Psychedelia.dk

Velkommen til psychedelia.dk. Vi er Danmarks største community for fornuftig anvendelse af rusmidler og legalisering.
Dato og tid er 28 mar 2024 10:31


Alle tider er UTC + 1 time [DST ]




Skriv nyt emne Svar på emne  [ 6 indlæg ] 
Forfatter besked
Indlæg: 29 jul 2011 19:06 
Offline
Junior medlem

Tilmeldt: 18 jul 2011 13:02
Indlæg: 19
Substans/er: Argyrea Nevrosa
Setting: I byen
Var du sammen med andre: Nej
Erfaring: Ved en hel del efterhånden

Dosering og anden informaton om substanserne
10-15 frø

Mere information om settings,mental tilstand og evt. sygdomme mm.
denne trip rapport er et dokument jeg har skrevet for længe siden. (umiddelbart efter trippet som fandt sted i år 2008)

Der vil følgende opsummeres med en opdateret analyse af min tilstand under "trippet"

Triprapporten
Torsdag den 6. november 2008…

Under denne ”session” var jeg i mit eksperimentielle stadie, og havde lidt eller ingen erfaring med manipulation eller behandling af psykotropika. Dette var mit andet eller tredje forsøg med frø.

Ca. 10 - 15 Ubehandlede frø, knust og slugt i toiletpapir…

Jeg havde en aftale med en ven i København.
Da det som regelt er en lang og kedelig tur, besluttede jeg mig for at peppe det lidt op med en portion HBWR.

Der går omtrent en halv til en hel time, fra man indtager substansen, til det begynder at tage sin effekt (alt afhængig af hvor aktiv man er). Jeg var gået ned i den lokale ”Rema 1000”, da det ulmede i dybet, den bekændte kvalme var begyndt at stige, langsomt, og med denne kvalme kommer de første bølger af hallucinationerne.
Ovre ved frugt og grønt famlede jeg som en dement, imellem æbler, pærer og bananer. Der kravlede en lille orange neon bille imellem deforme pærer (dette var vel og mærke ikke en hallucination), så jeg efterså straks mine egne udvalgte frugter.
Jeg stod i kø. Bag disken sad en ung mand, han havde fået konstrueret sig en fin bunke af stress foran sig. Kasseassistenten trykkede forgæves sine koder ind på panelet, imens min pulver kvalme boblede i halsen på mig. Han var nød til at tilkalde hjælp. Normalt har jeg ikke travlt med at komme igennem disse pinefulde øjeblikke, jeg plejer ikke at tage mig af disse åndsfraværende, stupide, somatiserede og snakkende kloner, men i dette bestemte øjeblik, føltes det som var mit ansigt ved at smelte af kvalme. Jeg var glødende i hele kroppen, jeg kunne ikke ånde. Kun et luftigt, støvet, æter surrogat fyldte mine lunger, og tirrede en bombe i kraniet på mig der snart skulle eksplodere. Til mit store held blev der sagt, af den lille snerpede kasse sæk, at der nu blev åbnet en kasse mere ved siden af. Jeg var nummer to i min kø, men kun få sekunder fra at selvopløse i en kantet, slimet masse.
Ham foran mig fik betalt. Men da han var på vej hen for at pakke sine varer, stødte han på en nervepirrende barriere… der er disse, metal afspærringer, de sidder i to hængsler på siden af kassen, og er prydet med et rødt stop skilt. Den var ikke blevet foldet ind, da kassen jo lige netop var blevet åbnet. Den var foldet ud, og standsede denne langsomme idiotiske kolos, som gav mig nervøse rystelser over hele min koldsvedne krop.
Udenfor var den helbredende luft.
Da jeg nåede ned til Ikast station, med frugter, var jeg ret bevidst om at mit udseende havde ændret sig, uden af at vide hvordan præcist.
På en bænk, under et halvtag. Regnen tappede monotont henover perronen. En høj foroverbøjet mand kom med lange skridt hen til mit lille mørke hjørne, og fik et chok da han så mig titte ud af skyggen, vi hilste ikke på hinanden, eller, jeg hilste i hvert fald ikke på ham, jeg kunne føle hans afsky. Denne afsky var sandsynligvis bare endnu en hadefuldt projektering fra min side af.

