Hej alle sammen.
I længere tid har jeg ønsket at få afklaring med mine tanker og få det ud til et neutralt "publikum".
Har lidt svært ved at få mig ordentlig formuleret over for folk der ikke helt forstår min situation og tankegang, og beklager at det bliver en lang fortælling, da jeg ikke helt ved hvordan jeg skal få startet og ikke kan fatte mig i korthed. Well, here goes.
Til at starte med, har jeg fået sat perspektiv på hele mit liv, lige fra 4 års alderen og indtil nu.
Kort om mig selv:Jeg er pt. 22 år gammel, har 2 storebrødre, 3 mindre søstre og en lillebror. Vi er alle mellem 14 og 29 år. Mine forældre har været skilt siden jeg var ca. 4-5 år gammel og har begge fået ny samlever samt børn. Kommer fra en familie der altid har holdt sammen når det gælder og altid har kunnet snakke rigtig godt sammen.
Skilsmissen:Jeg kan ikke huske særligt meget omkring dette, andet end at mine forældre ikke længere elskede hinanden og mente at seperation var det bedste. Efter skilsmissen flyttede min far til Hamborg hvor han fik nyt arbejde som slagter og et nyt liv. Dengang var det underligt at han pludselig ikke var der mere i hverdagene, da vi kun besøgte ham hver 2.-3. weekend, hvoraf der blev brugt ca. 10 timer for at køre frem og tilbage med os 3 drenge.
Den dag i dag, er jeg ret sikker på at det har været med til at starte min begyndende nedtur, hvilket sikkert også har været med til at ødelægge min lyst i skolen, helt fra børnehaveklassen.
Ca. et halvt år efter skilsmissen (kan ikke huske præcist hvor længe der gik) mødte min mor en ny mand der kom fra samme lille landsby som vi boede i. Det var meget underligt at der pludselig kom en fremmed mand hjem til os og spiste et par gange i ugen. Over noget tid blev det så til et tæt forhold og vi flyttede hjem i hans hus på landet. Jeg tror at det var her min forandring rigtig skete. Men han var en rigtig rar mand og hjalp mig og mine brødre med alt hvad han kunne, hvilket han stadig gør den dag i dag. Jeg kunne ikke have ønsket mig en bedre stedfar end ham, da han har lært os så mange ting, både praktiske hverdagsting, men også meget om os selv.
Skoletiden/folkeskole:Kort tid efter vi flyttede hjem til vores "nye far" startede jeg i børnehaveklasse, men blev hurtigt et offer for mobning. Jeg blev boende hos min mor og stedfar indtil midten af 2. klasse, hvorefter jeg flyttede hjem til min far, sammen med min yngste storebror. På dette tidspunkt havde min far droppet Hamborg og hans arbejde og flyttet til Ribe, for at være tættere på os. Det var selvfølgelig super lækkert for os børn, men det tog meget hårdt på min mor, da hun følte vi forlod hende.
Kommer så ind på en ny folkeskole i Ribe og kendte kun 1 dreng i hele byen, men det gik hurtigt med at få en masse nye venner. Det holdte så kun omkring et års tid, da jeg igen hurtigt blev offer for mobning, hård mobning. De kørte på alt lige fra at jeg var sønderjyde og endnu ikke havde tilpasset min dialekt til "normal" jydsk, til at jeg så underlig ud samt fysisk vold, såsom at blive holdt nede på lærens bord, mens 5-10 elever småslog og hev i mine lemmer.
Sådan foregik det i ca. 2½-3 år. Var dog stadig venner med nogle af dem, da vi havde mange fælles interesser. Grunden til de var med til det, har nok været at de gerne ville være med de andre, og ikke blive udstødt. Skolen gjorde INTET, udover at pege fingre og sige "puha det må i ikke". Dette gjorde at jeg pjækkede utroligt meget, da jeg var bange for at komme i skole.
Kort tid efter jeg startede i 5. flyttede mig og min far til Skærbæk da han havde fundet en sød dame, der selv havde 2 lidt ældre drenge. Dette er en af de bedste steder jeg nogensinde har været, for alle var så utroligt søde ved mig og her fik jeg endda min første kæreste
Dette holdt dog kun et år, da min far blev træt af hende, og så var det tilbage til hyænerne - ja, jeg kom fandeme på samme skole og i samme klasse, da skolen mente det var bedste jeg kom tilbage til vante omgivelser (WTF!).
Nå, det måtte jeg jo bare finde mig i. I 7. klasse fik jeg nye venner da 3 skoler blev slået sammen på denne årgang og begyndte hurtigt at følge deres fodspor med at ryge smøgere og drikke sig stiv i weekenderne. Fandt dog hurtigt ud af disse folk var pisse overfladiske og skide ligeglade med mig, da jeg kun kunne bruges til at skaffe smøgere og sprut.
