Psychedelia.dk

Tja......!!!!!!


Hvordan starter man bedst en sådan speciel tråd, om ens liv, hvorfor er jeg hvor jeg er og ham jeg er..?!

Jeg har besluttet at ville starte denne tråd med et par korte indlæg for ligesom at komme igang. Og så tage den derfra...

Meningen med tråden: kommer

NB. Internet er frameldt pr. 1.1 så derefter vil der være længere mellen mine indlæg..

OK, så starter vi..............



Jeg er over 30, flere gode uddannelser og en IQ de fleste drømmer om... Niiiice skulle man jo tro, men livet er ikke så lige til.....

For ca 10 år siden blev i forbindelse med en depression klar over at jeg har en psykisk sygdom som hedder "skizoid personlighedsforstyrrelse"... Ikke at det har gjort det nemmer, men nå er der da en forklaring på alle de problemmer jeg har (haft) i mit liv...

Jeg har hele min barndom op til jeg var 12 år haft voldsomme problemer med maven og dermed også at spise alm. Ved et tilfælde fandt de ud af 12 cm af min tyktarm var dødt væv, hvilket var skyld i den kronisk forstoppelse. jeg kan egentligt ikke huske ret meget fra de 12 mdr det kostede mig på 4 forskellige sygehuse, udover episoder der ikke er rare at tænke tilbage på. Kan være det lyder groft men jeg ser det som overgreb på mig. blev mod min vilje bla fastspændt til en gynokologseng mens der blev udtaget prøver at tarmen mens 5-6 læger osv står og snakker i munden på hinannden.

Og hvorfor skal I så vide det...!!

Når jeg efterrationalliser ender det hele ved den periode af mit liv. det var derefter jeg startede med at smugdrikke af bla. madsherry´en lidt når jeg havde det xtra skidt. det var meget hårdt at komme tilbage til skolen efter at havde været væk i næsten et år, men slap dog for at gå om... mobningen tiltog til en grad jeg ikke ønsker mine fjenders børn og bestod at daglig bank, ødelæggelse af cykel, bøger og tøj.....

Efter to i helvedsskolegård gik jeg ud af 8. klasse og kom med i en forsøgsklasse for vansklige elever. Et halv helved for vi var kun 8 elever så ikke så mange til at banke mig... men de fik mig da til at komme ind på EFG indenfor jern og metal. det var faktisk første gang jeg oplevede at få ros at mine mine medelever.

sidenhen blev jeg uddannet som håndværket og have et par ok år men det var ikke nemt med mine kollegaer. Det væreste var når der var frokost og skulle spise samen med dem. Igen vender problemerne tilbage med at spise (har sidenhen fundet ud af at der er normalt for personer med socialforbi, da de ofte føler sig forsvarsløse i den forbindelse da man ikke bare kan gå fra bordet). Uheldigtvis bliver jeg ramt af kyssesyge og bliver ekstremt syg. Ligger i senger i 14 dage med 40 i feber men begynder at komme mig igen da jeg skal indlægges så slipper for sygehus, men det kostede lige 11kg i vægt (var på 49kg) og det tog mig næsten to år at komme op på 60 kg igen. Men jeg måtte ikke drikke i et år og det var der jeg stifte bekendskab til tjald for alvor.

Totalt afkræftet var det sgu en fed støtte og efter det år røg jeg faktisk ikke i flere år men havde (måske desværre) fået rigtigt gode venner inden for det krimminelle miljø.

Depresionnen 92

Min daværende kæreste gennem 3 år kommer hjem fra natarb og siger at hun flytter hjem til de gamle igen, hun syntes ikke det går godt............... Og jo det gik ikke godt, hun ville have børn og jeg følte mig ikke klar endnu....

Bliver arb-løs efter et par mdr og får sort "arb" hos en kammerats fars bekendt. skal holde hans pothave mens han er inde at sidde 3 mdr mod at få 10%. Da han kommer ud skal vi til at høste og da det meste er i hus går han amok skidefuld og truer mig på livet, så det ender med at jeg bare tager en sæk med og vi aftaler at vi er kvit......

Så står jeg i en mega depression med lidt ovet et kg pot og gæt hvad der sker det næste år... Ikke en skid......... Udover flere bekendte fra det "hårde miljø".

Orker ikke lige at skrive mere pt. Ved at det ikke hænger sammen, men er total forviret for tiden og det bærer indlæget præg af. Og stave fejl, dem må i bare leve med

Det lyder hårdt. Er ked af at høre, det er gået sådan.
Men jeg har lidt svært ved at finde ud af, hvad du prøver at sige med dit indlæg, så jeg håber, du vil skrive lidt mere om, hvordan det går nu osv.

