Psychedelia.dk

Velkommen til psychedelia.dk. Vi er Danmarks største community for fornuftig anvendelse af rusmidler og legalisering.
Dato og tid er 28 nov 2020 03:28


Alle tider er UTC + 1 time [DST ]




Skriv nyt emne Svar på emne  [ 4 indlæg ] 
Forfatter besked
Indlæg: 08 jun 2020 02:29 
Offline
Medlem
Brugeravatar

Tilmeldt: 23 aug 2008 23:18
Indlæg: 256
Substans/er: Heroin
Setting: Anywhere, anytime.
Var du sammen med andre: Nogle gange, oftest ikke.
Erfaring: Vi er oppe på nogle år nu

Dosering og anden informaton om substanserne:
Jeg har aldrig vejet mit lort, plus der er jævnlige redoseringer, så dosis er svær at komme med. Derudover er produktet forskelligt.

Mere information om settings, mental tilstand og evt. sygdomme mm:
Har ikke været på toppen rent mentalt, så det var overordnet set en selvdestruktiv beslutning at begynde (og fortsætte med) at tage dope.


Triprapporten:

Introduktion:

Jeg har valgt at beskrive hvad heroin er for mig nu, og hvad det var dengang jeg startede, da heroin har fået en helt anden rolle, følelse og betydning i mit liv. For sig selv er opioid rusen ikke særligt spændende at læse om i en triprapport da rusen på ingen måde er lige så interessant som et psykedelisk trip. Jeg tænkte dog at det kunne være lidt interessant at se forskellen fra starten til hvordan det er nu.
Jeg skriver dog dette primært som en personlig hjælp i forhold til mit forløb på misbrugscenteret. Det hjælper mig at få alt det her ned på tekst, så jeg får reflekteret over mine bevæggrunde og misbruget generelt. Hvis det samtidig kan hjælpe/advare andre så er det bare en ekstra bonus for mig.
Jeg har allerede skrevet lidt om min misbrugshistorie, hvordan alt det her lort startede, til dem der skulle være interesserede (Beware: wall-of-text haha)

Heroin dengang:

Jeg træder ind ad døren efter en lang søgende tur rundt i byens indvolde efter noget dope. Det regner udenfor, så det er rart at komme ind i min lille stille lejlighed og mærke varmen og få slappet af. Jeg tænkte på nogle af de steder jeg har været, på de mennesker og skæbner jeg har set derude på gaden. Folk der råber og skriger, folk i smerte af den ene eller anden art. Lyssky narkomaner, hustlere, drankere og dealere. Hjemløse og desperate. Det er fandme rart at være hjemme i hulen igen, og med "guldet" i hånden får jeg smidt mig ned på min seng efter at have smidt overtøjet - nu skal der satme hygges!
Jeg lagde en lille bitte sjat ud på et stykke sølvpapir jeg havde forarbejdet med lighteren. Jeg bevæger flygtigt lighteren nedenunder sølvpapiret så dopen sidder fast, og en meget intenst lugtende røg dannes kortvarigt fra de små brune klatter. Jeg kan mærke spændingen og nervøsiteten simre i maveregionen - der er et eller andet dragende ved at indtage noget der er så taboo og farligt. En svag stemme ekkoer dybt inde i mig: "lad nu være homie, det er for dumt det du har gang i mand. Vil du ende som staklerne på gaden?". Luk nu fucking røven, I don't care, og really hvor slemt kan det være? Mens jeg sidder og er latterligt dum, er jeg i fuld gang med at lave røret af sølvpapir. På den måde kan jeg ryge det residue der har sat sig fast i røret, efter jeg har røget al den dope jeg har købt - det var dog ikke særlig meget da jeg kun havde købt for 300 bobs. Det kan sagtens holde en uges tid eller mere, og det endda selvom min rygeteknik endnu ikke er så rafineret.

Så, nu er det endelig tid!