Kommer så på en ungdomsskole der er gode til at håndtere unge med min baggrund og fik egentlig godt styr på tingene og fik taget min eksamen med gode karaktere, hvilket min familie og jeg selv var stolte af.
Efter folkeskolen:Kom hurtigt i gang med at skulle på grundforløb som slagter, da min far, bedstefar og ældste bror var i samme branche. Her blev jeg bare ligeglad med det og pjækkede endnu en gang hele tiden, da jeg følte det var fandeme da bare nemmere at blive hjemme. Begyndte at drikke hver eneste weekend, alt for meget, og fik interesse for at tage amf til fester. Det var dog ikke noget jeg gjorde særlig tit, da det var svært at skaffe i min by, især som 17 årig og broke. Efter at have lavet en masse dumme ting, blev jeg "pænt" smidt ud af min far og flyttede hjem til min mor igen, i håb om hun og min stedfar kunne rette op på mig. Fik hurtigt arbejde hos en lokal autolakør og det var vildt fedt at tjene 100,- i timen på fuldtid. Det ødelagde jeg hurtigt ved at pjække EN dag. Dagen efter fik jeg fyresedlen...
Kort tid efter meldte jeg mig ind på tømregrundforløbet hvilket var noget af det bedste jeg har gjort. Fik en masse venner og var virkelig inde i varmen. Fik afsluttet med gode karaktere og fik med det samme arbejde som arbejdsmand med udsigt til læreplads indenfor et år. Fik min første lejlighed som min chef ejede og alt var lækkert.
Men... weekend blev hurtigt til hverdag, da jeg begyndte at drikke helt vildt i weekenden og hurtigt lod det fortsætte i hverdagene efter arbejde. Spillede en masse computer, drak en masse alkohol og sad oppe hele natten. Og så ud og arbejde 12 timer, med 3-4 timers søvn og tømmermænd. Det fik mig til at pjække oftere og oftere hvilket til sidst kostede mig mit arbejde og læreplads.
Så kom der et hashmisbrug og interesse for svampe.Kort tid inden jeg flytter til Ribe, skulle jeg til Fullmoon Festival med mine næreste venner. Det var endnu en gang en fed tur i det psykedeliske univers, men på sidstedagen, faldt alt bare sammen. Min kammerater ville købe svampe for mig, da jeg ikke var klar til at gå ned og feste, hvorefter jeg skulle betale når vi mødtes igen. No problem! Da vores svampetrip var mere eller mindre ovre, havde jeg glemt alt om at betale for mine svampe, og havde brugt de 10 euro på smøgere og mad. Min kammerat gik helt amok og nu var jeg pludselig verdens mest egoistiske person og det største røvhul han havde mødt. Kunne ikke tale med ham da han altid bliver pigesur og ikke kan forstå fornuft. Så der røg mit aller bedste venskab jeg nogensinde har haft - Pga fucking 10 euro jeg kunne betale 2 dage senere.
Nå, der røg en af mine største motivationer til at flytte til Ribe, nemlig at kunne være tæt på og være sammen med ham.
Er ret sikker på dette gjorde jeg havde nemt ved at skjule mig selv for omverdenen - og for mig selv. Dette er nok grunden til jeg begyndte at ryge endnu mere tjald - for at glemme alt der var sket. Jeg havde nu INGENTING der betød noget for mig (udover min familie) og blev hurtigt ligeglad med ALT.
Igen, endte det hurtigt med dårlige undskyldninger for ikke at komme i skole, møde op til aftaler, og bare det at få vasket op var en kæmpe opgave at skulle overkomme. Misbruget tog hurtig fart på, da røgen var god, billig og nem at få fat i. Bliver smidt ud af skolen efter et halvt år, ender med at sidde hjemme i mit lille værelse og glo på computeren, mens der blev fyret fede dagen lang. For tiden skulle jo gå med et eller andet? da det bliver august igen, vælger jeg at prøve forfra, med den indstilling at jeg ikke ville ryge så meget. Hvad fanden tænkte jeg dog på? Havde et slemt misbrug jeg ikke rigtig havde indset og ville ikke rigtig ændre på det. I denne forbindelse har jeg dog mødt nogle super rare mennesker, som den dag i dag stadig er mine meget nære venner, da vi stadig kan relatere til hinandens problemer.
Sådan har det så stået på indtil nu. Begyndte at få en hash-gæld som jeg ikke kunne betale mig fra og var egentlig ret ligeglad. Og da min tjald kontakt stoppede, tog mig og en ven over, for at hjælpe de nærmeste vi kendte med noget at ryge på. Der gik kun EN uge, så stod de lokale indvandrere i min dør, krævede dummebøde for det de vidste jeg havde solgt og truede med at ødelægge min krop hvis der ikke faldt penge inden 5 dage. Det samme med min kammerat jeg arbejde sammen med. Fandt en løsning på min gæld, det samme gjorde min ven - som dog fik tæsk pga. en gæld han havde samme sted som mig og blev truet på livet. Han er nu gået under jorden og får beskyttelse af sin familie på det krav han kommer ud af misbrug og miljø med det samme. Dette galdt også for mig.
