Psychedelia.dk

I går røg jeg for første gang DMT. Det var sammen med en nær ven og foregik på en glaspibe. Vi skiftedes til at ryge 30 mg. Det var ca. kl. 15, og jeg var den første. Vi må have styret varmen meget godt, for vi fik begge en kraftig, men meget forskellig virkning.

Vi havde lagt madrasser på gulvet, og jeg sad op og så ud ad vinduet op på en overskyet himmel. Det var ikke noget problem at inhalere selv om jeg normalt ikke ryger og kun vaper cannabis ca. en gang om ugen. Måske var det en fordel at vi varmede i underkanten af det brugbare interval, for til gengæld kunne jeg holde røgen i lungerne mere end 15 sek., den virkede mindre kras end når jeg har røget en smøg eller joint.

Det der nu skete, var ubeskriveligt underligt: Jeg fik den mærkeligste følelse i kroppen, på samme tid skræmmende og fascinerende, og himlen blev dækket af et helt regelmæssigt mønster som på en måde ligesom talte til mig. Dette varede vist kun nogle få sekunder, men jeg er stadig i gang med at bearbejde det mere end et døgn efter. Jeg ville gerne have udforsket denne tilstand mere. Måske føles det sådan at dø? Min ven bad mig lægge mig ned og lukke øjnene allerede efter anden inhalering, han syntes vist jeg allerede så temmelig skræmt ud . Derefter var jeg helt væk fra virkeligheden og jeg ved at jeg oplevede en periode med frygt og ubehag, men uden at jeg kunne huske noget som helst, lidt ligesom et mareridt man kun kan huske stemningen i. Denne periode forekom mig at vare meget længe. Den har dog måske kun varet omkring 30 sek. at dømme efter hvad min ven kunne aflæse af mit skræmte ansigt. Det næste jeg husker er at han tog min hånd for at berolige mig, men som jeg opfatter det, var jeg på det tidspunkt allerede vågnet op til en virkelighed som bare var med bølgen og forvrængning af mønstre - som et svampetrip.

Jeg var rystet bagefter, men egentlig ikke på en ubehagelig måde. Min hjerne har måske lukket ned for at beskytte mig? Jeg er dog glad for at jeg ikke var alene, så havde det måske gået anderledes. Her havde jeg mulighed for at tale om oplevelsen og bearbejde den sammen med en anden person.

Hvad mon der lige skete som jeg blev så bange for? Har jeg været på vej ud på den anden side, men ikke turdet give slip på egoet? Har min ven i virkeligheden bremset mig på min tur videre og bragt mig tilbage? Kom gerne med input og egne erfaringer relateret til denne oplevelse. Jeg er ikke bange for at prøve igen, jeg læser jo om den ene fantastiske oplevelse efter den anden som jeg nok føler mig lidt snydt for. Dog, hvis det negative præger det næste par trip for meget, holder jeg mig nok til svampe og lejlighedsvis LSD.

Hej Meuchael

Tak fordi du havde lyst til at dele din historie, og kan godt forstå du undrer dig lidt.

Nu er jeg ikke selv den mest erfarne DMT-ryger og har faktisk kun småpuffet lidt over nogle omgange, men har nemlig haft meget lignende effekter ala det du beskriver.

Det virker som om nogle mennesker reagerer utroligt kraftigt på NN-DMT hvor andre bliver utroligt overvældet af 5-MEO-DMT og andre igen bliver blæst bagover af Psilocybin/4-ACO-DMT. Det tyder på at vi alle har "jordiske" investeringer i forskellige sfærer eller felter og når vi tager et stof som kræver at vi giver slip, omen midlertidigt, på disse for at bevæge sig op/ind i en anden bevidsthed, så oplever man dødsfrygt eller en følelse af at gå i opløsning.

