Psychedelia.dk

Velkommen til psychedelia.dk. Vi er Danmarks største community for fornuftig anvendelse af rusmidler og legalisering.
Dato og tid er 12 aug 2020 22:17


Alle tider er UTC + 1 time [DST ]




Skriv nyt emne Svar på emne  [ 1 indlæg ] 
Forfatter besked
 Titel: Jomfrurejsen
Indlæg: 01 sep 2009 01:19 
Offline
Medlem
Brugeravatar

Tilmeldt: 01 mar 2009 23:51
Indlæg: 274
Geografisk sted: Kbh.
Substans/er: DMT + MAOI
Setting: Hjemme eller hos ven
Var du sammen med andre: Ja
Erfaring: Har en stor viden om det meste

Dosering og anden informaton om substanserne


Mere information om settings,mental tilstand og evt. sygdomme mm.


Triprapporten
Jeg hørte først om DMT gennem Terence McKenna [http://en.wikipedia.org/wiki/Terence_McKenna] i midten af 90’erne. Det lød fascinerende, men ikke som noget jeg havde lyst til at prøve selv. Efter et uforvarende Salvia Divinorum-trip kom jeg imidlertid på andre tanker. Jeg ringede til en ven, som jeg i sin tid fik interesseret i McKenna, og som altid har brændt, tør jeg godt sige, for at tage det. Så vi brugte en hel del tid på at læse op på emnet på Erowid.org og på diverse McKenna-sites, og købte en fintvejende vægt og en kompliceret og camoufleret glaspibe. Og noget DMT. [http://www.amazon.com/DMT-Molecule-Revolutionary-Near-Death-Experiences/dp/0892819278]

Så gik der en måneds tid med at tale om, hvad vi forventede, der ville ske under trippet. Hvor vi skulle gøre det, på hvilket tidspunkt af døgnet, osv. Det endte med en tidlig hverdagseftermiddag i en forårslys herskabslejlighed, hvor vi var alene. Ingen af os var påvirkede af andre stoffer (bortset fra et par Elephanter og en del smøger for at tage nerverne) eller havde spist noget. Mens vi udmålte doserne, var min før så kry ven nu temmelig myg. Han skulle prøve først, og lagde sig til rette i den nyredte dobbeltseng. Vi stoppede piben med pulveret, som var en 50/50 blanding af ren DMT (et hvidt pulver, ikke en orange plastisk substans) og et ikke nærmere specificeret MAOI (et gulligt pulver). Idet jeg holdt flammen mod pibens dobbeltlagede glas, tændte jeg for diktafonen.

Langsomt begyndte en hvid røg at udvikle sig i det lille kammer og drive ned igennem glasrøret, som min ven holdt nogenlunde vandret. Som aftalt begyndte han først at suge, da røgen nåede helt ned til mundstykket. Så sugede han behersket i omkring et halvt minut og holdt resultatet nede i lungerne i cirka et minut; gentog processen, og gentog den igen. Så klarede hans ansigt op i et smil, og han rakte mig piben tilbage og sagde: ”Wow!” Han satte sig op i sengen og pludrede som en baby i fem minutter med opspilede øjne; prøvede at synge, som vi havde aftalt. Så kom han abrupt tilbage til baseline og sad og måbede over det, han lige havde oplevet. Det var ham desværre ikke muligt at sætte mange ord på oplevelsen, men jeg havde åbenbart totalt misforstået hans barnlige ansigtsudtryk. Han havde været hundeangst! Bange for at glemme/holde op med at trække vejret og bange for den radikalt anderledes perceptionsmatrice, han fra det ene øjeblik til det andet var blevet kastet ind i. Men noget af det første, han sagde, var, at han måske ikke havde opnået et break-through; at trippet ikke havde været intenst nok! Be that as it may, men jeg kunne se, han var rystet. Hvilket han også bekræftede ved at erklære, at det var det mest intense, skræmmende og far-out trip, han nogensinde havde været på. Og det siger en hel del!