Med en lille flamme får jeg langsomt opløst de gråbrune klumper til en mørke brunlig slimet klat. Alt imens suger jeg stille og roligt den svagt grålige røg der fordampes. Røgen smager utroligt mærkeligt, jeg kan ikke beskrive smagen som hverken god eller dårlig (men måske nok overvejende dårlig) - den er bare meget intens og hænger i hele mit indre kranium i lang tid efter. Mens klatten langsomt smelter ned langs papiret, efterlades et mørkt spor, og rusen begynder så småt at sætte ind.
Jeg kan mærke et svagt sus inde i mig - en energisk og euforisk følelse der starter dybt i mit indre og skydes ud i alle mine ekstremiteter alt imens jeg efterlades nærmest åndeløst euforisk. Selvom suset på en måde føles svagt, er det alligevel en meget intens følelse, og kan forestille mig at det er dét som IV brugeren mærker i mere ekstrem form. Fuck det gad jeg godt, men det er bare for dyrt og her jeg tænker ikke kun økonomisk. Det skal lige siges at det kun var helt i starten at jeg har formået at opleve det her beskrevne sus, jeg tror at jeg skal over til nålen for at kunne mærke det igen.
Klatten når enden af papiret og jeg giver slip på lighteren og suger det sidste ind i mig. Jeg holder vejret, og langsomt bredes en varm tung følelse ud i hele kroppen. En ekstrem behagelig form for kropseufori. Jeg puster langsomt røgen ud, alt imens at effekterne forstærkes. Min krop føles utrolig tung, men ikke på en træt eller letargisk ubehagelig måde, men mere på en bedøvet og euforisk måde. Det føles næsten som om jeg får et dejligt, varmt og kærligt kram over hele kroppen. Jeg tager endnu en linje eller to, og nu er effekterne så stærke at jeg føler for at ligge mig ned.

Imens jeg ligger i min seng, kan jeg mærke bølger af varme og eufori pulsere i hele kroppen. Det er fuldstændig ubeskriveligt rart, og det føles nærmest som at jeg har en tung varm dyne henover mig. Mine øjne er tunge, og jeg kigger ud imod vinduet hvor regndråberne løber kaotisk ned. Men den forhenværende regn-larm er nu bare en blid form for baggrundsstøj. En betryggende rolig faktor. Ligger herinde i varmen og trygheden imens der er koldt, vådt og kaotisk udenfor. Jeg bliver sendt tilbage i tiden, hvor jeg som lille barn ligger trygt og varmt, omfavnet af en sovepose i et lille telt, og lytter til selvsamme lyd af tung regn. Kommer til at tænke på hvor sød og uskyldig jeg var dengang - og at jeg, knap så uskyldig længere, nu ligger alene i mit mørke værelse, smasket af heroin. Fuck det.. ikke optimalt men i nuværende tilstand er jeg egentligt pisse ligeglad.
Det føles som om at jeg har et "kognitivt filter" hvorigennem alle tanker og følelser bliver filtreret for ubehageligheder. Det hele føles en anelse tåget, men ikke så intenst som hvis jeg var pisse skæv. Jeg kunne sagtens fungere i et arbejds/studie-miljø i den her tilstand uden at blive opdaget og uden at min effektivitet er synderligt nedsat.

Hov? Hvor fanden blev alle mine smerter af? Øh, hallo ryg, du plejer at brokke dig 24/7, hvor fanden er du henne? Generelt set er de mentale smerter også væk/svækket. Faktisk hvis jeg skal være helt ærlig føler jeg mig som et mere perfekt/optimalt menneske. Det føles som om at min nuværende eksistensfølelse, burde være default tilstand for mennesket. Og her sidder jeg med et middel der insta kan få mig til at føle mig nærmest overmenneskelig og med ekstrem eufori. Kan du se hvor det her fører hen?

Ej det er også dårligt at tage ofte har jeg hørt, men ærligt er jeg sgu en anelse ligeglad med mit liv. Jeg ved der er konsekvenser, men jeg gider bare ikke at tænke på dem. Er 100% klar over at den vej jeg er på er scary farlig, istand til at voldsomt nedsætte min livskvalitet og i værste fald kan ende fatalt. Det ved jeg godt. Jeg gider bare ikke tænke på det.
Det var vitterligt sådan jeg (ikke) håndterede misbrugspotentialet. Pisse hamrende dumt og destruktivt, men jeg havde det skidt og det her føltes befriende på en ubeskrivelig måde.

