Psychedelia.dk

Ja, fobier kan afhjælpes og måske endda kureres med gradvis eksponering for angsten, men sådan er det ikke altid. Du drager en parallel imellem dig og Opis (og andre mennesker generelt?), der overhovedet ikke holder vand.

Du ved ikke (ligesom ingen af os andre gør) om Opis i en senere alder rent faktisk vil få en diagnose som er væsentligt sværere end en socialfobi og om hun har haft det hele tiden. Du ved heller ikke om dit eget lort en dag vokser dig over hovedet og du udvikler endnu værre problemer, der ikke bare ordnes ved at tage sig sammen. Sker det vil du formentlig ikke være så smart.

_________________
The punishment of desire, is the agony of unfulfillment.

Most of the physical world is unseen.

Gir dig helt ret.. at begår selvmord er ikke ligefrem svært...
Det da bare at hoppe ud fra møns klint eller noget i den stil.. så overlever man ikke og man ka være sikker på en hurtig død ved et hovedspring.
Selvmordsforsøg er et råb om hjælp, eller manglene viden om hvordan et menneske dør

Det lyder som om du har det ad helvede til og har ondt i røven... Man kan næsten høre din klynken mellem linjerne...

_________________
The punishment of desire, is the agony of unfulfillment.

Most of the physical world is unseen.

det er utroligt at du kan føle dig så stødt over at jeg kommer med nogle konstruktive forslag til selvhjælp. jeg får af vide at jeg sparker på en der ligger ned. jeg ber bare vedkommende om at rejse sig.

det Opis giver udtryk for er at ingen forstår hvor dybt nede hun er, så lyder det som om hun ikke kan forestille sig nogen vej tilbage. det duer ikke at bruge det som en undskyldning for at lade stå til, at man er så meget længere nede end alle andre, for man kan altid komme længere ned og der findes andre som har det endnu værre. jeg har nok ikke stået Opis situation, men jeg har mærket en udvikling i den retning, som jeg heldigvis fik stoppet og vendt så jeg er for opadgående igen.

Jeg synes det er godt, at det virker for dig - ubetinget.

Mennesker har bare forskellige forudsætninger og derfor kan det hurtigt komme til at lyde højrøvet når andre gør sig kloge og måske forsimpler situationen. Den eksistentielle analyse med fokus på individets eget ansvar ser ikke ud til at virke på alle mennesker og endnu mindre, hvis vi taler om psykiske lidelser. Personlighedsforstyrrelser og generaliseret angst er for eksempel svære at behandle med terapi og selvhjælp, selvom de efterhånden ikke anses som svære lidelser af "systemet", trods deres til tider invaliderende konsekvenser.

Blandt stofbrugere/misbrugere er det meget normalt at der ud af en gruppe, vil være nogen der senere bliver diagnosticeret med en personlighedsforstyrrelse af den ene eller anden art. Den kan for eksempel vise sig ved impulsiv eller risikobetonet adfærd og derfor vil den diagnosegruppe være overrepræsenteret i stofmiljøer ift. i resten af befolkningen, ligesom der også er en del andre lidelser der øger risikoen for misbrug.

Herinde er der formentlig adskillige, der ikke engang ved det endnu, men som senere vil opleve at få en diagnose og måske noget af forklaringen på hvorfor de altid har haft svært ved at have stabile sociale relationer, haft misbrug, svært ved at passe arbejde osv. Borderline er en af diagnoserne, men også narcissistisk personlighedsforstyrrelse og den dyssociale personlighedsforstyrrelse er relevante i den sammenhæng. Yderligere er der jo de forskellige angsttyper, eksempelvis generaliseret angst. Ofte vil de mennesker også lide af tilbagevendende depressioner, fordi de fucker deres liv op. Ultimativt kan det ende med selvmord og det ses jo også fra tid til anden...

_________________
The punishment of desire, is the agony of unfulfillment.

Most of the physical world is unseen.

