hej allesammen..
Jeg vil godt hører jer som os har en psykisk diagnose om hvordan i har taklet det at få sat en diagnose på de problemer i måske har slås med i mange år og hvordan i har taklet det efterfølgene..
Jeg har altid haft det svært på nogen områder og havde allerede psykolog hjælp i børnehave, og jeg har igennem år som misbruger virket meget manisk, med nogen parioder hvor jeg var meget inactive og bare sad foran bærber og andre omlage jeg mine forældre have og starte firma også vider, i 2005 kom jeg så i behandling og da jeg sener var færdig med det, valgte jeg og finde ud af om jeg virkelig havde en diagnose for dte havde der være snak om i mange år med psykolog samtaler jeg havde haft,
først lød det på manio deprisive, og noget jeg ikke lige kan huske men kom så til samtale på klinkin for bipolar lidelser, og fik afvide jeg bestemt ikke var manisk og det var så efter jeg igennem min fori læge havde fået 4 rivotril om dagen for det var det eneste han ville give mig, selvom han var min læge da jeg bleve sendt i behandling og udmærket viste det var meget dumt for mig,
jeg skifte så læge efter det her, og efter en 5 min samtale fik jeg seruquel af den her læge, og som den fori abslut ikke ville give mig, og det her medicin hjalpe virkelig på at jeg fik ro i hoved og kunne sove om natten,
i forbinnelse med jeg søgte førtid pansion skulle jeg igennem en masse undersøgelse og der kom de frem til af min diagnose lød på ( add ) og ( personlighed forstyrrelse) fordi de ikke viste hvor de skulle placer det måske jeg havde lidt af det hele mente de, jeg fik så concertas men det fik jeg det vildt dårligt af meget svær angst og ubehag, og valgte og stoppe helt med det, så vil jeg hele leve med at havde svært ved nogen ting og prøve og lære og håndter de problem stilliger på en ande og mere naturlig måde..
i dag får jeg kun seroquel og det er jeg tilfreds nok med, jeg er clean og har og nu råd til og få mit medicin og en sund kost og jeg har en bostøtte og det har virkelig hjulpe mig har det bedre end nogensinde før...
nu komme min forspørgelse så til jer, de første år efter de her diagnoser fokuser jeg meget på at jeg var "syg" og jeg bleve mere og mere syg af og gå meget op i det her og snakke hele tid om det, og jeg havde meget svært ved og accepter det her, syns det var urimligt at jeg nu skulle slås med det her os, og var helt uden i at der da ikke var nogen piger der ville havde en med en diagnose også der ud af, men til sidste kom jeg heldigvis frem til at jeg ikke vil se mig selv som syg, jeg er som jeg altid har være og det er jeg enlig godt tilfreds med har bare nogen probleme stillinger som jeg må lære og håndter på en ande måde og erkende at jeg i dag har min begrænsninger...
hvordan har i takle jeres diagnoser og hvordan har det påvirket jeres liv at på sat ord på en diagnose ?
mvh trold
|