Min krop kløede behageligt over det hele, og det var super rart at klø mig selv. Nogle folk hader opiat kløen, men jeg kan sgu egentligt godt lide det.
Jeg kiggede på sølvpapiret.
Jeg kan sgu godt få det bedre, mere varme, mere glæde, mere af al den her skønne befriende behagelighed.
Det mærkelige ved opioid rusen er at den (for mig atleast) også på en måde har en lidt subtil karakter. Det gjorde mig faktisk ærligt lidt skuffet første gang jeg prøvede heroin. Heroin har jo i den fælles bevidsthed en meget ekstrem, farlig og rendestensagtig karakter. Det er svært for mig i skrivende stund at beskrive den subtile følelse og skuffelse af heroin rusens intensitet, idet at opioider nu nærmest er en fysisk og psykisk daglig nødvendighed. Så jeg har rigtig svært ved at sætte mig ind i følelsen jeg havde af dens subtile virkning på mig, nu er det prioritet #1 hver dag, og har en enorm betydning i mit liv det fylder nærmest alt. Det har helt bestemt fået en helt anden og mere essentiel mental rankering.
Jeg røg nogle flere linjer, og så tog kvalmen til. Det er i skrivende stund rigtig lang tid siden jeg har mærket kvalme fra opioider, men i starten var der kvalme stort set hver gang fordi jeg tog lidt for meget.
Hver gang jeg bevægede mig, eller sågar bare drejede hovedet blev jeg smask ramt af en horribel altovertagende kvalme. Så jeg lagde mig ned i en behagelig stilling for at mindske kvalmen/få den til at forsvinde. Når jeg så endelig lå der på himlens skyer var det også fantastisk! Rusens karakter ændrede sig markant og havde nu en lidt drømmende karakter. Jeg vil næsten kalde det psykedelisk, men ikke helt.
Hele min krop var super tung nu, på en rigtig behagelig måde, og kan nærmest ikke holde mine øjne åbne. Jeg ligger og nærmest falder ind og ud af bevidsthed, vågner og falder ind i en drøm eller tanke. Jeg mister lidt fornemmelsen af at jeg ligger i min seng, og jeg er endt på et mærkeligt behageligt drømmestadie. Jeg "vækkes" sporadisk periodisk ind i en utrolig euforisk behagelig eksistens, hvor jeg ligger i min seng og nærmest ikke kan føle min krop men istedet en tung kropseufori, jeg er nærmest en del af dynerne/sengen. Når jeg vågner har jeg (måske) kortvarige minder fra den indre drømmerejse jeg lige har haft, oftest noget der er født udfra mine tanker og følelser jeg har haft lige inden jeg kokser ud. Jeg kan ikke engang give et eksempel på en af de drømme, men det kan være ALT muligt mærkeligt shit, relevant for ens liv eller ej.

Det er et meget mærkeligt aspekt af heroin/opioid rusen der ofte er overset. Når jeg førhen så junkier der var kokset totalt ud, troede jeg bare at de var trætte/bedøvede og havde det rart. Men der ligger faktisk en utrolig spændende og speciel drømmende egenskab der er meget svær at beskrive og har lidt en pseudo psykedelisk karakter. Det er nok min favorit del af heroin rusen, og det jeg "chaser" - det er dog desværre sjældent at jeg når dertil idag, det hele handler mere om ikke at være syg.

Heroin nu:

Jeg vågner med et sæt!
Jeg åbner langsomt øjnende til et mørkt rum, det er totalt sort.

Det føles som om at der pulserer varmebølger udenpå huden mens mine knogler er hule og der blæser en arktisk vind igennem dem. Jeg fryser for sindssygt! Eller nej jeg har det varmt, nej vent det' koldt, nej varmt, nej koldt.......... Jeg prøver at vende mig - og da mærker jeg at jeg ligger i en fucking PØL af sved, og det er vanvittigt åndssvagt koldt at mærke det mod huden. Jeg har en ubehagelig følelse i HELE kroppen, det er virkelig svært at beskrive - der er bare noget GALT inde i mig, jeg mangler noget. Det er en fuldstændig uundgåelig sitrende ubehagelighed over det hele, det er næsten gået hen og blevet en smerte men ikke helt, endnu. Ligenu er det bare ubehageligt, det gør ikke decideret ondt endnu.

Jeg prøver at rejse mig, men min krop er totalt uden energi og den føles ufatteligt tung og ubrugelig så jeg giver hurtigt op. Søvnens tåge er nu aftaget og jeg er ubeskriveligt ked, ja faktisk motherfucking enormt fucking deprimeret. Mit liv føles håbløst, og jeg kan slet ikke overskue at lave noget som helst, men jeg er tvunget ud i dagligdagens pligter. Jeg har lyst til at tude, hvad fanden er det her dog for et liv.

