Psychedelia.dk

Hej med jer

Jeg har i lang tid nu, gået og overvejet om det ikke snart var min tur til at lave en tråd i medaljens bagside, og nu skal det være. Jeg er en dreng på 22, som har døjet med psyken siden jeg var en 16-17 år. Jeg har prøvet medicin, terapi, gode spisevaner, læge, kosttilskud, bøger, misbrugsvejledere, kurser, meditation, motion, at være ærlig, div. psykedeliske stoffer, slevmedicinering, slevfornægtelse, undertrykkelse, nye hobbyer, mere eller mindre hele turen. Intet af det hjælper noget som helst på min grundstemning, på en god dag, så hjælper nogle af tingene midlertidigt, og på en dårlig intet. Selvfølgelig får jeg noget ud af det, men det er ikke det jeg har brug for jeg får. Jeg skriver nu, fordi jeg er ved at være løbet tør for håb på at det nogensinde kan blive godt. For hver dag der går, trækker jeg mig mere ind i mig selv, tænker tilbage på for et år siden, hvordan alting virker endnu dødere i år, og jeg er mindre og mindre til stede, trods længere perioder med bevidsthedsudvidende meditation. Jeg begynder at forstå, at livet ikke er helt nyt for mig mere, så selvfølgelig bliver jeg ikke så stimuleret som en 10 årig, det tror jeg alle oplever? Men jeg kan bare heller ikke acceptere at livet skal blive så gråt og kedeligt, og jeg forstår ikke hvordan i andre kan blive ved med at holde gejsten oppe, hvis i oplever det ligesådan. Er det bare sådan det er?

Jeg har med vilje ikke fortalt helt konkret hvad der er galt, fordi jeg ikke har fået nogen psykiatrisk udredning, istedet vil jeg forklare det som jeg oplever det. Jeg har altid følt at der var noget galt med verden, og at jeg er andenrangs i forhold til andre. Da jeg var mindre, var jeg også genert, og ja, en smule akavet. Jeg havde ikke lært at udrykke mig selv ordenligt, og nogenlunde præcist, og tog derfor andres forklaringer til mig, hvilket er noget af det dummeste man kan gøre. For nu har jeg et kor inde i hovedet der hedder "folk", og dem går jeg frygteligt meget op i hvad tænker, for jeg kunne ikke selv finde ud af hvad der var rigtigt for mig. Det kan jeg stadig ikke, det er meget sjældent at jeg føler at det bare er det helt rigtige, selv om de mindste ting. Lige nu bor jeg hjemme, og sidder bare på mit værelse, hver gang jeg skal ud, skal jeg igennem flere timers intens nervøsitet i maven. Og i det hele taget, hvis jeg ikke ryger hash, eller spiller computer, så er jeg så ivrig at jeg ryster. Jeg har altid en eller anden form for uro. Jeg kan ikke overskue et normalt liv, fordi jeg døjer sådan med alle de her problemer, de fylder det hele. Samtidig har jeg en familie der er uforstående overfor min situation, og bare tror jeg er doven, og at jeg skal tage mig sammen. Jeg er tilbøjelig til at give dem ret, fordi jeg har hørt på det altid, så jeg kan bare ikke blankt afvise det, for selvfølgelig er de klogere end mig. Men jeg ved også godt inderst inde, at det ihvertfald ikke er hele sandheden, for det er kun mig der kan mærke hvad der er inde i mig, ikke dem.

Jeg har røget hash on/off i 5 år, og drukket nogle genstande inden sengetid de sidste 2 år, og så smøger i en 6-7 år. Desuden opholder jeg mig i min seng i ca 22 timer i døgnet, og sover fra 6-8 morgen, til 4-6 aften, for at lukke den allermest stressende tid af dagen ude, så jeg kan ikke også skal sidde og skamme mig, når jeg ser de andre være på arbejde eller i skole. Og jeg har ikke selv "gået i skole" i 4 år snart, udover en HF fjernundervisning, som jeg aldrig blev færdig med, jeg nåede dog at få et 12 tal i mundtlig matematik, en af de små ting jeg har at lune mig ved. Jeg fortæller alt det her nu, fordi så tror da fanden at man har det skidt. Men jeg har haft perioder ude af værelset, jeg har feks været på højskole, hvor jeg droppede hashen, men jeg kunne ikke holde ud at være i undervisningen, fordi jeg hele tiden var ved at bryde sammen i gråd. En følelse jeg tit døjer med, når jeg er ude. Men problemerne fortsætter, med fuld anderkendelse af at feks det ikke at ryge, gøre mig mere klar i hovedet, så nytter det ikke, for jeg kan ikke overskue problemerne selv, når jeg endelig er ude. Og ingen virker til at forstå mig, og så hopper jeg i mit hul igen. Den her gang går jeg og pønser på, at lade op, og give det bedste jeg har i mig, til en HF, så snart som det er muligt for mig, men jeg er så bange for, at hvis det ikke går den her gang, så mister jeg troen fuldstændig på at få et godt liv.

