Psychedelia.dk

Jeg vil da opfordre dig til også at uddanne dig "Morten på 14" og måske søge din viden andre steder end du gør nu. Om ikke for andet, så for at udfordre dine egne forestillinger. De ukritiske holdninger du giver udtryk for, er at finde overalt.

Flere generationer er blevet "oplyst" om det fantastiske og uundgåelige ved moderne teknologi og medicin, uden kritisk stillingtagen. Alt nyt er godt og "udviklingen kan ikke stoppes". Mennesker er reduceret til passive deltagere i en slags upersonlig udvikling, som ingen rigtig har styr på, hvor fører hen.

Det som hurtigt går tabt er måske det vigtigste: Det som ikke kan måles.

Og ja, der er sikkert meget behandling jeg ikke ville modtage. Når man er patient og tror på udviklingen og teknologien, så kan man blive slemt skuffet, når man opdager, at selv banale lidelser kan være svære at lindre og at døden uundgåeligt er i vente.

Men du er vist langt væk fra de erkendelser og det er jeg kun glad for på dine vegne. Jo længere man kan leve i forestillingen om menneskets evne til at vinde over alt (selv døden) jo bedre.

Problemet er, "Morten på 14", at man ikke kan kende "alle mulige risici" og at jo mere radikale og omfattende indgreb man vælger, jo sværere bliver det at klarlægge disse risici. Det bliver vist mere et spørgsmål om at tænke selv, end om at tro på alt det vrøvl der bliver lukket ud fra videnskabelig side med jævne mellemrum.

Med alderen opdager man, at de er ved at finde kræftens gåde hver 5 år eller noget i den stil. Man er altid "lige ved at være der".

_________________
The punishment of desire, is the agony of unfulfillment.

Most of the physical world is unseen.

Hvorfor denne mistillid til moderne videnskab? Hvilke konkrete ting mener du, at moderne medicin har været skyld i, som er så skidt, at det er værre end alternativet?

Intet så komplekst som naturens opbygning kan være baseret på tilfældigheder - omkringværende hendelsesforløb kan være, stor forskel!
At en meteor flyver rundt i rummet, og en dag kollidere med en planet og lad os sige "overfører" nogle svampesporer eller bakterier til denne planet, hvor vækstbetingelserne passer, det er en tilfældighed. Men at tro opbygningen af celler,DNA,bakterier osv. er fuldkommen tilfældigt er dybt naivt efter min mening.
Desuden betyder det ikke, at en teori ikke passer bare fordi man ikke kan bevise den - det kan det gøre, men det kan også betyde at man bare ikke kan bevise det endnu. Det eneste tilfældige ved evolutionteorien er det mønster det har tegnet, baseret på de livsbetingelser der har været i miljøet. Jeg tror naturen har tilgang til uendeligt mange variationer, der så bliver aktiveret udfra de omkringværende omstændigheder i miljøet, ligesom "kemiske nøgler" der passer til forskellige receptorer i hjernen.

_________________
Alt hvad jeg skriver her på boardet er baseret på fantasi og forestillinger. Jeg tager intet ansvar for mine udtalelser, ej heller for dine beslutninger baseret her på. Mine holdninger har ingen troværdighed, og bør forstås med kraftig ironi. Jeg har intet personlig kendskab til stoffer, eller folk der tager dem.

Mvh.

Jeg har aldrig snakket om at forbyde noget, jeg så helst at alle mennesker havde adgang til en computer og måske lidt kaviar en gang imellem, du fordrejer mine ord. Jeg prøvet at argumentere for, at mennesket ikke er parat til at begynde og tweake og manipulere sig selv på det fysiske plan, fordi vi endnu som samfund ikke ved nok om os selv på det psykiske plan. Jeg er overhovedet ikke imod teknologisk eller medicinsk udvikling, jeg ser bare genmanipulation som en tærskel der skal overskrides med ekstrem forsigtighed, men overskrides skal den da på et tidspunkt... Bare ikke nu... Forstår du?

_________________
"Inform yourself. What does inform yourself mean? It means transcend and mistrust ideology. Go for direct experience." - T. McKenna

> Morten på 14:

Jeg er ikke imod medicin eller ny teknologi, men jeg synes der florerer nogle naive forestillinger om de muligheder ny teknologi indebærer og en bekymrende mangel på sund skepsis.