Venlig hilsen
TheBo

Det er ikke fordi jeg prøver at sige noget, så kunne jeg jo bare gøre det. Nej det er vel mere fordi jeg igen sidder i en mega depression og føler at jeg skal af med noget luft og så også for at fortælle min historier og håber at den måske kan være lidt til hjælp for dem der føler de har det som jeg har haftog har det lige nu.

meget af det jeg har læst herinde er jo bare ligegyldige kommentarter og hvis der skal være lidt HR over det så er der jo nogen der skal ofre sig. og med den viden/erfaring jeg har på bagen syntes jeg jeg har noget at byde på...... eller hvad..??!!

Jo.. men det er jo ikke stoffer der har skadet dig? det lyder mere som om det bare er en hård opvækst.. og det er der vist ingen HR imod..

Der tager du fejl. Det er bl.a. et spørgsmål om politisk vilje.

Det er sgu et hårdt liv, du beskriver. Får du noget hjælp til at forstå, håndtere og medicinere din diagnosticerede sygdom(me)? Taler du med nogen om dine problemer?

For mig at se skriver du kun del halvdel der IKKE vedkommer psychedelias brugere.
Du kommer til problemet, og stopper.

Jeg ved det er hårdt, og du ikke kan få dig selv til at sige det, men hvis du skal hente hjælp her, så må du åbne lidt mere op..
Er sækken tom, eller hvordan står det til?

flex han skriver netop "Orker ikke lige at skrive mere pt." .

Det lyder lidt som om at det kunne være dit hash (mis)brug som gør dig initiativløs, og dermed forstærker det din depression. Måske skulle du forsøge at holde op, eller evt prøve at få noget professionel hjælp. Selvom hashen dulmer dit sinds smerter, så kan den godt hylde dig ind i vat, så du ikke orker at forfølge dine drømme og planer i den fysiske verden, og så er det en ond spiral du er røget ind i.
Du skriver også at din omgangskreds består af kriminelle og andre hashrygere. Hvis du skal ud og søge andre mennesker, nytter det heller ikke at du er konstant skæv. Så får du aldrig taget dig sammen til, at snakke med andre end dem som er lige så skæv som dig.

En hård barndom kan også tages som en livsopgave -en udfordring. Tænk over hvad som gik galt, -gå ind i smerten og skammen, som stadig bor i dig, og bare VÆR i den. Det er svært at ændre et livsmønster hvis man ikke tør træde helt ind i det og forstå det.

Jeg tror der venter dig et hårdt arbejde, hvis du vælger at rejse dig op af den sump du er i nu, men jeg håber at du synes livet er det værd og at DU er det værd.

Jeg ønsker dig alt mulig held og lykke med dit liv.

Hilsen Fanny

_________________
Carpe Diem ~ Memento Mori
Mere rugbrød - mindre LSD! - Velmendende råd til psykedelisk ekstremsportspiller

Det med diagnosen af at du har en personlighedsforstyrrelse, synes jeg virker lidt utydeligt. Fra det du skriver og også det at du skriver herinde synes jeg ikke virker som en person der skulle have en skizoid personlighedsforstyrrelse, der typisk viser sig i at man isolerer sig socialt og er følelskold, dvs. hverken udtrykker følelser eller er i stand til at sætte sig ind i andres følelser. Desuden er man ligeglad med at få kritik og ros, som også ligger lidt i det føleleskolde.

Jeg synes ikke du skal lægge alt for meget i at andre "stempler" dig, altså at læger/psykiatere sætter dig i en bås, hvor du er "skizoid personlighedsforstyrret" og derfor på forhånd er frataget en masse menneskelige egenskaber. Selvfølgelig vil man gerne have en forklaring på, hvorfor man har det som man har, men det skal jo netop ikke være en undskyldning, hvor man bare siger "nåh ja, men jeg er jo psykisk syg, så det er derfor jeg har det som jeg har".

Det kunne godt lyde som om du har noget der minder om socialfobi, men ligefrem at kalde det en personlighedsforstyrrelse synes jeg er lidt voldsomt. Men nu har jeg kun læst dit ene indlæg her, så det kan jeg selvfølgelig ikke vurdere helt præcist, for ikke at tale om at jeg nok ikke er kvalificeret til at sige noget om den slags. Men jeg forsøger nu alligevel at udlægge mit indtryk af sagen...

