Psychedelia.dk

Hejsa psychedelia. Jeg har aktivt læst med interesse på jeres forum i noget tid nu og har altså nu valgt at oprette en profil.

Jeg skriver dette her i håb om hjælp og samtidig fordi at jeg virkelig har brug for at komme ud med det.

For et par år tilbage blev jeg diagnoseret med en fullblown amfetamin psykose der indebar en kraftig depression samt socialfobi.
Dette skyldtes helt klart et overforbrug af amfetamin og muligvis også MDMA.
Den byggede sig op og efter halvanden måned var jeg ikke engang i stand til at gå udenfor min dør. Blev jeg alligevel tvunget ud i det sociale liv, fik jeg det virkelig dårligt og var nød til at være selv efter et par timer. Det var som om at jeg var nøgen og alle nedstirede mig.
Samtidig havde jeg de mest depressive tanker om hvor elendigt mit liv var og jeg var flere gange meget tæt på at begå selvmord.

Jeg har siden hen været på cipralex samt efexor. Jeg er lige kommet af efexor for en fire måneder siden cirka.

Jeg har kæmpet en kamp de sidste par år, for at tvinge mig selv til at være sammen med andre og få gjort de daglige ting i hverdagen.
Jeg har kunne mærke på mig selv at socialfobien er blevet bedre og depressionen er nær næsten ikke eksisterende længere. MEN, selvom jeg har været konstant sammen med andre i ugevis, bortset fra når jeg har sovet, så er socialfobien stadigvæk ikke forsvundet. Tværtigmod.
Det er ligemeget hvor meget jeg kæmper, det er som om at jeg kun skubber fobien ind under tæppet hver gang jeg ser den i øjnene. HVis jeg sidder for mig selv i ikke mindre end et par timer (alt afhængig af hvor lidt jeg har været sammen med andre - desto mere, desto mere kan jeg også være selv) så kan jeg allerede mærke den kolde fobi komme snigende bag min ryg.
Min personlighed og min motivation til at ordne ting som vasketøjet og skraldespanden ryger MEGET hurtigt til bunds. Selvom jeg har været socialt aktivt i månedsvis kan jeg stadigvæk i løbet af meget kort tid komme ned til noget nær baseline med min socialfobi.
Problemet er at min personlighed bliver fordrejet på en negativ måde, når jeg kommer i en tilstand hvor fobien begynder at hive fat i mig. Min kritiske, logiske og rationelle tankegang forsvinder og jeg bliver ligeglad med mig selv samt konsekvenserne af mine ligeglade handlinger. Det indebærer altså at jeg er ved at blive smidt ud af min uddannelse på HTX efterhånden, pga. fravær, samt at jeg stille og roligt ødelægger mit sociale liv på alle fronter.

Jeg vil selv mene jeg er en sund person af natur. Jeg spiser varieret, dyrker håndbold, boksning og løber ofte ude i naturen i det fri.
Jeg tager ingen stimulanser længere og har ikke gjort det i over et år.
Jeg har eksperimenteret en smule med psykedelika for et halvt års tid siden, efter at have sat mig meget ind i det, og jeg føler faktisk kun at det har bidraget til min sag. Jeg er dog ret bange for at gøre det igen i frygt for at min situation skulle blive forværret, selvom jeg er rimelig afklaret med mig selv og mit liv. (bortset fra min fobi)

Det er som om at alle mine sociale barrierer, som jeg har nedbrudt igennem hele mit liv, pludselig blev nulstillet efter min psykose. Man baserer vel sine valg på tidligere oplevelser, gode samt dårlige, og vælger ofte derefter.
Men det er som om at selvom jeg godt ved der ikke sker noget ved at snakke med fremmede på gaden, interaktere med en medarbejder i en butik, åbne munden i klassen, snakke med tøser i byen osv, alle sådan nogen generalle ting som jeg før har kunne gøre, så har socialfobien har lagt en barriere ved alle de her sociale mure som jeg nu skal arbejde forfra med at bryde.
Og jeg siger jer, det er et kæmpe arbejde når ens puls stiger med en fem dobbelt hastighed hver gang man blot overvejer at gå igennem en af murene.

