Jeg hiver lige tråden frem igen, da jeg gerne vil dele min egen historie med GHB/GBL-misbrug, som kunne have slået mig ihjel. Men jeg slap heldigvis med livet i behold. Jeg deler min historie, da jeg føler, dette emne godt kunne bruge lidt mere fokus, selvom tråden er dejligt informativ i forvejen. Udover det har jeg vel også selv brug for at skrive om emnet for at komme af med en del af de tanker, jeg har tænkt den senere tid. Det er især fordi, min historie er så klassisk i forbindelse med GHB/GBL-misbrug, men samtidig kunne det have slået mig ihjel. Det giver stof til eftertanke.
Jeg begyndte i starten af året med at lave mit eget GHB. Jeg havde før haft fat i få flasker, og det viste sig ikke at være et problem, indtil jeg selv gik i gang med at lave mit eget. Pludselig falder prisen, og allerede da første forsøg var en succes, startede jeg ud med at hygge mig gevaldigt fra dag et. Jeg kendte udmærket til konsekvenserne af et misbrug heraf, men ikke at det i mit tilfælde skulle blive så alvorligt. I starten holdte jeg små pauser for at holde det på afstand. Men jeg havde gået hjemme i lidt over 3 år på kontanthjælp p.g.a. psykiske sygdomme, og jeg fandt hurtigt ud af, GHB/GBL gjorde mit liv langt lettere at leve. Det var jo et fantastisk medikament, det eneste jeg havde prøvet til dato, der rent faktisk hjalp på min depression og angst med stor succes. Så langsomt overtog misbruget mit liv, da det jo gjorde, jeg kunne nøjes med færre timers søvn end de sædvanlige 10-12 timer. Herudover kunne jeg gå ud af min dør og deltage i forskellige familiesammenkomster og imødekomme mine venners forslag, når vi skulle ud. Jeg havde nemlig svært ved at forlade mit hjem før.
Langsomt steg dosen op til omkring 6-8g GHB pr dosis. Men før jeg nåede op på denne høje dosering, havde jeg allerede været indlagt til afgiftning på det somatiske sygehus op til flere gange. Da jeg først begyndte at mærke abstinenserne, blev jeg virkelig bange. Dette førte bare til, jeg forsøgte at slukke min tankegang og fortsætte med misbruget, jeg selv havde mistet al kontrol over. Jeg forsøgte at stoppe flere gange. Bl.a. ved brug af benzodiazepiner og tildels opioider for at trappe ud af og forsøge at holde mig fra det igen. Til trods for dette faldte jeg gang på gang i igen. Jeg havde det så dårligt med mig selv, da jeg ikke kunne stoppe misbruget, at jeg forsøgte at ignorere det med mere GHB/GBL. På dette tidspunkt havde jeg en del indlæggelser på bagen. Men altid hvor jeg havde opsøgt dem på skadestuen først, da jeg kunne mærke abstinenserne komme. Enten fordi jeg ville forsøge at komme ud heraf, eller fordi jeg af andre grunde var løbet tør.
Dette misbrug stoppede heldigvis for få uger tilbage. Jeg havde siddet hos en god ven og set film hele dagen. Den sidste film, vi ser, påvirker mig gevaldigt. Jeg gik direkte i delirium for første gang, uden jeg havde optaget kontakt med sygehuset forinden. Min ven bemærker godt, jeg var lidt underlig, da jeg gik. Jeg havde set filmen, mens jeg langsomt gik i delirium, og helt glemte at dosere min GHB/GBL. Det ender så med, jeg tror dele af filmen er virkelighed, og at jeg er involveret heri. Med auditive såvel som visuelle hallucinationer. Meget kort fortalt var jeg sikker på, jeg blev jagtet for en grusom forbrydelse, jeg havde gjort. Jeg forventede, at min ven og senere andre venner ville forsøge at slå mig ihjel. Dette ville de gøre ved at indføre en pistol i min mund og skyde hjernen ud på mig. Så jeg forsøgte at flygte, men over alt så jeg mine venner (de af dem, der var involveret) jagte mig. Jeg græd næsten og råbte undskyld og ville væk. I dette delirium fik jeg flere black-out, så resten er historien er bare opsummering af de få glimt, jeg kan huske. På et tidspunkt opdager jeg, dem der vil slå mig ihjel ifølge mine hallucinationer sidder i en bil, og af frygt for at skulle afvente dommen og få blæst min hjerne ud hopper jeg ud foran bilen. Den kom med 50km/t, ramte mig, jeg snittede herefter en anden bil og faldte ned på asfalten. Dette hører jeg ifølge vidner.