Det krævede stor indsats at få overtalt mig selv til at stige på toget da det endeligt prustede frem og stoppede.

Det var først da jeg ankom til Herning station og var kommet på toilettet, at jeg endelig så mig selv i spejlet. Jeg var lamslået, slået i gulvet af en øjeblikkelig og massiv selvbevidsthed, og jeg græmmedes. Pupillerne slugte mine øjne, de var enorme! Min hud var flydende, jeg kunne se mit kød veksle, skifte farve i kødrøde nuancer, kødet der ånder. Jeg håbede at det var et synsbedrag, men efter at dømme på folks reaktion når de så mig, kunne jeg ikke tage fejl. Min krop føltes vægtløs, og fra dette øjeblik var jeg i tvivl om hvor jeg befandt mig. Jeg var selvfølgelig klar over at jeg stod i Herning, nær ved tog stationen, men det puslede mig hvorhenne min krop var; ”Står jeg her? Eller sidder jeg derovre på bænken?”. Jeg vandrede forvildet rundt og skræmte mennesker i en stund. Derefter fik jeg købt min billet, og gik målrettet ned til perronen. Forsøgte svagt at ignorere folkets stigmatiserende øjne, beskyldende blikke. Der er kun to plateauer på Hernings tog station, men det var alligevel en udfordring for mig, at finde ud af hvilken jeg skulle stå og vente på. Jeg følte mig tung, som om jorden under mig sugede i mig.
Nogle dystre slagsbrødre havde set sig onde på mig, så jeg gik hele vejen ned i den anden ende af perronen, som faktisk var overraskende lang. Dernede var den gamle perron, den nyere del var tilsyneladende bygget i forlængelse af den gamle (som nu var ubenyttet). Jeg nød godt af den gamle hellige fred der befandt sig på den gamle perron, og følte mig ikke nær så observeret da jeg endelig var på afstand af de værste trusler.
Igennem rækværket kunne man skæmte ringvejen der lå op ad byen. De skøjtende, næsten hoverende, uidentificerede glidende objekter.
Jeg gik og nød en melodi på min Mp3 afspiller, og var nu midt i færd med en af ”Cream’s” opsamlingsplader (som det viser sig, er sundhedsskadelig under påvirkning af Syre), jeg var noget påvirket af situationen, og havde en nærmest religiøs fornemmelse i kroppen. Jeg følte mig overordentligt i kontakt med de omfattende, vekslende energier, da ”Jack Bruce” og ”Eric Clapton” pludselig begyndte at vibrere sagte og advarende i ørene på mig. Den vekslende evighed havde inkarneret sig i deres stemmer da de nåede til omkvædet:

- I-I don’t care if I get – no – where
- I-I can just dream and you´ll – be – there
- Emptyness
- Meaningless – minutes just drift on

