Psychedelia.dk

Hejsa folkens,

Jeg har igennem en periode på 4 måneder indtaget 50 mg amfetamin dagligt. Der var nogle dage i den periode jeg undlod det, og det gik fint nok.

Grunden til jeg begyndte at æde lortet var - føler jeg mig overbevist om - fordi jeg var virkeligt træt af at gå i skole, og ønskede at peppe min hverdag lidt op for at undgå kedsomhed. Stoffet har en utrolig motivationsfaktor for mig; stort set ALT bliver spændende.

Normalt skal der meget til før jeg bliver rigtigt "fanget" af en samtale. Jeg har en meget bred 'teknisk' viden, hvilket medfører at jeg tit kender alt til de emner, som folk snakker om. Uden amfetamin har jeg nogle gange svært ved at "følge med" trods jeg kender alt til emnet - jeg føler mig ofte fuldstændigt fortabt i den anden persons ordstrøm.

På amfetamin har jeg det med at styre samtalen en anelse. Det er dejligt, eftersom jeg på den måde slipper for at høre om ting der ikke interesserer mig. Men nu hvor jeg ikke har taget stoffet siden ~d. 26 juni føler jeg mig meget "slatten"; jeg har svært ved at blive motiveret.

Da jeg stoppede med at spise amfetamin oplevede jeg hvad jeg opfatter som en form for egodød. Jeg kunne slet ikke koncentrere mig - jeg kom i et nærmest babyagtigt stadie hvor jeg 'spurgte om lov' og ikke kunne bestemme en skid selv. Det er nu blevet langt bedre, og jeg føler mig meget mere normal. Men alligevel er det som om folk konstant forsøger at mindfucke mig med fuldt overlæg. Jeg er kommet til den konklusion at det må være paranoia.

Jeg har altid opfattet mig selv som en smule indadvendt. Fodbold har aldrig interesseret mig - men boldspillet "ost" var en af mine helt store interesser tilbage i folkeskoletiden. Det havde måske noget at gøre med, at der ikke var så mange om bolden.

Da jeg - helt stoffri - tog til Roskilde Festival, oplevede jeg det største mindfuck nogensinde. Alle var efter mig - plakaterne med ordene "Think" og "Choose" måtte have en hemmelig betydning. Jeg tog derover med en ven, men jeg kunne slet ikke kommunikere med ham længere; min hjerne var tom for samtaleemner. Omvendt gjorde han heller ikke ret meget for at 'hjælpe' mig, men man kan jo ikke altid skyde skylden på andre. Festivallen sluttede for mit vedkommende torsdag, fordi jeg simpelthen følte mig sindsygt malplaceret - helt uden "festivalvibe". Jeg gav op, eftersom ingen gav mig den respons jeg forventede. Det var måske problemet; at jeg forventede noget af festivallen og helt glemte at tage en masse venner med.

At jeg ikke tog en helvedes masse narko til Roskilde er i sig selv utroligt dobbeltmoralsk fra min side. I mit hovede har jeg altid tænkt på festivallen som den ultimative undskyldning for at lamme sig - og hvad gør jeg? Jeg tog som sagt ikke en skid; drak blot 2 øl, for derefter at stoppe op og tænke "Pas på, de er efter dig."

Nu er jeg så småt kommet over skuffelsen over festivallen, men jeg føler mig alligevel helt uhyggeligt flad. Vejret er dårligt; ingen ture til stranden. Jeg skal på arbejde i morgen; noget jeg plejer at elske på amfetamin. Min forhåbning om at tage til Vuuv igen i år er tilsyneladende bristet, eftersom mine rigtige venner er nogle fattigrøve, der hellere bruger deres samlede indtægt på hash. Men det er jo ikke op til mig hvordan deres prioriteter skal se ud.

Måske har jeg i virkeligheden ADHD - eller måske er amfetamin bare helt uhyggeligt vanedannende, nøjagtigt som man havde læst inden man afprøvede det. Da jeg tog der hver dag så jeg det ikke som et problem - mine dage blev jo skidegode. Men har måske nærmere været den ekstra dosis dopamin.