Ja det viser så bare hvor lidt du har forstået og hvor meget du tror forkært.
Maniodepressaiv, nu kaldet bi polar, er rent faktisk en af mine diagnoser, sådan set en af de nyeste og mest holdbare jeg har fået.
hvis du vil vide hvad jeg fejler kan du spørge i steden for at gætte. Hvilket sådan set er godt at vide når du vil til at antage ting omkring min person.
På papirene har jeg asperger syndrom, det er jeg født med.
I 4 års alderen havde jeg et åbent kraniebrud og defra en efterføljende hjærneskade. Den kan man ikke gøre noget ved.
Så er jeg bi polar med mest udsving i den deprasive del af den.
Som føljjesymtomer til min asperger har jeg udviklet angst og deprasive tendenser på grund af socialt belastende situation.
Dersuden har jeg en piskesmældlession, som giver rygproblemer, hovedpine og koncentrationsbesvær.

Jeg klarede mig med mine brister indtil angsten tog over og jeg hendvente mig til komunen for hjælp inden det gik helt galt. Men de ville ikke høre på mig og troede mig ikke når jeg fortalte om hvor vi havde brug for støtte henne. Ej heller troede de på mine vanskeligheder for jeg havde ingen papirer på noget, de havde ikke været nødvendige for mig, for jeg klarede mig.
Der er ikke mange der kan leve et normalt liv med den hjerneskde og den grad af asperger som jeg har. Men jeg har klaret det da jeg ikke er dum i mit hovede. Alt som er normalt har jeg kunne lære mig selv. Jeg har lært mig meget om socialt samspil. Bygget systemer for mig selv så jeg kunne komme afsted til de ting jeg skulle og holde styr på mine ting og hjem. Alt virkede og jeg havde er rimeligt godt liv.

Bare det at du siger at du har det bedre når du har trodset din angst viser at du ikke aner hvad angst er men blot har en alm frygt for tingene og at du ikke er andet end en pivskid.
Ved angst er du totalt udmattet fysisk og psykisk og det er det der gør det svært at skulle gøre tingene igen og igen som man er bangen for, for man ved hvodan det drener en for energi.
Når jeg har brugt en normal dag med ungerne hvor jeg ikke tage hensyn til min angst og bare gør ting, så ligger jeg og tuder i 2-3 dage.
Ingen lykkefølese og ingen rus kun overtagelse af mørke tanker og deprasive tankemønstre.
Det er angst og ikke bare alm frygt som man kan overvinde og få lykkefølse ud af og et sus af adrialin. Angst er ødelæggende og ikke opbyggende, derfor er det værste angsten for angsten for man ved hvad der sker når man udsætter sig for angstprovokerende hverdagshandlinger.

Er fuldstændig enig Opis, ægte angst er sindssygt ødelæggende og vil ikke ønske det for min værste fjende.
Hash har givet mig slem angst, og derfor har jeg mistet læreplads og næsten færdig uddannelse, kom så på sygedagpenge og nu bistandshjælp.

Har været på kognitiv adfærdsterapi og er på lykkepiller men lige lidt har noget af det hjulpet, eller måske en smule med adfærdsterapien.
Nu skal jeg på endnu et ophold hvor jeg skal lære at overvinde angsten for angsten, og håber satme det hjælper for ellers kommer jeg fandme ikke ret langt i mit liv.

Hvor er jeg ked af at høre at det ikke har fungeret for dig, men det er desværre noget man tit ser indenfor angst. At det er meget svært at behandle og kræver mange resurser at behandle folk der er kommet så langt at de har fået angst for angsten.