Fuck mand, jeg vil være rask ellers bliver jeg sindssyg!!!

Mit mentale fokus centrerer sig omkring heroin. Jeg tænker på den skønne brune klat der nænsomt danser henad det sølvfarvede gulv. Jeg tænker på varmen. Jeg kan nærmest føle hvordan det er at suge den grå røg op igennem røret, mærke brystkassen udvides alt imens at varmen, bedøvelsen og glæden langsomt tager til. Jeg savner heroin, og jeg savner livet uden heroin.

Jeg gør endnu et forsøg på at rejse mig, og i ét hårdt træk får jeg trukket mig om på ryggen. Fuck. Dernæst endnu et hårdt træk, og jeg sidder nu halvejs oppe. Kvalmen sætter ind. Jeg ruller mig dvask over til sengekanten og får mit tøj på. Jeg vælger bare noget tilfældigt fra en af bunkerne på gulvet. Jeg er våd og klam, og det føles ubehageligt at trække tøjet på. Gjorde næsten ondt at få blusen på. Fuck... Hvor er energien henne mand?!
Jeg checker min mobil, klokken er lort om morgenen. Jeg skriver til min dealer.

Jeg burde få noget at æde, jeg tror ikke jeg spiste noget igår, men kan ikke helt huske det. Men kvalmen nægter mig ernæring.

Turen ud på toilettet er lang, trættende og fucking nederen. Jeg svajer foran spejlet, ser død og ødelæggelse. Kigger træt ned på toiletbrættet, det hele føles så koldt at det hvide bræt ligner fandme næsten is. Tanken om at sætte mig ned på den arktiske overflade giver mig kuldegysninger, men jeg kan mærke maven er skummel og der presses på bagi. Frygter skideren, det er over en uge siden sidst. Jeg har haft nogle sande helvedes skidere, jeg har ingen ord, det er en smerte jeg under ingen. Vi snakker blod, sved og tårer bogstavelig talt. Hahaha for real, forestil jer at udskide en fucking betonklods på størrelsen af en motherfucking arm, imens hele jeres krop er ubehagelig/gør ondt i forvejen, I sveder og fryser og har INGEN energi! Jesus fucking christ det kan slet ikke beskrives, sørgeligt scenarie really.

Fuck that shit! Jeg opgiver at skide nu, det magter jeg simpelthen ikke. Pludseligt vibrerer det i lommen, it's my guy og jeg skal bare komme forbi. Yes! It's motherfucking time, I'm saved! Da abstinenserne har en meget stor mental del, føler jeg enten at mine abstinenser forværres eller forbedres når jeg så endelig "får fat i" dope.

Jeg trækker i overtøjet og som alt andet i livet når man er dopesick, så er det kort sagt ubehageligt.
Kulden udenfor rammer mig som en mur. På den ene hånd føles det som om jeg er mere sensitiv, så det føles ekstremt fucking koldt, på den anden så føler jeg på en måde at det hjælper at jeg både er kold "udenpå og indeni".
Jeg står og venter på bussen, fryser, ryster. Jeg føler at folks blikke fanges af mig, med reaktion af væmmelse eller sympati udfra deres ansigtsudtryk at dømme. Måske fordi jeg ligner et lig, eller måske fordi abstinenserne har sparket min sociale angst op i det knaldrøde kritiske område! Det er ubehageligt, og jeg pakker mig mere ind i tøjet, trækker cappen længere ned foran ansigtet. Jeg orker ikke verdenen og livet, kan kun tænke på at blive rask. Jeg står og hænger op af busskuret, og jeg kan mærke hvordan mit tøj langsomt bliver mere og mere vådt og klamt pga jeg er et menneskeligt sved-vandfald lige nu - hvornår fanden kommer den lortebus?!