Alle dage har jeg set op til folk der kan styre en samtale. Den type mennesker ser jeg som nødvendige for, at en samtale forløber ordenligt uden pinlige tavsheder. Omvendt burde tavsheder ikke være pinlige, hvis man er sammen med nogle mennesker man føler sig tilpas med.

Amfetamin hjalp mig til at være langt mere positiv og empatisk. Da jeg ikke har recept på stoffet - samt det er helt ulovligt i mange lande - håber jeg på at kunne blive det samme positive menneske uden stoffet. Jeg drømmer om at tage ud og rejse - noget jeg har erfaret er langt sjovere, når man er flere. Da stoffet tilsyneladende giver nogle ret slemme bivirkninger når man stopper, ville det være skidt at stoppe, når man skal ud og rejse - og man vil jo ikke risikere at indføre det ulovligt og ende med livslangt fængsel.

Jeg ser min situation lidt som en "crossroad". Skal jeg blive en "family guy" der hjælper sine venner konstant, og dermed "opbygge sin flok" (samt risikere at flokken efterfølgende finder andre græsgange) - eller fokusere på at blive udadvendt, således jeg kan snakke med alt og alle (og dermed risikere at blive opfattet som en tomhjernet idiot der kun kan finde ud af at snakke). Måske en blanding?

Mit indlæg bærer vidst præg af forvirring. Omvendt kan det også bare været noget, jeg overbeviser mig selv om, fordi ego-boosteren pludselig er forsvundet. Det er for mig lidt et pinligt indlæg, eftersom jeg normalt opfører mig ret "macho" på den venlige måde.

Pludselig har jeg fået en lyst til at lære at spille guitar. Det ligner mig ikke... har nogen stjålet min sjæl og byttet den ud med deres egen?

P.S. Det hele gik egentlig først rigtigt galt da jeg begyndte at ryge bong i stedet for joints. Måske amfetaminen slet ikke har haft særlig stor betydning for min personlighed, hvor det i virkeligheden er bongen der ødelægger min beslutsomhed/motivation. En pause på 14 dage er helt klart påkrævet.

Fred

Edit: Jeg har læst lidt forskellige tråde på forummet, og faldt blandt andet over tråden her: Hash = Sociofobisk paranoia.
Jeg begynder mere og mere at tro, at det i virkeligheden er hashen, der er mit "problem". Jeg har røget hash hver dag i over et år, så jeg har besluttet mig for at nedsætte mit forbrug kraftigt - jeg kan jo altid begynde at ryge igen, hvis jeg virkelig vil - ligesom jeg kunne stoppe med at tage amfetamin, uden jeg vidste hvorfor jeg ville stoppe.
Så lige pt. er min gameplan meget enkel: Jeg vil prøve at leve uden hash i et stykke tid, og se om hovedet kommer til at fungere optimalt igen. Det sjove ved hash er vel egentlig, at ens tankegang bliver ændret. Lige nu er det så tilsyneladende ved at blive for meget "mindfuck" til at jeg kan lide det; lysten kommer forhåbenlig igen når jeg lærer at nyde cannabis med moderation.
Problemet er selvfølgelig, at mine venner ryger konstant - men jeg må vidst bare lære at sige fra. Det ville måske også være sundt for mine venner. Jeg tror man har en tilbøjelighed til at tro for meget på sin egen virkelighed - min illusion om at hash var det bedste i verden blev brudt af, at jeg så hvor ked af "det hele" min mor var - hovedsagligt på grund af mit forbrug. Det er selvfølgelig ikke min fejl - men det ville da være fedt hvis det kunne være min 'skyld' at hun får det godt igen. Fælles for mig og mine to bedste venner er, at vores mødre bekymrer sig om vores hashforbrug. Måske med god grund - det ville sikkert være sjovere at foretage sig noget andet engang imellem. Den gyldne middelvej - moderation?

Hej!

Jeg vil starte med at sige, at både amfetamin og cannabis er kendt for at kunne skabe paranoia! Lad være med at tro dine problemer kun skyldes hashen, det lyder ærlig talt som en dårlig undskyldning fra din side!



Alle de egenskaber du føler amfetamin gav dig, er egenskaber du sagtens kan træne dig selv i, og med tiden mestre! "Social intelligens" er en trænbar egenskab. Der er massere af litteratur om kropssprog, samtaleteknikker, generelt retorik og formidling, altsammen ting du kan bruge til at komme nærmere det ideal du har inde i hovedet. Glem amfetaminen og tildrag dig noget viden du kan benytte resten af livet.