Mennesker har tilsyneladende brug for at tro på "noget". Gud er død og videnskaben er sat i stedet, så det nærmest antager fundamentalistiske dimensioner (fx. ved at mennesker der mener noget andet, udstilles som dumme, uvidende og primitive). Man kan selvfølgelig sige, at videnskaben beviseligt har udrettet noget, deraf troen, men forventningerne til menneskets evne til at overkomme sygdom og død, mener jeg er helt forskruede.

Videnskaben redder mange liv og reducerer megen smerte, men den producerer også hele tiden selv nye problemer. Det synes jeg overses i alt for høj grad. Mennesker der får en dødelig eller invaliderende sygdom er ofte et stort spørgsmålstegn, fordi de tror videnskaben altid har en løsning, hvad den altså ikke har (jeg påstår ikke, at du har de her forestillinger for det ved jeg jo ikke, men jeg har mødt dem mange gange i mit liv).

Om noget er værre end alternativet er meget svært at gøre op. Hvis en million reddes, men 1000 mennesker får deres liv ødelagt, så tror jeg mange vil betegne det som en ubetinget succes. Det er jeg ikke sikker på, at jeg vil.

Men når du nu stiller mig det spørgsmål, så må jeg hellere forsøge at svare.

Det første område som falder mig ind, er det psykiatriske. Med jævne mellemrum lanceres nye præparater, der tilsyneladende ikke har alvorlige bivirkninger, før de når markedet. Fx. blev benzodiazepiner betragtet som et wonderdrug, indtil nogle mennesker vågnede op efter at have "væk" i et par årtier, med endnu værre angst, end da de startede behandlingen. Medicinalfirmaerne nægter og det har ikke været muligt at bevise, at benzodiazepinerne var den direkte årsag til problemerne. Eftersom man i dag kun accepterer kendsgerninger der er videnskabeligt bevist og dermed negligerer den personlige erfaring, så bliver det en svær sag at rejse. For de mange som mener de har mistet mange år af deres liv, er historien en anden. De er stemplet som ynkelige og utroværdige og overtrumfes af en stærk lægemiddel industri og ressourcestærke læger. Mange er isolerede og bitre.

Efter benzoerne kom SSRI ("lykkepiller"). De var fuldstændig uskadelige, indtil nogle begyndte at tale om forskellige symptomer hos nogle brugere. Som patient blev man afvist, hvis man fortalte om ubehagelige symptomer, når man forsøgte at stoppe med medicinen. Et årti eller to senere er medicinalfirmaerne gået til bekendelse og der er nu advarsler om fx. øget risiko for selvmord i opstartsfasen og om, at man skal nedtrappe gradvist. For nylig kom det frem, at citalopram kan påvirke hjertet negativt. Millioner får den medicin og vi kender endnu ikke konsekvenserne.

Der er en ret markant overdødelighed hos patienter i behandling med antipsykotiske midler. Jeg må medgive, at det er en ret effektiv medicin, der ikke alene fjerner sygdommen, men også selve patienten. Millioner får medicin af denne type og vi kender endnu ikke omfanget af de negative konsekvenser.

Penicillin har bevirket fremkomst af multiresistente bakterier. Vi kender ikke slutningen på historien. Boneloc og Omniscan er to eksempler på medicinsk udstyr, som mange invaliderede patienter nok havde været foruden.

Der er meget medicin som er ude i store befolkningsgrupper, der er under mistanke for det ene eller det andet (fx. p-piller og lykkepiller), men det kan være svært at bevise. Udover det jeg har nævnt er det meget mere, som jeg ikke kan huske, eller kender til. Nettet flyder over med menneskers beskrivelser af alle mulige bivirkninger, som ikke anerkendes. "Man" burde måske læse mere om det, fra en kritisk vinkel. Udover det jeg har nævnt, så sætter vi hele tiden nye stoffer i omløb, så vi dårligt kan nå at finde årsagerne, før nye forstyrrende stoffer griber ind.

Jeg mener ikke vi skal undvære medicin eller holde op med at forske, men jeg mener, at de resultater videnskaben har frembragt har medført urealistiske forventninger og en ukritisk tilgang til emnet, for manges vedkommende. Desuden mangler der fokus på de negative sider ved forkert brug af medicin, uden at man går over i den anden anden grøft og bliver puritanske og hysteriske.