Man kan nemlig ikke tage alle de følelsesmæssige, fremtidshåbende og opstillede ideer om virkeligheden med sig ind i nogle af disse "verdener/bevidsthedstilstande" og at give slip på dem i løbet af meget kort tid, vil tit føles utroligt overvældende, og være noget som tager lang tid at bearbejde netop fordi vi ikke kunne se at vi lavede disse investeringer eller bindinger, før hjernen fik et skud DMT af en art og ikke kunne opholde illusionen eller ej havde behov for disse forsvarsmekanismer længere.

Så bare fordi nogle oplever en verden af væsener og glade feer på en slags DMT så vil de der med garanti være en anden slags DMT eller lign. som vil drive dem ind i en solipsistisk forvrænging som vil være overvældende for dem og vice versa. Nogens helvede består af et uendeligt meningsløst univers, hvor andres, består af et lille snævert spil uden nogen vinder. Begge er virkelige eller lige insisterende, men jeg finder ofte at det er bedst ikke at tro man er ene om sine oplevelser og være klar til at hjælpe begge sider til at se den anden i tilpas en grad at det åbner/forløser og genindstiller en tilfredshed med tilværelsen som gør det hele bare lidt mere tåleligt.

Vær derfor sikker på at der ikke er noget galt med hverken dig eller din kammerat, men husk at chancen for at blive bundet op på nogle af disse mekanismer efter at have taget for meget/det forkerte stof i den forkerte tid, er meget virkelig og er ikke noget at spøge med. Hellere skuffet end permafried.


4 sided dice roller

Mange tak for dit indlæg, Nafets. Jeg glemte at skrive at min kammerat, efter at jeg var kommet til hægterne, havde et rigtig godt trip, også med 30 mg. Han så meget fredfyldt ud, lå og smågrinede indimellem. Jeg har faktisk tænkt mig at deltage i en DMT-session om et par uger i en lavvu (stor teltlignende indretning med bål i midten) ledet af en erfaren DMT-bruger. Hun anbefaler at jeg starter med 20 mg. Jeg har før deltaget i cannabismeditation med hende som guide, og jeg har følt mig i trygge rammer. Nu ved jeg imidlertid ikke rigtigt... Min tanke var at give det et forsøg mere, og hvis det falder uheldigt ud, så vil jeg droppe DMT helt. Lyder det som en rimelig plan?

Opfølgning: Der er nu gået over et halvt år siden jeg deltog i den nævnte seance i lavvuen. Jeg havde to DMT-trip i løbet af aftenen, begge mareridtsagtige. Husker heller ikke så meget fra disse trips, men det forekommer mig at have været en slags tegneserieverden med geometriske figurer. De gjorde mig vist ikke noget, men der var en ond, modbydelig stemning. Tre gange efter dette har jeg indtaget svampe hvor det hver gang har været ved at udvikle sig til et dårligt trip. Jeg fik simpelthen flashbacks fra DMT-en. Det lykkedes mig hver gang at distrahere mig selv ud af oplevelsen, men det ødelagde samtidig den psykedeliske oplevelse. Jeg har ellers hørt og læst mange steder at man skal give slip og gå ind i oplevelsen, god som dårlig, men jeg vovede ikke. Jeg har ellers aldrig haft dårlige oplevelser med hverken svampe eller de to gange jeg har prøvet LSD. Jeg fik også lejlighedsvis flashbacks i upåvirket tilstand - en overvældende og skræmmende følelse af meningsløshed, sidst for et par måneder siden. Desværre har DMT-en medført at jeg ikke tør prøve svampe og LSD igen, i hvert fald ikke foreløbig. Når jeg tænker efter, har jeg faktisk oplevet nogle traumatiske begivenheder i mit liv: Som buschauffør involveret i trafikulykke med dødelig udgang samt bevæbnet røveri, styrt med dragefly og i sommers styrt på cykel. Så måske har DMT-en rusket op i disse episoder selv om jeg ikke kan huske at have genoplevet dem under trippene.