Psychedelia.dk

Ved ik om der er nogen der ved noget, men kan da lige prøve at lave et opslag alligevel

Jeg fik for ca 4 måneder siden en depression hvor jeg så får Sertralin Hexal 50 mg.
Har altid været imod sådanne præparater, men sagde alligevel ja til at gi det et forsøg da jeg jo gerne ville ha det bedre.
Forsøgte for et år siden at begår selvmord, så har en del frustrationer i mit lille hoved.
Men da jeg fik voldsomt svært ved at sove om natten efter at ha taget de her piller et par måneder besluttede min psykiater at give mig piller for det også. Det der så undrer mig er; at de piller hun har givet mig også er antidepressive piller? De hedder Mianseri Copyfarm 10 mg.
Jeg tænker lidt om jeg nu bare doper mit hoved med en masse forskellige antidepressiver oveni at jeg tager stoffer, om hvad skade det kan gøre? om nogen har erfaringer eller erindringer de vil dele med mig?
Vil jeg ihvertfald være super glad for hvis der var.
Forresten én ting mere: Jeg har haft hashpsykose for ca et år siden, og mange "angstanfald" siden, og nærmest paranoia/angst/frygt for at få det igen. Stoppede dog med at ryge i 8 måneder, og efter jeg begyndte lidt igen i weekender og sådan har jeg ik oplevet det. Kan det have noget at gøre med antidepressiverne?
Har også haft disse "angstanfald" på ketamin, så derfor gør jeg det sjældent, af frygt for at havne i en psykose igen.
Det er lidt 50-50 om jeg får det eller ej, tog mest bare chancen førhen, og tænkte at det så måtte bære eler briste, desværre overvandt angsten mig bare for tit at det nu har resulteret i jeg mest bare tager lidt amf-snitter.
Er bange for LSD, frimærker, Salvie, svampe og andre hallucinerende stoffer da min hashpsykose var meget ekstrem og havde mange hallucinerende indbildende tanker i sig.
Har længe søgt svar på hvad der egentlig skete med mig.
Hashpsykose er hvad jeg kalder det, men da ingen læger på sygehuset, psykologer, min psykiater eller nogen andre kan fortælle mig lidt om det eller forklare mig det, tænkte at jeg måtte ty til Psychedelia.
Et lille referat af min såkaldte hashpsykose:
Havde været vågen to dage på amf, da jeg ville spise 2 indslumringspiller af mærket Sonata og ryge mig et par bonghoveder.
Det endte med jeg kom til at sluge mit hoved, og hostede gevaldigt.
Mine venner siger jeg pludselig begyndte at råbe og skrige; Det er det samme, det er det samme og så helt panisk og hysterisk ud.
Husker at jeg følte de sagde de samme ting, og gjorde de samme ting om og om igen. De blev ved at sige mit navn, selvfølgelig for at berolige mig, men de ku slet ik kom igennem til mig.
Følte jeg sku leve resten af mit liv i det lille rum med de samme mennesker der sagde og gjorde det samme igen og igen.
Vi sad kun omkring 6 mand, men de så alle uhyggelige ud, og jeg ku hører stemmer i mit hoved der gav mig besked på hva jeg sku gøre for ik at dø, og det var lidt som om jeg ku forudsige den nærmeste fremtid. Selvfølgelig bare indbildning, men fordi jeg troed jeg ku det lyttede jeg jo til stemmerne, ellers ville jeg dø.
Stemmen sagde jeg sku skrige så højt jeg ku, så det gjorde jeg i næsten 5 min, i én lang tone, har mine venner fortalt.
Råbte og skreg at min veninde kvalte mig, selvom hun bare nussede mig arm for at berolige mig. Det var som om det brændte og nærmest ætsede min hud når nogen rørte mig.
Men af en eller anden grund var der en af mine venner der ik føltes skræmmende som de andre. Lå i hans skød og var panikslagen, og blev ved at sige jeg røg ned i et sort hul, og følte mit hjerte ik længere slog.
Hver gang jeg tænkte positive tanker blev det bedre, og som om at hvis jeg blev ved med at tænkte positivt ville jeg overleve. Men som enhver anden på 3. dagen i en ordentlig amf-brænder, tabte jeg jo tråden konstant og ku intet positivt tænke.
Stemmen sagde jeg sku be mine venner ringe efter en ambulance, hvilket de lige havde gjort.
Da de kom og hentet mig råbte ambulancmændende til mine venner at jeg ville havne på den lukkede med angst resten af mit liv.
Min daværende bedste ven fulgte med mig i ambulancen, hvilket jeg er evig taknemmelig for.
Men i ambulancen fik jeg selvfølgelig bare lagt drop med væske, på daværende tidspunkt havde jeg også drukket jeg ved ik hvor mange liter vand fordi det lindrede det lidt, det var bare som om jeg ik ku få nok, først da droppet var lagt og det begyndte at sive ind faldt jeg til ro.
Inden da havde stemmen fortalt mig jeg sku be dem skære op ind til mit hjerte for det var der al ondskaben lå, og skar de op dertil og fjernede det blev alt godt. Men ambulancefolkene bad mig bare tie stille og gav mig modgift og beroligende.
På sygehuset sad min kammerat ved min side, holdt min hånd mens vi begge græd over alt det der var sket.
Hver gang jeg prøvede at snak om det, steg min puls og sygeplejerskerne kom rendende.
Efter ca. 1 1/2 times psykose og ca. 2 timers ophold med mange løftede pegefingre fra de mange læger og sygeplejersker udskrev de mig, og vi blev overladt til at vente på nogen ku hente os. Sygehuset lå alligevel over 50 km fra vores hjemby, men sådan er det jo.
Det skræmmer mig lidt jeg bare blev kastet ud fra sygehuset uden at fatte hva jeg havde været ude for, eller hvorfor det egentlig skete.
Var skræmt fra vid og sans, grædefærdig og dybt rystet.
Siden har det fyldt meget i mine tanker, der går faktisk ik en dag uden jeg tænker på det.

