Ville lige fortælle jer lidt om min ven, som blev udskrevet igår.
Han er 17 år gammel, og har virkelig været langt ude når man ser tilbage på det, og tænker lidt i dag - hvorfor tog jeg ikke fat i ham?
For nogle dage siden får jeg af vide at min ven er blevet indlagt, med ukendt et eller andet.
Han havde fået af vide af lægerne det bare var noget med lungerne, og skulle tage nogle piller for at fikse det.
Lørdag eftermiddag kommer han om til min ven og jeg, og smider hans stoffer fra weekenden, og siger at han ikke kan mere, og tager hjem og slapper af og så skal han have styr på alt.
Da han kommer hjem begynder det så senere at snorre og kilde i fingerne og benene, og kører til vagtlægen - vagtlægen tror det er en kollapset lunge, og bliver så hasteindlagt på sygehuset i esbjerg.
På hospitalet siger det at det kan måske være en blodprop - men de finder så ud af at han har gået rundt med kold lungesygedom (Skal man indlægges med, med det samme man får det da det i sig selv er farligt.) i flere måneder, og at han nu havde vand rundt om hjertet, og i hjertekammeret.
Det kunne også være grunden til at han blev meget meget forpustigt hurtigt (har han også fortalt mig om før vi vidste noget) og hans puls lå på 140 når han rejste sig op.
Hvis han havde løbet en tur havde han højst sandsynligt fået hjertestop.
Samtidig med alt det var hans levertal utrolig højt, og han har måske en kronisk lever sygdom.
Det er rigtig træls når man ser en god ven komme så langt ud, også selvom man har vidst det og man intet har gjort ved det. Det er vel også lidt dobbeltmoralsk når man selv gør det.
Når man kun er 17, så er helt utrolig at tænke på, og han har også sagt nu at alt narko stopper, og han kun suger med på et par pinde, ikke mere bong (han har suget rigtig meget bong)
Synes bare lige i skulle høre den korte version af det.
Møjn