Jeg føler mig altid så alene med det her, og jeg tror ikke rigtigt på at nogen nogensinde vil forstå mig, folk siger at de gør, men jeg føler mig ikke set og forstået. Ikke at det undre mig vildt meget at jeg ikke føler mig forstået, for jeg har selv prøvet, når nogen er helt nede, men jeg kan heller ikke forstå dem. Jeg tror kun det er meget meget få mennesker der har hjerte og viden til at gå til helvede, for at hente nogen ud. Og jeg kender ikke et. Jeg har også både venner og kæreste, så det er ikke fordi jeg ikke har nogen af snakke med det om, men så snart jeg anstrenger mig bare lidt for at sætte ord på, så kan jeg se hvordan folk zoner ud.

Så hvis der sidder nogen derude, som kender det at have det ligesom mig, hvad har i gjort? Overvejer at flytte hjemmefra, og boycutte mine forældre for en tid, for at slippe for deres bekymringer, og irettesættelser. Men jeg er bange for at ende med at føle mig endnu mere ensom. Og jeg har i det hele taget ikke lyst til at gøre det værre for dem.

Tak til alle der læste så langt, jeg glæder mig til at se hvad i har at sige.

_________________
Tilgiv Tilbliv

Men hvad er det, du gerne vil have folk til at forstå?
Jeg tror ikke, du får nogen til at klappe dig på hovedet og sige, det er godt hvad du har gang i. Det føler du jo heller ikke selv. Jeg ved godt, det lyder som en gammel plade, men jo mere effort du lægger i livet, jo mere vil du få tilbage. Jeg har stor respekt for, at man kan føle sig angst og syg. Men før eller siden bliver du nødt til at bryde med dine vaner for at komme ud af den downward spiral, det lyder som om du er i. Jeg tror godt, terapi kunne hjælpe (selvom du siger du har prøvet det?). Hvad med først og fremmest at finde noget at gå op i. Meld dig ind i en sportsklub og bliv en del af et fællesskab evt. Du har brug for nogle successoplevelser for at trække dig selv ud af det der.
Motion kommer sandsynligvis til at give dig mere velvære i det hele taget. Og man skal heller ikke undervurdere mangel på lys. Det lyder som om, du aldrig er vågen når det er lyst? Du kan måske starte med at sætte dig et mål om at løbe en tur hver formiddag. Så har du i det mindste noget at stå op for.
Har du ingen hobbies udover computer og joints?

Jeg ved ikke, om du kan bruge det her til ret meget. Men jeg vile da lige give mit besyv med

_________________
Penalties against possession of a drug should not be more damaging to an individual than the use of the drug itself.

-Jimmy Carter

Jeg tror, uden at ville forklejne din situation, at det er problemstillinger som de fleste finder sig selv i, i løbet af et liv. Jeg kan i hvert fald godt genkende mig selv i dele af hvad du nævner. Jeg har ingen mirakel kur, men jeg vil mene at det kunne være hensigtsmæssigt at have en mere 'normal' hverdag. Det siger jeg ikke som udtryk for at du 'skal tage dig sammen og få et arbejde', men fordi at det virker til at din situation og forståelse af at du adskiller dig væsentligt fra 'folk', øjensynligt kun udvides ved at isolere dig fra 'folk' i din hverdag. Det skaber også en større kontrast til når man skal ud og møde 'folk', og det bliver en større hurdle, idet man adskiller sig yderligere fra 'folk' ved ikke at have den hverdag man forestiller sig folket har. Jeg vil mene at alle føler sig forskellige fra resten eller 'folket', om ikke andet så ved at det er ens eget liv og person man lever og ikke andres - man har simpelthen ikke samme adgang til andre som man har en selv og det kan selvfølgelig skabe usikkerhed om hvor man står ift. resten. Vi er alle forskellige fra resten, og jeg tror det er en illusion at resten forekommer at være en homogen gruppe, man ikke selv tilhører, og som alle har en bedre forståelse for det at være folk, end man selv har. Jeg tror derimod det sociale spil er præget af en 'fake it until you make it' mentalitet, hvor det at klare den er at opnå en vis sikkerhed i at være social, eller sammen med dele af resten. Vi er alle usikre og isoleret fra resten, men det er også hvad der forener os.

