Psychedelia.dk

Jeg har læst med på sidelinjen i efterhånden 15 år, og forummet her har en enorm andel i at både min læge og smerteklinik er meget imponerede over hvor dygtig jeg er til at tilpasse min medicin til mine behov og krop ...

Men nu mangler jeg altså noget sparring fra nogen, der har et mere nuanceret syn på sagerne end sundhedsvæsnet.

Jeg får en fandens masse medicin mod voldsomme kroniske smerter og for snart 1½ år skiftede vi mig fra Venlafaxin til Duloxetin. Duloxetinen gør intet for mine smerter, men jeg lurede lynhurtigt, at de kvalte min appetit totalt, og som overvægtig uden mulighed for motion var det en meget velkommen sideeffekt!

Men nu er vi nået dertil, hvor jeg begynder at kunne mærke abstinenser et par timer før det er tid til næste dosis Duloxetin 60 mg. Og jeg HADER at være afhængig!

Jeg ved, hvad min læge vil sige. "Vi udtrapper dig, og så skifter vi dig til Venlafaxin igen". Men jeg kender også "abstinenserne" og har aldrig været så afhængig af Venlafaxin, så jeg er faktisk ikke synderligt interesseret i bare at vente indtil abstinenserne er overstået. Jeg har læst nok gennem årene til at vide, at det kan tage ÅR før de forsvinder helt.

I tidernes morgen læste jeg op på SNRI-afhængighed og lærte, at nogle psykiatere bruger en metode, hvor de ganske enkelt skifter patienten til et andet medikament, som de endnu ikke er afhængige af, og så bruger det til at håndtere abstinenserne fra det første, før de til sidst udtrapper fra nummer 2. Det er en løsning i den retning, jeg er ude efter.

Spørgsmålet er om jeg bare kan bruge Venlafaxin som erstatning?

Mere uddybende oplysninger kommer her, for dem, der er interesseret. Jeg er en af de mærkelige, der ikke bliver fysisk afhængig af bl.a. opioder. Eneste ting, jeg har været afhængig af før har været Venlafaxin, og der selvudtrappede jeg "på min måde", hvor jeg tog Venlafaxin, når jeg mærkede abstinenser og så trak jeg ellers tiden lidt for hver gang, før jeg til sidst også mindskede indholdet i kapslerne. Det tog mig 1½ uge sidst, hvorefter jeg havde "hjerneblitz" i 3-4 uger, og det var det.

Der er ingen tvivl om at Duloxetin bliver en HELT anden oplevelse, desværre. Min læge er vant til at jeg fungerer lidt anderledes end de fleste patienter og er også vant til at jeg dukker op og siger "nu har jeg stoppet med X, kan vi starte mig op på Y i stedet?" og har heldigvis stor respekt for mit kendskab til min egen krop og psyke og min evne til selv at finde løsninger, der generer mig mindst muligt i hverdagen.

Kan ikke hjælpe dig med udtrapning desværre. Men jeg er nysgerrig, håber det er ok jeg spørger. Hvilken medicin oplever du har haft bedst virkning på dine kroniske smerter? Jeg døjer også med det hver dag (og nat), og min tidligere læge ville gerne prakke duloxetin på mig, hvilket jeg var skeptisk overfor. Samarbejdet gik i hårdknude derefter, han ville have mig til psykiater, fordi jeg var “usamarbejdsvillig”, “deprimeret” og ikke “undede mig selv den mest effektive behandling”. Bad om at komme videre til smerteklinik, men min læge ville hellere selv stå for behandling. Jeg tog konsekvensen deraf og nu har jeg så skiftet lægehus.

Smerteklinik kan VIRKELIGT anbefales!!!! MEN læs op på dem først, evt. i kronikergrupper på FB, der er desværre stor forskel på dem, og hvis man er åben for medicinering, så bør man absolut gå efter steder, der rent faktisk er villige til at bruge den slags midler. Jeg gik i Give for 10 år siden (nu Grindsted), og jeg fik en god medicinplan, de var fantastisk skønne, og deres kurser for kronikere kan også virkeligt anbefales (uanset sted). Det var vildt givende at tale med andre kronikere, og der var så gode fifs til at klare hverdagssituationer. De gik meget op i mindfulness, hvilket jeg godt kan leve med, når de bare ikke mener, at alt kan ordnes med psykofarmaka og meditation. Opstart ved også med et medicinkursus, hvor jeg følte mig ret godt klædt på til at gå i gang selv, ærligt talt.