Bussen kommer endelig efter hvad der føles som 2 timer, og jeg får sat mig ned på et sæde tæt ved døren. Kvalmen bliver værre, og jeg bliver pludseligt angst for at skulle brække mig inde i bussen. Jeg kigger forsigtigt op og rundt, folk passer bare sig selv. Godt. Det gør mig angst at skulle kommunikere med nogen. Kvalmen forværres hele tiden, og jeg har mest af alt lyst til at tude.
Imens jeg sidder der for mig selv, kan jeg mærke at min mave begynder at slå knuder. Som om mit tarmsystem er slanger der vrider og snor sig på alle mulige forkerte måder ind i hinanden - kort sagt, det gør ondt!
Føj for satan hvor jeg stinker, mit natlige abstinensbad har gjort at jeg lugter råddent, og jeg begynder at blive mere self-conscious. Kan de andre passagere også stinke mig? Er jeg en gene for omverdenen fordi jeg er så klam? Men lige så hurtigt som bekymringerne dukker op, kastes de prompte væk af min overordnede ligegyldighed overfor livet og mig selv samt min voksende trang til at komme hen og få fat i mit fix.
Apropos fix - jeg vækkes af min indre tåger, og begynder febrilsk at gennemsøge mine lommer.
Fuck!
I min hast og jag har jeg glemt mit værktøj, røret og sølvpapiret, som ligger klart hjemme i min seng. Et sug af ubehag gennemsyrer mig da jeg kommer til at tænke på at jeg nu først er nødsaget til at tage hele vejen hjem igen for at blive rask. Da dukker et dilemma op, skal jeg vente indtil at jeg er hjemme før jeg kan blive rask? Eller skal jeg bare sniffe noget så snart jeg får fat på det, selvom jeg kommer til at spilde noget? Eller skal jeg måske smutte forbi et supermarket for at skaffe noget sølvpapir?

Inden jeg når at komme frem til en løsning stopper bussen ved stoppestedet, men da jeg rejser mig fra sædet skydes der en uhyggelig skarp smerte udfra maveregionen. Mavekramperne er nu så intense at jeg har svært ved at stå fuldt oprejst, og jeg får nærmest haltende, halvt væltende smidt mig ud af bussen. Jeg har lyst til at kaste op, og jeg kan mærke at jeg skal skide. Jeg rejser hovedet og kigger hen mod destinationen - en blok der ligger nogle hundrede meter væk. Jeg sukker højlydt, jeg kan ikke give op, jeg har ikke noget valg. Hele min krop sitrer stadig af ubehageligheder, der kravler myrer med lava under fødderne rundt på hele kroppen, hele min eksistens er ubehagelig, og tanken om at jeg snart har fingrene i min medicin giver mig en fornyet energi.

Da jeg begynder at vandre hen mod blokken, går min mave fuldstændig amok. Jeg halter, og for hvert skridt føles det som om at jeg ikke kan holde mig længere og jeg kommer til at eksplodere i bukserne. Fuck, det er ved at være kritisk, er virkelig bange for at komme til at skide i bukserne - det føles som om at betonklodsen er så småt ved at smelte og det er ved at løbe ud af mig.
Ej det lyder fucking klamt, men sådan er realiteten, det er virkelig ikke sjovt at have abstinenser, det STINKER på så mange måder!

Jeg får mirakuløst handlet med dealeren uden at skide i bukserne eller kaste op ud over det hele. 1000 dask lige ned i lommen på ham, og jeg får dope nok til et par dage, måske en uge hvis jeg virkelig er god til at spare på det (er jeg fucking elendig til så det er oftest væk i løbet af 3-4, men nogle gange kun 2 dage). Jeg er endnu ikke i økonomisk ruin, men med den her fart så holder det ikke længe.

Bevæger mig tilbage mod busstoppestedet, og der vokser sig et dumt smil udfra mit ansigt. Jeg har besluttet mig for at vente indtil at jeg kommer hjem igen, det er som om at det har givet mig en meget tiltrængt energi endelig at have dopen på mig. Jeg smiler til en sød tøs der går forbi, og jeg kan mærke de mørke skyer så småt begynder at opløses. Min angst er også voldsomt nedsat, maven er ikke lige så fucked og jeg kan igen gå og stå oprejst som et normalt fucking menneske.
Jeg stopper op i mine tanker, og bliver næsten helt skræmt over hvor psykisk betinget mine abstinenser er - jeg har endnu ikke indtaget noget men jeg føler mig allerede meget mere psykisk og fysisk tilpas bare fordi jeg VED at jeg snart bliver rask. Det her lort styrer mit liv fuldstændig, det har allerede kostet mig et forhold til en kvinde jeg elsker højere end nogen andre, og det gør fandens ondt at tænke på. Åh jesus jeg savner hende. Savner hendes kærlighed, hendes fysiske og emotionelle nærvær. Savner vildt, kinky og frækt sex på heroin hele natten lang. Omfg det var crazy nice at kneppe løs natten lang, fucked up på dope, og nærmest kun med pauser for at ryge mere haha. Det var fucking insane, jeg kunne holde i en evighed. Dog på den anden side når man så stopper efter et opioid misbrug så risikerer man at der er en periode hvor, fordi ens fucking pik har været bedøvet i flere måneder, man kommer af fucking INGENTING. Straight up der skulle komisk lidt til, haha fuck hvor er det dog pinligt at tænke tilbage på - husker tydeligt en episode hvor jeg end ikke nåede at få tøjet af før jeg var færdig, haha det var fandme nedslående at rengøre mit grisseri bagefter.

