|
Substans/er: sydfynsk mosepot
Setting: I naturen
Var du sammen med andre: Nej
Erfaring: Erfaren bruger med omfattende viden
Dosering og anden informaton om substanserne
1 stk. gourmet tryllepind, mystisk sydfynsk mosepot som mudderkongen skænkede mig og mine venner; resultatet af et bizart samleje mellem ham og Moder Jord+ Måneskin.
Mere information om settings,mental tilstand og evt. sygdomme mm.
kronisk månesyge
Triprapporten
Det var fuldmåne og jeg så månen forvandles ved atmosfærisk magis kraft fra en dyb rød der indeholdt alle helvedernes lidelse over en bleg stærk gul der mest af alt lignede en lille bleg sol der havde mistet alt for til sidst at fuldbyrde evolutionen og reinkarneres som en skinnende hvid gud. Jeg vandrede,
bare endnu en af nattens ensomme kentaurer
I min rastløse månesyge drog jeg over Engene mod Skovene og før min tur var omme havde jeg observeret en guds fødsel;
eventyrligt hvid og eventyrligt skinnende
Jeg vandrede forvildet rundt i skoven med dragebregner i lommen, i lungerne og i min sjæls inderste tempel
Grene rev mig i hovedet for månen var endnu ikke på sit stærkeste og natten rummede stadig ekkoet af
et dybt sort roligt mørkeland hvor alting sov på nær natvæsenerne der holdt sig vågne for
at vandre i månens skin.
Det blæste, men blæsten var ikke længere uundgåeligt kold
som koldt vand
en kulde man ikke kan ignorere,
men lunere
som om den danske nat havde fået en lille promille indisk nat;
fuld af muligheder,
måske spændende eksotiske dyr eller guder med mange arme og mange hoveder og kroner af sort jern, der spiller transcendentale loops på deres enorme rigt udsmykkede tablaer;
130 bpm.
Jeg vandrede i mørke gennem skoven og alt var vidunderligt kaotisk. Det var så grotesk en situation med uventede grene og skønhed, der hele tiden kastede sig på én og det hele fløj på en psykedelisk symfoni;
Psykedelisk Countryboogieblues
Jeg slog mig ned og opdagede til min egen udsøgte ophøjede fornøjelse at jeg sad som i et hedensk ritual midt i
Anemone-Måne Skoven.
Evigt forår
Evigt måneskin
Månens tiltagende lys kyssede de hvide anemoner jeg sad i i skovbunden og var meget lille, anemonerne brød ud i hvid brand pga. den gave af lidenskab som måneguden skænkede dem
Det var som om månen var den samlende energi der holdt hele dette neoplatonistiske naturtempel oppe,
Det var månens tempel,
Det var trods alt den der var guden.
Jeg sidder og prøver at skærme mig ved de store høje ensomme træer der ligesom jeg er i færd med at arbejde på deres tan i månens skær.
Jeg får ordentligt gang i fyrtøjet og prøver at tage en god lungefuld og holde den nede mens jeg husker noget som Ken Kesey har sagt;
det er vigtigt at undersøge tomheden selvom den godt kan virke skræmmende og uhåndgribelig.
Jeg lukker derfor øjnene og et psykedelisk festfyrværkeri maler bjerge og palmer og udefinérbare umulige eksistenser i det store tomme.
Good morning mr. Benson I see you’re doing well
If I had me a shotgun I’d shoot him straight to Hell
Synger Pigpen som nu vandrer i skyggen fra dødens dal, svømmer i varme have af ikke-eksistens.
Det virker måske brutalt, men det er i grunden bare en farve mere til natten der gør det hele lidt sært,
men rart.
Jeg tænker tænker tænker,
inspireret af månen,
Hvis Grateful Dead havde levet i Kina dengang de spillede til Keseys Acid Tests
så var de alle sammen blevet skudt på stedet.
Jerry Garcia var blevet hængt på Den Himmelske Freds Plads for aggressiv undergravende virksomhed rettet mod
Fællesskabet.
Hvis jeg skulle gøde noget i min hemmelige have så kunne jeg godt tænke mig at gøre det med
Phil Lesh.
Det var egentlig også underligt at de ikke blev likvideret i USA i 68 da syrebølgen knækkede og Nixon flyttede ind i det hvide hus.
