Psychedelia.dk

Substans/er: Psilocybe Cubensis
Setting: I naturen
Var du sammen med andre: Ja
Erfaring: Ved en hel del efterhånden

Dosering og anden informaton om substanserne
2g tørrede Psilocybe Cubensis

Mere information om settings,mental tilstand og evt. sygdomme mm.
Humøret i top

Triprapporten
Dette er trip-rapporten til mit andet besøg i svampenes forunderlige verden, igen sammen med apfe, samt en tredje kammerat jeg kalder for Den. God fornøjelse

Lad os starte helt tilbage fra lørdagen før selve rejsen fandt sted; apfe og jeg sidder hos en kammerat, hvor vi har drukket os godt fulde i løbet af aftenen og natten, og griner af en random YouTube-film. Festen har været død i et par timer, og det er kun os tre gutter, der sidder tilbage. Tilfældigvis lige os tre, der har aftalt at tage svampe sammen næste gang muligheden byder sig, så apfe kigger på os og spørger om vi ikke endelig skal få fundet en dato. Jeg ”halv”-joker, og siger ”næste weekend! Jeg har fri både fredag og mandag oveni.”. Vi kigger lidt på hinanden, og ikke meget mere end 20 min. senere har vi bestilt et sommerhus ved vesterhavet, indflytningsdato: 9/1.

”Fuck, det er for nice det her!” skråler vi nærmest i munden på hinanden, idet vi, efter en længere kamp, har fået udleveret nøglen, og står inden for i det beskedne sommerhus. Vi pakker vores sager ud, i mit tilfælde et dyne- og pudebetræk, toiletsager, iPod med tilhørene højtalere, og vores fælles slikpulje bestående af 10 Guldbarre, tre Daim, tre poser vingummi, en pose chips og fire liter cola! Udover dette arsenal af snoller, har vi handlet mad og ”normal” drikkelse i form af mælk, og vi føler os på alle måder klar til morgendagen, hvor det hele endelig går løs.

Jeg vågner lørdag morgen kl. 10.30, og kan ikke falde i søvn igen. Suk, der er 4½ time til vi skal indtage svampene, da vi har aftalt, at det skal passe med, at vi peaker idet solen går ned over havet omkring kl. 16.00. Hele dagen snegler sig afsted, og jeg overvældes af rastløshed. Heldigvis har apfe taget små overraskelser med, som f.eks. Kæmpe Mikado og Petang, hvilket vi får det meste af dagen til at gå med. Dog får vi også gået os en tur ned til vandet (en gåtur på omkring et kvarters tid) for at finde det perfekte spot at overvære solnedgangen fra, samt for at kunne huske turen hjem til sommerhuset, da tre unge mennesker under påvirkelse af svampe nok højst sandsynligt ikke er bedre stigfindere end en blind mand med en GPS! Da kl. nærmer sig 14.30, beslutter vi os for, at gøre hele hytten ren og fin, så det bliver behageligt at være der. Efter hovedrengøringen er kl. omsider blevet 15.00, og vi finder de afvejede svampe frem ved spisebordet.

Efter en 10 minutters skærende ansigter er mine to gram tørrede cubensis sunket. Vi tager vores overtøj på, og begiver os ned mod stranden. Inden vi smutter, finder apfe en drage frem – 3. overraskelse! – som vi kan få den første halve times tid til at gå med, indtil svampene slår til, for på den måde at undgå rastløsheden, der ofte følger med on come.

Jeg fornemmer kvalmen, og det overrasker mig, hvor hurtigt den slår ind. Allerede inden vi når ned på stranden kan jeg mærke den, og som vi bevæger os op i klitterne kan jeg godt fornemme, at stoffet er ved at virke – jeg gaber hele tiden, og griner højlydt uden grund. Jeg er stadig nærmest helt i shock over, hvor hurtigt det er begyndt at virke, hvilket bare gør situationen endnu sjovere. Til vores skuffelse er der helt overskyet, så en solnedgang på svampe har vi stadig til gode. I stedet finder de to andre dragen frem, men jeg kan overhovedet ikke koncentrere mig om den. Stenene på stranden er da meget mere spændende! Jeg kigger hen over stranden, og det hele ser ud som om, at det er malet med en pencil, og alle stenene har et forunderligt, blåligt skær.