Anyways jeg er glad for at min dealer svarede, ellers skulle jeg rundt og lede i Århus gademiljø - nåleparken, varmestuer etc efter dope. Det orker jeg simpelthen ikke, specielt ikke med abstinenser - så mange hustlere og nederen typer. Jeg prøver så vidt muligt at undgå at blive en del af miljøet selvom det til tider er fristende. Der er dog kun problemer, kriminalitet og smerte at hente ved at gå den vej, så jeg foretrækker bare at hente mit dope ved min faste mand og skride hjem igen. Jeg savner til tider at hænge ud på gaden, men da kommer jeg bare længere fra mit mål - at blive clean og få et lykkeligt liv med en sød kæreste, så det undgår jeg for alt i verden.

Det er enormt ensomt at være narkoman. Det er måske ikke universelt betinget, men gælder i hvert fald i mit tilfælde. Det blev lige 10 gange sværere at stoppe efter at kæresten dumpede mig. Jeg savner voldsomt meget et varmt kærligt kram, at blive holdt om og elsket for den jeg er. Jeg har dog kun mig selv og heroin. Hun giver mig noget der nærmer sig det jeg har så inderlig en trang til.

Jeg sidder nu i bussen og tænker over hvad jeg har gang i, hvordan jeg er igang med at spilde mit liv og nærmest flygter i modsatte retning af mit endelige mål. En bølge af tristhed skyller sig henover mig, og tænker på alle de folk jeg har skuffet og skabt bekymring hos, tænker på min ex og hvor forbandet sød og forstående hun har været overfor mig. Jeg får igen lyst til at græde, det føles håbløst. Føler næsten at det er umuligt for mig at stoppe nu fordi heroin er det eneste der gør at min ensomhed er til at holde ud. Det giver mig det varme kram jeg har sådan en længsel efter. Det får mig til at for en stund glemme min situation.
Der er nogle børn der larmer et par sæder foran mig, og jeg får lyst til at råbe at de skal holde deres fede fucking kæft. Ej, jeg skal også styre mig selv. Det er ikke deres skyld at mit liv er lort, der er ingen andre end mig selv der har sat mig i min situation. Så det skal selvfølgelig ikke gå ud over andre end mig selv. Desværre rammer misbrug dog ikke kun misbrugeren, men også alle de pårørende. Jeg har svært ved tanken, så den slår jeg hurtigt væk, hader tanken om at jeg sårer folk jeg holder af.

Busturen varer en evighed og mine ben er begyndt at trippe for vildt efter at komme ind og blive rask. Jeg kan mærke at uroen så småt er ved at manifestere sig i min krop. For mig er uroen en af de værste abstinens symptomer. Det kan blive et sandt helvede, når hele ens krop er ved at dø af mangel på energi, ALT gør ondt, og så samtidig har du en ustyrlig smertefuld uro i hele kroppen men specielt i benene. Får følelsen af at få lyst til at hoppe ud af min krop, alt man gør er ubehageligt og man er desperat efter at få lidt ro og fjerne smerten bare for en kort stund, men intet hjælper. Nogle gange ligger jeg bare og spjætter i hele kroppen, vender og drejer mig, sparker og danser med benene, ligger helt roligt - INTET hjælper, intet dæmper uroen og smerterne, og er bare tvunget til at holde dem ud. Seriøst den uro kan blive så intens at det gør decideret fysisk ondt.
Opioid abstinenser er desværre af sådan en djævelsk natur, at man er tvunget til at være ved bevidsthed igennem al smerten fordi det er umuligt at sove. Så forestil jer at ligge op til flere nætter uden søvn, og man er ved at blive mere og mere skør af den uundvigelige smerte og uro.