Men det er lige meget nu nu handler det om nu
Det hvide lys der har lagt sig over mig er ikke som Det Hvid Hus’,
det er lysende og blødt, mens det hvide hus er en gammel kold hvid der lugter langt væk af
magt og blod,
derfor synes jeg at det hvide hus måske burde hedde Det Røde Saurons-Tårn.
There is a road, no simple highway,
Between the dawn and the dark of night,
And if you go no one may follow,
That path is for your steps alone.
Sådan føder Jerry Garcia Robert Hunters ord og opretholder som en anden Vishnu konstant kosmos, Jerry Garcia er det opretholdte øjeblik.
Robert Hunter er skaberen – Brahma
Jerry Garcia er opretholderen - Vishnu
Og Shiva er ødelæggeren
I dette indsigtens øjeblik modtager jeg et transcendentalt telegram fra en højere bevidsthed,
I et øjebliks klarhed så jeg hvordan det hele hang sammen
Hvordan Jerry Garcia slet ikke var rigtig død han var bare blevet reinkarneret som måneguden der dansede hen over himlene og passede på ikke at træde på de små skrøbelige stjerner, mens han spredte lysende ren Grateful Dead-energi udover verdensaltet og alt svarede som anemonerne flammende lyst igen og blev til rent
Garcia-måne-elektricitet.
Et guddommeligt materie der indeholder verdensaltets byggeklodser.
Alt materiale i verden er blot aspekter af dette ene hellige.
Jeg havde fundet kilden til nuet og pattede ved Evighedens Moderulv.
Nu er jeg tilstede.
Det er jeg ikke engang,
der er kun De Taknemmelige Døde og ikke plads til et selv eller noget som helst.
Going to plant a weeping willow,
On the banks green edge it will grow, grow, grow.
En hængepil er traditionelt set et meget smukt symbol på tabt kærlighed.
Det er sjovt det der med at man mange af de moderne sange der handler om kærlighed dér kan man bare forestille sig at sangene i virkeligheden er dedikeret til Shri Krishna og så får man nogle virkelig fine Devotional Songs.
Måske med Jesus.
Der er forskel på kærlighed indenfor det moderne kærlighedsbegreb.
Det er i virkeligheden en mangfoldig slægt af unavngivne underbegreber;
sære glemte væsener så ensomme at de ikke engang har et navn.
Grateful Ego-Dead.
Jeg fylder lungerne endnu en gang og beslutter at det må være
sidste puff i anemoneengen,
da jeg kom i tanke om at jeg skulle vandre hjem og ikke flyve på en regnbuefønix som jeg lidt havde troet.
Taknemmelig og død vandrer jeg gennem Anemone-Måne Skoven
Evigt forår og evigt måneskin.
Jeg gir et bredt beskyttende månehvidt træ et kæmpe knus og det føles trygt,
så finder jeg den rigtige vinkel på træet for at få læ til mit ild, og ligepludselig er det overvældende som røgen bare breder sig køligt i hjernen som små stråler af kold behagelig strøm.
Påskeferie er et dejligt arabisk eventyrland og Anemone-Måne Skoven er hovedstaden
Mit naturtempel er rådhuset
Ting-kredsen hvor planets oldermænd mødtes under de store træer og samlede hemmelige urter og vandmynte til te i måneskinnet mens de gik og hviskede om
psykologisk revolution.
Jeg trasker hjem uden mig selv og tænkte tit på om jeg måske bare havde trancenderet min krop og min bevidsthed bare vandrede med ben der synes at kende vejen af sig selv.
Havde jeg baret ladet mig selv ligget i kulden så jeg forevigt kunne blive et med Jerry Garcia og bare ligge dér?
Død og taknemmelig
Tendris’ nådesfulde knus.
Over Grævlinge-Måne Markerne.
Hjem til min dejlige lille rare hytte.
Min lille dejlige lille dejlige dejlige lille hytte.
Jeg fattede blæk og fjer og i læselampens skær ristede jeg disse runer i tidens folietynde fabrikat; foreviger den manglende side i
Den Hellige Koranen
Det Nye Testamente
Det Gamle Testamente
samtlige Vedaer og upanishade digte.
Bennys Badekar
Nu er det vist blevet tid til igen at sove og vokse og lade nattens kølige evighed brede sig i sindet kun forstyrret af
Regnbuedrømme om Grateful Dead, Måner og Anemoner,
der bliver bragt på store kulsorte elefanter og skænket af REM-søvnens pantheon.
Og sådan slutter fortællingen om Anemone-Måne Skoven.
|
Log ind
Tilmeld
OSS
Søg