Forstå var ikke det mest præcise ord, opleve er bedre. Jeg vil gerne opleves som at være mig, som står i den situation som jeg gør, uden at blive dømt for det, men hvor jeg bliver set som et menneske, som er endt der. Når mine forældre fortæller mig at jeg skal tage mig sammen, så er der altid en tone af at de er hævet over det jeg gør, og at de tager afstand til det, fordi de ikke forstår det. Jeg kender ikke nogen der forstår det, som kan opleve mig, og acceptere mig som jeg er, og det søger jeg her.

Jeg kan godt lide rådene om at være med i et fællesskab, og at jeg har brug for succes oplevelser, det tror jeg også selv. Og når jeg tager springet næste gang, så bliver det også med terapeut på. Sidder lige nu og indser, at mit største problem er at finde modet til at udtrykke mig på måder, som jeg ikke har vist nogen før, selvom jeg tænker at det er skammelige ting. Det meste af tiden render jeg stadig rundt, og lader som om jeg er da jeg var 15 overfor folk, det holder bare ikke mere....

Udover joints og computer, så går jeg frygteligt meget op i at finde ud af mig selv, det er næsten det eneste andet jeg laver, det meste andet føles meningsløst, det gør det også at spille computer og ryge hash det meste af tiden for den sags skyld, men jeg har brug for at ha en ventil.

Jeg er glad for du gav dit besyv med, dit første spørgsmål især gav anledning til en ret lang og spændende tankerække.


Tak for dit indlæg, det varmede. Jeg er ikke sikker på om jeg projiciere, men jeg fornemmer meget sympati og forsigtighed i det du skriver. Jeg kan kun give dit ret i alt det du skriver. Jeg testede selv om jeg ville føle mig mere normal, og ikke så distanceret fra andre for nogle år siden, når jeg ikke har så mærkelig en døgnrytme, men jeg kunne ikke beholde styringen over det i længden. Jeg tror også selv at "folk" er en illusion. Jeg drømmer om en dag, at have mødt så mange mennesker, at alle mennesker er mennesker, og ikke "folk", til hvad nu end grænse man kan kapere det. Jeg tror det er et forsvar...

Men jeg fandt det svar jeg søgte for nu, jeg skal være bedre til at vise det ægte af mig selv frem, og så skal jeg til at have en bedre døgnrytme og løbe lidt, så jeg ikke er så forkvaklet i sociale sammenhænge, og kan blive mere sikker i det. Så tror jeg resten bliver nemmere at overskue. Alle indlæg er selvfølgelig stadig velkomne.

_________________
Tilgiv Tilbliv

Hvordan går det så i forhold til det automatiske "kor" af stemmer fra folk når du ryger?
Har selv bøvlet med problemet og det hang sammen med misbruget altså i den form at stemmerne fra hvad de andre blev virkelige, jeg troede jeg kunne læse tanker i starten.

Jeg havde en tag dig sammen mand som skreg på mig i tide og utide, han var opstået i ungdommen og blevet forstærket som voksen i misbruget.
Han råbte af mange årsager og resulterede i at jeg blev handlingslammet. I forbindelse med at han råbte og gav mig en masse nedderen følelse opdagede jeg ved at gå ind i dem, at der faktisk var en ting så simpelt som at få krævet min ret fra en bytte handel til at "jeg havde taget mig sammen".
Jeg tvang mig (i samarbejde med en neuropsykolog) til at få ringet til personen og sagt jeg synes det var for dårligt - miraklet skete og tag dig sammen manden forblev stum herefter.

