Psychedelia.dk

Al videnskab starter med en hypotese, og hypoteser vokser oftest ud af anekdoter og observationer "som man har set med egne øjne". Dette er en sådan, men jeg vil gerne have lidt feedback på ideen og måske hints til mulig forskning på området allerede.

Rent videnskabeligt er det rum vi udforsker bredere end en kortfattet hypotese, der kan undersøges. Kort sagt ville en afdækning sandsynligvis kræve en række forskningsprojekter.

Så, altså: dette er ikke bevist, men jeg leger med hypoteserne:

Observationer (alle anekdotiske):
Gennem samtaler med opioid-brugere og deres personlige vidnesbyrd, samt mange online-timer, synes der er være en gruppe af mennesker, hvor der ikke altid er en "dårlig barndom" eller lignende bag udviklingen af opioid afhængighed, dog vil jeg ikke afvise, at der kan være en nærliggende "developmental disorder", hvor samspillet mellem genotype og phenotype kan udtrykke sig i et ny kropslig tilstand, der for alle praktiske formål er magen til den primært biologiske tilstand.

En væsentlig del af det selvrapporterede forløb synes at tage denne form: i en periode tager individet opioider, for derefter at finde ud af, at de er blevet "hooked" uden at at har nogen videre indlysende basis i deres barndom eller senere overgreb. Mange opioidbrugere rapporterer at opiaterne synes at gøre dem normale og i stand til at fungere og "være der" for deres partner, familie og venner.

Både mine egne observationer med opioider og andre jeg har talt med eller læst om på nettet synes at indikere, at selv et rekreationelt forbrug af opioider er mulig. Mange rapporterer endog en - givet det politiske klima - overraskende melding: at opioider måske nok er behagelige, men ikke det helt store. Ingen i denne gruppe synes at udviklen nogen opioid afhængighed.

Samtaler med tidligere opioid-afhængige viser samtidig, at mange efter årevis med selvmedicinering af heroin og ofte årevis med substitutionsbehandling, f.eks. med metadon, kan opleve at de begynder at få en negativ reaktion på opioider. Kort sagt føler de nu at brugen af opioder, f.eks. som oplevet gennem kodein til hovedpine i andre lande, hvor dette er lovligt tilgængeligt, at deres hjernekemi er stabiliseret og normal/gennemsnitlig.

Støtteobservationer:
Ideen er i høj vokset ud af en støttende observation fra en anden lidelse: ADHD. Denne lidelse har en målbar side, der gør diagnostik mulig gennem måleredskaber. Samtidig viser forskningen på ADHD området at personer med lidelsen får en markant øget funktionsdygtighed ved medicinering med amfetaminer af alle typer - modsat flertallet, som bliver høje, "jittery" og ofte dårligere funktionsdygtige på amfetaminer.

En underliggende biokemisk uhensigtsmæssighed kunne forklare det markante forhold, at utallige mennesker kan ligge på hospitalet med morfin drop uden nogensinde at få andet end en fysisk afhængighed, som de nemt trapper ud af eller tager "kold tyrker" for, og så den anden minoritetsgruppe, som synes at blive "hooked".

Der er er også enkelte forskningsresultater (har ikke kilden), der viser at psykiske smerte (f.eks. jaousi) bliver repræsenteret i hjernen som klassiske somatiske smerter, og at de to er svære at skelne.

Hypoteser:
Parallelt med diagnosen ADHD findes der en "Opiod Deficiency Syndrome" (ODS) for en bestemt gruppe af mennesker og som med fordel kan medicineres med opioider (opium, kodein, morfin, diamorfin, kratom eller lignende).

Følgehypoteser:

Når en person med ODS efter et regelmæssigt brug af opioider når en tilstand af klinisk afhængighed, skyldes det at kroppen har et iboende koncept for hvad, der er den optimale ligevægt. Dette gør at det er meget svært at bryde ud af den nye ligevægt, da kroppen i højere grad end hos normalbefolkningen, modsætter sig en tilbagevenden til det inoptimale udgangspunkt.

Lidelsen har en psykisk - og dermed i højere grad variabel - komponent, der giver udslag i spontan helbredelse. Dog kan målgruppen med den mest fremtrædende biokemiske ubalance kræve livslang medicinering med opioder

Fysisk (somatisk) og psykisk smerte kan begge lindres af opioider, og deres både fysiske og psykiske smertelindring peger på at forståelsen af opioid afhængighed kan forstås i regi af Herzbergs motivationsteori, som opdeler motivationsfaktorer i "motivators" og "hygiene" faktorer. Herzbergs arbejde påviser at faktorerne bag egentlig tilfredshed og glæde, er noget andet end de faktorer, der skaber utilfredshed og manglende glæde. Det teoretiseres her at opioider virker smertestillende overfor hygiejne faktorer og dermd er med til at genetablere en tilstand, som kroppen genkender som "normal".

