Psychedelia.dk

Velkommen til psychedelia.dk. Vi er Danmarks største community for fornuftig anvendelse af rusmidler og legalisering.
Dato og tid er 28 mar 2024 20:06


Alle tider er UTC + 1 time [DST ]




Skriv nyt emne Svar på emne  [ 2 indlæg ] 
Forfatter besked
Indlæg: 06 jul 2011 10:06 
Offline
Junior medlem

Tilmeldt: 03 jul 2010 15:23
Indlæg: 1
Substans/er: Hawaiian Baby Woodrose
Setting: I byen
Var du sammen med andre: Ja
Erfaring: Begynder

Dosering og anden informaton om substanserne
4 frø. af hvad jeg kunne forstå af de venner der havde prøvet det, inkluderet ham jeg købte dem af, så svinger kvaliteten af frøene meget, og havde fået at vide som tommerfingerregel at starte ud med 5. Min ven M, som jeg købte dem af, har dog selv en del erfaring, og sagde at man blev godt basket af 2 - 3 af de her.

Mere information om settings,mental tilstand og evt. sygdomme mm.
Lidt udkørt ovenpå nogle dage med druk, men helt tilstede.

Triprapporten
Jeg går ikke ud fra der er noget nyt over historien om en dreng der på sin jomfru-rejse på Roskilde Festival, også vælger at springe ud i et stof, trods det måske ikke er den maksimale setting.

Jeg har i løbet af opvarmningsdagene drukket mig mindre rastløs i mit fordærv (større tilhænger er jeg ikke af alkohol, men det har man jo med at glemme i mængden af det), og gør op med mig selv i løbet af en formiddag, at den første dag med musik, af flere grunde må være nu det skal prøves af. På det her tidspunkt er vejret stadig godt, og jeg har i tankerne opleve så meget så vidt muligt under mit trip, efter/hvis jeg skulle finde mig tilrette i det.

Så efter at have fastet, forbereder M 4 frø til mig, og jeg æder dem og kører savlet rundt fra frøene én for én munden lige efter hinanden. Der går et kvarter - 20 minutter før jeg mærker noget, men så går det også stærkt. M havde på forhånd forklaret mig hvordan det svingede mellem ekstase og kvalme, men var ikke klar over at det svingede fra sekund til sekund til at starte med. Så jeg slæber mig ud på et toilet inden frøene skulle stige mig helt til hovedet, og prøver at kaste op. Det lykkes ikke, og som jeg sidder på festival-toilettet og stirrer på tagget "is this really paradise?", bliver jeg mere tilpas i situationen, og derfra tager svingningerne også af i tempo, og er helt væk i løbet af nogle timer.

Jeg ligger mig op af min gode veninde, M foran mig og et par andre bekendte er ellers i teltet, men det rør mig ikke. Jeg gør mig godt til rette, og mine venner begynder at røre ved mine ben, som mine sanser reagerer en hel del bedre på end normalt; euforisk. I løbet af omkring 1 - halvanden i teltet har jeg skåret en del grimasser af syge smil og har det i bund og grund bare meget som om jeg er på en underlig form for koger af en blanding af for meget skunk og sprut (dog relativt veltilpas).

Som jeg kommer ud og vakler lidt omkring, møder jeg og M min eks og nu utroligt nære ven, og jeg oplever at få smækket alle følelser hende og jeg har oplevet sammen i hovedet på én gang, hvilket bliver siddende og fortsætter tilbagevendende gennem trippet. Det samme kommer senere hen til at gælde M og en anden af mine bedste veninde, og jeg føler både under trippet og senere hen et forstærket bånd mellem dem og jeg og vores venskabs betydning. Dette var også det bedste jeg følte der kom ud af trippet, om end det er utrolig svært at forklare. Det kan sammenlignes lidt med det kick Dean fra "On The Road" vil opnå gennem at rejse og opleve (det såkaldte "IT", som han heller ikke selv har let ved at forklare), hvis nogle af jer har læst den. Disse mennesker er alt der har betydning, ligemeget hvad vi laver og har lavet sammen, godt og skidt.

Jeg får en følelse af at verden er skildret i flere dimensioner og prøve at beskrive dem for mig selv under trippet som "boredom" og "filth", hvor filth er når vi er sammen om at lede efter en større stimulering gennem stoffer, sprut og dets miljø, fordi "boredom" - skole, at sidde og stene Penguin Classic bøger, blive påduttet livskvaliteter og den generelle livs-cyklus ikke er stimulerende nok - groft sagt.

Vi ender til koncert med Tame Impala, som planen var. Et syre-rock band fra Australien. Jeg møder min ven N i crowden, prøver at forklare ham hvad jeg er på, men ingen af os er i stand til at kommunikere, specielt ikke mig. Jeg er travlt optaget af at røre ved min krop og nære mig på de vilde sanseindtryk der kommer ud af det.

I ventetiden inden bandet går på vil M gerne låne min ok smadrede mobil, men mens han tager den, taber han visiret til den, og jeg bøjer mig ned mellem de mange og tætte ben for at finde den. Jeg får følelsen af at blive suget helt ned i en afgrund af noget fuldstændig unaturligt, og at jeg ikke har nogen ståstand, der er kun sort afgrund. Mine følelser og tanker om dette bliver dog hurtigt afbrudt af musikken.