Pludselig styrter dragen til jorden med et ”Wrooom!” og jeg får et KÆMPE shock! Da det går op for mig, at det bare er dragen knækker jeg sammen af grin, og da apfe beder mig om at hjælpe med at vikle snorene ud af hinanden, virker svampene nu så kraftigt, at jeg, i stedet for de to snore, der egentlig går fra dragen ned til styrepindene, ser mellem syv og ti! De opgiver hurtigt at bruge mig til noget som helst, og vi vandrer op i klitterne igen.
Vi vader ind i en mark af siv, og slår os ned midt i det hele, og jeg er her vidne til det smukkeste syn, jeg i mit liv har set – et billede, der er så smukt, at det for mig er definitionen på, hvad smukt er, og som jeg på ingen måde kan finde ord for, men alligevel vil prøve at beskrive for jer; som jeg ser hen over de hundrede, måske tusinder af siv, der omringer os, virker de alle spøgelses-agtige, de bevæger sig alle i bløde bølger, og hele scenariet virker utrolig drømmeagtigt. Blandt sivene er der nogle med korn på, der stikker en anelse højere op end de andre, og alle disse fremtrædende siv har alle en svag, men fantastisk dyb og intens lilla farve. Jeg er fuldstændig væk i dette helt igennem utrolige syn.*

Efter at have siddet i sivene et stykke tid, får apfe det halv-skidt, og hører os om vi ikke kan bevæge os hjemad. Jeg kan godt fornemme, at han ikke har det alt for godt, så jeg nikker, samler mine ting, og rejser mig. Da vi går oppe i klitterne, på vej mod den sti, der vil føre os hjem, opdager jeg pludselig, at min iPod-holder ikke er på mig. Til mit held har Den husket den, og han rækker mig den. I det samme spørger apfe mig, hvorfor den dog er så vigtig? Og her går det op for mig, at jeg jeg ikke aner, hvorfor den er så vigtig. Det er bare en lomme af stof, jeg altid har haft med mig rundt sammen med min iPod. Jeg kigger ned på den, og svarer, at ”det er den da heller ikke. Jeg smider den sgu væk!”. Da jeg står der med iPod-holderen i hånden, bliver jeg forundret over, hvor usandsynligt svært, jeg har ved at smide den væk. Jeg tøver i lang tid inden jeg endelig får modet til at gøre det. Jeg kigger på apfe, vi smiler begge, og jeg finder det meget symbolsk at smide den fra mig, idet jeg giver slip på det kendte og trygge, på samme måde, som når svampene tager over.

Vi når nu alle tre til stien, der skal føre os hjem til vores varme sommerhus, men da vi træder ud på den, ser vi, at der lige bag os går andre mennesker, hvilket tvinger mig til at spille normal. Jeg har sjældent oplevet noget så ubehageligt, som at skulle gå der, helt væk fra virkeligheden, og så skulle prøve at lege normal hr. Danmark. Jeg kigger på Den, og ser at han er ved at knække sammen af grin over situationen, og det er her det går op for mig, hvor idiotisk det her er. Fuck da at skulle spille ædru, når det er det sidste i verden jeg har lyst til! Så kort efter skaber vi os igen og snakker højlydt om alle de underlige ting vi ser og tænker.

Dette fik mig efterfølgende til at tænke på, hvor meget jeg egentlig også har det sådan med normale hverdagsting. Hele ideen med at lyve over for sig selv – at udgive sig for at være noget man ikke er osv. Hvis jeg har lyst til at gå baglæns hele vejen hjem fra arbejde, så går jeg sgu baglæns hjem fra arbejde, eller hvis jeg har lyst til at ryge, så ryger jeg sgu! Jeg har virkelig fået forstærket tanken om, at man skal gøre alt man har fucking lyst til uden at bekymre sig om, hvad andre går og tænker og tror, hvilket jeg på mange måder tror kan styrke mig som person.

Gåturen hjem tager evigheder! Den er bygget sådan op, at man fra stranden af starter med at gå på en grussti ca. 70 meter, hvorefter man kommer til en lille asfalteret vej, man derefter følger i lang tid indtil man til sidst atter når en grussti på højre hånd, der efter nogle få sving fører en tilbage til sommerhuset. Vi går der på den første grussti og griner og hører musik på min iPod (jeg har højtalerne hængende om halsen), da enten apfe eller Den udbryder ”Hvor fanden bliver den asfalterede vej af?! Vi har gået her i uendelig lang tid!”. Jeg kigger mig over skulderen og griner højlydt, da jeg ikke tror mine egne øjne; vi er kun nået omkring 30 meter hen ad grusstien! De andre fatter heller ikke noget som helst af det og bryder også ud i latter.

Efter denne episode, vil apfe høre noget andet musik, så han går om bag min ryg, og tager fat i iPod’en, der ligger i min hætte. Jeg kan over skulderen kun se 65% af hans ansigt, og når han roder ved iPod’en, ligner det at han står med hænderne ind i ryggen på mig, og lyset fra iPod’en skinner op på hans ansigt. Jeg ser dette lys som værende orange (det er i virkeligheden blåt), og jeg føler at han står og kigger ind i et skattekammer i ryggen af mig, som om der er en grotte i min ryg, jeg i snart 20 år har overset! Han får endelig musikken fikset, og vi trasker atter videre.

