok var noget af en syg forestilling; jeg tror sgu Svampen fik mere ud af dette trip end jeg selv gjorde.
Jeg går en tur rundt i kvarteret. Jeg bor i et kvarter med meget beboelse, lidt uden for Århus; mange underligt formede huse af nyere arkitektur. Jeg tænker på hvordan dette er et vidnesbyrd om vores og universets glæde ved at skabe form og mønstre. Der er meget få visuals nu, klokken halv ti. Jeg er utrolig bombet og har hovedpine; meget smertefuldt og varede indtil klokken halv fem næste dag.
Konklussion.
Svampe er ikke noget for mig. Jeg synes en psychedelisk oplevelse skal være lærerig frem for alt, og det synes jeg ikke denne oplevelse har været. Jeg synes ikke der er særlig meget plads til introspektion og reflektion i et trip af denne art. Jeg følte bare jeg blevet revet rundt og var tvunget til bare at overgive mig og lade Svampen styre showet.
På mit LSD-trip, på trods af at det var ca lige så intenst, var meget mere lærerigt. Det var, som mange af jer sikkert har oplevet, et hav af informationer og det der var overvældende ved LSD-trippet var mængden af informationer og indsigter i livet, men jeg var stadig fri i et vist omfang. På svampe-trippet var jeg fuldkommen magtesløs; jeg havde absolut intet at skulle have sagt; ikke om hvad der skulle ske og hvad jeg skulle have at vide og det synes jeg var lidt ærgeligt.
Så min konklussion må være: Svampe er ikke det bedste stof til at se ind i sig selv med. Desuden er Svampen en meget arrogant og hårdfør læremester, der trækker, slæber og skubber dig igennem lektionerne. Jeg responderer bedre på masser af encouragement, klap på skulderen og en informativ lærer, så jeg tror jeg holder mig til LSD'en.
Jeg håber du har nydt at læse min rapport. Hvis du har kommentarer til selv-opdagelse med svampe, er du velkommen til at poste.
|
Log ind
Tilmeld
OSS
Søg
tror man skal have prøvet svampe en del gange før man får magten, men der er jo også folk der synes om at miste magten komplet.
, LSD er for langt og for "overfladisk" for mig, så kunne jeg selvfølgelig bare tage en større dose er der nogen der så vil sige, men så tror jeg bare jeg ville skade mig selv mere end jeg ville gavne 
