Substans/er: Skunk, Alkohol, Amfetamin, LSD, Oxycodone. Setting: I naturen Var du sammen med andre: Nej Erfaring: Ved en hel del efterhånden
Dosering og anden informaton om substanserne 1 ren skunk joint, 1 flaske whisky, 2g god amf, 1 mærke ukendt og 3 dråber ukendt, 40mg oxy.
Mere information om settings,mental tilstand og evt. sygdomme mm. Kom spontant, dog ikke helt uventet. Var godt og grundigt deprimeret/fuld af sorg, ellers er jeg frisk som en fisk.
Triprapporten Episoden skete for lidt over et år siden. Min gode veninde var netop gået bort grundet en sygdom og jeg var knust. Man kan sige det værste nok var at jeg aldrig noget at sige farvel til hende grundet jeg var på efterskole og ikke havde mulighed for at komme hjem. Men nok om det, det er jo en trip rapport og ikke et resume af mit liv. Lad os springe frem til begivenhedens start.
Jeg var kommet hjem til begravelsen og havde på forhånd sagt til mig selv jeg ville være clean. Har røget hash siden jeg var 14 og leget lidt med noget amf og MDMA siden 15-16 års alderen. Men det skulle der ikke være noget af den dag, havde dog rullet en joint til efter begravelsen og havde planlagt at ryge den ved midt yndlingssted nede i anlægget. Bisættelsen skal foregå kl. 10:00 og jeg er tideligt oppe, føler intet hele dagen og tager mig god tid til at trække i habitten og det hele. Jeg tager af sted, men først da står foran kisten og kigger ned på hende bryder jeg sammen, bliver fuldstændig overvældet af alle de følelser der trykker og jeg løber ud af kapellet. Jeg tænker ”fuck it” og tænder jointen mens jeg går lidt rundt. Det ene føre til det andet og før jeg ved af det har jeg købt en flaske whisky. Jeg er godt basket, og ved udmærket godt hvor dette ender, men jeg ved også der er intet jeg kan gøre ved det.
Klokken 11:00 (ca.) Jeg går rundt nede i byen og drikker min whisky, møder ikke mange mennesker da det er fredag og folk er på arbejde. Tænker at det er da egentlig meget heldigt for det kan umuligt se godt ud at jeg render rundt som jeg gør. Hele tiden flyver mine tanker rundt, det er svært at holde styr på dem, jeg tænker over hvad der lige er sket det er vidst ikke gået helt op for mig endnu. Tænker på min veninde, de gode minder med hende og får det bare værre og værre, ikke kun psykisk. Har det som om jeg har de sygeste sommerfugle i maven, føler mig næsten helt tom og skidt tilpas, sikkert på grund af whiskyen og jointen, men også min psykiske tilstand. Jeg ringer rundt til nogle venner, mange svarer ikke og når der er en der tager telefonen lægger jeg på.
Klokken 13:00 (ca.) Whiskyen er væk, jeg er kommet hjem, skiftet tøj og er desperat efter at glemme alt. ”heldigvis” har jeg noget amf liggende. Deler det op i 2 lige store dele, laver en bombe af det ene og tager den tager også lige en lille streg og gemmer resten. Jeg er ikke urolig for det er langt fra første gang jeg har lavet denne cocktail. Jeg kommer pludselig i tanke om anlægget og beslutter mig for at gå der ned. Amfen virker og jeg har det godt i kroppen igen, de 5 min. Jeg bruger på at finde og indtage amfen fik mig kortvarigt på andre tanker om lykke og glædelse, men forsvinder lige så hurtigt som det kom.
På vej ud af døren hapser jeg min sidste oxy pille og ligger den ned i lommen. Jeg bliver skræmt over mig selv, for jeg ved godt hvordan det vil ende hvis jeg tar den samtidig med alt det alkohol. Jeg benægter min egen tanke om at jeg er i stand til at gøre det, men tager den alligevel med. Jeg er utrolig klar i hovedet, er ikke et sekundt i tvivl om hvor jeg skal hen, hvor jeg er og at jeg har brug for at slå hovedet fra. På vej ud af døren kommer min far hjem, han spørger om jeg er ok og hvor jeg skal hen. Han ved ikke at jeg tager stoffer og ryger hash. Jeg fortæller at jeg har brug for at samle tankerne hvilket han er meget forstående over for og jeg smutter uden at sige mere.
Klokken 14:30 (ca.) Er lige gået hjemme fra, tænder en smøg, ringer til en ven som hooker mig op med noget lsd. Jeg ved ikke hvorfor det lige var lsd jeg ville have. Har altid haft lyst til at prøve det så jeg syntes tidspunktet passede fint, har aldrig haft med psykedelika at gøre før. Tårerne triller pludselig ned af mig og vil ingen ende tage, jeg smider smøgen fra mig, smider t-shirten og finder en lille schweizerkniv frem fra min lomme. Jeg er ikke cutter, men begynder nu at skære mig selv i brystet med den sløve kniv for at lette lidt på min smerte og det hjælper gevaldigt. Jeg får skrevet nogle halvsjuskede bogstaver ind, men bliver afbrudt da der kommer en modpasserende og min fornuft siger at jeg helle må tage t-shirten på igen.
