Jeg har en tilføjelse til emnet. En erkendelse jeg er kommet frem til, efter at have kæmpet med socialfobi, med tilhørende depression, og senere hen også noget præstationsangst.
For det er helt sikkert rigtigt, at man skal acceptere angsten. Man skal acceptere den negative følelse, som er den en del af en selv, i stedet for at ville skære den ud, som var det en byld der ikke måtte være der.
Men en stor del af det at acceptere de her, ofte voldsomme irrationelle angstprægede følelser, er også at kunne verbalisere det overfor fremmede.
Tænk over det. Hvis du har en side af dig selv som du ikke ønsker at tale om til andre, så har du måske heller ikke, inderst inde, accepteret den side (endnu).
Det har hjulpet mine angst problemer utroligt meget at tale om dem overfor andre, være åbne om dem, som var det no big deal. Og her tror jeg ofte den går galt for folk. De sygeliggører angsten, som var det noget at være flov over. Noget der er galt med dem, som omverdenen ikke må vide.
Personligt har det ihvertfald hjulpet mig vanvittigt meget, at verbalisere og tale om angsten, tale åbent om mine negative følelser til venner og bekendte. Først da jeg var i stand til dette, begyndte angsten for alvor at blive opløst.
Så pointen med dette er, at der er forskel på at acceptere en angst, og så at acceptere den og kunne tale åbent om den.
Food for thought.