Jeg har møjsommeligt undgået at blive kategoriseret som havende en funktionel lidelse, en diagnose, jeg uden tvivl ville have fået, hvis jeg ikke var så selektiv omkring hvor jeg ta'r imod behandling. Det ender typisk sådan, at du får 2 redskaber: Mindfulness og psykofarmaka, og så kan du så bagefter slås enormt med mange lægers ide om at det er en psykiatrisk diagnose, der betyder, du er hypokonder. Adskillige er døde, fordi den diagnose gjorde, at de ikke blev ordentligt udredt. Psykofarmaka i sig selv kan sagtens være reelt smertestillende, og jeg havde også gavn af de reelle virkninger. Jeg har vist fået lidt PTSD efter for mange uheld, og psykofarmakaen gjorde, at jeg heller ikke længere var nødt til at gå i seng i 14 dage, hver gang jeg blev forskrækket i trafikken. Jeg har generelt prøvet at undgå alle psykiatriske diagnoser for at øge chancen for at blive taget alvorligt som fysisk smerteramt. Sad but true.

Sygeplejersker og læger vænnede sig til, at jeg var meget autonom i min tilgang til medicinen, så jeg kunne altså godt finde på at ændre enkeltdoser (ikke samlet forbrug) så jeg fik mere medicin i dagtimerne, hvor jeg har det værst. De var også oprigtigt imponerede over hvordan jeg tilrettelagde PN-medicin, og lynhurtigt fandt ud af f.eks. hvilke muskelafslappede, der var skidego'e at sove på, og hvilke, jeg kunne arbejde og køre bil på. MEN! Jeg har hørt fra adskillige, der blev afsluttet, fordi de var for selvstændige med medicineringen, så start lige med at lade dem lære dig at kende, og hvis du vil øge dosis, så gør det ALDRIG uden at have snakket med dem først! Det er der, man typisk kan blive (fejl)kategoriseret som misbruger, og de ta'r ikke misbrugere i behandling på smerteklinikker. Jeg tror også, jeg fik ekstraordinært lang snor, ærligt talt, men jeg udstråler også troværdighed og oprigtighed, så jeg kan tit slippe afsted med en del, der ikke nødvendigvis virker for andre.

Mit første vidundermiddel var dog Venlafaxin, som gjorde, at jeg pludseligt kunne gå normalt fra den ene dag til den anden. Desværre har det altid været sådan med medicin, at det virker bedst de første 2 uger, og så ta'r "det er et mirakel!!!!"-virkningen desværre af. Men jeg var i mange år på kun 37,5 mg, fordi højere doser ikke hjalp synderligt meget, men til gengæld var bivirkningerne mere udholdelige.

De vil gerne bruge Duloxetin på alm. lægeklinikker, fordi det vist endnu er et af de eneste psykofarmaka, der rent faktisk må påstå, de er smertelindrende også. Mange andre psykofarmaka (og epilepsimedicin) har dog også en god smerteeffekt på mange, og smerteklinikkerne bruger dem off-label. De er også en DEL billigere end Duloxetin!

Som sagt virkede Duloxetin ikke rigtigt på mine smerter, men mit arsenal rummer også et dagligt forbrug af "sløvende" medicin til nattebrug (psykofarmaka og muskelafslappende), der giver mig søvn nok til at mindske mine smerter, og som ikke sløver mig synderligt i dagtimerne som f.eks. regulær sovemedicin gør.

Jeg bad om at blive henvist til smerteklinik, da Ketogan til sidst krævedes i så store mængder, at jeg fik vejrtrækningsproblemer, og min dengang nye læges første ord efter den bøn var "skidego' ide!!!", og så var jeg afsted 2 uger senere. Udnyt det frie sygehusvalg, hvis dine lokale privathospitalers smerteklinikker har et godt ry. Ellers kan du få lov at vente et par år.

Held og lykke!!!