Som forsangeren synger "and i thought they could cure his disease, but in all honesty, he didn't have a hope in hell, now we'll never see him move again", bliver jeg grebet af en panisk og klaustrofobisk følelse, og siger til M at jeg må ud fra crowden. Det følelse som en uendelighed, en mur der skal brydes ned brik for brik, som jeg vælter igennem menneskerne. Som jeg begynder at kunne se sollys, bliver jeg overrasket af de vildeste visuals (vil jeg gå udfra, har aldrig prøvet det før). ALT bliver lyst, der er kun silhoutter. Jeg skynder at sætte mig ned og forklarer M, at jeg har visuals. Alle, men ham klarest af alle er hvide silhoutter med brændende røde øjne, som var det taget ud fra et 30 år gammelt computerspil.

I løbet af et kvarter forsvinder det, og jeg bliver stablet på benene igen og vi smider os i nogle sækkestole mens M æder ben and jerrys og jeg snakker om alt og intet af alt det pis der fylder mit hoved. Små, rationelle tanker bliver overrumplet af større, filosofiske tanker, bygget på sanselige indtryk og uden nogen mulighed for at blive afsluttet i noget konkret eller konstruktivt. Løsslupne tanker og ord.

Jeg begynder at føle mig ubrugelig, og mens jeg i baggrunden kan høre Tame Impala synge "there's a party up in my head, and no one is invited", føler jeg den er dedikeret til min tur ind i mit ego. Jeg føler mig noget så liberalistisk anlagt og uduelig, og føler at jeg intet opnår ved det her, som jeg bare sidder og konstant nulrer mine sokker. Jeg tænker på Global Contact, og hvornår jeg nogensinde får økonomisk mulighed for at gøre en forskel gennem dem, og at mit trip nok ikke er noget godt sted at starte. Jeg tænker på "Into the Wild", og ser mig selv i hans scenarie, døende i sit eventyr med den konklusion at "happiness is only real when shared" - en sætning der sidder på repeat gennem trippet. Denne tanker forsvinder dog som alt andet også hurtigt igen, og jeg bliver betaget af hvordan mine sanser nu arbejder. Som vi sidder i det lille rum med sækkestole, vender følelsen af forskellige verdener tilbage til mig, da jeg føler at rummet jeg sidder i er langt mere adskildt fra omverden end normalt - som en verden for sig.

"Bliver det nogensinde det samme igen?", spørger jeg M. "Nej", svarer han kort. Jeg begynder at savne "Boredom", mere og mere, da jeg forbinder det med ham og de veninder jeg nu føler mig ekstra knyttet til, følelsen jeg førhen refererede til som "IT".

Med denne følelser begynder vi at vandre i rigtig god tid til Iron Maiden hvor jeg møder endnu en rigtig god veninde. Men vejret, kulden og følelsen af ikke at kunne finde tilbage får mig helt ned i kuldkælderen, og jeg bliver nød til at baile fra mine to venner til sidst, hvilket kun resulterer i endnu større ego-komplekser, da de ikke kender hinanden og ligger meget langt fra hinanden.

Turen tilbage til campen går med de mest psykotiske tanker, og bebrejder mig selv for alverden. Jeg følte jeg havde ofret dem jeg elskedes tilpashed ved min situation for en ultimativ frihed, der var rent fængsel i forhold til den frihed jeg nu så meget klarere, at de i bund og grund bidrag med i mit liv, bare ved at cykle marathon eller stene nat-tv på en luftmadras.

Jeg ender i campen, og skriver med min gode ven og eks. Jeg er ked af som tingene endte, men utroligt tilpas ved situationen jeg nu er i, er sikker på det nok skal gå, og glæder mig til at se hende igen og føle mig fri under omstændigheder jeg førhen havde taget for givet, da det ikke gav mig stimulans. Hun skriver dog lidt efter at hun savner mig, men ikke har så meget strøm tilbage. Som reaktion til dette, skriver jeg godnat og slukker mobilen, for derefter hulkende at synge Lou Reed - Perfect Day for mig selv (I'ts such a perfect day, i'm glad i spend it with you), ved tanken om at jeg ville ønske jeg havde givet ud af min glæde og delt den med andre, istedet for så intensivt at søge indad. Sindssygt tragikomisk ! :D

Så det endte med at blive et noget uballanceret trip, der dog har givet stof til eftertanke, uden ligefrem at ændre min verden - den har mere bare taget mit fokus lidt væk fra den psykedeliske, og gjort mig endnu mere bevidst på hvad der sker omkring mig. Alligevel føler jeg for at prøve det igen. Næste gang skulle vi bare være to om det - én jeg elsker, og bare lave noget alment (gå en tur i parken, se Twin Peaks derhjemme, et eller andet).


Top
 Profil  
 
Indlæg: 06 jul 2011 21:52 
Offline
Medlem
Brugeravatar

Tilmeldt: 27 aug 2010 01:39
Indlæg: 80
Geografisk sted: A spot within a spot
dig og morten har vist hygget jer!

_________________
- Medlem af det hemmelige selskab


Top
 Profil  
 
Vis indlæg fra foregående:  Sorter efter  
Skriv nyt emne Svar på emne  [ 2 indlæg ] 

Alle tider er UTC + 1 time [DST ]


Hvem er online

Brugere der læser dette forum: Ingen og 1 gæst


Du kan ikke skrive nye emner
Du kan ikke besvare emner
Du kan ikke redigere dine indlæg
Du kan ikke slette dine indlæg

Søg efter:
Hop til:  
Powered by phpBB® Forum Software © phpBB Group
Danish translation & support by Olympus DK Team