Det lyder snarere som om dine problemer i barndommen med mobning osv. har gjort det svært for dig at knytte dig til andre mennesker og derfor automatisk har en lidt fjendtlig holdning til dem. Du føler måske også tit at andre "vurdere" dig, f.eks. når du sidder og spiser sammen med andre.

Hvad angår dine depressioner kan det selvfølgelig have mange årsager, men nogle af dem kan meget vel være hashrygning og ikke mindst din sociale isolering. Det er som regel en dårlig cocktail.

Hvis jeg kan give noget råd er det for det første at droppe hashen (hvis du altså stadig ryger) og så søge en psykolog der kan hjælpe dig med at sætte din barndom og dine sociale konflikter i et nyt perspektiv, så du kan få lyst og energi til at komme videre i livet. Det ville måske også være en hjælp at starte på noget antidepressiv medicin - ihvertfald i en periode.

Jeg vil ha en forsettelse på historien
blev helt opslugt i hvad jeg læste også sluttede han og skrive

GL til dig min ven

Ja så prøver jeg igen og ser om jeg kan få nogle af min forviret tanker nedskrevet...

Jeg takker for svarende men går ikke i dybten med svar da det bare vil forvirre mig mere end jeg er.. sorry

Selvfølgelig har jeg søgt hjælp og fået den hjælp det etableret system kan byde mig. men de har opgivet mig og har fået at vide der er ikke mere de kan gøre.... hmmmmm, tænker man så...

jeg har haft psyakitratier, psykoterapi hverdag i 6 mdr, og flere psykologer ,fået div medicin, alle uden virkning (på nær bivirkninger såsom tabte plumber, voldsom rysten, sov 15-18 timer om dagen, diare og taleforstyrelse). dog kan jeg bare gå til min læge og få nervepiller og sovemedicin, men med mit alkohol forbrug er det ikke smart og bliver total zombi af de piller og så sker der da bestemt ingenting i mit liv så dem har jeg droppet for år siden....

istedet for har jeg valgt at selvmidicinere med med efedrin imod min læges råd, men det virker og har næsten ingen bivirkninger. og det kører nu på 4 år (måske 5). det har taget langtid at finde ud af en optimal dosis da kroppen først skulle vænne sig til det hverdag, lidt som med lykkepiller. startede med 20mg om morgenen men er så stille nedsat til der ikke var bivirkninger og er nu på 4,5mg men tager det kun hvis jeg skal noget. jeg får ikke et kick ud af det men det giver lige det overskud der skal til for at jeg kan overkomme det jeg nu skal, værende arbejde, møde eller bare være social.

lægen har sagt til mig at mine recepter langsom nedbrydes pga efedrinen men føler ikke jeg har et valg, hvis jeg også skal ha skyggen af et liv. hvordan tror I ikke det havde set ud hvis jeg havde været på nervemidicin i den tid i stadetfor. så havde jeg da helt sikkert ikke fået den sidste uddannelse..

desværre koster det osse at tage efedrin, den energi jeg får ekstra skal også betales tilbage igen. så jeg har brug for min 10 t søvn dagligt. 8t nat og så en lur om eftermiddagen.

mit hash(mis)brug er efterhånden relativt lavt men har været meget højt. jeg ryger ca 15g pr mdr hvilket ikke er meget med stadig dagligt jeg går med planer om at prøve at stoppe når jeg ligger mit liv om pr 1.1 (har afmeldt tv og internet og begynder at løbe 10 km hverdag igen) men ved at det ikke bliver nemt så har allieret mig med en rigtig god venninne..


ALLE DE ANDRE STOFFER.....

ja der er jo mange af dem og jeg har da også prøvet en del må jeg sige, lsa, giftsalat, div natskygger i små mængder, speed, coke, meth, efedrin, 5meomdmt, 5meodipt og den vildeste skunkhash til 1000 kr/g
men det er ikke noget jeg gør meget i mere, kan ske jeg tager en bane speed måske 3 gange om året, men tager svampe med jævne mellemrum. oftest tager jeg meget små mængder (1/4-1/2g) for dermed at stresse af og ligesom nulstiller hjernen igen føler jeg. men det skal være planlagt og jeg må helst ikke have drukket før, ellers kan jeg ikke styrere tankerne i en positiv retning..

god jul til jer alle

Jeg er rigtig ked af det på dine vegne

Du har klart brug for at komme videre i livet og du har lige taget første skridt ved at lægge alle dine tanker herud på psychedelia.

For det første synes jeg at du skal holde inde med alle de stoffer der giver risiko for derpression og så skal du være god mod dig selv.