Hej Child of Aum
Jeg har stor kærlighed til dig. Ved ikke hvorfor, men det kan jeg bare mærke. Jeg vil lige prøve at tage fat i noget af det du skriver i denne post. Ikke for at gøre mig klogere end dig, men mere fordi jeg selv fucker up på en næsten tilsvarende måde i øjeblikket. Så det er også til mig selv, det jeg nu skriver. Håber at du kan bruge det til bare et eller andet.
Synes faktisk at det virker som om dit liv er inde på et godt spor. Selvom det er ekstremt hårdt for dig. Og ja, det ville være godt for dig at stoppe med at ryge fed, men først når du er klar til at tage beslutningen. Ligesom du en dag var klar til at stoppe med ketaminen.
Du har jo taget nogle hæftige syretrips. Tænker at nogle af indsigterne derfra måske kan hjælpe dig i din nuværende situation?
Citat:
har fået et par nye venner - det virkelig dejligt - men de forsvinder vel på et tidspunkt - alt andet er fucking forsvundet for mig. Det er det jeg skrev med de guldkorn i "er her bare" - jeg sidder med en spand fucking sand, hvor der hul i bunden og der sgu ikke meget guld i den
Det er jo et grundvilkår ved tilværelsen at alting forandrer sig, flyder hele tiden. Så de venner du får, vil du senere miste. Den kæreste du finder vil du miste og græde over, eller du vil blive træt af hende og selv give slip på hende. Og den depressionstilstand jeg fornemmer du var i da du skrev denne post, vil klinge ud og forvandle sig til noget andet. Det er som om du ikke har accepteret at sådan er det. Men det kan du ikke ændre ved, uanset hvor meget du prøver. Hvis du virkeligt tager det til dig at sådan er det, og sådan vil det altid være, så står du over for et valg. "To be, or not to be" Siger du ja, eller siger du nej til en verden der er på den her måde? Vil du leve eller dø? Det er som om du slet ikke er nået frem til dette spørgsmål, fordi du på et eller andet plan tror at du kan ændre på grundvilkårene. Men det er ligesom at stille sig ud på en motorvej og så regne med at man ikke bliver ramt af bilerne, fordi man synes det er urimeligt. Konsekvenserne er i begge tilfælde smerte eller død.
Men du kan gøre noget andet. Når du er aller længst nede, kan du huske den modsatte tilstand. Huske ekstasen. Og når du er aller længest oppe, når du har fået fat i drømmepigen og i har elsket for første gang, kan du huske på smerten ved at blive forladt. Og ligesom lade de to tilstande smelte sammen. Min oplevelse er at der så opstår en dybde og en glæde på et højere plan. Men også at der er en pris at betale. Nemlig at man må gi slip på sin illusion om hvad kærlighed og lykke er.
Det du siger med at der er hul i din spand, ja sådan er livet. For os allesammen! Og du kan jo også fokusere på at spanden hele tiden bliver fyldt op ovenfra. Nogen gange meget langsomt, og andre gange får man virkeligt meget. Hvis du kun fokuserer positivt vil dit humør ændre sig, og du vil blive "new age" lykkelig. Men synes det er en lidt tom følelse. Det bedste er at rumme begge perspektiver på en gang. Det skaber dybde og trancendes ud af dualitetsplanet. De fleste der har en længsel efter at leve på den måde, lever med mega kriser i deres liv, indtil lidelsen en dag har smeltet deres illusioner. Så du kan også se din livshistorie som livet for en som er kaldet til noget større. Og lidelsen som nødvendig.
Med hensyn til det med ADHD, kan du vælge at se dig selv som offer eller styrende. Du har en givet personlighed, livshistorie, hjernekemi mm. Det kan du enten tage ansvaret for, eller du kan se dig som offer for omstændighederne. Begge dele kan være absolut sandt. Sandheden skaber du selv ved dit valg. Hvis du vælger at være offer er du dejligt fritaget for at gøre noget ved situationen. Du kan slappe af. Men situationen vil ikke ændre sig. Og du vil opdage at du ikke kan være offer uden at blive til bøddel på et tidspunkt. Du bliver pisse sur over at verden ikke vil dig det godt, og så gør du selv andre ondt. Nu er det dig der er bøddlen. Kender du det?
Eller du kan være ansvarlig for din egen situation. Selv når det er allersværest. Og gøre det du føler er det rigtige. Og det kan sagtens være at tage imod hjælp fra andre. Men uden at lade dem tage kontrollen med dit liv.
Jeg siger ikke at du altid, konstant og kun er offer. Men ser at du nogengange har den tendens. Men skal jeg betro dig en hemmelighed? Det har vi alle! Og vi har alle uendeligt stort potentiale og de vildeste positive sider. Og vi har samtidig det mørkeste mørke i vores personlighed. Kunsten er at rumme det, og leve ansvarligt med det. Så forsvinder skammen!
Tænker at hvis du stopper med at kæmpe mod vindmøller. (Erkend og accepter at verden er ubestandig, på en måde meningsløs, du er grundlæggende helt alene o.s.v.)
Og stopper med at skamme dig over dig selv. (Vi er alle stort set som dig, og nogen gange er vi fuldstændigt fucked)
Og vælger at tage ansvar, så er du kommet langt. De første to ting vil frigøre energi. Og det sidste er det du skal bruge energien på: Ansvarlige handlinger.
Og det er dybt uansvarligt at lægge din lykke i hænderne på den pige du nu er forelsket i. Det kan ikke andet end gå galt! Og her er jeg præcis som dig. Jeg bliver ved med at gøre det, selvom det er komplet meningsløst!
Ved godt det er lettere sagt end gjort det her. Men nu har jeg prøvet at beskrive situationen som jeg ser den. Ved ikke om det er nogen hjælp overhovedet?
Kærlig hilsen Felix