Hånligt og tirrende afsløredes tilværelsens nugældende formål.
Jeg var lamslået, igen løb det koldt ned af ryggen på mig, nu mere intenst end nogen sinde. I det øjeblik kunne jeg have sværget på at guddommelige energier hånede mig…
jeg vandrede længere ned ad perronen, og standsede pludseligt, da jeg hørte et ”Klonk”, og så til min store forbløffelse et fragt tog trille langsomt i gang lige foran mig (jeg har altid gerne ville hoppe på et sådant tog, min bumlende ven). Jeg havde ikke lagt mærke til dette fragt tog før det var sat i gang, og hvis det ikke havde været fordi at det nu trillede, ville jeg sikkert også have gået hovedkulds ind i kræet med snuden først… her blev jeg paranoid, de havde helt sikkert stedet overvåget, og her havde jeg hoppet, vredet og teet mig på det allermest usete. Så jeg besluttede mig for at forsøge på og opføre mig sobert, ved at sætte mig ned og vente på mit tog.
Jeg satte mig på den fjerneste bænk, fjern fra resten af de ventende rejsende.
Der sad jeg nu og spekulerede over om jeg rent faktisk havde mine bukser på, og om jeg rent faktisk har stået og viftet med min penis foran en pige for fem minutter siden? Jeg kiggede mig selv i skridtet, jo, den var god nok, jeg havde umiddelbart stadigvæk mine bukser på. Var de knappede? Jo, de var knappede. Jeg valgte at ignorere disse tanker, og fremover forsøge at beholde mit tøj på.
Solen var nu gået ned, og regnbue bølger i horisonten flimrede, og vinkede mig dybere ind i blid fortvivl.
Jeg opdagede nu, at nærved mit bænkelige eksil, var der et skur. Dette skur blev anskueligtvist brugt af konduktører på deres pauser… eller måske var der vagter på observeringsskift derinde. Da dette gik op for mig, skulede jeg så ondskabsfuldt og nøjagtigt jeg kunne, ind igennem persiennerne. Denne skulen fortsatte et stykke tid. Han blev så nervøs derinde, at han slet ikke kunne finde rundt i hvilke tog han skulle skrive på monitorerne ((monitorerne flimrede, og han skiftede imellem de forskellige toge, som om han ikke kunne finde den rigtige) denne hændelse har selvfølgelig imidlertid slet ikke fundet sted).
Jeg fornemmede nogle bag ved min bænk, det var en konduktør der havde sneget sig forbi mig, han gik ind i skuret. Den snu skiderik… sådan at snige sig bagom mig… sikkert for ikke at skulle se mig i øjnene. Man måtte jo regne med at de havde holdt øje med ens skeptiske stirren og opførsel, de havde observeret mig over videoovervågning. Desuden så kvinden oppe i DSB kiosken også hvor store mine pupiller havde været. Sådan en flok krystere. De var på sporet af mig. ”De ved jeg er på stoffer!” tænkte jeg nøje og hysterisk, som om de kunne standse mig nu. De kunne ikke standse mig, selv da de stod i lange rækker oppe i adgangshallerne og skulede med grå stive kroppe, og klamrede sig til stænger for at modstå deres besatte begær efter at kopulere deres likviderede offer (mig), nej selv ikke da, kunne de standse mig.

Der var stadigvæk 32 minutter til mit togs forventede ankomst, det skulle komme til at føles som en evighed.
Jeg sad stadigvæk på bænken, forventningsfuld, og stirrede nu ud i mørket. Træerne begyndte langsomt at slingre, vinden i bladende havde muligvis skabt den illusion at træet bevægede sig… snart var der små lysende pletter omkring træerne i horisonten, små pletter der senere blev til små ondskabsfulde smilende ansigter.
Længere nede af perronen fik jeg øje på to hætteklædte drenge eller mænd. Jeg var overbevist om, at de nok ville forsøge at overfalde mig. Det var nogle jeg kendte, nogen jeg havde set før, og nu stod de nede i den anden ende af perronen og skulede ud af deres mørke hættetrøjer.
”Led Zeppelin” spillede høje triumferende soloer i øregangene, voldsomme melodier der reflekterede min indre anger. Det slog mig at jeg måtte slå til før dem, for således at indgyde den nødvendige respekt. Musikken blev mere hysterisk, og mit temperament steg i en korresponderende takt dermed. De bøller måtte standses, for alt i verden skulle jeg stoppe deres tyranni. Der kom endnu en optakt i musikken, og jeg bevægede mig silkeagtigt efter de, nu roligt, pulserende trommer. Jeg havde rejst mig op (per refleks), var på vej ned imod de to hætteklædte, jeg kunne mærke mit ansigt gløde, jeg knyttede mine fingre stædigt og spastisk og en smule nervøst. De stod med ryggen til da jeg var nået derned. Hvad var de mon ude på?
Jeg prikkede den ene på skulderen, han vendte sig om, hans ven så ham, og gjorde det samme. Vi stod nu og stirrede på hinanden et stykke tid før det gik op for mig… deres ansigter strålede af frygt og nervøst nedkæmpet død ære. De var slet ikke fjendtligtsindede, tvært imod, de havde sandsynligvis set mig tidligere, og havde derfor genkendt mig nede på selve perronen, hvor de så, i frygt, havde diskuteret mit uhyrlige udseende. Jeg blev overvældet af skyld og skam, og skyndte mig at bede om en cigaret.
Overalt i verden kan døsfjender komme til enighed over noget så simpelt og banalt som en cigaret! Tænk blot på alle de uheldige dødsdømte, de får retten til en sidste tobak. Et enkelt øjeblik sublimeres den fjendtlige atmosfære, og bliver til en sky af grå – stinkende røg.

