Psychedelia.dk

Hej Psy,

Jeg er ny her, i og for sig, selvom jeg har lurket i tre-et-havlt år eller sådan. Jeg er her, fordi jeg har brug for at skrive noget ud, og få nogle råd. Jeg føler mig som en komplet spasser, men jeg er også træt af at være lammet. Det handler om angst. Eller også handler det om MDMA. Eller også handler det om depression. Det er det, jeg har brug for at finde ud af.

Jeg har aldrig taget særlig mange stoffer. Jeg drikker alkohol, jeg ryger cigaretter som en skorsten. Jeg røg hash i teenageårene, ofte med måneders mellemrum, men så begyndte jeg at få kvalme ved første puff, og så røg det sjove ved dét ligesom. Og så for 3,5 år siden introducerede en ven mig til MDMA. Jeg tog det vel en lille håndfuld gange, spredt ud på halvandet år. Altid med måde, doser under 150mg, mere end tre måneders pause, aldrig fuld, altid med antioxidanter og magnesium og grøn the-ekstrakt og jeg-skal-gi’-dig-skal-jeg. Indtil sidste gang, lidt over to år tilbage, hvor jeg ikke har nogen anelse om mit indtag, men det har været på omkring et halvt gram, i en massiv boblebrandert. Jeg var forventeligt brændt af de næste uger, jeg havde ingen appetit og havde det skidt, men frem for alt var jeg usigeligt bange, og jeg googlede løs (jeg store idiot), og for satan hvor er Doktor Google en dårlig ven i nødens stund når det handler om narkotika. Hjerneskade. Depression. Kognitivt besvær. Hjerneskade. Angst. Hjerneskade. Irreversibel hjerneskade. Hvad har du gjort, tænkte jeg, hvad har du gjort ved din mors datter. Hvad har du gjort ved dig selv.

Efter en måned var det fysiske løftet helt, ud over det angstinducerede; ondsindet mavepine, flimmer for øjnene og sådan. Og angsten i sig selv; den obsessive frygt, frygten for selve livet, for ensomheden, for manglen på glæde. Den blev hængende, og hængende, jeg kunne ikke slippe frygten.
Fire måneder senere sprængte mit liv i stumper og stykker - jeg gik fra min manipulative kæreste, der som svar skruede ubehagelighederne op fra 25 til 110, truede selvmord, overvågede mig, hele svineriet. Det var mildest talt ikke godt for mit mentale helbred heller.

Siden da har livet været svært. Ufatteligt svært. Mine følelser er stadig stuntet, blødet af i kanten, og der er altid et bagtæppe af umindelig sorg og ængstelse. Mine forhold til andre mennesker er mere shallow. Jeg har gået til psykolog for at komme mig over mit traumatiske break-up, der fik mig til at evaluere det usunde forhold, der gik forud, og jeg ved, at jeg har en normal reaktion for én, der har været igennem den tur. Alligevel dukker mindet om MDMA op igen og igen som en granat af angst, hvad nu hvis det er derfor du ikke er glad, hvad nu hvis din hjerne er gået i udu fordi du var tåbelig, hvad nu hvis dit serotoninsystem er fucked for tid og evighed.

Nu sidder jeg og har ikke tænkt på det eller læst på det i tre uger, da angsten dukker op igen. Så nu gør jeg noget jeg ikke har turdet før - jeg skriver her. Jeg føler mig latterlig, med et livsindtag af nogen form for “hårde” stoffer på <1 g, fordelt ud over halvandet år. Jeg føler, at jeg spilder jeres tid, at jeg er en lille dum pige. Men jeg kan ikke få tankerne til at dø ned. De bliver ved at gribe mig om halsen. Jeg føler mig så uendeligt alene i frygten; jeg kalder den en vrangforestilling af og til, men er det, hvad det er? Saborterer jeg mig selv? Kan MDMA i grunden frarøve én livsglæden i årevis?

Fannys fantastiske “Den Udefinerbare Angst” har jeg læst og genlæst i et væk. For noget i mig ved at det her er angst. Men noget i mig vil ikke give slip på tanken om, at jeg tog min livsglæde og brændte den af den nat for tid og evighed - at jeg aldig kan få mit tredimensionelle, farverige liv igen. Og den tanke er jo et hallmark for depression, at det føles som om trygheden og glæden er væk for bestandigt. En MDMA-induceret depression? Jeg kan ikke finde hoved og hale i noget i dag. Jeg er så træt af at være bange.

Har i nogle trøstende ord? Nogle lignende oplevelser?

Pas på jer,
Cerberus

Det følgende er en omgang lommepsykologi (altså ikke forankret i nogen videnskabelige artikler og næsten ikke engang personlige erfaring, da jeg ikke har haft angst selv), men tror alligevel det er brugbart, da jeg har læst meget om angst herinde og har kendt flere personer med angst tæt inde på livet.