Jeg tror der er noget om snakken. Jeg er dog tidligere stødt på en lignende hypotese under termen "Endorphin Deficiency Syndrome" som forklaringsmodel for både hvorfor visse individer vis baggrund ikke burde placere dem i risikogruppen alligevel ender i et afhængighedsforhold med opioider, da de tilsyneladende opnår en form for homøostase på dope. Selvskadere handler muligvis som de gør for på drastisk vis at øge kroppens egen produktion af endorfiner som fra naturens side muligvis er for lav. Opioider har også vist sig mere effektive end de mere gængse SSRI'er osv til behandling af visse undertyper af depression, givetvis i tilfælde hvor det endogene opiatsystem er dysfunktionelt snarere end det monoaminerge. Det er dog stadig blot en hypotese (men et belejligt forsvar for visse folks misbrug tilligemed )

_________________
Let Go And Let God!

Nice, tak for heads up på Endorphin Deficiency Syndrome. Den kendte jeg ikke.

Jeg har også lige snakket med en anden psy'er omkring en gammel post, hvor TheBo snakkede om at man åbenbart kan sætte en elastik på armen og svirpe sig selv, for at moderere angst og lignende. I den gamle tråd svarede jeg, at der jo var umiskendelige ligheder med "cutting", og selv om der er en størrelsesorden til forskel, så er det samme smerteteori, der er på banen.

Det koblede jeg straks til en udsendelse med Marianne Florman om smerte i programmet "Ha' det godt", hvor hun blev udsat for en smerte, for senere at blive udsat for samme smerte igen, blot blev hun samtidig tilført en anden smerte og det hævede hendes smertetærskel for den førstnævnte smerte. Samt at jeg husker at have læst, at både fysisk og psykisk smerte bruger samme basale systemer til signaleringen.

Så cutting er i det lys en "pain management" strategi, hvor den psykiske smerte bliver modereret af at tilføjen den klart somatiske smerte, som det er at skære sig.

Enig i det med at det kan lyde som et belejligt forsvar, også selv om jeg i almindelighed har det lidt svært med "addiction as a disease"-modellen (og især som praktiseret af 12-trinsfolkene, der pådutter individet en livslang, kronisk diagnose).

På den anden side set kunne det lede til anerkendte behandlingsmetoder ved brug af opiater og separere - omend med en stor gråzone - brug og selvmedicinering (eller "misbrug" om man kan tillade sig det ord). For - korriger mig hvis jeg tager fejl - så er der ikke den store sympati for nuværende for mennesker, der dulmer deres psykiske smerte med opioider.

Sjov teori.

Jeg har selv oplevet, at heroin (og andre opioider) gør mig mere rolig og mindre følelsesmæssig skrøbelig. Jeg kan samtidig meget bedre slappe af og "være i min krop", i modsætning til normalt, hvor jeg nemt bliver meget rastløs, og aldrig rigtig føler mig tilfreds dér hvor jeg er.
Jeg kan desuden få sådan nogle næsten allergi/influenza-agtige symptomer "naturligt" nogle gange (jeg har fået taget en prik-test, der ikke viste noget) - det er svært præcis at beskrive hvordan symptomerne føles (da det jo er subjektive følelser), men de minder lidt om en svag influenza/forkølelse.
Og disse symptomer fjerner heroin også fuldstændig.

Jeg synes, at jeg på flere måder er mere "normal" når jeg tager opioider, da jeg er mindre følsom, bekymrer mig mindre, har nemmere ved at slappe af osv. - det minder meget mere om mit indtryk af, hvordan "normale mennesker" har det, end den tilstand jeg normalt er i. Mit humør er meget mere jævnt, og jeg får hverken så store op- eller ned-ture som i ædru tilstand.

Jeg har også oplevet - mod min egen forventning - at jeg faktisk næsten blev bedre til at lave avanceret matematik, når jeg var skæv på heroin: Det gjorde, at jeg nemmere kunne fokusere på opgaverne og beviserne, og lukke mig inde i min egen lille verden uden at blive forstyrret eller få vandrende tanker.