Jeg gik langsomt og roligt tilbage til min plads, klart lettet over at hele missæren blot var en misforståelse fra min side… perronen bølgede og svajede. Lysrørsarmaturene i loftet var monteret i to lige linjer, parallelle og synkrone. Farverne bevægede sig fra objekt til objekt, og jeg fik en grå fornemmelse af at genstande omkring mig slugte lyset. Røde, grønne, gule, blå og lilla fremtoninger overalt.
Toget ankom langt om længe, det var en sand befrielse endeligt at kunne være på farten igen.
Det første jeg gjorde da jeg kom ind i toget, var at gå ud på toilettet, låse døren, gyse og hyle over mit ansigt. Jeg lignede en vareulv, behåret og ophidset. Mine årer fyldtes med kogende, tykt blod. Jeg kunne ikke hjælpe mig selv fra at krampe i hele kroppen… jeg sad på lokummet og var midt i en syreekstase. Jeg var hysterisk og liderlig. Lidt vand i hovedet, dybe vejrtrækninger, så var jeg klar til at komme ud. Der var mange mennekser. Jeg nærstuderede folk, det var en leg at læse deres tanker og kropssprog. De vekslende plamager af lyserødt kød fremtonede på alt hud, min egen lige såvel som deres.
Jeg må have siddet i en uendelighed og rodet i min rygsæk, da jeg pludselig ikke kunne huske hvad det var jeg søgte efter. Jeg følte mig ude af den, mit hjerte bankede en tak for hurtigt, det føltes som om at jeg måtte anstrenge mig for ikke at skide eller pisse i bukserne… flere gange havde jeg kigget mig selv i skridtet, og har kunnet se den våde urinplet brede sig hen over låret, havde følt den varme – væmmelige fornemmelse… blot for at opdage, at det var ren og skær indbildning… for sikkerhedens skyld var jeg regelmæssigt ude og tømme min blære. Ude og tømme min blære, råbe og jamre.
I et stykke tid lå jeg helt stille i mellemgangen, helt stille, observerede. De kaklede mønstre, vibrationerne. Når toget holdt, var der mange mennesker, deres ansigter var sløret af mange grå masker… jeg kunne se deres masker, selv når de stod med ryggen til, sågar kunne jeg tyde dem rundt om hjørner, høre dem, se dem og smage dem.
Overbevist om at jeg kunne gennemskue alt og alle omkring mig. Jeg følte togets PVC vægge, gulve og lofter, skilte dem ad, partiklerne var yders porøse. Væggene prydet med vævede strenge der skabte geometriske mønstre… flettet…
Et sted undervejs togturen, var der en ung pige der satte sig ved siden af mig. Vi snakkede sammen i et spejl. Et spejl der var inde i væggen over for os. Vi talte ikke, vi kommunikerede på et sofistikeret og kontrademetionelt plan. Hun var vidunderlig… jeg Kneppede hendes tanker, hun havde fået røde og bløde kinder, lukkede øjne. Vi blandede vores hoveder.
Jeg husker svagt en episode hvor jeg ligger med lystige kramper, og vrider mig som en kat, imens mennesker går upåvirkede forbi.