Nogle gange kommer man længst hvis man lærer at acceptere at det er en del af en og lere at leve med det i steden for. Meget af terapien går ud på at lære folk at komme af med dangsten, hvor man burte at have lidt fokus på hvordan man lever med angsten. For indtil terapien hjælper har man stadig angst og terapi ofte er langvarig og nogle gange et livsforløb. Folk med selvtillid har det bedre og man har det bedre hvis man kan have et rimeligt accepteret liv.
men som det er i dag skal angste folk kæmpe en kamp først for at komme i terapi og for at få lov til at beholde den på grund af ustabilt fremmøde og andre faktorer som tager meget energi fra en så som alm husholdning, indkøb, buskørsel og andre hverdagsting man bare skal. For vi får ingen hjemmehjælp eller nogen form for hjælp, selv om det er tydeligt at vi har brug for det. Dem der er heldige får en bostøtte der gider at handle for en og sørge for at breve og sådan noget kommer afsted og at regningerne bliver betalt til tiden.
Alt er hele tiden kaos rundt omkring en for man aldrig får gjort alle de ting man bare skal og så skal man samtidig klare alle kravene komunen stiller til en. Så var man ikke ødelagt da man fik angst så bliver man det sataneme når man får angst for angsten.

Jeg håber fro dig at du får noget ud af dit næste ophold og at du får dig et liv du kan holde ud.

Tak for dine guldkorn, Opis.

Du har 100% ret i alt hvad du siger, og ja det er sindssygt hårdt - alting.
Som det står lige nu så er det fandme slemt, men ser stadig positivt på tingene og er ikke _særlig_ depressiv, selv om det sq bliver sværere og sværere at holde gejsten oppe.
Dog hjælper det at selv-medicinere (min læge vil ikke udskrive en skid), så man finder pludselig ud af hvor mange ting der hjælper mod angsten, de er dog desværre alle afhængighedsskabende. Derfor bliver man nødt til at holde pause med det ene som hjælper på angsten, og straks skifte til et andet middel, for derefter at stoppe med det og så skifte tilbage til det gamle middel. Det er trættende, men jeg føler det er nødvendigt for ellers så kommer jeg fandme ikke videre, og jeg gider ikke opgive at besøge venner, gå til fest og ordne alle de ting jeg kunne før angsten - for så bliver jeg sku først deprimeret hvis jeg skal opgive alle de ting, eller føle mig pisseangst ved at gøre dem.

Dog holder jeg gejsten oppe og vil kæmpe for at det bliver bedre (uden angstdæmpende midler), men det bliver fandme ikke på egen hånd - lige i første omgang. Hvis samfundet først giver op og vil have mig på førtids-pension, så bliver jeg desværre nødt til at kæmpe med det på egen hånd, og det må jeg så gøre, for jeg ønsker ikke at have så nedsat livskvalitet bare fordi jeg har røget mere hash end jeg kunne tåle i mine yngre dage.

Dog svinger det en del og jeg har da gode perioder

ok, point taken. det var bare mest din sociofobi som der blev fokuseret på, samt at du sagde at dine bedste dage var andres værste, hvilket ikke leder tanken hen på maniodepressivitet.


hvorfor er det lige præcis at jeg er en pivskid? jeg gider ikke rigtig sidde og battle om hvem der er mest fucked up. jeg vil dog lige sige at netop exposure (mødet med den angstprovokerende situation) er meget andvendt til fobier, deriblandt sociofobi, som et led i kognitiv-behavioristisk behandling. hvilken behandling har du da fået? den måde du omtaler din tilstand på, får det til at lyde som om du helst vil ses på som uhelbredeligt syg, og en som ikke kan hjælpes på nogen måde.

Med det system vi har i dag, så er jeg uhelbredelig syg.
I virkeligheden er jeg syg af systemet, da mine "brister" er en del af min personlighed som ikke passer ind i systemet og det bliver man syg af. Så så længe systemet er sådan så er jeg uhlbredelig syg. men på et tidspunkt vil det forhåbenligt blive accepteret at alle ikke er ens og nogle er mere uens end andre.