Hvis dit spørgsmål blev stillet bredere, til at omfatte hvad videnskaben har leveret af resultater, som er værre end alternativet, så synes jeg der er nogle ret omfattende bekymringer at hive frem.

_________________
The punishment of desire, is the agony of unfulfillment.

Most of the physical world is unseen.

eller modificere Rabies virussen, så den gør at mennesker som bliver inficeret bliver ekstremt gale og destruktive. Så kan vi skabe zombier eller noget lignende

_________________
- Medlem af det hemmelige selskab

Gad vide om arrogante soliplister herinde fra stadig ville mene det var fiktive projektioner fra deres underbevidsthed af, når zombier forsøger at spise deres arm.

Det forsikrer jeg dig om. Sådan er de bare, de radikale solipsister. Mennesker der kan finde på at spise deres egne arme.

Denne tråd er fyld med lige dele galskab og fornuft.

Galskab: Der eksisterer én eller anden hypotetisk utopi, som naturvidenskaben kan bringe os nærmere.

Fornuft: Døden er uundgåelig.

Som det fremstår med alt tydelighed, er det de stærkt videnskabsbegejstrede der stolt fører troen på det evige liv ind i det 21. århundrede. Nu kalder man bare det evige liv 'tilfældigt' hvor man tidligere kaldte det for Gud.

'Gud er død. Men bare rolig! Vi har tilfældigvis fundet en måde at forfølge det evige liv alligevel.'

Hvis vi fjerner det evige liv som et mål, så bliver det også meningsløst at tale om, at videnskaben kan bringe os nærmere en verden uden død. I så fald bliver videnskaben blot endnu en måde at ignorere døden på. Man opfinder 'fornuftige' grunde til ikke at tænke på døden. Det er der bestemt ikke noget nyt i. Og at døden altid vil hente os alle til sidst er der heller ikke noget nyt.

I betragtning af hvor meget vi har 'udviklet os' er det alligevel tankevækkende hvor meget der er fuldstændig ved det gamle...

I virkeligheden ville en virus der dræbte halvdelen af verdens befolkning være til glæde og gavn for både menneskeheden og naturen. Vi ville få en større ydmyghed og ærefrygt over for det liv, vi er en del af, mens naturen ville få mere plads at boltrer sig på. Med større ydmyghed ville følge større værdsættelse. Og der ville endog være mere liv at værdsætte.

Bevares: En dræberpandemi ville være en tragedie for mange enkelte mennesker. Men for menneskeheden ville det være godt.

_________________
Om hvad taler de mange, naar de kommer sammen?
Om hvad taler de faa, naar de kommer sammen?
---
Læs mig: http://paria-konservatisme.blogspot.dk/

Hvorfor vil en dræberpandemi være godt for menneskeheden?

Af nævnte årsag: Vi er ikke herrer over naturen. Den er herre over os. Det glemmer vi tit i dag, fordi vi er isolerede i en menneskeverden.

Når man glemmer at livet er givet én uden grund, og at man ikke har nogen 'ret' til at være i live, men i stedet ønsker sig den omvendte verden, hvor livet tjener os mennesker, så bliver man ulykkelig. For ulykke er intet andet end ønsket om, at virkeligheden måtte være anderledes end den i bund og grund er. Og virkeligheden er at vi bliver født og at vi skal dø - ikke at vi måske kunne komme til at leve evigt, hvis man bare lige opfandt et eller andet.

Yderligere accelerer vores menneskeverden i destruktiv ekspansion. Det har den gjort i mange år. Det vidner om at mange er ulykkelige. For den destruktive ekspansion bunder i sidste ende i troen på, at virkeligheden overhovedet kan gøres til et bedre sted end den er, hvis vi fylder den op med flere meningsløse ting.

Sand tilfredshed er omvendt indsigten i, at det kan den ikke. Derfor er der ingen grund til at forfølge en sådan plan. Efterhånden som man dropper det, finder man ud af at tilfredsheden var lige foran næsen på en. En pandemi ville være en definitiv irettesættelse af mennesket fra naturens side. Nok er nok.

Så ville vi måske vågne op til følgende erkendelse: Vi kan ønske at verden var fundamentalt anderledes så meget som vi vil. Men se hvor lidt det har hjulpet os.

