Sindsygt spændende læsning! Det er nogle vilde historier! Det glæder mig at høre når man kommer ud på den anden side
I tre år der var jeg helt vild med MDMA. Jeg glemmer aldrig følelsen, første gang jeg prøvede det. Jeg har altid undersøgt og læst om de stoffer jeg har taget. Jeg husker tydeligt, at jeg læste at man skulle vente 3-4 uger imellem de gange man tog det, for ikke at blive psykisk eller fysisk afhængig. Hvilket er ALT for ofte. Fandt jeg ud af. I takt med jeg begyndte at tage til psy-trance arrangementer. Så lærte jeg en masse nye mennesker at kende. MDMA fik mig til at føle mig som kongen af dansegulvet.
Det forandrede mit liv. Jeg jagtede kilden i maven, som MDMA giver. Jeg havde styr på det. Det tænkte jeg i hvertfald den gang. Nogle gange gik der kun 2 uger i mellem.
Engang der kom jeg til at sluge 0.5 gram MDMA. Det skull ske hurtigt, og jeg købte en bombe af én tilfældig. Jeg var i byen med nogle venner, og én pige som jeg havde set lidt til, og jeg havde sagt at det var slut imellem os.
Jeg var så blæst at jeg troede jeg havde været ude og danse. Sandheden var at jeg havde siddet og kampsvedt i 1 1/2 time. Jeg endte med at sove hjemme hos pigen. Jeg troede at var forelsket i hende, og undskyldte over for hende. Trippet gjorde et så stor indtryk, at jeg var kærester med hende i 3 måneder.
Til sidst gik det op for mig. At jeg slet ikke kunne lide hende. Jeg krummede tær da vi skulle kysse. Jeg prøvede at undgå hende. Der fandt jeg ud af at jeg skulle gøre det forbi. Desværre på en meget uheldig og dramatisk måde. Hun troede vi skulle hjem til mig og sove, da jeg hentede hende i bilen. Med sin taske og dyne, stod hun parat. Hun satte sig ind i bilen, hvor jeg fortalte hende at det var slut. Den eneste måde jeg var i stand til at ende det på.
De sidste nogle gange jeg festede så, så var jeg glad for julemix. Jeg kunne snildt suge 2g selv. Jeg var så ristet at jeg nærmest ikke fik noget ud af festen. Det tog mig ca 5-7 dage, før jeg kunne mærke mig selv.
Inden jeg vidste det så havde jeg været deprimeret i halvandet år. Èn tid hvor jeg har været væk fra mig selv, og alting har været galt. Jeg vidste at den var gal, da jeg var ked af det uden nogen grund. Jeg kunne sætte mig og græde uden jeg vidste hvorfor. Jeg havde helt sindssygt svært ved at koncentrerer mig i skolen, og jeg var meget rastløs. Symptomerne mindede om ADHD. Det var bivirkningerne af MDMA’en, og min hjerne var helt tør for serotonin.
I en periode var jeg overbevidst om at jeg havde ADHD. Jeg fik en recept på ritalin, de virkede opkvikkende. Jeg havde dog ikke brug for dem.
I den her periode, boede jeg med en kammerat i en lille 2 værelses. Vi blev uvenner, og som 25 årig, røg jeg hjem til de gamle og bo.
Jeg fik endelig min bachelor. Der er ingen job at få. Så jeg var arbejdsfri, og på a-kasse.
Jeg havde styrketrænet i 9 år på dette tidspunkt. Jeg var stærk, bortset fra jeg havde manglede en masse protein i min kost. Da jeg begyndte at spise ordenligt så tog jeg overraskende mange kilo på.
Jeg havde en masse tid nu, og jeg var kommet tilbage til mit lokale gamle trænings center. De andre sagde at jeg burde stille op til konkurrence. Jeg havde meget svært ved at tage dette valg, for jeg havde ikke forestillet mig selv gå denne vej, selvom jeg havde 3 kammerater der havde gjort det.
Hvis jeg skulle stille op til konkurrence, så ville jeg ikke kunne feste. Selvom jeg vidste jeg skulle væk fra festerne, så var festerne det der betød mest for mig.
Jeg besluttede mig for at stille op til konkurrence. Jeg fik en kostplan jeg skulle gå efter, og jeg skulle spise efter den i 4 måneder. Jeg vidste jeg ikke kunne tage nogen stoffer i den her tid. Alligevel så tog min kammerat og jeg en spontan tur til Frederikssund.
Turen gik fuldstændig galt! Vi gad kunne at tage af sted, hvis der var nogle hætter, og det var der så. Det skulle være kort tur. Min kammerat, som har det med at overdrive blev hentet med ambulancen den aften.. Han havde åbenbart suget nogle kæmpe amf streger, og jeg har aldrig set ham have det så vildt før. Vi har ingen skruelåg til at måle hætter op med. Vi er så ivrige efter at være blæst, at vi mener at vi kan måle dem op, ved at hæle en lille sjat op i bunden af glasset. Det går udmærket i starten. Vi tager tid og tager kun én i timen. Sidst på natten så ser jeg min kammerat stå og drikke af vandflasken med hætterne i.