Jeg husker ikke meget, før jeg pludselig er bæltefikseret i en ambulance, og politiet har tvangsindlagt mig på røde papirer. Fordi jeg nægtede at tage med ambulancen og helt klart var til fare for mig selv. Jeg troede politiet og ambulance-folkene var med dem, der ville slå mig ihjel. Denne gang forventede jeg, de ville lade dem få adgang til mig på skadestuen og skyde mig i hovedet med et oversavet jagtgevær. Men herefter bliver tilstanden bedre (sandsynligvis p.g.a. medicinering - det hele er ret uklart for mig). Jeg er indlagt på somatisk i 2-3 døgn og får at vide, hvad der er sket og er ganske chokeret. De skruer herefter ned for medicineringen. Jeg beder dem om at give mig mere, da jeg begyndte at hallucinere igen. Men jeg får ikke mere medicin. Den selvsamme aften tror jeg, filmen bliver til virkelighed igen - med mig som hovedperson - dog helt forskruet i forhold til filmens egentlige plot, har jeg nu fundet ud af. Jeg troede sygeplejerskerne, min mor og min fætter, der var på besøg, alle var med. Jeg begyndte at hallucinere kraftigt og hørte stemmer, der bad mig holde op med at snakke om den forbrydelse, jeg troede, jeg havde udført. Men så fortæller jeg om det, sygeplejerskerne går direkte i gang med medicinering. Et forsøg på at slå mig ihjel, tror jeg. Jeg sviner dem til, ser bylder komme ud af kroppen på mig og er sikker på, de har forgiftet mig. Jeg var på isoleret stue, forsøgte at smadre vinduet med knyttede næver uden held. Men efter et stykke tid lykkes det mig at flygte fra den isolerede stue. Hvordan aner jeg virkelig ikke. Jeg råber om hjælp, da jeg tror det blot er sygeplejerskerne og min familie, der forsøgte at afslutte mit liv, da jeg fortalte om 'hemmeligheden'. Jeg smadrer nogle ting under min flugt. Jeg forsøgte at smadre vinduer, så jeg kunne hoppe ud af dem og mit lig ville blive fundet, og verden ville vide om de ting, der foregik på sygehuset. Men da ingen reagerer på mine råb om hjælp, tror jeg hele sygehuset er imod mig.
Det hele ender med at to portører får godt fat i mig og tager mig tilbage til den isolerede stue, hvorefter de giver mig mere medicin, som jeg bare tror er gift - og denne gang tilføjer anti-psykotika. Pludselig 'vågner' jeg op og finder ud af, de bare har forsøgt at hjælpe mig, og jeg får det virkelig dårligt med mig selv. Senere bliver jeg overført til en lukket psykiatrisk afdeling og herefter til en åben, for herefter at blive udskrevet og komme hjem i godt behold med medicin.
Så i alt førte mit GHB/GBL-misbrug til 8 indlæggelser, hvor den sidste let kunne have vist sig at være fatal. Det får mig selvfølgelig til at tænke en hel del over hændelsen og livet i al almindelighed. Den dag i dag har jeg været ude af misbruget i nogle få uger, og har fået den hjælp, jeg havde brug for. Jeg har nu ingen planer om at drikke en enkelt tår GHB/GBL igen i mit liv, og har sagt ja til et tilbud vedrørende misbrugsbehandling.
Min historie ender heldigvis godt, men det kan der sikkert være flere, der ikke gør. Så derfor hev jeg tråden op igen og delte min egen historie.
GHB/GBL-misbrug er nemlig slet, slet ikke for sjov. Det er ganske alvorligt!
|