Toget standsede på hovedbanegården, min ven brændte mig af, han kom ikke og hentede mig som aftalt
Jeg havde brugt alt min energi, jeg var alene, på vej ned, og helt og aldeles komplet fra sans og samling. Jeg vandrede byen flad. Turde ikke henvende mig til nogen, stum. Flere gange havde folk spurgt, med en bekymret mine, om jeg vidste vor jeg var henne. ”Ja” havde jeg selvfølgelig svaret, og fortsat, med at gå.
Jeg endte op et sted i Brønshøj, min barndomsgade. Jeg sad så lang nede, jeg kunne have dræbt mig selv. Jeg har aldrig været så ligeglad før, ikke engang deprimeret, bare ligeglad.
Først prøvede jeg at sove i et legehus, det var alt for koldt. Jeg var tvunget til at bryde ind på legepladsens toilet. Der lå jeg fladt under wc´et og halvsov til det blev lyst…


ANALYSE:

Det er overordenligt morsomt at læse sig tilbage til disse vanvittige stadier.
Når man læser denne rapport er det tydeligt at se jeg har været i en tilstand af dyb nervøs paranoid skepsis og komplet ude af stand til at forholde mig rationel i nogen som helst given situation...

Jeg vil ikke sige at jeg var ude for et såkaldt "bad trip", for under hele trippet, selv i de afsluttende faser, følte jeg mig ovenpå. Selv i de episoder jeg vrider mig i midterkupeen i s toget er jeg stadigvæk ved mod... det var stadigvæk en fornøjelse at opleve, at se og føle...

Dagen efter vågnede jeg frisk som en havørn (dog med lidt kværnet ryg efter at ligge midt på et toilet gulv), jeg var oprigtig talt lykkelig efter gårsdagens trip... det var som en slags katarsis, en udrenselse af alle mine negative holdninger - for jeg kunne nu se at alt hvad jeg tænte og følte om andre mennesker ikke havde været sandt!

:D


Top
 Profil  
 
Indlæg: 30 jul 2011 15:29 
Offline
Moderator
Brugeravatar

Tilmeldt: 13 jun 2007 18:56
Indlæg: 3533
Geografisk sted: Outside
Fed rapport, lækkert at se nogen som krydrer med lidt flere adjektiver... ;)

_________________
"Inform yourself. What does inform yourself mean? It means transcend and mistrust ideology. Go for direct experience." - T. McKenna


Top
 Profil  
 
Indlæg: 25 nov 2011 20:30 
Offline
Medlem
Brugeravatar

Tilmeldt: 09 okt 2006 00:04
Indlæg: 396
Det er helt magisk at læse.. Meget intenst .. fascinerende og skræmmende ..


Top
 Profil  
 
Indlæg: 05 jan 2012 02:05 
Offline
Medlem
Brugeravatar

Tilmeldt: 08 feb 2011 14:32
Indlæg: 196
Havde engang et trip meget lig det, du nu har beskrevet, blot med spids nøgenhat istedet.. Kunne ikke have beskrevet det bedre selv. Tak for din beskrivelse.

_________________
Fuck menneskeheden, de formår sgu kun at gøre ondt anyway!!


Top
 Profil  
 
Indlæg: 08 apr 2012 22:41 
Offline
Junior medlem
Brugeravatar

Tilmeldt: 18 maj 2007 16:01
Indlæg: 42
det du har skrevet mindede mig om Charles Bukowski - det er et kompliment!


Top
 Profil  
 
Indlæg: 17 maj 2012 20:34 
Offline
Junior medlem
Brugeravatar

Tilmeldt: 17 maj 2012 12:18
Indlæg: 11
Vild rapport! - Sad faktisk flere gange undervejs og fangede mig selv fuldstændig suget ind i din "verden".
Rigtig fedt skrevet...


Top
 Profil  
 
Vis indlæg fra foregående:  Sorter efter  
Skriv nyt emne Svar på emne  [ 6 indlæg ] 

Alle tider er UTC + 1 time [DST ]


Hvem er online

Brugere der læser dette forum: Ingen og 1 gæst


Du kan ikke skrive nye emner
Du kan ikke besvare emner
Du kan ikke redigere dine indlæg
Du kan ikke slette dine indlæg

Søg efter:
Hop til:  
Powered by phpBB® Forum Software © phpBB Group
Danish translation & support by Olympus DK Team