Måske står du ved en crossroad, men det er ikke valget mellem kedelig & sikker eller vild & usikker. Det er valget mellem at forblive i dit misbrug af cannabis og din paranoia, eller alternativt tage livet ved struben og gøre noget ved det! Tag kontrol, sæt dig nogle mål.

Jeg har også altid opfattet mig selv som indadvendt, men tro mig, det er muligt at ændre på, alle kan blive sociale genier, men det kræver træning og dedikation!

Og ja drop bongen for satan, og hold en pause fra hashen eller skær i det mindste meget ned. Personligt ødelægger fast brug af cannabis virkelig meget for mig: Mit initiativ og min motivation, jeg kan blive generelt socialt usikker, paranoid, oma.


Alt godt

_________________
O Laziness, have pity on our long misery! O Laziness, mother of the arts and noble virtues, be thou the balm of human anguish!

Det virker mest om som du har problemer med at være social?
Tror ikke det er hverken speed eller hash'ens skyld, du sagde jo du tog det i starten for at kunne følge med socialt.
Nu er det jo så bare endnu værre, da du har paranoia, og en grund til at det ikke skulle kunne fungere.
Du må simpelthen bare prøve Nu ved jeg ikke hvor gammel du er, men ens personlighed udvikler man utrolig meget fra 18-20 års alderen, og der finder man også mere ro i sig selv, og hvem man er.

Jeg er selv ret tilfreds med at have 1-2 gode venner, og så en masse masse bekendte.
At jeg så sidder 2 uger, og ikke kommer uden for en dør fordi jeg sidder og fyre kæppe med en person, så synes jeg ikke det er nederen, for vi har det pisse pisse sjovt.
Og at andre folk så siger at det er til grin, vi er hashere, vi er nogle sociale tabere osv - fuck det. Fuck dem. Sådan nogle folk har man slet ikke brug for, så fuck dem.

Tak for svarene folkens Jeg er efterhånden ved at få det meget bedre.

Som i begge er inde på, så må der være tale om et problem med at være social. Normalt har jeg været tilfreds med min faste vennekreds på i alt 4 gode venner. Jeg har også været tilfreds med mit forbrug af rusmidler, eftersom jeg aldrig har haft lysten til at øge dosen af de forskellige rusmidler. Eks. har jeg aldrig taget mere end ét mærke (lsd) af gangen, fordi jeg går så meget op i HR.

For tiden er det som om mine venner og jeg ikke snakker så godt sammen - men i virkeligheden tror jeg det handler om, at jeg går og er lidt bekymret for hvordan jeg vil have min fremtid til at se ud. Det er måske endda lige så meget mine venner, der er usikre, hvorved de måske også opfører sig anderledes.

Jeg føler egentligt, at mit forbrug af amfetamin alt i alt har været meget ansvarligt. Jeg indtog det som piller - 1 pille skulle indeholde 50 mg base. Jeg vurderede det måtte svare til maksimum 30 mg "rent" amfetamin. Pointen er dog, at jeg aldrig øgede doseringen... Det følte jeg ingen grund til.

I perioden var jeg meget negativ overfor alkohol, og begrænsede derfor indtaget af dette til "specielle lejligheder". (Læs: Lejligheder hvor 'alle andre' drak). Jeg tænkte derfor på mit amfetamin-forbrug som "bedre end alternativet". Det er selvfølgelig blot en undskyldning.

Min pointe er, at jeg aldrig har haft lyst til at øge dosen. Mest fordi jeg gerne vil opretholde et godt helbred. Det er nok egentlig også det der gjorde, at jeg stoppede. Amfetamin løste hvad jeg ser som kilden til min "sociale fobi"; min mangel på interesse i andre mennesker. Jeg har altid stolet mest på min egen dømmekraft - nogle gange måske en smule for meget. Men omvendt har det ført mere positivt med sig end negativt, så hvorfor i alverden stoppe nu.

