Hej.
Som vi nok alle ved, kan man ikke løbe fra hvad LSD vil vise en. Men før jeg kommer i gang, vil jeg lige supplere med lidt baghistorie..
- Jeg har været rimelig ustabil i en længere periode, hvilket har resulteret i en lidt 'rushed' flytning som i sig selv, var en smule hektisk. Min mor kunne ikke deltage, fordi hun var rimelig ked af det, så jeg måtte klare det meste selv i fællesskab med en ven (som jeg egentlig ikke havde så meget i mod, på det tidspunkt) og det gik også som det skulle. Min ustabilitet har bundet en del, i mangel på trivsel og en manglende følelse af selvværd, mm. - men nok om det.
Her sidste uge, fandt jeg ud af at jeg havde et mærke på 220ug liggende hjemme (som jeg egentlig var helt overbevist om at jeg havde mistet), så jeg tænkte jeg ville besøge mine tanker med et mere filosofisk aspekt (jeg er godt klar over de forholdsregler man bør følge ved indtagelse af LSD, da det fortjener alt, mulig respekt, men det lod jeg mig se gennem fingre med, så jeg var alene). Jeg havde det rigtig godt de første mange timer. Men i takt med tiden skred af sted, begyndte mine visualiseringer at blive 'underlige' - i de flyvende, umulige grå-hvide struktuere, begyndte jeg at se billeder af mine fire søskende og min mor. Det blev ved og ved, uanset hvor meget jeg prøvede at 'kigge væk' (det skal også lige siges, at vi derhjemme har en hund, jeg føler jeg har forladt efter jeg flyttet) og da jeg så kom frem til et billede af min hund, efter jeg ved ikke hvor lang tid, ramlede verden sammen og jeg kunne ikke længere. Tårene flød ud af mig, hvornår jeg sidst har grædt så meget er jeg ikke klar over.
Jeg kom selv frem til ''Savner jeg dem?'', ''Er det hjemve?'', ''Er jeg ikke klar til at bo for mig selv?'' mm., you get the picture..
Nu er mit spørgsmål til jer, om I kan bekræfte mig i nogle af mine 'teorier'? Jeg har ikke mærket savnet før, men kender mig selv nok til at jeg ved, det ligeså vel kunne være 100% fortrængte følelser.
|