Til gengæld, så er der også nogle områder, hvor jeg ikke fungerer så godt. Mit søvn-behov stiger, og jeg kan "komme til" at sove utroligt længe. Desuden mister jeg lugte-sansen, og bliver nogle gange en smule FOR apatisk og doven.
HVIS din hypotese skulle passe på mig, så skulle jeg vel ikke også opleve mange negative effekter ved opioid-brug, som "normale mennesker" ikke oplever, når de er ædru? Hvis min trang til heroin/opioider virkelig skyldtes, at de dækkede et naturligt underskud, så burde jeg jo ikke opleve særligt mange bivirkninger, når underskuddet blev dækket (?).

Jeg tror, at mange af de mennesker som føler, at opioider hjælper dem til at slappe af, være mindre følsomme og sårbare, stoppe med at over-analysere ting, være bedre tilpas i deres egen krop, fjerne søvn-problemer, have jævnere humør osv. osv. OGSÅ ville få nogenlunde samme positive effekter af andre downers. Jeg har ihvertfald selv oplevet, at jeg følte mig en del mere "normal" når jeg var på benzo'er, da jeg var mindre anspændt, over-fortolkende/tænkende, rastløs, skrøbelig, nervøs, humør-svingende osv. osv..

Jeg har slettet meget lidt i det du har skrevet. Hvad resten angår, så har jeg det på præcis samme måde. Rart med den åbenhed.

_________________
The punishment of desire, is the agony of unfulfillment.

Most of the physical world is unseen.

Hvornår er man "normal"? Når man er fri for negative følelser, og passer ind i de institutioner man er en del af?

Så hvis et stof befrier én for negative følelser, og gør det lettere at tilpasse sig de strukturer man bliver påført af samfundet, så er stoffet medicin der genopretter normaltilstanden, mens baselinetilstanden er sygelig?

Der er meget man kan kritisere ved denne måde at tænke på, omend jeg sagtens kan se hvor tiltalende den er i al sin naturvidenskabelige enkelhed.

En slags inverteret (og lige så forsimplet) version af denne tankegang kunne være, at samfundet er sygt, og at individers stress, rastløshed og utilpassethed skyldes at de tvinges til at leve deres liv efter institutionernes regler og logik, og ikke en hjernesygdom.

En hjernescanning der afslører at ubehagelige følelser eller uønsket adfærd er målbart i hjernen kan tolkes efter begge hypoteser, og leverer således ikke i sig selv bevis for den ene eller anden tolkning. Det eneste den beviser er at der er en sammenstilling mellem følelsesmæssige tilstande, adfærd og hjerneaktivitet, ikke om uønskede følelser/adfærd skyldes "fejl i hjernen", udefra kommende påvirkninger fra den nuværende livssituation, traumer fra barndommen, eller noget helt fjerde.

Er selv et par gange røget i fælden, og blevet hooked.
Det er sjovt, at jeg har gået med præcis den samme logik og illusion som her beskrevet. I rigtig lang tid, gav det en indre ro, der frigjorde overskud til at være til stede. (At det koster kræfter, bare at være til stede, er det så spørgsmålet om er alment.) Jeg var supermand i skolen, på arbejde og i min fritid, det hele kørte, og jeg havde det virkelig godt.
Men med et skiftede det, jeg sov hele døgn igennem, blev mere ængstelig og skrøbelig,og da jeg stoppede, fik jeg influenza, kunne ikke optage mad osv.
Det er nu noget tid siden jeg kom af, og selvom der lige kan være en dag engang i mellem, skal jeg ikke tilbage i det. Jeg tror ikke, at vi alle analysere verden omkring os i samme omfang, og jeg tror det er rigtigt at nogen bekymre sig mere, eller hvílket ord man nu vil bruge. Men det er en del af den man er, ikke noget der skal bedøves væk. Der er vel ingen der har løst til at være sig selv bare light, selvom det helt givet er nemmere.

Det har dog taget mig noget tid, at komme af med ideen om, at det faktisk var noget jeg havde behov for som medicin. Min læge anede intet om mit misbrug, og var faktisk så langt, som ved at overtale ham til, at jeg burde have 50 mg kodein dak 3 gange dagligt, fordi det ville betyde jeg kunne have en bedre dagsrytme, være bedre i skolen og generelt fungere bedre. Men så er jeg ikke mig, med alt hvad den pakke måtte indeholde.

Jeg tror at alle har et eller andet de slås med, tror det følger med at have en bevisthed. Dermed ikke sagt, at det ikke er interessant, at se på hvorfor nogen bliver nemmere afhængige end andre, men det må ikke være en undskyldning for et misbrug. For dem bliver man nemt overtalt af.

Mvh
Anarkrig

Jeg kender et par stykker der føler sig bedre tilpas, hvis de ryger joints fra de står op til de går i seng... Lider de så af Cannabinoid Deficiency Syndrome?