Jeg tror ikke det er MDMA der alene bærer skylden til din depression. Det kan dog godt havde været en katalysator der sammen med dit liv generelt har udløst en depression. Jeg tror du skal forsøge at slippe tanken om hvem der bærer skylden for din depression og istedet begynde at arbejde med den. Hvad kan du gøre der gør dig glad igen? Istedet for hvorfor blev jeg ked af det? Uanset om det er MDMA eller dit traumatiske break-up eller om det er en blanding, så har du det sådan som du har det nu. Det er kun det du kan ændre på. Det kan selvfølgelig være meget svært at ændre på! Men flere herinde har stået i lignende situationer og kommet ud på den anden side. Hvis du ikke allerede gør det så forsøg at spise sundt, dyrk motion og skaf dig nogen hobbyer der kan give dig nogen sejre i livet. Det kan være hvad som helst. Hvis du allerede spiser godt (med varieret vitaminrig kost) og har gode hobbyer, så tror jeg du er noget til et punkt hvor kognitiv terapi kan være en nødvendighed.

Det kan være din psykolog allerede har givet dig den slags øvelser. Men der er nogen der er bedre til det end andre. Som jeg har forstået det, så handler det om at materialisere sin angst. Det kan f.eks. være gennem tegninger eller noter. Her skriver man hvad man er bange for også prøver at få en forståelse for at det ofte er irrationel frygt. Det lyder som om du før var bange for nogen følelser omkring din eks, dem har du så fået bearbejdet, men din angst prøver stadig at tage over ved at skifte form til at handle om din omgang med substanser.

Du lider altså stadig af angst og angsten vil blive ved med at prøve at tage over, indtil du finder en form for forståelse for hvorfor den er der og hvorfor den måske i virkeligheden er irrationel. Det er en tilgang en anden tilgang er forsøge at vende angsten til en drivkraft. Du kan bruge den som en modstander, du ligesom skal kæmpe imod og lære at bekæmpe.

Du beder også om trøst og her kan jeg sige at jeg har læst om andre tilfælde ala dit hvor angsten blev bekæmpet, selvom det tog mere end 2 år. Angst er en frygteligt sygdom, men uanset hvordan den er opstået kan man arbejde med den. Min veninde troede tit hun skulle dø og den dag i dag få hun højst en smule hjertebanken i stressede perioder. Hun materialiserede hende angst i tegninger og noter og den dag i dag mener hun stadig at det er grunden til at hun blev rask.

Du er ikke latterlig, men du er syg og det er sku ikke sjovt. Især når der ikke findes en simpel form for medicin imod ens sygdom.

Håber du snart kommer ud på den anden side!! Også vil jeg forresten anbefale dig at holde dig fra alle former for rusmidler (også alkohol) indtil du bliver rask. Kroppen kan bedst heale sig selv, hvis den ikke bliver lammet.

_________________
«Jeg tror, det er vigtigt med oplevelser, der taler til vores sanser, noget, der befrugter vores fantasi, som nærer tanken, og som kan gøre vores verden større.
Det er slet ikke så unyttigt endda.»
HKH Margrethe ll af Danmark

Så begyndte jeg at tude. Mange tak. Jeg tror du har ret. En depression er en depression er en depression, angst er angst er angst, uanset katalysator. At ville kende katalysatoren er et behov for kontrol, tror jeg, eller et udtryk for skyld og skam. Det er et til spejl. Nemmere at erklære sig rationelt enig med end at erkende, internalisere og acceptere.

Jeg motionerer, men kunne godt oppe diæten. Mine hobbyer er sporadiske og asociale. Der er helt kart noget at arbejde med. Materialisere angsten... det er nok klogt. Det må jeg lige greje.

Mange tak.

Nu lyder det til, at du har haft andre ting indover, som har gjort det svært - jeg tænker på den manipulative kæreste primært.
Uden at vide det eller kunne lave nogen form for tests på dig, så tvivler jeg kraftigt på, at MDMA'en har givet dig livsvarige mén. Du kobler det måske til noget somatisk/kropsligt, og så bliver det psykosomatisk (du tænker, at MDMA kunne være en katalysator i din dårligdom > det sætter sig fysisk jo mere du tror på den fortælling > MDMA har formentlig ikke ændret på noget for altid, så det er en ulogisk tanke, der har sat sig fast, selvom MDMA sikkert kunne være katalysator for en eventuel depression. Det er for mig bare ikke stedet at rette fokus, når man er klar over, at man har det dårligt). Pointen med det her er, at du lyder til at være klar over, at du ikke er på toppen, og samtidig giver udtryk for at have motivation for at få det bedre. Og så skal du handle på det, ellers kan det blive langt værre.
Jeg kan selv godt lide bare at snakke, hvis jeg har det dårligt. Så overvej at skrive en masse herinde, hvor du er anonym, eller på chatten hvis du kan finde nogen, der er online og vil snakke (det kan du nok godt, jeg er fx tit online) - åben op og fortæl om hvad end du har på hjerte..
Det bør ikke være tabu, at have det skidt. Tabu fører til stigmatisering, som kan føre til selvstigmatisering. Så for mig virker det at snakke om ting, som jeg umiddelbart finder tabu (fx at have det depressionsagtigt) - og det er lorte hårdt lige at få hul på bylden, men det hjælper.

