Substans/er: 2C-B
Setting: I byen
MODs installed: Ja
Erfaring: Ved en hel del efterhånden
Dosering og anden informaton om substanserne:
23 mg 2C-B oralt
Nogle joints
Mere information om settings,mental tilstand og evt. sygdomme mm:
Triprapporten
Jeg har altid haft det underligt med at trippe blandt andre mennesker, som ikke selv tager del i oplevelsen, så jeg har egentlig altid undgået det, men her i år på Roskilde festival tænkte jeg at Kraftwerk på Orange scene måtte være en oplagt chance for at tage noget psychedelisk.
Vi var 4 afsted sammen. Dagen var gået med at pakke lejren sammen, vi er ædru og har kun røget joints. En time inden koncerten starter tager jeg og en kammerat hver vores bombe med 2C-B. Vi drikker noget vand til og spiser lidt efter en burger, inden vi går mod festivalpladsen. En time senere, da Kraftwerk går på scenen begynder jeg så småt at kunne mærke det. Lidt fysisk uro og rastløshed.
De første numre er færdige og jeg kan mærke at jeg bliver mere og mere påvirket. Det hele føles meget kaotisk og uoverskueligt, og folks ansigter begynder at forvrænges. Især husker jeg en pantsamler. En lille asiatisk kvinde med en stor stråhat. Hendes ansigt så nærmest ukendeligt og virkelig uhyggeligt ud. Jeg overvejer at få lidt frisk luft, men jeg opgiver da jeg vender mig og ser hvor mange mennesker der står bag os. I steder drikker jeg noget vand, sætter mig på jorden og lukker øjnene. I løbet af kort tid er hele omverdenen glemt og jeg fokuserer kun på musikken, som lyder virkelig fedt.
Efter et nummer eller to rejser jeg mig igen og er nu meget mere tryg ved at være der og den klaustrofobiske følelse fra før er helt væk. Vi ryger en joint og drikker mere vand og jeg kan mærke at jeg bliver mere og mere trukket ind i musikken og det der foregår på scenen. 3D effekterne er nærværende og det hele virker til kun at være til for min skyld. Et par gange virker det til at det kun er mig der står foran scenen. Det er meget visuelt og scenen og himlen bølger nærmest op og ned, så fylder scenen hele horisonten og så er den lille bitte baggrunden mens himlen fylder det hele, alt imens min hjerne er fyldt med Kraftwerks naive sangtekster. Et af de to store højttalertårne, som vi stod lidt bag, bliver på et tidspunkt en kæmpestor maske der kigger ned på mig, men det hele er uden noget form for paranoia og føles enormt godt og naturligt. Jeg glæder over at se at alle de andre også har 3D briller på, så det ikke bare er mig der står og ligner en blæst idiot. Sådan går resten af koncerten og vi hyggensnakker lidt og ryger et par joints til og nyder musikken. Da sidste nummer er slut og de tænder lyset over tilskuerpladsen forsvinder følelsen af at trippe fuldstændigt fra det ene sekund til det næste og verden er helt normal igen. Det var en virkelig fed afslutning på festivalen og nok min bedste koncertoplevelse nogensinde.
|
