Al videnskab starter med en hypotese, og hypoteser vokser oftest ud af anekdoter og observationer "som man har set med egne øjne". Dette er en sådan, men jeg vil gerne have lidt feedback på ideen og måske hints til mulig forskning på området allerede.
Rent videnskabeligt er det rum vi udforsker bredere end en kortfattet hypotese, der kan undersøges. Kort sagt ville en afdækning sandsynligvis kræve en række forskningsprojekter.
Så, altså: dette er ikke bevist, men jeg leger med hypoteserne:
Observationer (alle anekdotiske):Gennem samtaler med opioid-brugere og deres personlige vidnesbyrd, samt mange online-timer, synes der er være en gruppe af mennesker, hvor der ikke altid er en "dårlig barndom" eller lignende bag udviklingen af opioid afhængighed, dog vil jeg ikke afvise, at der kan være en nærliggende "developmental disorder", hvor samspillet mellem genotype og phenotype kan udtrykke sig i et ny kropslig tilstand, der for alle praktiske formål er magen til den primært biologiske tilstand.
En væsentlig del af det selvrapporterede forløb synes at tage denne form: i en periode tager individet opioider, for derefter at finde ud af, at de er blevet "hooked" uden at at har nogen videre indlysende basis i deres barndom eller senere overgreb. Mange opioidbrugere rapporterer at opiaterne synes at gøre dem normale og i stand til at fungere og "være der" for deres partner, familie og venner.
Både mine egne observationer med opioider og andre jeg har talt med eller læst om på nettet synes at indikere, at selv et rekreationelt forbrug af opioider er mulig. Mange rapporterer endog en - givet det politiske klima - overraskende melding: at opioider måske nok er behagelige, men ikke det helt store. Ingen i denne gruppe synes at udviklen nogen opioid afhængighed.
Samtaler med tidligere opioid-afhængige viser samtidig, at mange efter årevis med selvmedicinering af heroin og ofte årevis med substitutionsbehandling, f.eks. med metadon, kan opleve at de begynder at få en negativ reaktion på opioider. Kort sagt føler de nu at brugen af opioder, f.eks. som oplevet gennem kodein til hovedpine i andre lande, hvor dette er lovligt tilgængeligt, at deres hjernekemi er stabiliseret og normal/gennemsnitlig.
Støtteobservationer:Ideen er i høj vokset ud af en støttende observation fra en anden lidelse: ADHD. Denne lidelse har en målbar side, der gør diagnostik mulig gennem måleredskaber. Samtidig viser forskningen på ADHD området at personer med lidelsen får en markant øget funktionsdygtighed ved medicinering med amfetaminer af alle typer - modsat flertallet, som bliver høje, "jittery" og ofte dårligere funktionsdygtige på amfetaminer.
En underliggende biokemisk uhensigtsmæssighed kunne forklare det markante forhold, at utallige mennesker kan ligge på hospitalet med morfin drop uden nogensinde at få andet end en fysisk afhængighed, som de nemt trapper ud af eller tager "kold tyrker" for, og så den anden minoritetsgruppe, som synes at blive "hooked".
Der er er også enkelte forskningsresultater (har ikke kilden), der viser at psykiske smerte (f.eks. jaousi) bliver repræsenteret i hjernen som klassiske somatiske smerter, og at de to er svære at skelne.
Hypoteser:Parallelt med diagnosen ADHD findes der en "Opiod Deficiency Syndrome" (ODS) for en bestemt gruppe af mennesker og som med fordel kan medicineres med opioider (opium, kodein, morfin, diamorfin, kratom eller lignende).
Følgehypoteser:
Når en person med ODS efter et regelmæssigt brug af opioider når en tilstand af klinisk afhængighed, skyldes det at kroppen har et iboende koncept for hvad, der er den optimale ligevægt. Dette gør at det er meget svært at bryde ud af den nye ligevægt, da kroppen i højere grad end hos normalbefolkningen, modsætter sig en tilbagevenden til det inoptimale udgangspunkt.
Lidelsen har en psykisk - og dermed i højere grad variabel - komponent, der giver udslag i spontan helbredelse. Dog kan målgruppen med den mest fremtrædende biokemiske ubalance kræve livslang medicinering med opioder
Fysisk (somatisk) og psykisk smerte kan begge lindres af opioider, og deres både fysiske og psykiske smertelindring peger på at forståelsen af opioid afhængighed kan forstås i regi af
Herzbergs motivationsteori, som opdeler motivationsfaktorer i "motivators" og "hygiene" faktorer. Herzbergs arbejde påviser at faktorerne bag egentlig tilfredshed og glæde, er noget andet end de faktorer, der skaber utilfredshed og manglende glæde. Det teoretiseres her at opioider virker smertestillende overfor hygiejne faktorer og dermd er med til at genetablere en tilstand, som kroppen genkender som "normal".