_________________
Om hvad taler de mange, naar de kommer sammen?
Om hvad taler de faa, naar de kommer sammen?
---
Læs mig: http://paria-konservatisme.blogspot.dk/

Jeg har svært ved at forestille mig at nogen person med blot en moderat videnskabelig forståelse, nogensinde ville kunne forliges med tanken om evigt liv - fra et videnskabeligt synspunkt. Ihvertfald medmindre man skulle bevæge sig ud i en meget filosofisk tankeretning. Det giver ganske enkelt ingen mening og jeg forstår ikke, hvor det fremstår så tydeligt.

Egentligt forstår jeg ikke meningen med noget af det du skriver, det virker som om du har en meget underligt opfattelse af lægevidenskaben. Iøvrigt er tanken, at en pandemi der udryddede 50% af jordens befolkning ville være en god ting for naturen, utroligt kortsynet, eftersom der umiddelbart kun er to muligheder:

1. Hvis halvdelen af jordens befolkning blev udryddet, og alt blev kaos og samfundet brød sammen, ville der være maksimal forurening uden nogen orden til at holde styr på det. Atom reaktorer der nedsmelter, spildevands kontrol ophøre, olieboringer osv. - for ikke at nævne at man ville skulle igennem endnu en slags industrialisering når menneskeheden unægteligt kom sig på et senere tidspunkt.

2. Hvis halvdelen af jordens befolkning blev udryddet, og alt ikke blev kaos, ville der blot gå 50-100år og vi ville være tilbage hvor vi var nu, rent befolknings-mæssigt. Intet ændret for naturen, kun umådelig lidelse for menneskeheden.

Synes du har mange antagelser der ikke rigtigt holder Am-Ratt And.



Jeg vil mene, at ulykke er meget mere end det - og at ønsket om at gøre verden til et anderledes/bedre sted, faktisk slet ikke er 'ulykke', men derimod en basal menneskelig egenskab.

Du snakker desuden en masse om evigt liv, som den eneste i denne tråd i øvrigt. Ved ikke hvor det kommer fra, når nu ingen har nævnt det før?



Du har ret i, at den massive menneskelige ekspansion nok hænger sammen med at mange er ulykkelige. Det er især fattige lande som får flere og flere indbyggere og bruger flere ressourcer, mens rige lande faktisk bevæger sig den modsatte vej i mange tilfælde, ikke blot befolkningsmæssigt, men også i ressourceforbrug - det er utroligt fristende at konkludere på denne baggrund, at rigdom medfører lykke, mens fattigdom medfører ulykke, jf. din argumentation om at den menneskelige ekspansion er baseret på ulykke.

På den baggrund vil jeg mene, at løsningen på den menneskelige ekspansion er at gøre alle rige - for det er altså ikke kun 'meningsløse ting', som man kan få adgang til med penge (vedvarende energi kan bl.a. være en af de ting man får adgang til). Hvis halvdelen af jordens befolkning skulle gå hen og dø, så løser man ingen problemer, verden vil tilgengæld være fattigere, og vi vil få endnu flere af de problemer, som den menneskelige ekspansion medfører. Symptomet bliver behandlet, mens sygdommen buldrer derudad.

Det evige liv: Meget få mennesker tror på evigt liv på nogen eksplicit eller endog bevidst måde. Alligevel eksisterer troen.

Hver eneste gang én siger: Verden burde bevæge sig i denne retning! Og en anden så siger: Nej, verden burde bevæge sig i den her retning i stedet for! Så peger de begge i en bestemt retning. Hvis man følger den ene eller den anden retning til sit naturlige endepunkt, så når man noget der svarer til et ideal-billede.

Idealer danner sig på baggrund af seje overbevisninger om, hvordan tingene burde være.

Der bliver peget i to retninger i denne tråd: Én finger mod den grundlæggende pessimistisk indstilling til videnskabens ydeevne. Og én anden imod den grundlæggende positive, optimistiske.

Den sidste kalder jeg troen på det evige liv: For den afslører et underliggende ønske eller overbevisning: Hvis vi kan, er det bedst om videnskaben redder så mange liv som muligt. Dvs. den ideale tilstand ville være en verden uden død. Videnskab kan bringe os nærmere - om ikke andet, så med en hårsbredde.

Den anden bygger på en anderledes indsigt: At videnskaben ikke gør verden bedre på en fundamental måde. Ikke dermed sagt at videnskaben ikke har gjort mange gode ting. Men der er ikke tale om en hellig gral. Derfor er det også vigtigt at vi ikke taler om den som sådan.