Så blev det min tur. Min ven tændte diktafonen igen, mens jeg efterabede hans rygeprocedure, men valgte så at lade mig synke ned i de store hovedpuder og sænke øjenlågene. Wow! Jeg havde en følelse af at suse af sted, mens jeg stadig var bevidst om at ligge i sengen. Mit ”synsfelt” var fyldt med roterende rød- og blåternede … ting, som mest af alt lignede vinbjergsnegle – i 3D. Jeg prøvede at holde fast i mit forsæt om at synge (det blev kun til en ynkelig pibende lyd) og om ikke at blive for overvældet af den ny virkelighed. Men idet jeg tænkte den tanke, fik jeg selvbevidst noia, og de varme neonfarver skiftede til grå, og jeg blev bange for, at jeg ikke kunne huske, hvordan man trækker vejret. Dog fik en sær mental klarhed/vilje fik mig tilbage til vinbjergsneglene og farverne. Men jeg følte mig forpligtet til ikke at hengive/klamre mig til vinbjergsneglene og udforske disse dyrebare fem minutters indsigt i … et eller andet. Så jeg åbnede øjnene mod min vilje, hvilket måske var en fejl. Rummet, jeg var i, virkede håndgribeligt nok. Men det var, og blev stadigt, mindre. Skabsdøren var ikke noget, jeg havde ord for længere, i stedet forekom den mig en passiv præsens fuld af potentiel væren. Farverne i værelset besad en pregnant substans! (Et strålende eksempel på hvordan ord bare per definition ikke slår til, når man skal beskrive transcendentale oplevelser.) Men jeg må tilstå, at det hele var så fremmedartet, og ikke mindst intenst virkeligt, at angst og bæven var en kontinuerlig del af trippet. Så overbevisende var det! Faktisk havde jeg grangiveligt følelsen af at have svedt 1½ liter på de ca. syv minutter trippet varede (jeg citerer fra diktafonen, efter jeg kom ned), men jeg var faktisk helt tør hele tiden. Under alle omstændigheder, efter syv minutters trip kom jeg nogenlunde til mig selv og var i stand til at citere Wittgenstein (”Hvad der overhovedet lader sig sige, lader sig sige klart; og det, hvorom man ikke kan tale, om det må man tie.”), afmægtig som jeg var, selvom der gik yderligere en halv times tid, før jeg kom helt ned på jorden. ”Wow!” var alt vi (små-) garvede psykonauter kunne fremstønne bagefter.

Et lille aberdabei: Vi havde selvfølgelig hørt om smagen af DMT, men slået det hen som ligegyldig kaglen fra blegsottige amerikanere og anæmiske skolepigers forfinede smagsløg (tjek ikke desto mindre dette eksemplar ud: [http://www.youtube.com/profile?user=NeuroSoup#play/playlists]) (men, jaja, San Pedro-kaktussen er en bitter plante, om man så indtager den i fast eller flydende form, men så er det altså heller ikke værre!). Smagen af DMT, derimod, overtrumfede dog selv de mest hysteriske beskrivelser, vi kunne finde på nettet. En tung, slimet røg, intens som tåregas, og den utvetydige lugt af svinestald, bare koncentreret hundredfold. Forestil dig en smag af ammoniak med en bismag af brændende plastic, der er så sygeligt klam og koncentreret, at det er svært, selv for en tungryger, at holde lortet inde i lungerne. Jeg kunne genkalde smagen synæstetisk i ugevis efter, og jeg vil hævde, at det er en integral del af oplevelsen. Det er et trip i sig selv bare at smage noget så vildt!

Alt i alt syntes vi, det var en succes. At vi så var lidt skuffede over ikke bogstaveligt talt at have reproduceret McKennas, Shulgins [http://en.wikipedia.org/wiki/Alexander_Shulgin] og andres triprapporter (DMT-hvælvingen, selvdriblende diamantbasketbolde, selvsamlende maskinelvere og at frembringe objekter/fænomener ved hjælp af sang) siger nok mere om vores naivitet end om stoffets kvalitet eller McKennas o.a. troværdighed. Måske kan shamaner, som trækker på urgamle ritualer og opskrifter, komme på det samme trip som deres forgængere, men os grønne, fremmedgjorte, fragmentariske po-mo psykonauter, som kun har sporadiske skriftlige, i bedste fald mundtlige, andenhåndsberetninger at gå ud fra, må jo bare prøve at finde hoved og hale på det hele selv. Et godt eksempel er dengang, jeg uforvarende kom til at tage Salvia Divinorum. Fordi jeg ikke anede, hvad jeg havde gang i, endte jeg på snuden af et fly og ikke blandt forfædrenes ånder eller hos den grønne, feminine planteånd. Jeg er overbevist om, at ens opførsel under påvirkning af stoffer (alle stoffer, lige fra alkohol og nikotin til hash og kokain, osv.) er forudbestemt af ens forventninger, hvilke man tit bygger på andres opførsel og beretninger. I vores nordeuropæiske kulturkreds er vi ikke længere på intim fod med tryptaminer og andre hardcore enteogener, til gengæld har vi for (relativt) nyligt lært andre stoffer som hash, opium, MDMA, amfetaminer, heroin og kokain at kende, inklusive de diverse bizarre oplevelser og opførsler disse afstedkommer.