Er der nogen der har haft lignende oplevelser, eller der kan fortælle mig lidt? Vil virkelig lette lidt i mit hovede

-Indlæg rekonstrueret af mod på forfatterens anmodning, Prom-
Har du taget lsd før?
For mig lyder det lidt som et rigtig skidt lsd flashback.

Har selv prøvet at få for meget lsd. Først blev jeg helt hjernedød og sad bare og stirrede ud i luften(kan jeg ikke huske) Det næste jeg husker er, at jeg "vågner" ved at min kammerat kigger mig helt ind i hovedet og siger til de andre, jeg bare er brændt af. Det var en underdrivelse.
Da jeg kommer lidt til mig selv, begynder jeg at kunne huske at de andre havde givet mig mdma, uden jeg vidste det (hvilket de ikke havde).
Så forsvinder jeg igen og vågner ved, at jeg har fat i halsen på min ene kammerat og skal til at slå ham. De smider mig så ud, helt uvidende om, hvad der foregår oppe i bøtten på mig.
Jeg når ca halvvejs hjem, min hjerne har kørt på højtryk siden, de smed mig ud. Har aldrig følt så heftigt et stress-niveau. Og pludselig giver jeg slip på det hele og falder om.
Mens jeg ligger der drømmer jeg en tegnefilms-agtig drøm, hvor alt kun foregår i lyde og fakter. Jeg ser mig selv komme gående hen ad det fortov, jeg ligger på. Fløjtende, med høj solskin og åbenbart en taske på ryggen. Men når jeg kommer til det sted, jeg ligger, starter det bare forfra. Aner ikke hvor lang tid jeg ligger der, eller hvor mange gange den her drøm kører igen og igen.
Men på et tidspunkt kommer jeg til mig selv. Det var ligesom et granatchok, hvor man kommer til bevidsthed over en 10-20 sekunder. Der holder en bil med motoren kørende og en dame der spørger mig, hvorfor jeg ligger der. Jeg svarer at jeg bare er fuld og at jeg sagtens kan gå hjem selv.
Jeg når et par meter op ad vejen, er ca 500 meter fra mit hjem og nok 50-100 meter fra min mors hjem, men jeg forsvinder igen og det næste jeg husker er at jeg åbner døren ind til min gamle skole, hvor der er ældreboliger. Jeg har ingen telefon eller noget som helst på mig.
Efter at have vadet rundt derinde i noget tid, finder jeg ud af, at jeg ikke kan komme ud igen. Tog i samtlige døre, men var alle låst og pludseligt synes jeg at dørene begyndte at låse sig op, alt efter hvor jeg skulle gå hen. Jeg ender i den bygning vi kaldte B-bygningen i skoletiden.
Jeg kan huske jeg sov lidt under en trappe, der går fra kælderen og op på 3. sal. Der drømmer jeg igen noget helt sygt pis. Jeg bliver enig med mig selv om at den eneste måde at få det godt på, er ved at "trække livet op" (dette fatter jeg stadig ikk en brik af), så jeg begynder at gå op og ned ad trapperne. Jeg indser at jeg ikke kan ud af den her psyko-verden, siger jeg til mig selv, at jeg har brug noget hjælp her.
Jeg får øje på en brandalarm, og tæsker den fuldstændig i smadder med albue. Den lyd af alarmen var så fantastisk at høre, efter at have vadet rundt i et kæmpe boligkompleks, jeg troede var tomt.
Der kommer 10 - 20 brandfolk op ad trappen og 2 betjente spør mig, hvad fanden jeg har gang i og jeg fortæller at jeg har taget en masse syre osv.
Og bliver derefter kørt hjem til min mor, fordi jeg ikke kan huske hvor jeg selv bor.