Gåturen hjem er fuldstændig uoverskuelig, og alting virker så drømmeagtigt. Jeg kigger hele tiden rundt på alle træerne, sommerhusene, buskene, plankeværkerne osv, og mit syn falder ind imellem over kraftige lyskilder i form af lamper på diverse sommerhuse, og afstanden til disse er nærmest umulig at vurdere. Det overrasker mig, at alle naturens farver, der her ved mørkets frembrud virker matte og kedelige, er de mest fascinerende og bemærkelsesværdige, trods de kraftige lys fra nogle af sommerhusene.

Under hele gåturen bliver vi ”forfulgt” af en lille gruppe mennesker ca. 30-40 meter bag os, og jeg vender mig ofte om for at se, hvor de befinder sig. Jeg kan ikke huske præcis, hvor vi er henne, men på et tidspunkt vender jeg mig om, og ser ned ad den asfalterede vej, der virker utrolig lang, som om nogen trækker i den ene ende af den, træerne hælder faretruende ind over den, og hele scenariet er meget skummelt. Hele gåturen har for mig den samme dystre stemning som i Sleepy Hollow med Johnny Depp, men da jeg ved, at mine to kammerater er ved min side, føler jeg på intet tidspunkt direkte ubehag eller angst.

Under resten af turen sker der en utrolig masse ting. Jeg ser bl.a. på et tidspunkt, da en bil passerer os og jeg lukker øjnene, at der flyver millioner af røde prikker mod mig, jeg tror i et kort sekund, at jeg er apfes farfar, og på et tidspunkt, hvor vi går rundt om et plankeværk i et sving, føler jeg at det er hele kloden der drejer om mig, og ikke omvendt.

Vi kommer omsider hjem til vores elskede sommerhus, der trods det faktum, at vi kun har været der én dag, nu føles som vores kære hjem, og jeg har sjældent følt mig trykkere end da jeg træder ind i varmen efter den lange, skumle gåtur hjem.

Jeg smider mit overtøj, og prøver at holde balancen, idet jeg går hen til et billede, der hænger på væggen. Det er taget fra en båd, og man kan se to andre både i vandet. Jeg stirrer lidt på billedet, og jeg fornemmer snart, at havet på billedet er i live, som var det rigtig vand, og bådene gynger roligt på bølgerne. Jeg mister hurtigt interessen og bevæger mig ud på badeværelset for at se mig selv i spejlet.

Jeg kigger betaget på mit spejlbilledet, og kan slet ikke forstå, at det er sådan jeg ser ud. Jeg udbryder højt ”Lol, det er sådan jeg ser ud! Overvej det lige. Sådan ser jeg fucking ud!”. De to andre kommer ind og vi står længe og glor på vores spejlbilleder og prøver at forstå, at det er sådan alle andre ser os.

Efter badeværelsesturen, sætter vi os alle ind i sofaen i stuen, finder vores ghettoblaster frem, samt noget god musik, slukker lyset, og tænder den medbragte UFO-lampe. Den ser helt fantastisk ud i mørket, og hele tiden ser jeg forskellige ansigter og figurer i de mange lysende prikker, der bevæger sig i takt med apfes hånd. Jeg føler en dyb indre ro mens vi sidder der og stirrer på lampens smukke lys, og båndet mellem os tre venner føles urokkeligt stærkt.

Pludselig udbryder apfe, ”Vi tager herop for at finde meningen med livet.. men til hvilken nytte? Meningen er jo lige her. Dét her er sgu meningen med det hele!”. Jeg er helt målløs. Det er det mest geniale, jeg nogensinde har hørt nogen sige! Vi stræber hele tiden efter at finde en dybere mening med dette såkaldte liv, men i vores stræben efter sådan én, opdager vi aldrig, at meningen er lige foran os; vores venner, vores familie, vores oplevelser, vores glæde og vores sorg. Alt dette er, om ikke andet, så da for mig, meningen.

Jeg føler ikke at jeg kan holde til at sidde inde i den mørke stue længere, og vælger derfor at gå udenfor, mens de to andre fortsat chiller med musikken og UFO-lampen. Da jeg, efter en længere kamp med skydedøren, endelig træder ud på terrassen og kigger mig rundt, er alt total kaos; alt bevæger sig. Trækker vejret. Lever. Træerne, der omringer vores, samt de to nabosommerhuse, kigger faretruende på mig, himlen er som væske, hvorpå månen lyser natten op i et smukt, hvidt skær, og skyerne synes alle at blive trukket mod den. Jeg fatter overhovedet ingenting på nuværende tidspunkt, men trods at alt synes at være fuldstændig kaotisk, er der en dyb ro i mit indre, og jeg føler at jeg er i harmoni med alle omgivelserne.