Det sårer mig meget at jeg i lang tid ikke kan se min bedste ven, som jeg har været så meget igennem med, pga. at JEG fik ham ud i et misbrug, da han begyndte at ryge efter han lærte mig at kende. Har det så ufattelig dårligt med at det er gået ham så skidt og jeg kan ikke ændre en skid! kan kun se fremad nu.
Konsekvenser:De sidste 6 år har jeg løjet for alt og alle, såret mine bedste venner og min familie og stjålet en masse penge fra familie for at kunne gøre de ting jeg gerne ville. Min familie har ingen tillid til mig mere og sidder og græder bare ved tanken om alt dette. Mit liv er blevet ødelagt pga. alle de lorte ting jeg har gjort mod mig selv og mine nærmeste.
Oveni, er jeg sikker på jeg har haft nogle psykiske problemer fra 12-13 års alderen, som nu er blevet meget værre. Har ikke talt med en psykolog omkring alt dette. Jeg føler jeg hele tiden lever i fortiden, da jeg ikke længere kan finde ud af at tilgive mig selv og tage ved lære af alle mine fejl. Føler angst når der skal ske forandring og tror det er grunden til jeg ikke får håndteret mine problemer.
Edit:
Har desuden store problemer med tankespind/tankemylder hvilket ikke hjælper meget når ens negative tanker kører rundt som en spiral og bliver værre og værre. Samtidigt med jeg er blevet meget indelukket har jeg længe følt mig meget alene, ensom og forladt. Pga. dette har jeg bare haft lyst til at ryge mere og oftere.
Da jeg har røget så meget, har jeg ingen penge haft til mad, da røgen var vigtigere, og har mange gange, i perioder op til 3-4 uger udsultet mig selv, fordi jeg hellere bare ville være skæv og glemme at jeg ikke havde råd til mad - hvilket slet ikke giver nogen mening.
Noget andet jeg har svært ved at acceptere er min mors kræftsygdom. For ca. 5 år siden mistede jeg min elskede mormor til aggresiv kræft. Et år eller to efter (kan ikke helt præcist huske), fik jeg den dårlige nyhed at min mor også er blevet ramt af kræft. Hun har været igennem de kendte op og nedture i forbindelse med dette og i familien har vi prøvet at leve videre, uden at lade sygdommen ændre på noget. Jeg har altid sagt til mig selv når jeg møder modstand i mit liv "det går nok, det skal nok gå!". Af den grund skubber jeg problemerne væk bagerst i hovedet i stedet for at konfrontere mig selv med dem og håndterer dem. Som det ser ud nu, har min elskede mor ikke nogen chance for at klare den mere og er nu endelig begyndt at indse at jeg snart mister hende. Det knuser mit hjerte at tænkte på, da jeg bare IKKE vil miste hende, uanset hvad.
Forandring fryder.Jeg er nu blevet bevidst om at jeg skal lægge stofmiljøet bag mig og aldrig røre tjald igen. Har simpelthen ingen selvtillid mere pga. misbruget... Men, der er lys forude. Er nu næsten færdig med at pakke mine ting, da jeg flytter op til min ældste bror for at få en frisk start, komme langt væk fra det hele og starte et nyt liv.
Har været røgfri i 7 dage nu og har det super godt med ikke at have rørt det skidt! Føler faktisk ingen trang til at ryge, og denne følelse bliver forstærket for hver time der går uden jeg overvejer at købe noget at ryge på. Er blevet meget mere klar i hovedet, har en masse psykisk overskud og er begyndt at få gå-på-mod.
Jeg har meldt mig ind på Learnmark Horsens som tømre til 1. januar og glæder mig helt vildt! Bare det at komme tæt på mine ældste brødre er noget af det der glæder mig mest, da jeg i lang tid har haft brug for at være tæt på dem. Især nu i denne svære tid for os, mht. vores mor og min egen situation.
Jeg vil gerne slutte af med at takke Psychedelia som har hjulpet mig meget med forståelse omkring mange emner som misbrug, personlig selvforståelse, oplysning om de rusmidler der har haft min interesse og flere emner omkring andres bagside af medaljen. Er meget taknemmelig for dette community's venlighed og åbenhed.
Tak fordi i gad læse denne lange historie. Føler lidt at jeg har fået afklaring omkring nogle ting, bare ved at få tankerne skrevet ned.
Til jer der måske har et begyndende misbrug: Tænk jer om! Siger ikke cannabis er skidt, kun hvis du er ung, har tendens til at give op eller være ligeglad! Dette fantastiske stof kan bruges til meget godt i denne ellers mørke verden. Men det kan også bruges til meget skidt!
Venlig hilsen
Den Rolige <3
Log ind
Tilmeld
OSS
Søg
- sunshine reagge