Pointen er, at der er en slags (ubevidst?) konsensus om disse stoffers virkning blandt deres respektive brugere, og selv de (relativt) fremmedgjorte mennesker som lovgiver på området. Men de naturligt forekommende hallucinogener som fx mescalin, salvia divinorum og psilocybin, og deres kemiske fætre LSD, DMT og ketamin, er, efter min mening, pissesvære for os og vores kultur at rubricere. Hvad er det egentlig, der sker og hvorfor? Jeg ved det jo heller ikke, men i modsætning til myndighederne og masserne er jeg da lidt nysgerrig. Jeg synes, det er en skam, at myndighederne panikker og placerer hallucinogenerne i samme kategori som de mest livsfarlige og afhængighedsskabende pulvere, og at masserne bare lukker af ud af bekvemmelighed og ubegrundet frygt. Men jeg kan da godt forstå mekanismen bag denne totale afvisning. I vores moderne samfund er der simpelthen ikke længere plads (af grunde der ikke er plads til at redegøre for her) til den mystiske oplevelse, hverken juridisk, psykologisk eller socialt. Og det synes jeg da er en skam, især når man kaster et granskende blik på substitutterne: Alkohol, diverse sedativer og lykkepiller, fjernsyn og mammon. Men alt det har folk som William Burroughs, Hunter Thompson, Terence Mckenna og hans discipel Bill Hicks, Aleister Crowley, Will Self, Howard Marks og Irvine Welsh beskrevet bedre og mere detaljeret, end jeg kan her.

Summa summarum: Jeg er glad for, at jeg prøvede det, selvom jeg ikke ved, hvad, om noget, jeg decideret fik ud af det, for at italesætte denne unikke oplevelse i vores samfunds tarvelige, grådige og instrumentelle lingo. Men jeg er da frisk på mere, selvom jeg ikke ligefrem har travlt. Det er et ekstremt og heftigt og intenst trip, og, med fare for at lyde som en pseudo-new age hippie, så skal man altså forberede sig, både mentalt og praktisk. Altså, frygt er en naturlig del af ritualet; lad den ikke afholde dig fra at prøve det, men tag det alvorligt, også mht. dose og indtagelse, osv. Four words: Setting, Sitter, Sense, Serenity. Med fare for at gentage mig selv (fra et tidligere indlæg) fastholder jeg, at den mystiske/transcendentale oplevelse, med dens ”forvrængede” virkelighed, paradoksalt nok er mere umiddelbart virkelig end den ”Virkelighed”, som fx diverse sociale konventioner eller nyheds- og underholdningsmedier hævder at have monopol på, netop fordi den i sin natur er individualistisk/”ego”centreret og ikke baseret på et mere eller mindre legitimeret/frivilligt fællesskab af den ene eller den anden art. Dette sidste gælder selvfølgelig kun for vores, og andre restriktive kulturkredses, samfund. Der gives jo stadigvæk, som der altid har gjort, samfund, hvori indtagelsen af enteogener, som er mere potente end nadveren, indgår som en fast bestanddel i kulturen. Denne kollektive tilgang til den transcendentale oplevelse tror jeg så langt er at foretrække [http://www.amazon.com/Peopled-Darkness-Perceptual-Transformation-divinorum/dp/0595455832], men os syrehoveder har jo været forfulgte, siden inkvisitionen begyndte at brænde heksene og deres syndige salver og ”kosteskafter”. Det kræver sgu efterhånden en hel del vilje, fantasi og improvisationstalent at få en ordentlig sabbat op at stå, men det er blevet meget lettere bare i vores levetid [http://www.amazon.com/Archaic-Revival-Speculations-Psychedelic-Mushrooms/dp/0062506137/ref=sr_1_2?ie=UTF8&s=books&qid=1251757793&sr=1-2 ]. Bare find et godt sted og et par venner, som ikke er alt for skøre eller bange, tag et hallucinogen, og se, hvad der sker. Jeg tør næsten garantere, du ikke bliver skuffet. Hvad der så sker, og hvilke konklusioner du eventuelt vil drage, tør jeg ikke spå om … But why the hell not?

_________________
"Turn on, tune in, listen carefully." - Simon G. Powell


Top
 Profil  
 
Vis indlæg fra foregående:  Sorter efter  
Skriv nyt emne Svar på emne  [ 1 indlæg ] 

Alle tider er UTC + 1 time [DST ]


Hvem er online

Brugere der læser dette forum: Ingen og 1 gæst


Du kan ikke skrive nye emner
Du kan ikke besvare emner
Du kan ikke redigere dine indlæg
Du kan ikke slette dine indlæg

Søg efter:
Hop til:  
Powered by phpBB® Forum Software © phpBB Group
Danish translation & support by Olympus DK Team