Jeg skal møde min ven med lsd’en ikke så langt fra anlægget hvor jeg næsten er nået ned til. Jeg græder ikke længere og min t-shirt er fuld af snot og tårer, folk kigger på mig, men jeg er ligeglad. Midt i dette helvede jeg befinder mig i tænker jeg ikke på andet end min veninde, jeg skænker en lille tanke i ny og næ til mine forældre for jeg ved at dette vil de finde ud af. Jeg tænker også lidt på min efterskole og ønsker virkelig at komme der op og håber mine forældre lader mig komme tilbage.
Klokken 15:30 (ca.) Jeg møder min ven, får mit lsd som jeg hurtigt propper i munden. Jeg husker mærket havde en metallisk smag, ikke særlig behageligt, dråberne smagte af mint. Mødet er hurtigt, jeg får et skulderklap og vi går hver til sit. Igen ligesom med amfen bliver mine tanker ledt over på spændingen af at tage lsd’en. Jeg trisser stille og roligt ned til mit spot i anlægget og da jeg når der ned kan jeg mærke lsd’en. Jeg sætter noget pink floyd på fra min ipod lægger mig tilbage i græsset i mit skjul som man ikke lige lægger mærke til. De følelser jeg får nu kan jeg ikke rigtig beskrive. Musikken bliver levende jeg har det som om jeg ligger i en meget blød seng som opsluger mig helt. Nu befinder jeg mig oppe i skyerne jeg er helt vægtløs og jeg slår kolbøtter i luften. Mine øjne er stadig åbne og jeg stopper med at slå kolbøtter. Pink floyd spiller stadig, men jeg hører kun specifikke instrumenter, nemlig strygerne. De dybe langtrukne bastoner springer nærmest som en eksplosion og hele min krop ryster.
Jeg er tilbage på jorden, en grøn græsmark. I Takt med at bastonerne fader ud sætter jeg mig op og kigger tilbage og ikke langt fra mig er en regnbue og en stor sort kedel fyldt med guld. Jeg bliver over glad og løber der hen, men som jeg skal til at tage guldmønterne popper en vred lille gnom frem og skælder mig ud. Jeg tænker ikke mere over det og går op af regnbuen. Det hele virker som om jeg er med i en tegnefilm. Turen op af regnbuen virker til at tage flere timer. På min vej ser jeg en masse ting. Bl.a. går jeg forbi en masse mennesker der står med hånden fremme og giver mig hig fives. En lille pige der sidder og tigger som jeg giver alt det guld jeg havde taget. Hun bliver meget glad og forvandler sig til en sød pige der giver mig et kys på kinden. Alt virker så virkeligt, jeg kan mærke pigens kys, og alle hånd klaskene. Jeg undrer mig dog over hvorfor der ikke er nogen der har sagt noget. Mine ørepropper fra ipoden er også faldet ud, men jeg er ligeglad.
Klokken ????? Så med et forandrer alt sig, en følelse af håbløshed og fortvivlelse falder ned over mig, der bliver helt mørkt. Regnbuen er der stadig og blod begynder at løbe ned af de sorte sider. Jeg kan intet se ud i horisonten, men når jeg kigger ned kan jeg se jorden som lyser fint op. Jeg kigger på søen og træerne og kan se at det er mit spot i anlægget. Og så slår det mig pludseligt hvor højt oppe jeg er. Regnbuen forsvinder og jeg falder og falder. Jeg græder på vej ned og med et lander jeg og det føles som om hver en knogle i min krop brækker. Myrer og edderkopper kravler over alt og oven på mig. Jeg kryber mig sammen i fosterstilling og ligger bare og græder. Har ingen ide om hvor lang tid der går, men angsten tager overhånd og jeg griber ned i lommen efter min oxy pille som jeg sluger.
Hvad der så skete ved jeg ikke, men jeg vågner op på sygehuset et par dage efter. Det var åbenbart lykkedes mig at få fat i en ven som havde fundet mig og tilkaldt en ambulance. Men det var tæt på, så tæt at jeg skal være heldig med at sidde her i dag. Og endnu mere heldigt at jeg som sådan ikke har påtaget nogen vedvarende skade, hverken fysisk eller psykisk. Sidder dog stadig med mine ar.
Konklusion: Puuuha, sikke en omgang. Dette er første gang jeg fortæller nogen hvad der virkelig skete den dag, har ellers bare sagt at jeg intet kunne huske. Det er virkeligt godt at komme ud med, føles som en kæmpe byrde lige er blevet fjernet fra mig. Det gør ondt at tænke tilbage på og må da også indrømme at jeg måtte gå væk fra computeren flere gange fordi jeg simpelthen fik det dårligt. Jeg tror efterhånden at jeg har bearbejdet oplevelsen og fået noget positivt ud af det. Jeg føler virkelig midt sind har udviklet sig helt vildt og jeg har lettere ved at håndtere følelsesmæssige svære situationer. Jeg har også indset og erkendt dele af mig selv som jeg ellers har frastødt. Men med det sagt, så ville jeg hellere have været oplevelsen foruden. Jeg tror enhver der har oplevet sådan et badtrip ville skrive under på det.
Jeg føler ikke rigtig jeg vil gøre dette længere end det allerede er(sorry ved godt den er lang), men vil sætte pris på hvis nogle vil komme med noget konstruktiv kritik eftersom det er min første trip rapport. Og vær ikke bange for at spørge ind til noget. Peace out, from a long time lurker. Og husk at have respect for stofferne!
|