Bussen stopper endelig. På vejen ud af døren mødes mit blik af en sød tøs der har et overrasket og undrende udtryk i hele fjæset. Jeg nikker venligt inden jeg hopper af, men ænser ikke om jeg får respons. Hun må have lagt mærke til hvor fucked up jeg har det - kan mærke hvordan sveden pibler ned af ansigtet. Kanten af min kasket er plaskvåd og klam, og da jeg tørrer mit ansigt med jakkeærmet bliver jeg selv overrasket hvor vanvittigt meget jeg sveder, ærmet er nu fuldstændig vådt.
Jeg flyver op i min lejlighed, af med tøjet og smider mig ned på min bløde (men stadig ulækkert våde) seng. Med rystende hånd får jeg pakket dopen frem, og forbereder et stykke sølvpapir til at surfe på.
Jeg lægger på ingen måde mærke til mine abstinenser længere, jeg er bare fuldt fokuseret på at forberede mit fix.

Det er klart....

Jeg stopper kort op, lukker øjnene og oplever mine abstinenser. Jeg mærker dem tydeligt, men de er ikke i nærheden af at være så ubehagelige som før, idet at jeg nu har modgiften liggende her lige foran mig, klar til at gøre mig rask.
Jeg tænker igen på min livssituation, på hvor ensom jeg er.
Jeg ser min ekskærestes smukke ansigt foran mig, men hun ryster på hovedet og der flyder en tåre nænsomt ned ad hendes kind mens hendes mund lydløst siger: "STOP". Det isner ned over ryggen på mig, og får et (meget) kort øjeblik lyst til at skylle posens indhold ned i lokummet. Det er for sent. Der er ikke længere et forhold at redde. Har spildt alle de chancer hun gav mig. Jeg har ikke engang kontakt med hende længere, men hun fylder stadig meget i mit liv, og jeg tænker desværre på hende dagligt. Pint af jalousi og længsel - jeg er ved at blive skør:(

"Fuck my shitty ass life", tænker jeg imens jeg tænder for lighteren.

Efter første linje kan jeg allerede mærke at mine abstinenser er mærkbart nedsat. Hold kæft mand, hvilken lettelse! Jeg tøver ikke et sekund med at ryge noget mere.
Det er for vildt at mærke hvordan hele min krop og psyke pludseligt har ændret sig. Min oplevelse af eksistensen er vitterligt forandret helt abnormt, da min tilværelse indenfor 20 sekunder er gået fra smerte og ubehag til en utrolig tiltrængt normalhed.
Efter 5. omgang kan jeg tydeligt mærke at jeg har det markant bedre. Det eneste der er tilbage er at min temperaturregulering er stadig semi-fucked, og min hud føles en anelse ulækker. Alle andre symptomer er mere eller mindre total forsvundet. Uhyggeligt!

Jeg ryger videre, og begynder så småt at mærke varmen cirkulere rundt i kroppen igen. Åh gud hvor er det dog fantastisk! En kæmpe røgsky forlader min mund og sammen med skyen forsvinder de sidste abstinenssymptomer.
Det er så her at jeg står overfor endnu et dilemma - skal jeg ryge videre nu hvor jeg er blevet rask? Eller skal jeg prøve at spare på det, så det holder længere, og for at jeg ikke opbygger min tolerance hurtigere end nødvendigt?

Haha just kidding, det er ikke et dilemma - som om at jeg har et valg.

Jeg tilføjer lidt ekstra dope på papiret inden at jeg fortsætter med at jage den brune klat op og ned langs papiret.
Jeg rammes af en snert af skam og dårlig samvittighed. Jeg sænker tavst hovedet, idet at jeg tænker på hvad fanden jeg har gang i. Har nu brugt endnu en tusse på at forgifte mig selv, jeg havde ellers sagt til mig selv at jeg havde fået nok. Okay, DET her var sidste gang. Selvfølgelig mener jeg ikke i dag, haha hvad tror du selv, jeg mener selvfølgelig at det er sidste gang at jeg skaffer mig noget mere. Det betyder selvfølgelig at jeg gerne må ryge alt jeg kan idag, jeg behøver ikke at spare på det jeg har da det alligevel er det sidste. Jeg burde jo nok prøve at trappe ned, men fuck det jeg tager bare en hardcore kold tyrker, det er jeg kommet igennem før, selv når jeg har været nødt til at troppe op på arbejde.
Jeg overvejer kortvarigt hvor realistisk det er, men det er ikke en sjov tanke så den skubber jeg da lige lynhurtigt til side igen, fejer den ind under gulvtæppet og brænder huset til jorden.