Jeg vil ikke tilbage på de antidepressive for de har ikke gjort en skid for mig i meget lang tid. Det har hele tiden været mig selv der har skulle tage skridtet ud af døren, de antidepressive har måske bare åbnet døren en smule på klem.

Jeg kan ikke leve med tanken om at min fobi stadig kan være ligeså aktiv om ti år, som den er nu, det kan jeg simpelthen ikke.

Jeg har forsøgt at blot "jagte" fobien, altså at opsøge den i stedet for at lade den opsøge mig, men i har ingen anelse om hvor svært det kan være, når den har et tag i en ... Alting virker uoverskueligt og umuligt på den mest komplekse måde. Selv de mest normale og simpleste ting..

Jeg håber virkelig på nogen positive råd som jeg kan bruge konstruktivt for jeg er personligt på bar bund efterhånden.

På forhånd tak for hjælpen.

- Mads.

Hej Mads,
Jeg tror ikke du har det lige så slemt om 10 år, når du allerede er så afklaret omkring din sociale fobi. Mit eneste råd jeg kan give dig, er at aksepterer at angsten er der, så du ikke "hamrer" dig oven i hovedet hvergang den sætter ind. Dette er et ondt angst-loop, som bare forværrer tingene. Istedet så aksepter dit bankende hjerte, tilgiv dig selv for at reagerer så voldsomt, men bliv ved med at opsøge mennesker (altså ikke hele tiden! Nogen gange er det godt at være alene ). Så tror jeg at du langsomt får integreret din angst, så den tilsidst kun vil være lille bitte.

Vi kan alle have lidt angst i forbindelse med social kontakt. Dette er helt naturligt og varierer alt efter ens humør. Men fokuseres der negativt på angsten fordi man ønsker at slukke den, bliver den paradoksalt nok forstærket pga. at man ønsker den stoppet. Start derfor istedet med at aksepter dit væsen nu og her, med alle dets "fejl" og strittende følelser. Se angsten som en naturlig reaktion på en stresset situation der tog overhånd på et tidligere tidspunkt i dit liv (amfetaminpsykosen), og begynd så stille og roligt at behandle dig selv kærligt og medfølende. Angsten er som et lille skrigende barn inde i dig, og små skrigende børn standser man ikke ved at skælde ud og true! Man standser dem ved at vugge dem blidt og tale dem til ro, mens man giver dem forståelse og kærlighed. Sådan gør du Så slapper det væsen af inde i dig, som er angst fordi din opmærksomhed endelig trænger ind i smertens centrum og forløser det i forståelse og tilgivelse.

Hilsen Fanny

_________________
Carpe Diem ~ Memento Mori
Mere rugbrød - mindre LSD! - Velmendende råd til psykedelisk ekstremsportspiller

Kender det godt, har altid haft socialfobi / været depressiv og som Fanny siger så hjælper det meget at accepterer at angsten er der og at det er en del af én.
Men det er godt at opsøge angsten, dog ikke for overdrevet da man hurtig kan ende med at stå og næsten ikk at kunne trække vejret fordi man har gabt over liiidt for meget..

Men det med tanken om at fobien er ligeså voldsom om 10 år hjælper IMO ikke noget, når jeg begynder at tænke sådan starter det somregel en negativ spiral af elendige tanker som tilsidst gør mig så depri at jeg er ved at bryde sammen.

Men ja, det er hårdt, desværre har jeg ikke nogen løsning, ellers ville jeg med glæde dele den.

PT. prøver jeg bare at leve med det.

Har også fået diagnosticeret socialfobi og er pt. i kognitiv behandling, hvor psykologerne netop siger at man ikke skal skubbe angsten væk, men acceptere at man er angst i situationen og alle de negative tanker man tænker ikke behøver være sande. Nu har jeg været i behandling i 6 uger, men synes stadig det er meget svært at tænke:" nu er jeg angst og det er ok" i situationer hvor man er meget angst.