Gammel tråd, men jeg føler alligevel et behov for at dele mine egne oplevelser her.
Jeg har oplevet samme form for bad trip som trådstarter og kryddersnaps. Et af dem, hvor der opstår en pludselig panisk angst uden en konkret trigger.
Jeg var ung og havde opdaget svampene samme år. Jeg var fascineret af at trippe alene, udforske sindet og se flotte farver, og jeg havde en stime af gode trips - måske 3-4 stykker.
En aften tog jeg omkring 1 gram cubensis alene og røg noget pot (som forstærker svampenes virkning enormt meget) under come up, og jeg blev hurtigt godt sendt afsted. Jeg havde det fantastisk, men blev pludselig overmodig og kunne tænke mig en lidt større dose, så jeg redoserede eget spontant og var nu oppe på måske 2 gram i alt.
Kort tid efter opstod præcis det samme, som trådstarter oplevede: På noget, der føltes som et kort øjeblik, tiltog rusen kraftigt i styrke, og jeg blev voldsomt forvirret. 'Hvordan endte jeg i den her ende af mit værelse? Jeg lå jo i sengen lige før' tænkte jeg, efterfulgt af en kraftig angst og panik over fuldstændig at have mistet kontrollen over trippet, der pludselig var lidt vildere, end jeg havde forventet. Herefter var forløbet igen meget lig trådstarters: Jeg tvang mig selv til at kaste op (mit bræk kom ud som neonlys, det husker jeg stadig, at jeg midt i al min rædsel alligevel var lidt fascineret over), og jeg lå ellers resten af trippet i fosterstilling og ventede på, at det ville stoppe.
Jeg oplevede også en følelse af rædsel eller ondskab eller noget i den stil, og jeg kæmpede imod, alt hvad jeg kunne. Det var mit sidste svampetrip. Jeg skal ikke kunne sige, om det har sat sig fast i mig, men jeg turde ikke trippe igen efterfølgende.
Jeg tror, Fritzie kan have ret i, at det (i vores begges tilfælde) kan have været noget så simpelt som at blive overvældet af nogle sanseindtryk i svampenes til tider forvirrende univers, der kan have udløst en lille forskrækkelse. Hvis man så ikke har værktøjerne, erfaringen eller støtten i form af en sitter til at få ro på igen, kan det hurtigt udvikle sig til en strøm af paniske tanker.
Jeg føler i dag, at mit unge jeg havde gjort sig selv en gevaldig tjeneste ved at lade sig flyde med trippet og og inviteret angsten ind i stedet for at forsøge at lukke den ude. Det er samme koncept, som man arbejder med i meditation (som i øvrigt har samme formål som at tage psykedeliske stoffer - at opleve bevidsthed): Når ubehagelige tanker og følelser dukker op, nytter det ikke noget at skubbe dem væk - det skaber bare mere spænding i sindet. Tankerne og følelserne er der, om du vil det eller ej.
En meditationslærer har sammenlignet det med en stor bil, der kommer kørende langsomt mod dig, mens du står midt på vejen. Du kan forsøge, så tosset du vil, at skubbe imod den, men du opnår kun mere frustration, spænding og udmattelse - bilen vil i sidste ende altid være stærkere end dig. I stedet kan du træde til side og lade den passere i sit eget tempo - måske kan du ikke lide bilen og har ikke lyst til at lade den passere. Men den passere jo og forsvinder igen. Alternativet er at kæmpe imod, indtil den kører dig over.
Det er i øvrigt samme råd, jeg har læst alle steder, når det kommer til oplevelser som denne: Overgiv dig til trippet - det er det eneste, du kan gøre. Sig det eventuelt højt: 'Jeg overgiver mig'.
Jeg tog ikke nogen benzo den aften. Jeg er selv blevet bildt ind (bl.a. her på psychedelia), at det kan skabe uforløste traumer, hvis man vælger at lukke ned for de dårlige oplevelser på den måde. Om det er rigtigt, ved jeg ikke nok om benzodiazepiner og deres virkning på hjernen og bevidstheden til at udtale mig om, men det lyder meget sandsynligt, og jeg hælder nok også mest til ikke at bruge dem.
Det betyder ikke, at jeg ikke vil have dem liggende, når jeg tripper iigen, men det er mere til ekstreme tilfælde. Hvad det skulle indebære, ved jeg ikke, men better safe than sorry.
Til sidst vil jeg sige, at jeg nu, cirka syv år efter, er klar til at tage svampe igen, og jeg planlægger et trip i en nær fremtid. Jeg tænker dog tit, om frygten for et bad trip i sig selv kan trigge endnu et. Sådan er det jo tit med den slags... I sidste ende tror jeg dog, at ovennævne indstilling er bedst: Sker det, så sker det, og så må man nok bare tage en dyb indånding, læne sig tilbage og sige goddag og velkommen til angsten og se, hvad den egentlig vil - tit vil stærke følelser jo gerne fortælle os noget.
Jeg tror selv, en erfaren tripsitter vil være guld værd i en sådan situation. Mit problem er bare, at jeg godt kan lide ideen om at være helt alene og dermed helt fri, når jeg tripper.
Vil i øvrigt sige tak til Fritzie for et godt råd, som jeg også tager til mig.
Jeg ved ikke, om andre har bud på, hvordan man ellers bør tackle en sådan situation og hvordan man eventuelt skal gebærde sig, når man forsøger at komme op på triphesten igen?
|