Bismann skrev:
@Imp
Det er da positiv fremgang, så må man håbe det ikke løber ud i sandet, som endnu et uvedkomment 'metodefag', som eleverne ikke føler de kommer til at have brug for senere. Men ja det ville da helt sikkert være fordelagtigt, hvis man allerede kunne nå igennem til gymnasieelever, både ift. udbredelse, og for at man ikke skulle starte fra bunden på de videregående uddannelser. Men så skal man i hvert fald gribe det anderledes an, end da jeg gik på gymnasiet. Der fik vi udleveret en forholdsvis stor stak tekster skrevet af Kuhn og Popper, som vi skulle læse selv, og så havde vi 2-3 timer fordelt ud over et par uger hvor en tilfældig lærer skulle udlægge nogle af pointerne for os. Der var ingen kontekst, eller forklaringen på hvorfor vi skulle lære det, og pointerme blev heller ikke taget op eller brugt efterfølger. Det vil jeg vove den påstand, at det var der ikke nogen af os der fik noget ud af. Det føltes som helt andre tekster, da jeg igen læste dem på universitetet.
Jeg havde vist også noget lignende, da jeg gik i gymnasiet. Men det fløj hurtigt ud af mit hoved igen. På det tidspunkt havde jeg vist rigeligt travlt med at lære ABC i fysik og kemi. Det er først langt senere, jeg er kommet til at dykke dybere ned i, hvad videnskab er og hvorfor det giver mening. Det er nok en af de positive ting ved antividenskabsbevægelsen for mit vedkommende. Det har virkelig fået mig til at tænke en ekstra gang over, hvordan vi løser de praktiske ting i tilværelsen og hvor langt vi er kommet i vores måde at forstå verden sammenlignet med middelalderen.
Bismann skrev:
Jeg tror i øvrigt, at man ville nå langt ved at løfte videnskabsjournalistikken, og udelukkende sætte fagpersoner til at formidle videnskabeligt stof, på en almen tilgængelig måde, så den videnskabelige formidling, der rammer den brede befolkning indeholder relevante forbehold, og undgår konklusioner der ikke kan understøttes af resultaterne. Det ville også i nogen grad imødegå clickbait-krisen samt måske også oplagskrisen som journalistikken er i.
Jeg er enig. Vi har brug for videnskabsfolk, der kan formidle bedre og bredere ud til befolkningen. Den måde mange journalister formidler videnskab på, gavner ingen. Jeg er især træt af den endeløse række af programmer, hvor en kendt person "undersøger" gamle, alternative behandlingsformer med sig selv som forsøgsperson. For det første strider det imod god videnskabelig praksis at vedkommende kun bruger sig selv som forsøgsperson. Det hverken be- eller afkræfter noget. For det andet kunne vedkommende blot have åbnet en bog og læst nogle af de mange studier om emnet, hvis det skulle undersøges. Det er med til at fastholde illusionen om, at anekdoter er evidens. Men det giver et godt seertal.
Jordforbindelse skrev:
Dette er kvantefysik, og kan om muligt være en god forklaring på hvorfor HOMØOPATI VIRKER... copy paste kan være brugt i dette indlæg...
Hvis homøopati virker helbredende, hvorfor virker det så ikke helbredende på alverdens lidelser at gå ned til stranden og tage en tår havvand? Havet må jo være den ultimative homøopatiske opløsning.
Fritzie skrev:
Synes allerede lidt problemet melder sig her i tråden. Det er svært at følge jer i hvad i mener, uden selv at have været en del af universitetsmiljøet. Og uden at have haft samlede fag med videnskabsteori osv., så er det uoverskueligt at gå igang med at undersøge selv.
Det jeg har ment med mine udtalelser imod videnskab herinde, er at jeg ikke synes at man skal lade videnskaben sætte baren for, hvad man selv kan gå ud og undersøge i sit eget liv. Derfor har jeg også lidt svært ved at en anekdote ikke kan være evidens, i hvert fald for mig selv, for så synes jeg hurtigt det bliver sådan noget "jeg er bedre belæst, så jeg kan bestemme din virkelighed". Og det vil også være mit bud på, hvor den her bølge er startet. Der er blevet pustet for meget til den ild, og så bliver man trodsig og danner sig sit eget. Der hvor det så bliver rigtig problematisk, er hvis folk begynder ikke at ville vaccinere imod sygdomme der kan smitte feks, ellers må det være op til den enkelte.
Diskussionen herinde er også på et ret teoretisk plan. Men når man dykker lidt ned i kernen i videnskabeligt arbejde, bliver det også en dybere epistemologisk diskussion om forskellen på viden og tro.
Jeg kan sagtens forstå tankegangen med anekdoter. Vi laver jo ikke andet end at dele anekdoter herinde. Og det ligger meget til menneskets natur at læne sig opad anekdoter som evidens. Anekdoter er meget brugbare og en dejlig ligetil måde at tænke over tingene, men de kan ikke tælle som videnskabelig evidens. Vi kan tage et lille eksempel. Det virker måske lidt fjollet, men ikke desto mindre opridser det problematikken med anekdoter som evidens:
Din moster har fået ondt i ryggen og det har plaget hende dagligt i en længere periode. Så spiser hun en cheeseburger hver dag i tre uger, og hendes rygsmerter går væk. Så kan man spørge sig selv, om det er evidens for, at cheeseburgere virker mod rygsmerter, eller der kunne tænkes at være en anden sammenhæng?
Det er jo dejligt for din moster, at hun kan fjerne sine rygsmerter ved at spise cheeseburgere. Men problemet opstår, hvis vi som samfund bruger din mosters anekdote som evidens for, at cheeseburgere er effektivt mod rygsmerter. Derfor vil der nu være offentligt tilskud til behandling af rygsmerter med cheeseburgere. Det er offentlige midler, som går lige ned i lommerne på store firmaer som McDonalds og Burgerking for en behandling, hvor effektiviteten ikke er understøttet af evidens.
Vi kunne i stedet lave et forsøg med 1000 eller 10000 rygsmertepatienter f.eks., hvor vi systematisk undersøgte effekten af cheeseburgere mod rygsmerter. Så ville vi til gengæld have en idé om, hvorvidt det giver mening at give offentligt tilskud til køb af cheeseburgere for rygsmertepatienter.