Nu kaldte jeg godt nok den første retning galskab og den anden fornuft. Det lyder måske dømmende... det beklager jeg. Jeg ser mere de to retninger som komplementære.

Selv ynder jeg at blande de to ting sammen: Så kommer man virkeligheden nærmere i sin tænkning. For verden er hverken ren fornuft eller vanvid. Det bliver den først, når vi tænker at den burde være anderledes. For så tænker man samtidig, at den ikke burde være det modsatte.

Verden er sindsygt fornuftig, og fornuftigt sindsyg. Det er menneskerne i verden også.

@Randomname: Måske ville kaos være katalysator for samarbejde imellem dem, der ikke gik i panik? Nok først og fremmest et samarbejde, der drejede sig om at komme væk fra alle de andre. For midt i kaos ville det pludselig være nemt at kende forskel på dem, der holder hovedet koldt og dem, der vil slå over i hæmningsløs destruktions-mode.

Vores nuværende orden er primært til glæde for sidstnævnte. Dem, der ville kunne samarbejde under de kaotiske vilkår ville således næppe samarbejde om at genopbygge den gamle orden. De har jo været vidner til hvor megen destruktion den affødte, så snart det almindelige menneske mistede sit civilisatoriske sikkerhedsnet.

Et tankeeksperiment er en antagelse. Så vi kan vel næppe klandrer hinanden for at komme med antagelser.

_________________
Om hvad taler de mange, naar de kommer sammen?
Om hvad taler de faa, naar de kommer sammen?
---
Læs mig: http://paria-konservatisme.blogspot.dk/

Så, kort fortalt, stiller du dig uforstående for at folk søger at få behandlet deres lidelser - eller at have et så langt og funktionelt liv som muligt ("jagten på evigt liv")? Det er ihvertfald hvad jeg får ud af, hvad du har skrevet.

Højest sandsynligt ville der opstå en form for samarbejde ud af det førnævnte kaos, mennesket er vel et flok dyr. Udgangspunktet var dog, at det skulle være bedre for naturen. Jeg kan ikke se hvordan naturen skulle blive positivt påvirket af at mennesker lære at samarbejde, når det ses i kontekst af at civilisation som vi kender det skal til at genopbygge sig selv igen.
Medmindre du mener, at mennesket så ville ændre deres ageren efter "straffen fra naturen" - men i så tilfælde ønsker du at ofre halvdelen af jordens befolkning, for at den resterende halvdel skulle dele dit synspunkt? Altså en slags natur-terrorisme?


Jeg beklager hvis jeg misforstår dig, jeg har ikke specielt let ved at hive reel information ud af de lidt langhårde filosofiske vendinger du benytter.

@Randomname

Jeg tror du misforstår mig. Jeg har i hvert fald misforstået dig. Godt at du er en gentleman, og gør opmærksom på den åbenlyse mulighed: At vi taler forbi hinanden. Det kunne jeg lære noget af

Jeg stiller mig ikke uforstående overfor, at mennesker får behandlet deres lidelser. Heller ikke overfor, at man forsøger at kurere de sygdomme der nu engang er. Det er jo lægevidenskab.

Jeg stiller mig derimod uforstående overfor, at man i et tankeeksperiment (tænk hvis der slap en virus ud, der dræbte op imod halvdelen af jordens befolkning) begynder at snakke om, hvorvidt videnskaben evner at gendrive sådan en trussel. En trussel, der vel at mærke tænkes at stamme fra videnskaben selv.

Hvis halvdelen af éns naboer, venner, familiemedlemmer, arbejdskollegaer mv. begyndte at drysse af, hvordan tror du så den levende halvdel ville reagere? Jeg tror at nogle ville holde hovedet koldt, mens andre ville gå i panik ('måske bliver JEG det næste offer'), blive katatoniske, begynde at hærge m.v. Og jeg tror at de kølige hoveder ville tilhøre minoriteten.

Majoriteten af de levende ville i en sådan situation ikke være til at snakke med, eller samarbejde med. De ville være hinsides rækkevidde. Det lægevidenskabelige 'system' (produktion- og udbredelse af medicin, ret vejledning, organisation) ville være sat ud af kraft. For meget kaos og for få mennesker til at tænke og handle effektivt.

Nu taler vi godt nok om et tankeeksperiment: Men at man instinktivt vender sig mod videnskaben som 'løsningen' på et sådant dommedagsscenarium fortæller mig, at man (bevidst eller ubevidst) tilskriver videnskaben nogle fantastiske egenskaber, der for mig at se minder mest om overtro.