Jeg har læst om det på Opiophile også, og helt ærligt så lyder det bare som en god historie for at undskylde sit misbrug overfor sig selv. Hvis noget data viser sig at understøtte teorien, så kan jeg overbevises, men indtil da lyder det lidt for belejligt til at være sandt. Generelt er der jo mange mennesker der har det bedre hvis de kan forklare deres adfærd med en lidelse (fx. Asperger eller ADHD)... Efter min mening er det ofte bare et forsøg på at fraskrive sig sit personlige ansvar. "Jeg kan ikke gøre for det, jeg har EDS!".

Denne "bekvemmelighedsfaktor" er ganske interessant at bemærke, uanset hvad man mener om denne type "fejl-i-hjernen" diagnoser. Hvis det drejer sig om et barn der er rastløst og ukoncenteret i skolen, er det utroligt hvor mange der slipper for ansvar, når hele årsagen til problemerne placeres inde i barnets hoved. Politikerne behøver ikke føle skyld over de alt for høje klassekvotienter. Læreren behøver ikke tvivle på sine pædagogiske kompetencer eller evner til at formidle stoffet på en medlevende og interessant måde. Forældrene behøver ikke at spekulere over om deres hårde skilsmisse kunne være én af årsagerne til deres barns problemer, og staten sparer en masse penge til psykologer, da de kan nøjes med recepter. Barnet får også en bekvem undskyldning for ikke at klare sig så godt i skolen, og i tilgift en legitim adgang til amfetamin-analoger, som det vist ikke er nogen hemmelighed at en del ender med at misbruge, fx. ved at sniffe knuste piller.

God observation, jeg er helt enig... Desværre opbygger visse diagnoser (især de mere diffuse) hurtigt sådan et image, hvilket er rigtig ærgerligt for dem der reelt lider af dem.

@Drupe

Jeg er meget enig i din kritik. Bortset fra (selvfølgelig) din påstand om, at samfundet ikke er sygt, eller rettere dysfunktionelt. Der er en påviselig sammenhæng mellem miljøet på den ene side og individets helbredstilstand på den anden (herunder hjernekemi). Neurologiske forstyrrelser kan fremprovokeres i simple forsøg. Når man vil ha et samfund til at køre efter snævert definerede mål, så bliver man nødt til at have et snævert normalitetsbegreb og sygeliggøre dem, der ikke passer ind, ellers når man ikke målet. Her er teorien om en biologisk eller genetisk fejl særlig belejlig.

Der er også risiko for at indtage en anden forsimplet holdning, nemlig at det aldrig drejer sig om en fucked up hjernekemi, uanset hvordan denne forstyrrelse af hjernekemien er opstået. Og desuden en risiko for, det jeg vil kalde en naiv tro på, at alle er i stand til at helbrede sig selv eller sine nærmeste, ved blot at tage ansvaret på sig. Som jeg før har været inde på, er det tilsyneladende netop her filmen knækker.

Som jeg forstår det du skriver, så mener du der er tale om et kompliceret samspil? I så fald er jeg enig enig med dig. Det er almindelig anerkendt, at der er tale om et kompliceret samspil mellem individets sårbarhed på den ene side og stres (i meget bred forstand) på den anden. Det er den teori, der kommer nærmest min egen opfattelse.

_________________
The punishment of desire, is the agony of unfulfillment.

Most of the physical world is unseen.

Perfekt formuleret, og det værste er at hvis man prøver at udtrykke tvivl i en sag, bliver man set som et monster, for "vi gør det jo for barnets skyld"

Ang. Opioid Deficiency Syndrome så er jeg ikke overbevist, på den måde kan man lave et syndrome ud af stor set alt!
Jeg tror mere at der bla. er en stor variation af niveauet af endorfiner og receptor i befolkningen. Hos nogle er det ene lavt og det andet højt og hos andre omvendt, og så er der sikkert en masse vi ikke ved noget om endnu.
At lave det til et syndrom er som Drupe siger, lige lidt for bekvemmelig
Kun 10 % af oplever eufori ved opiater, og der er lige fra "det var dog rart", til han der kommer ind med et brækket ben, får morfin et par gange af lægen, og forsætter med at tage opiater resten af hans liv.

Personligt vil jeg sige at opiater virker som et adaptogen på mig det får mig til at fungere til dagligt - og ind til et vist punkt, naturligvis - betyder højere dosis mere overskud og evne til at koncentrere mig. Og jeg er også rimelig sikke på at jeg selv medicinere mig og bruger det som anti depressive.