Ikke at "stemmerne" tankerne forsvandt herefter men overtid skiftede jeg tanke mønstret ud med et "se ham han er ganster" fundament, hvilket jeg så den dag i dag er ved at skifte ud med far og fisker.
Det jeg gør er når jeg fanger mig selv i de der semi ubevidste tanker om hvad jeg er og ligner udefra, så bryder jeg ind og tænker han er? Nej jeg er fisker! Eller nej jeg er far.
Det er en lang proces men stille og rolig bliver jeg far og fisker mere og mere i de der semiubevidste tanker og det er en rigtig rar følelse.

Det er lidt svært for mig rigtigt at få sat ord på men håber det giver mening.

Jeg er vokset op i et stærkt, indelukket og ideologisk fællesskab fyldt med store egoer, kærlighed og hårde mennesker. I sådan en sammenhæng kan det godt være svært at danne sig en stærk og uafhængig identitet der føler sig ligeværdig med andre mennesker. Jeg tror at det er meget vigtigt at huske at du meget gerne "må" slås imod din omverden. Med slås i mod mener jeg presse igen, ændre ting som DU ikks synes er som de skal være. Faktisk mener jeg at der er noget du skal for at få et liv der føles meningsfyldt. Folk er modstandsdygtige og kan godt tåle at blive trådt lidt over fødderne. Mange kan endda lide det.

Har du er tæt på nogen store egoer, folk der altid synes at de har ret (hvilket let kunne omfatte dine forældre, dem stolede man jo på en gang), tror jeg at det er godt at få lidt afstand til dem. Nogle kan godt være lidt mentalt "voldelige" med deres holdninger uden at ville det, hvis man ikke holder kraftigt nok på sine egne.. fortæl dem det eller søg afstand.

At flytte hjemmefra er en SUPER ide, intet giver en følelse af at være et selvstændigt individ som en hverdag hvor man vågner op i egen seng, laver egne indkøb osv. Specielt hvis du føler at afstand til de gamle ville være rart. Ensomhed er slet ikke så slemt og i alle fald MEGET bedre end at være slave til andres hverdag, meget bedre. Og du mister jo hverken muligheden for at være med venner, gå ture i parken eller besøge de gamle, skulle du komme til at mangle menneskelig kontakt.

At have sin egen mening er noget der kommer naturligt til nogen og andre skal lære som en evne. Det er ikke nok at du "inderst inde føler" at du også har ret, hvis du ikke kan mærke og udtrykke dette i hverdagen. Tænk lidt over hvorfor at du føler at der er en forskel på hvad der føles sandt og på hvad du inderst inden føler? Jeg havde selv en tendens til i sociale sammenhænge at identificere mig enormt meget med hvad andre mennesker tænker om mig (pleaserrollen) hvilket gjorde at jeg i perioder forvekslede mine følelser og holdninger med den anden persons. Lad dine holdninger have indflydelse. Vær ikke bange for at tage kontrollen over dine omgivelser.

Omkring koret inde i hovedet der hedder "folk", så vær opmærksom på at du selv skaber det. Hele tiden. Du bruger faktisk mental energi på det. Og uanset hvor enige andre er i at dette eksisterer, så er det bare en tanke. Prøv at observer dig selv, prøv at observer roden til dette kor og mærk hvor i din psyke det starter. Forsøg ikke at kvæle det, bare kig på det, så vil du på et tidspunkt indse at det er løgn og så forsvinder det.

Husk at du bliver stærkere efterhånden som du bliver ældre, hvis du behandler dig selv nogenlunde fornuftigt. Og lad lige være med at hverdagsmisbruge, det er skidedumt og du vil fortryde det senere.

Spiller du ikke computer med nogen homies ? eller er du mest til singleplayer ? Og hvordan får du det til at hænge sammen med din kæreste ?

_________________
øv bøv bussemand

Har slettet indlæg, da rette vedkomne har læst det

@Fso
Jeg forstår godt hvad du mener. Kan godt huske, da jeg troede jeg kunne læse tanker, eller værst af alt, at andre kunne læse mine. Men det gik over, med et rygestop, og kom aldrig rigtig igen, efter jeg startede op igen. Jeg har også haft min kamp, med en stemme jeg fik i teenageårene, som fik mig til at føle mig endnu mindre værd, men jeg fik sagt fra, og forstod efterhånden at jeg var paranoid, og havde misforstået det. Han var en nar, men ikke så umenneskeligt meget som jeg på trip, og i konstant hashtåge havde fået bildt mig ind. Tænker ikke rigtig på det mere, men jeg har ligesom dig taget lektien med, at nogengange er det bare om at få afsluttet noget i fortiden så man kan komme videre.