Jeg tager den ud af hånden på ham. Han aner overhovedet ikke hvad han laver. Det sidste jeg husker er at trænger til frisk luft. Jeg går uden for. Jeg havde kun drukket hætter, men jeg kunne mærke at jeg var meget blæst.
Uden for så står en pige foran mig. Hun kigger på mig. ”Er du okay?!”. Jeg kigger på hende og kan ikke forstå hvad hun snakker om. ”HVAD HAR DU TAGET” siger hun imens hun står og rusker i mig.
Jeg vågner op. Jeg aner ikke hvad der er sket. Jeg er forvirret. Inden jeg kommer helt til bevidstheden. Jeg hører en masse stemmer. ”Hva fanden er det i har gang?”. Jeg åbner øjnene og jeg har siddet og knækket mig. Jeg sidder på bænken og der er kommet en ulækker sort opkast ud af mig. Det er her jeg får fortalt at min ven er blevet hentet af en ambulance. Senere hen så har finder jeg ud af at han har været uden puls 2 gange.
Jeg tror ikke at vi forstod alvoren af dette, før senere. Det var på tide at stoppe.
Jeg fandt en anden måde at have det vildt på. Jeg fulgte mit mål om at stille op til Athletic Fitness. Jeg fik det vildt af at træne. Jeg endte med at dyrke en masse konditions træning og jeg styrke trænede hårdt 5 gange om ugen.
Jeg erstattede fest med min træning. Mit mål var ret ekstremt. Det var som om at der skulle meget til at lave om på mit liv. Jeg tilbragte meget tid i mit træningscenter. Min omgangskreds skiftede automatisk.
Jeg havde tilbragt det meste af mit liv som single. Jeg vidste ikke hvem jeg selv var længe. I desperate forsøg på at finde en kæreste, så har jeg set mange kvinder. Kvinder der overhovedet ikke var noget for mig. Det var egentlig dem der valgte mig. Dem der scorede mig. Det gik altid galt. Jeg troede at det hele ville blive godt, hvis jeg fandt mig en kæreste. Sandheden var anderledes. Jeg skulle lære mig selv bedre at kende.
Jeg havde altid været dårlig til at kæmpe for mig selv, og det jeg gerne ville have. Jeg gik meget op i at tilfredsstille andre. Da jeg var 19 år så gik jeg ned med stress. Jeg havde et elendigt job på en tankstation i ca. 7 måneder. Jeg var meget pligtopfyldende og kunne ikke sige fra. Det udnyttede arbejdspladsen. Det var skiftende arbejdstider. I weekender der drak og røg jeg mig helt ned. Weekenderne gik hurtigt, og jeg nåede nærmest at blinke med øjnene og det var mandag igen. Jeg kunne ikke huske en skid af hvad jeg havde lavet. Jeg havde MEGET kort lunte. Når jeg kørte bil, så håbede jeg nærmest at der var nogen der ville lave noget dumt. Så jeg kunne stige ud af bilen og smadre dem. Jeg vidste godt at der var noget rigtig lort.
Fra 19 og så ca. 5 år frem. Så røg jeg en del hash. Jeg havde nogle pauser. Det gjorde det bestemt ikke lettere for mig. Det lagde et slør af røg hen over mine følelser og jeg blev endnu mere forvirret over mig selv. Til tider så blev jeg alt for paranoid. Jeg fandt ud af at jeg kunne nulstille dette med svampe. Jeg havde angst. En angst der var slemmest når jeg skulle kører i bus. Jo tættere på jeg kom på der hvor jeg skulle af, desto mere stramt fik jeg. Jeg stoppede mit daglige forbrug da jeg fandt ud af hvad det gjorde mod mig og mine venner. Inden den første joint var færdig, så tænkte jeg allerede på den anden.
Mit mål om at stille op det tvang mig til kæmpe for mig selv, og kæmpe for mit mål. Det er en meget egocentret sport, og det hele handlede lige pludselig om mig. Jeg fik en masse selvtillid, troen på at jeg kan præstere. Jeg fik en masse bekræftelse og opmærksomhed.
Måske var det det, der havde gjort mig så hook på at tage til fester og arrangementer.
Jeg beklager hvis det er meget rodet skrevet ☺ Det blev meget længere end hvad der var meningen.
Dagen i dag der jeg fundet en vidunderlig kæreste. Jeg kender mig selv meget bedre nu og har fundet mere ro. Efter min mening, så har jeg bedre forhold til stoffer. Jeg er blevet glad for svampe, og gør det engang imellem. Jeg har lært at tale om mine følelser og sige min mening. Jeg føler mig som en mand. En følelse jeg først har fået inden for det seneste år. Jeg er ikke ligeså ambitiøs med min træning, og det er langt fra det der betyder mest for mig.
Det er så vigtigt at finde sig selv og lære sig selv at kende. Jeg har altid haft svært ved at finde min plads. Jeg er halv dansk, og jeg har senere fundet ud af at, jeg er mere asiatisk end dansk. Tidligere så har jeg svævede mellem to miljøer. Mine håndværker venner og så det mere akademiske miljø. Det er vigtigt at finde ud af hvorfor man gør som man gør, og hvorfor man er som man er. Jeg fandt ud af at der var en masse ting mine forældre ikke havde lært mig. De ting dem føler jeg at jeg kan nu.
Når man fokuserer på noget, så bliver alt andet sløret.