Resten af dagen bruger jeg så på at slappe af, rydde lidt op og jævnligt ryge noget heroin. Jeg når aldrig hen til kokse-stadiet, det er simpelthen for svært at nå dertil (men en god stærk joint oveni plejer godt at kunne få mig derhen).

Klokken er nu ved at slå midnat og jeg kigger søvnigt ned i posen - oh god, det ser allerede deprimerende tomt ud. Jeg ryger en sidste god lang linje inden jeg putter mig under dynen. Det er rart at ligge trygt her, men det er langtfra lige så euforisk og ovenud behageligt som rusen var helt i starten.
Jeg vender mig og kigger hen imod 2 kasser jeg har stående i hjørnet af værelset.
100 kanyler, 100 sprøjter, 1 ødelagt liv.
Tanken om at begynde på nålen skræmmer mig, men det er ved at være en mere og mere tiltalende idé. Det er totalt vanvittigt at have liggende, det var ovenud fucking retarderet at anskaffe det. Jeg ved bare at jeg kommer til at fortryde det noget så grusomt, og jeg er bange for at hele mit liv kommer til at falde hurtigere sammen end jeg kan nå at blinke.
Point of nål return.
En tåre triller langsomt ned af min kind.

Jeg falder endeligt i søvn efter endnu en hård dag.

...

...

...

Jeg vågner med et sæt!
Jeg åbner langsomt øjnende til et mørkt rum, det er totalt sort.................

"You're going to reap, just what you sow"


Top
 Profil  
 
Indlæg: 27 jun 2020 22:50 
Offline
Medlem

Tilmeldt: 08 jun 2020 15:45
Indlæg: 94
Hey T-1337.
Selvom det er et ældre indlæg får du alligevel lige et svar her fra. Det lyder til at være en hård tilværelse du holder dig. Og det lyder også til at du godt ved at det uundgåelige stop er på vej, og at de glæder der er ved et misbrug, er ved at være udtømt for dit vedkommende. Som du tydeligvis kender til, kan det være barskt at stoppe med opiater/opioder, men der er heldigvis massere af håb for en god tilværelse på den anden side. Så husk at fokusere på det :-) Jeg ved ikke hvad jeg ellers skal skrive, men jeg håber at du er ok. Hold os gerne opdateret. Jeg er i hvert fald interesseret i hvordan det går dig, og du har helt sikkert en der hepper på dig her. God sommer her fra!


Top
 Profil  
 
Indlæg: 29 jun 2020 00:26 
Offline
Medlem

Tilmeldt: 08 jun 2020 15:45
Indlæg: 94
Hey T-1337.
Selvom det er et ældre indlæg får du alligevel lige et svar her fra. Det lyder til at være en hård tilværelse du holder dig. Og det lyder også til at du godt ved at det uundgåelige stop er på vej, og at de glæder der er ved et misbrug, er ved at være udtømt for dit vedkommende. Som du tydeligvis kender til, kan det være barskt at stoppe med opiater/opioder, men der er heldigvis massere af håb for en god tilværelse på den anden side. Så husk at fokusere på det :-) Jeg ved ikke hvad jeg ellers skal skrive, men jeg håber at du er ok. Hold os gerne opdateret. Jeg er i hvert fald interesseret i hvordan det går dig, og du har helt sikkert en der hepper på dig her. God sommer her fra!


Top
 Profil  
 
Indlæg: 27 aug 2020 12:42 
Offline
Dedikeret medlem
Brugeravatar

Tilmeldt: 12 apr 2007 00:31
Indlæg: 795
Geografisk sted: ved havnen
Rigtig godt beskrevet frk heroin er den største fjende af livet


Top
 Profil  
 
Vis indlæg fra foregående:  Sorter efter  
Skriv nyt emne Svar på emne  [ 4 indlæg ] 

Alle tider er UTC + 1 time [DST ]


Hvem er online

Brugere der læser dette forum: Ingen og 1 gæst


Du kan ikke skrive nye emner
Du kan ikke besvare emner
Du kan ikke redigere dine indlæg
Du kan ikke slette dine indlæg

Søg efter:
Hop til:  
Powered by phpBB® Forum Software © phpBB Group
Danish translation & support by Olympus DK Team