I 3 måneder derefter var min hjerne fuldstændigt voldtaget! Jeg kunne ikke finde ud af hvem jeg var, altså hvilken personlighed jeg skulle genoptage.
Konstant kørte der bare 700 tanker på kryds og tværs af hinanden. Sommetider kunne der være så meget knald på oppe i hovedet, at der kom tårer, bare ved at sidde og f.eks. se tv. Ikke fordi jeg var ked af det, men fordi der simpelthen bare skete så meget oppe i hjernen.
Jeg takker musik og tjald for at jeg ikke gik ned med flaget der.
Det var midt i sommerferien det skete, for et par år siden, så jeg havde lige et par uger inden jeg skulle på arbejde igen.
Men jeg tog på arbejde hverdag. Måtte godt ryge bonghoveder om morgenen inden jeg skulle afsted, for ligesom at sætte spekulationerne over nattens mega syge drømme på standby. Musik i ørene på jobbet og så kørte det ok.
Følte mig ikk særlig menneskelig i de par måneder, var langt væk, meget agressiv og utrolig stresset hele tiden.
Og det vildeste er at en morgen da jeg vågnede, tænkte jeg: Sådan her gider jeg ikk ha det mere, og så var det mere eller mindre væk.
Derefter holdte jeg bare en laaang pause fra stoffer og skar lidt ned på tjalden, så blev det hele cool igen.

Nogle siger at det var nogle fucked up mærker, vi havde købt. Explorer mærker. Men jeg tror nu bare jeg fik for meget lsd havde også taget det med alt for korte mellemrum. Det var jo sommerferie, så jeg kunne sagtens finde på at tage syre med nogen en dag, og så sammen med nogle andre gutter dagen efter. Så skulle jeg bare ha en 3-4 mærker før det virkede.

Jeg fortryder absolut ikke at jeg har taget så meget, at det gik galt. For det er noget af det vildeste, jeg har oplevet. Det var fedt nok under selve akten, men månederne efter var helvede.
Det har lært mig meget og jeg føler virkelig, jeg fik et stort indblik i min underbevidsthed.


Mit råd til dig er at du skal lade være med at lægge for meget i det. Du skal helt lade være med at få det til at give mening, for det kommer det aldrig til, tro mig.. Du kan spekulere dig selv ihjel over det, men du finder aldrig et svar på, hvad der skete eller hvorfor det skete.
Der er jo ingen vidner til det der foregår oppe i hovedet på folk, under trips, psykoser, etc.
Og det du ikke kan huske, kan du altså ikke huske, da du ikke var ved fuld bevidsthed.

Håber du kan bruge det til noget