Vil gerne dele denne historie med jer, håber I kan bruge den til noget, evt. komme med gode råd, jeg ved ikke helt om jeg griber situationen rigtigt an. Historien har ikke noget med psykedelika som sådan at gøre, jeg overvejer faktisk at skrive til netdoktors forum også. Dog er der nogle ting, som jeg tror kunne have almen interesse (ang. psykisk sygdoms rædsler + farmaceutvirksomheden Eli Lillys markedsføringsmetoder f.eks.).
Et nært familiemedlem X blev for nogle år siden frivilligt indlægge på en psykiatrisk afdeling i en måneds tid. X er først i 50'erne og enlig med to voksne børn. Grunden til indlæggelsen var at X gennem nogle år havde lidt af en depression som langsomt var gledet over i over i slem paranoia ("alle holder øje med mig, vil mig ondt"). Led samtidig af spiseforstyrrelser der forårsagede et voldsomt vægttab. Et psykoselignende anfald ("hørte stemmer, så ting der ikke var der") fik X til frivilligt at indlægge sig.
X blev diagnosticeret som skizofren og paranoid og kom i terapeutisk og medicinsk behandling. Den første medicinering husker jeg ikke, den havde ikke den ønskede virkning, den nuværende er Cipramil (SSRI mod depression) og Zyprexa (olanzapine, anti-psykotisk). Terapien og medicinen havde god effekt, X slap af med den sygelige paranoia og oplevede ikke flere psykoselignende tilstande.
Det har været ekstremt hårdt at være pårørende og se nogen man elsker lide så meget. Selvom jeg altid har været interesseret i psykologi, psykisk sygdom osv. var der absolut intet "spændende" ved at overvære dette. Det tog fuldstændig den mystik og spænding væk, som jeg nok havde forbundet det med førhen. Det var bare sorg og smerte.
Derfor var det en stor lettelse at se, at medicinen og terapien hjalp X tilbage til en bedre tilværelse, hvor X igen kunne færdes blandt andre uden at fatte mistro til dem. Jeg har været i kontakt med lægen, der har fortalt at X muligvis skal blive på medicin resten af livet.
Og dermed kommer vi til bagsiden af medaljen. For Zyprexa har altså bivirkninger, der allerede nu efter et par år kan ses tydeligt. De fysiske bivirkninger er "tardive dyskinesia " altså ufrivillige bevægelser (rysten med benene f.eks.), tørhed i munden, hvilket igen giver nogle mærkelige manerer som man ikke kan overse. Der er en hel række bivirkninger, som man kan forsikre sig om ved at læse på WIKIen f.eks.
Den mere subtile, men det som faktisk er værst, er apatien. X er også godt selv klar over det - "føler det som at være i en boble". Jeg mærker det bare - meget kort sagt - som om X har fået bedøvet en del af sin personlighed, en del der handler om empati, åndelighed/spiritualitet (som før lå X utrolig meget på sinde) og humor. Jeg er alt for forudindtaget i denne sag til at bedømme om det rent faktisk er medicinens skyld eller blot en trist, naturlig personlighedsudvikling der er tale om.
Jeg er i tvivl om hvordan jeg skal forholde mig nu efter at have læst om de grelle bivirkninger og de klamme ting der foregår nogle steder i farmaceutindustrien. Eli Lilly har bevidst skjult deres viden om Zyprexas bivirkninger for offentligheden og de praktiserende læger. (
http://en.wikipedia.org/wiki/Eli_Lilly_Controversy). Jeg har fortalt lidt om det til X, men vil selvfølgelig ikke forurolige. Jeg synes at det virker underligt, at X skal fortsætte med dette voldsomt virkende stof resten af sit liv? Jeg kan ikke fatte, hvorfor man ikke har programmer med "nedtrapning" hvor man efterhånden kommer af medicinen? Selvfølgelig skal man ikke risikere tilbagefald, men min umiddelbare fornemmelse for hele X's situation er, at det X oplevede var en midlertidig krise med fysisk og psykisk nedtur, som X nu er ved at være ovre. Næste mål må da naturligt være at forsøge at genetablere en "naturlig" bevidsthedstilstand med det rette mix af neurotransmittere - uden daglige doser af antipsykotika. Er det mig der er naiv, eller er det ikke det menneskets organisme er specialist i - hvis blot man giver den tid, plads og tillid?
Jeg opfatter lægernes planer om livsvarig medicinering som en falliterklæring, en manglende tiltro til at individ kan rejse sig efter en krise. På et tidspunkt fik X også søvnproblemer pga. medicinen - så blev der bare smidt lidt sovepiller oven i hatten. Nu har de givet deres diagnose hvortil man slår op i sit leksikon og finder en passende medicinering, vupti thats it.
Det skal siges at jeg har kendt X hele mit liv, X har været i stand til at opfostre to børn, passe arbejde mv. Har allerede skrevet en halv roman, stopper nu, skriv hvis I har erfaringer med eller ideer til at tackle sådan en omgang...
Log ind
Tilmeld
OSS
Søg