Lige nu siger min dømmekraft mig, at jeg ikke skal indtage amfetamin dagligt igen. Jeg vil hellere se om ikke jeg kan opbygge en naturlig interesse i andre mennesker. Det handler vel lige så meget om at spore samtalen ind på emner, man gider snakke om. Hvis ikke man styrer samtalen en smule, så ender den sandsynligvis ude i noget fuldstændigt åndssvagt tomgangssnak.

Da jeg anser amfetamin som langt sjovere og mindre sundhedsskadeligt end alkohol, kunne jeg godt tænke mig at bruge det til de tidspunkter, hvor jeg ellers "burde" drikke alkohol. Så længe jeg opretholder en indtægt og ikke "går i stå" burde det ikke være et problem. Nu lyder det næsten som om jeg sidder og spørger om lov - men det må da være muligt at bruge stoffet i moderation? Hvad jeg egentlig vil vide, er velsagtens om der er en videnskabelig grund til at tro, at den type forbrug ville være skadelig for min hverdag. Man hører folk snakke om, at man bliver deprimeret dagen derpå - men omvendt er der altid tale om idiotiske indtag. Jeg har det mere end fint med den førnævnte lave dosis. Faktisk tror jeg slet ikke amfetaminen har særligt meget at sige med hensyn til mit "humørdyk". Jeg tror nærmere det er chokket over at være blevet færdig med at gå i gymnasium med, i mit tilfælde, dertilhørende "mangel på mål".

Men bottom line må næsten være, at jeg normalt havde det på samme måde som dig Manze; "Det er ligegyldigt om man sidder 2 uger og ryger pinde så længe man har det sjovt". Nu hvor de venner jeg normalt gør dét med er travlt optaget af alverdens ting føler jeg mig pludseligt helt forladt.
Omvendt har jeg også et behov for at bevise overfor mig selv at jeg kan tale med dem jeg vil. Så af den grund vil jeg som Homo Superior anbefaler se efter nogle bøger om "Social intelligens". Lige nu tror jeg, jeg skal finde den gyldne mellemvej så jeg igen kan blive tilfreds, og ikke mindst helt sikker på mig selv igen.

Nå ja, og så har jeg stadig tænkt mig at holde en pause med cannabis. Mest for at få "bongen" ud af blodet så jeg igen kan blive skæv af joints, men også fordi jeg synes at erindre, at urten er lidt sjovere hvis ikke man ryger den hver aften.

Nu er jeg ikke den klogeste på den kemiske virkning af dopamin, men kan på ingen måde forestille mig at længere tids brug er godt for dig. heller ikke engang 50mg om dagen.

På et tidspunkt vil dine dopamin reserver være opbrugt, og du vil gå og følge dig trist og mut hele tiden, som du iøvrigt allerede gør.
Det du har gang i vil sende dig ud i et misbrug, uanset hvor meget du tror du kan styre det.
Lig det på hylden. Begynd evt at løbetræne hvis du vil have et ekstra skud naturligt dopamin i hverdagen.
Læs evt lidt om "Runners high"

Kan så også sige at jeg ikke tror amfetamin er mindre skadeligt end alkohol (!)


Rimelig lang posts du fik lavet, så ved ikke om jeg fik svaret på nogle af de relevante spørgsmål.

Jeg styrketræner 3 gange om ugen og har gjort det i halvandet år. Dog løber jeg ikke særligt ofte; mine knæ hader det. I stedet svømmer eller cykler jeg. Så jeg er efterhånden blevet bekendt (og afhængig af) den gode følelse man får af fysisk aktivitet.

Heldigvis føler jeg mig ikke trist og mut hele tiden. Det gjorde jeg ganske vist i starten, som man sikkert kan fornemme på mit første indlæg. Det er gået op for mig at jeg var ked af den usikkerhed jeg stod med; jeg vidste ikke hvad min fremtid skulle bringe. Den følelse er jeg efterhånden ved at vænne mig til; jeg skal nok finde på noget underholdende.

Alkohol giver for mig nogle meget slemme bivirkninger både fysisk og psykisk sammenlignet med amfetamin. Men jeg har bestemt mig for at begrænse indtaget af begge stoffer; de gør mine træningsmål langt sværere at opnå.

Nå, apropos jernhesten.... Den skal jeg lige give en tur gennem skoven.