Jeg går stille ned fra terrassen og kigger rundt på scenariet. Til venstre for mig får jeg øje på det ene af vores nabosommerhuse, og som jeg bevæger mig rundt om det, føler jeg med ét, at jeg virkelig SER dette sommerhus. Jeg ser det på en måde som jeg aldrig har set noget før – ja, nærmest føler det - og det går op for mig, at jeg normalt aldrig virkelig lægger mærke til tingene omkring mig. Jeg føler, at tingene omkring mig normalt bare passerer mig ubemærket, og at de aldrig egentlig registreres. Man værdsætter for sjældent alle de utrolig smukke og dejlige ting, der hele tiden er omkring os, men lader dem blot glide forbi os. Jeg smiler ved tanken om, at dette er gået op for mig, og jeg tror inderligt at jeg, på baggrund af denne realisering, kan blive meget bedre til at huske at observere og værdsætte tingene omkring mig, også når jeg ikke er under påvirkelse af diverse rusmidler.

Jeg nærmest vælter ind i stuen igen efter mit besøg i naturen, og finder apfe og Den stadig siddende i sofaen, grinende og snakkende, og jeg gør dem atter selskab. Tiden forsvinder herefter fuldstændig. Jeg aner ikke, hvor lang tid der går, men efter en tid indendørs, vælger jeg igen at gå udenfor. Alting er stadig helt kaotisk og forvirrende derude, og da jeg ser over på det andet nabosommerhus, får jeg de tydeligste visuals gennem hele trippet; sommerhuset pulserer helt ekstremt, vinduerne bliver store og små, for til sidst at forsvinde, og døren skifter ligeledes form og størrelse. Jeg er dybt fascineret af oplevelsen, og kalder derfor på de andre, i håb at de vil kunne se det samme som jeg.

Vi står alle tre og stirrer på huset, og både apfe og Den fortæller, at de godt kan se, at det pulserer. Jeg får den idé, at det må se for sindssygt underligt ud, hvis jeg stiller mig hen ved siden af det, så jeg går hurtigt over til det. Idet jeg nærmer mig sommerhuset, tårner det sig op over mig! Det ligner, at det er 7-8 meter højt, og jeg flækker af grin. ”LOL! Kan i se det?!”. Det kan de selvfølgelig ikke, og efter kort tid går vi inden for igen.

Trippet begynder så småt at lægge sig, da vi kommer ind igen, og jeg føler mig mere og mere befriet som trippet aftager. Den afslappende musik og den svage belysning gør aftripningen helt perfekt, og ligesom jeg også havde det under mit første trip sammen med apfe, har jeg sådan en følelse af ”hvad så nu?” i kroppen. Da vi efter en stund alle er kommet helt tilbage til virkeligheden, deler vi vores oplevelser med hinanden, og nyder at være tilbage. Der er ingen følelse, som når man vender tilbage til virkeligheden efter et trip! Jeg føler mig fuldstændig afklaret og fattet, hvilket bare er usandsynligt skønt, efter at have været mere eller mindre uden kontrol i 4 timer.

Efter at have snakket om trippet i et par timer går vi alle i seng, og jeg sover bedre end jeg sjældent har gjort, og dagen efter rydder vi op, pakker vores sager, og vender snuden hjemad til den triste hverdag, der dog ikke virker helt så trist mere, hvis jeg må være så fri

--------------------------------------------------

Et virkelig indsigtsfuldt trip med mange forskellige vinkler. Skøn oplevelse!

- Low

P.S. Jeg oploader snarest et billede, apfe tog af det sted, vi sad i sivende, som han så har prøvet at redigere, så det tilnærmelsesvis ligner det jeg så.

Virkelig fed og velskrevet rapport Low Jeg synes den er endnu bedre end den første - måske fordi trippet var mere varieret denne gang og fordi oplevelsen for mig personligt også var bedre denne gang Mega nice sammenligning af stedssans mellem tre svampetrippene unge mænd og en blind mand med gps

Du skal nok få længere feedback når vi ses næste gang!

Angående billedet, så bare sig hvilket af de 3 versioner du synes bedst om, og så vil jeg lægge det op på min deviantart side - den kan du jo bare linke direkte fra, og så får jeg noget gratis reklame. haha

Her har i som lovet billedet fra sivene

http://apfe.deviantart.com/art/Am-I-dreaming-111484321

rigtig god rapport, fedt at du fik så mange "insights", det er psykedelika når de er bedst!

Rigtig fed rapport! Wow hvor er du god til at beskrive den stemning, og de følelser du har været igennem og kan samtidig sidde og småsmile lidt, når jeg kan genkende nogle af de ting du har oplevet eller følt.

Og hold da kæft et flot billede. Det må sgu have været flot at se

Fed rapport! Har ikke været i svampene endnu, men nogle af de tanker du gør dig kan jeg nemt kende til.
og det er fandme et flot billede apfe har smidt på sin dA. Det må have været smukt!