Problemet er, at jeg tror de stemmer der forvolder mig størst problemer er mine forældre, med deres tag dig sammen. Det ligger der hele tiden som en tung byrde, og gør mig som du også nævner, handlingslammet, føler alt er forkert. De er slet ikke onde, så vi har selvfølgelig snakket om det flere gange, men jeg bliver helt stiv inden i, og kan ikke mærke noget som helst, og så ved jeg ikke hvad der er rigtigt eller forkert, og op eller ned, og så nytter det ikke. Stoler i det hele taget ikke særlig meget på min egen dømmekraft. Jeg er bare ikke klar til den konfrontation. - Det er blevet meget bedre siden

Tak for dit indlæg, jeg har tænkt meget over det.

@Lille Rødhætte
Jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige til dit indlæg, det er spot on... Jeg har tænkt meget over det, og det kan jeg mærke at jeg kommer til længe endnu. Jeg har allerede bestemt mig for, at give verden lidt mere igen, som du også nævnte. Det havde aldrig strejfet mig, at folk måske ligefrem kan li' at blive sat på plads, men det tog ikke meget søgen i mig selv, for at vide, at sådan har jeg det selv, hvis det foregår på "retfærdig" vis.

Tak

@MyggenStikStik
Jeg spiller også af og til med homies, men det er ikke rigtig pointen. Jeg vil ikke dømme andre, men for mig er det ikke nok mere. Jeg ved godt at der aldrig kommer nogen, og ser mine gamle saves, og giver mig anderkendelse, så det må jeg søge andre steder. Og med den indsigt, så døde det meningsfulde i computer spil meget, for mig.
Mht. min kæreste, så er vi begge på kontanthjælp, og vi lever begge meget hulter til bulter, så når vores verdener mødes, så kan vi sagtens finde fælles ståsted. Jeg har også brug for at være alene, en hvis mængde af dagen, og hun vil for det meste gerne tidligere i seng end mig. Så det skaber ikke rigtig problemer, udover hvad der skal være i et tæt forhold til et andet menneske, og det kan jeg håndtere.

@Koalabjørnen
Først og fremmest, kudos til dig for at du har fået kæmpet dig ud af sådan et hul her!
Det sjovt som verden kan spille en et pus, for jeg var lige blevet tilbudt et forløb hvor jeg kunne træne 3 gange om ugen, med hjælp fra en fys. Det takkede jeg ja til, og alt har været lidt nemmere siden. Jeg er også begyndt at pleje min vennekreds bedre, og det er meget givende. Jeg har respekt for dit ellers lidt uortodokse råd om brug af steroider. Det kunne have været nødvendigt, men jeg har taget mit opgør med selvmord. Det gør jeg ikke, men jeg ser det som en nem udvej hvis hele pisset vælter totalt, og jeg ikke har flere mennesker tilbage i mit liv.

Det meste af det her er skrevet for en måned eller to siden, men jeg har ville følge op på tråden længe, og jeg synes i fortjener at få de svar, om i kan bruge det eller ej.

Alt i alt, så vil jeg gerne sige tusind tak til alle der har skrevet i tråden, og for de ting i har skrevet. Jeg kigger ofte på tråden, eller tænker bare tilbage på ting der er blevet skrevet. Det har været et vendepunkt, i den forstand, at jeg endnu engang har taget en beslutning om at jeg ikke vil have det så elendigt igen, med alt hvad der følger med. Dem har jeg taget flere gange og overholdt, og på et tidspunkt skal jeg nok nå frem til et sundt punkt. Tusind tak!

