Tjalfe08 skrev:
Det er umuligt at vide hvordan jeg handler, hvis angsten slår ind. Jeg bliver impulsiv og reagerer idiotisk, for at flygte fra den. Det går ud over min omgangskreds. Det er jeg ret ked af. Den styrer mig alt for meget.
Det er dog svært at se den i øjnene, når man ikke ved hvad den går ud på. Jeg ville ønske at jeg kunne - og det nytter ikke noget at konstant sætte ord og billeder på den. Det forsvinder den ikke så let af.
Du vil gerne have at din angst forsvinder, og dette, kan jeg fortælle dig, er grunden til at den stadig er der. Nøglen til "helbredelsen" ligger i at RUMME sin angst, dvs. vidne den, uden at handle på den. Jeg plejer at sige, at vi ikke er her (i livet) for at fede den, men for at opløse helvede. Dette gøres kun ved at rumme de følelser vi ikke vil være ved. Du kan flygte fra din egen skygge hele livet, og næste med om du vil, og du kan give hele verden skylden for din angst, din skam, din længsel og dit raseri, men en skønne dag må du stoppe op, fordi du er træt af at flygte fra dig selv, og så tage ansvar for dine følelser. Det er DIG som føler som du gør, så lad være med at ønsk det anderledes! Du kan kun ændre en følelse, ved at gå ind i den og akseptere den. Når du gør det vil du opleve et ubehag, men ikke så stort et ubehag, som når du fornægter den og feje den ind under gulvtæppet. Og ubehaget vil blive mindre og mindre, ind til du er blevet så vant til at være i følelsen at den ikke længere får dig til at ønske at flygte.
Følelser vi flygter fra, kan sammenlignes med små børn der græder. Jo mere vi støder dem fra os, jo højere hyler de! Men hvis vi tager dem op og trøster dem (giver dem opmærksomhed), bliver de rolige fordi de bliver set. Følelser vi ikke vil være ved, er vores egen energi som vi kaster fra os. Derfor vender den tilbage. Først når vi tager den tilbage kan ernergien transformeres til nye former.
Meget af den såkaldte angst vi føler for angsten, er i virkeligheden skam. Skam over at føle angst. Skam over at man ikke er så tjekket og velfungerende som andre tilsyneladende er. Det er følelser vi alle har. Nogen skjuler det bare så godt for sig selv at de tilsyneladende er helt cool, eller også lykkes det dem at projekterer det over på andre som de så kan se ned på eller have ondt af, alt efter temperament.
Jeg tror ikke på mennesker, der ikke har mødt deres eget personlige helvede. Vi har alle et, og det er kun ved at gå igennem det at vi bliver hele, fordi vi tør stå ved os selv.
Lad være med at tro at angsten er en sygdom.
Hilsen Fanny