Håber ikke det blev for rodet det her, ellers skriver du bare.

Ellers vil jeg på det kraftigste anbefale en psykolog for at få det udredet.

_________________
Når du har lortesmag i munden, så tag en cola til bunden

Hvis du ikke er i stemning til at tage stoffer, så kommer du formentlig heller ikke i stemning af at tage dem.
<@jimfear> jeg kom engang mens jeg dødløftede

Hvis du stadig går til psykolog, så prøv at tal med denne om dit selvværd og nævn, at du bruger meget energi på at beskylde dig selv/dit MDMA forbrug for hvordan du har det.
Som de andre skriver, så kan det nok ikke hundrede procent kobles til en lidt heftig tur på MDMA. Min umiddelbare tanke er, at perioden efter din tur, hvor du var klar over at det var for meget, har du haft nogle bestemte følelser og tanker i kroppen (ængstelige og depressive). Efter noget tid er du så kommet dig over dette, men nogle andre ting skete i dit liv, der gjorde at du gik ind i en depressiv eller ængstelig tilværelse. I og med det har været samme følelser og tanker som du fik efter din MDMA tur, bliver denne dit reference punkt og det kan derfor føles som om det er pga. MDMA du har det skidt.


Jeg ved ikke om det giver mening.

_________________
Hi Karin.

Mange tak for svarene. Jeg tror helt klart der er nogle associationskæder igang, fordi jeg ikke helt nåede ud af skoven efter min heftige MDMA-tur før verden ramlede, og følelserne af afmagt, frygt, skyld og skam spejler hinanden i de to situationer.
Jeg går ikke til psykolog længere, hun syntes jeg klarede det så fint. Men måske jeg skal tilbage i terapi. Det hjalp.
Der er skrækhistorier derude om MDMA, og jeg gjorde mig selv en kæmpe bjørnetjeneste ved at læse om hver og én. Men tiden læger vel alle sår, hvis man giver sit for, at tiden går med gode ting. Som i måske kan læse er angsten ikke så prevalent i dag.
Mange tak for jeres svar. Virkelig.

<3 Igen, kom ind på chatten hvis du vil chatte lidt mere direkte.
Har du det generelt fint i dagligdagen nu eller hvordan?

_________________
Når du har lortesmag i munden, så tag en cola til bunden

Hvis du ikke er i stemning til at tage stoffer, så kommer du formentlig heller ikke i stemning af at tage dem.
<@jimfear> jeg kom engang mens jeg dødløftede

Det vil jeg gøre! Et spørgsmål, though... hvordan finder jeg chatten?
Hverdagen er... hm. Svingende. Det er sjældent, jeg er decideret angst efterhånden, fordi jeg har gjort en aktiv indsats for at holde mig væk fra min obsessive googling, ikke er gået på Bluelight eller Erowid eller (guderne forbyde) nogle af de mindre stofpositive sider. Men det ændrer ikke på at jeg altid har et bagtæppe af håbløshed, frygt for fremtiden og melankoli; jeg nyder ikke det gode, mine positive følelser er stækkede. En sjælden gang imellem banker egentlig afslappethed og velvære igennem i et par timer, og min hverdag er på ingen måde uudholdelig. Det er tanken om at det aldrig bliver bedre, den eksistentielle afmagt, der gør mig ulykkelig ind til benet.

Jeg vil lige give Hector ros for et godt indlæg.

Jeg synes at den eksistentielle angst, eller for den sags skyld alle psykiske lidelser, er ens sind som prøver at fortælle en, at man gør noget man ikke bør gøre, eller for lidt af noget man gider at gøre. Altså en form for alarm beredskab. Psyken siger nu er det nok, du må prøve at finde din vej. Hvis man lytter til angsten, giver den plads og prøver at mærke efter hvad den har at fortælle, kan den blive en vejviser imod noget bedre. Den kan føre dig på nye veje, du ikke havde forudset, som kan være rigtig smukke. Stol på dig selv og dine indre følelser og hav tillid til livets gang.

Det er også lidt af de tanker Kirkegaard var inde på.

Jeg har selv kæmpet med depression og angstlignende tilstande igennem mit liv.

Personligt har jeg haft kæmpe gavn af at gå i et gruppeterapiforløb, så det kan jeg virkelig anbefale - det er rart at kunne spejle sig i andre og at kunne spare med hinanden!
Der hvor jeg gik, var et kommunalt tilbud - så det var ovenikøbet gratis.