Det er den overtro jeg prøver at sige noget om: Jeg tror den er der for at fylde et behov. Man vil i almindelighed gerne af med døden - så når døden bliver blæst op i fantastisk skala, som med en dræbervirus, så griber man instinktivt til det, man tættest forbinder med at overvinde døden: Nemlig naturvidenskaben.

Det gør man automatisk, i stedet for at acceptere døden, og tale ud fra den som noget uundgåeligt. Jeg ved at mange døende kræftpatienter også holder krampagtigt fast i troen på at en mirakuløs helbredelse pludselig vil indtræde, selv når det ser allerværst ud. I stedet for at acceptere døden inden man dør. Det er menneskeligt, men ikke særlig realistisk.

Giver det mening? Du slipper ikke for langhårethed, som du nok kan læse Jeg har en fornemmelse af, at du nok tænker analytisk, hvor jeg tænker holistisk: Vi læser begge de samme ord, men forstår dem fra forskellige sider.

Jeg forsøger så som modsvar at tænke hvad der kunne være godt ved en dræbervirus. I stedet for at se den som noget ondt, der skal bekæmpes. For hvis en så alvorlig pandemi faktisk brød ud, tror jeg ikke det ville være klogt at kæmpe imod den. Så er det bedre at acceptere at dræbervirussen bare er der, og at der ikke er noget at gøre ved den. Men at der måske er noget at gøre ved alt muligt andet.

F.eks. at slippe væk fra den panikslagne menneskehed, og starte et nyt samfund. Et samfund hvor man ikke vinder hæder og prestige ved at udvikle en dræbervirus bare fordi man kan.

_________________
Om hvad taler de mange, naar de kommer sammen?
Om hvad taler de faa, naar de kommer sammen?
---
Læs mig: http://paria-konservatisme.blogspot.dk/

Ah, ja nu ser jeg din pointe. Jeg må indrømme at jeg måske læste dine indlæg lidt ude af kontekst, da jeg ikke genlæste hele tråden (jeg må indrømme at jeg synes dette lidt var en debat uden grundlag, hvis det skulle være fra et videnskabeligt synspunkt og uden rapporter på tykkelse med leksika). Problemet er også hvad "menneskeskabt" skal betyde. Fx holder USA liv i bla. koppevirus, med en dødelighed på 50-60% - men kan man kalde det for menneskeskabt? Allerhøjest kunne det måske blive til "modificeret", som i at man ændre på overfladeproteinerne i virus, for fx at omgå en immunrespons fra ofrene.

Selvfølgelig, hvis alt var muligt i hypotesen, kan jeg godt se at det er lidt en irrelevant problemstilling jeg rejser, jeg har måske lidt svært ved helt at skære forbindelsen til den kendte virkelighed - hvis der stadig skal være reel mening med diskussionen.

Jeg er enig med dig, i at naturvidenskaben ikke nødvendigvis har meget at byde på i forhold til en eventuel pandemi, men det er måske nærmere fordi det at lave vacciner mod ukendte virus tager lang tid - længere tid end det tager at sprede sygdommen i en globalisereret verden. Det er også derfor at man, som det sås da SARS første gang kiggede frem, i høj grad afhænger af individuelle værnemidler, screeninger ved "travel hubs" og isolering af smittede. (mens man selvfølgelig arbejder på vacciner)


Selvom jeg er enig med dig i at videnskab ikke nødvendigvis ville bidrage den store redning, ihvertfald med udgangspunkt i nutiden, kan jeg ikke se noget mere logisk at vende sig mod. Det er naturligvis et spørgsmål om perspektiv, men som jeg ser det er der også her kun 2 reelle muligheder: 1: At satse på at man finder en kur og redder så mange som muligt (forbliver i én flok således at bibeholde et samfund hvor læger o.lign kan arbejde videre) eller 2: Løbe ud i skoven og gemme sig og håbe på at man selv overlever.

Altså en slags valg mellem ens liv som individ, eller samfundet som en helhed. Hvad der så er den rigtige løsning, hvis man overhovedet kan snakke om "rigtig", er selvfølgelig ikke til at vide, før det sker.


Jeg synes det er en smuk tanke, men jeg tror altid at der vil være nogen, der vil bygge et lidt større spyd end de andre.