_________________
Tilgiv Tilbliv

Fritzie, har du overvejet at snakke med lægen om dine psykiske udfordringer og få en henvisning, evt. gøre kommunen/socialrådgiveren opmærksom på de her ting? Det vil stille dig bedre i forhold til at engang blive flyttet væk fra kontanthjælp, og måske over i flex (helt ned til en time om ugen), eller førtidspension. Fremtiden på kontanthjælp i dk tror jeg personligt bliver hård, og du kan lige så godt forsøge at få taget dine forholdsregler, for der bliver ikke taget hensyn til at der kan findes mennesker i systemet der ikke er kommet over i rette boks. Desuden vil der være advokater etc. der vil kunne hjælpe dig, hvis kommunen stejler fuldstændigt i et forløb hvor du ikke kan være med, og de presser dig for meget. En ven med svær adhd, (ikke at du har det), fik hjælp fra en advokat, gratis, efter hans sag var blevet trukket i langdrag. Så de findes. Hermed ikke sagt at jeg absolut vil placere dig et sted, men kontanthjælp har jeg det ikke godt med at have en som dig gående på, uden at systemet aner så meget om hvad der foregår og dermed kan tage deres hensyn. Tænk over det, det skal nok gå i dit tempo, ellers så bliv fortrolig med socialrådgiveren og fortæl det. I forhold til juraen så sørg for at få en snak med lægen først og få en henvisning, ring eller skriv derefter til din socialrådgiver.. Så kan man jo tage det derfra. Medmindre det står på et dokument et sted så eksisterer så eksisterer problemerne ikke i deres verden.

Hvis du skal have hjælp til nogle af disse ting, så er du mere end velkommen til at skrive. De psykiske udfordringer er jeg ikke ekspert i, men chancen for at der findes folk der kan hjælpe dig er til stede. Jeg tænker at på sigt kan målet jo f.eks være at komme ud af et afhængighedsforhold, og få det erstattet med noget andet der kan hjælpe dig bedre, det kan måske være en behandler og noget andet medicin end det du selvmedicinerer. Det gør ikke noget at du understreger overfor din læge at du har betydelige problemer, og i øvrigt har været endnu længere ude, sådan at han forstår at det er vigtigt at du får en nemmere vej ind i vores behandlingssystem.

Hvordan går det dig Fritzie, har det hjulpet at få tankerne nedfældet på skrift og få dem lidt på afstand? Går det bedre med døgnrytmen og opretholdelsen af en mere 'normal' hverdag?

@Denblåbåd
Jeg har været oppe ved lægen og fortalt om min situation, og hun ville gerne sende mig videre, men det er jo noget med ventelister, og så vil de jo ikke have folk ind med THC i blodet. Så vild er jeg heller ikke efter at få en diagnose lige, mine sagsbehandlere har taget mig på mit ord, og jeg har været åben og ærlig med dem, så jeg får det meget som jeg gerne vil, og de presser mig lidt, men det er jo også aktivering. Alt i alt, så er jeg meget glad for det, men jeg har ofte både advokat og psykiatrien i baghovedet hvis der skulle opstå problemer, men jeg undgår det helst. Fedt at du tog dig tid til at grave tråden op, og skrive et indlæg, og tak for både bekymring, vinklen og tilbuddet, det har givet noget at tænke over.


@Bismann
Det har ihvertfald hjulpet at skrive og følge indlægget, for egentlig så har jeg ikke fået det hele så meget på afstand, men jeg er blevet bedre til at håndtere mine faldgruber så jeg ikke når at falde så langt. Siden sidst har jeg været i aktivering, styrketræning to gange om ugen, og det har givet nogle gode udfordringer, og situationer som har fået mig til at føle mig mere normal. Jeg har bla. skulle tidligt op, og møde til en forholdsvist bestemt tid, hvilket har betydet at jeg har måtte vænne mig til ikke at kunne planlægge som jeg vil, og i det hele taget at bære den byrde det nu engang er være igang, på godt og ondt selvfølgelig! Så weekend er blevet lidt en ting igen, hvor det førhen ikke betød så meget, og her den anden dag tog jeg feks. mig selv i at sidde og frygte kort for at nogen skulle stige på bussen som jeg kendte, for jeg ville bare gerne sidde og putte med min musik. Det har jeg gjort så tit, men den her gang føltes det godt, og jeg hyggede mig med at have det sådan, det lyder måske ikke af så meget, men pointen er at jeg følte noget ægte uden for hjemmet. Der er stadig op og nedture på kryds og tværs, og det kan være svært at beholde overblikket til tider, men jeg har brudt nogle af mine mønstre, og kan for en gang skyld sige at jeg føler mig mere i live end for et halvt år siden, så alt er vel, og jeg er sulten på mere, tak fordi du spørg!

_________________
Tilgiv Tilbliv

Fedt, det er jeg glad for at høre! Keep up the good work, lyder til at du er på rette vej!