Du er en pivslid når du gemmer din alm frygt ba det her "så har jeg et medfødt handikap, der gør socialt samvær lidt akavet, og deraf har jeg også sociofobi i mildere grad. jeg får ikke fysiske symptomer, men jeg er ret undvigende. når du siger at "vores" dårlige dage er dine gode, har du så tænkt på hvorfor det forholder sig sådan. jeg har oplevet på mig selv at jeg har det bedre efter en dag, hvor jeg har trodset det instinkt som fobien har plantet i mig, nemlig at undvige." Det har intet med angst at gøre. Det er blot en pivskid der behøver undskyldninger for ikke at gøre det man er bangen for. Ligner mer socialforbi for dovenrikker...
Gå ud og trods din frygt hver dag, så har du det godt hver dag.. hvor svært kan det være bitte pus...du kan jo helbrede dig selv på den måde og blive lykkelig hver dag indtil du ikke er en pivskid og dovenrik længere..

Noget siger mig din du bør lukke(!) og sætte dig i hendes situation, hvis du altså har intelligens til det..

Jeg prøvede i starten, men hendes mangel på taknemmelighed og meget andet har bragt mig en del ud af kurs.

Okay, lader være med at udtale mig mere - kender ikke forholdet/problemet mellem jer to.

Jeg synes også den her diskussion er kørt af sporet og vil foreslå at der oprettes nye tråde i medaljens bagside, hvor enkeltpersoner kan få vendt deres problemer.
Så kan det være vi kan komme videre med en diskussion om det sociale system i DK.

Jeg synes det er langt ude, at det her bliver til en diskussion mellem enkeltpersoner om hvem der har det værst. Det er aldrig rart at slås med en psykisk lidelse, heller ikke en socialfobi og at kalde folk for pivskide fordi de har socialfobi samtidig med at man fremhæver sine egne problemer er mildest talt ikke særlig sympatisk.

_________________
The punishment of desire, is the agony of unfulfillment.

Most of the physical world is unseen.

Sorry, jeg har ikke meget sympati for personer som siger at man bare skal tage sig samme, sparke sig selv i røven og komme igang.
Det er hån og nedsættende.
At personen så siger at hun lider af en fobi på grund af socialangst i lættere grad og at hun får det godt af at trodse den, så hænger det ikke sammen. For har man en fobi får man det i bedre hvergang man trodser den. Man tår det ad helvede til. Så det er ike andet end alm frygt og det skal vi alle trodse hver dag.
At hun så sammenligenr vores situation oveni og siger at jeg bare bør tage mig sammen så skal jeg nok få¨det bedre, så er det fis i en hornlygte.
Jeg har forstået hende og kan sætte mig ind i det for jeg ved hvad fobi er og hvad der er alm frygt. Hun kan ikke sætte sig ind i hvad en fobi er da hun tror at alm frygt er fobi.
Jeg siger ikke at jeg har det værst eller noget, jeg skidserer hvad jeg går i gennem på grund af systemet og hvordan det har ødelagt mig oveni alt det andet.
Det er på grund af personer som booty der at ingen tør at komme frem med deres angst problemtikker. Ja, vi forstå jeg har også svært, sådan og sådan skal du gøre og så bliver du rask, for det gør jeg når jeg får angst. men disse mennesker aner ikke hvad angst er og ser ned på os andre for at vi ikke bare kan tage os sammen. Det er et stor problem og derfor bliver det ved med at være et tabu at man har angst og hvad angst virkelig er.
En af cirklerne som skal brydes for at angst kan blive forstået er grænsen mellem frygt og angst.

Citat fra netpsykiater:
Når man bliver angst, bliver man anspændt, får uro i kroppen og hjertebanken. Der er en glidende overgang mellem frygt, nervøsitet og angst.
Angst er en ubehagelig følelse af at der er fare på færde, uden at der behøver at være det, og ofte uden at man ved hvorfor man er angst.
Frygt er derimod en følelse, man får, når man kender grunden til den og vurderer at der reelt kan ske noget farligt.
Nervøsitet er en følelse af usikkerhed, mindreværd og angst eller frygt for at man ikke kan leve op til sine egne eller andres forventninger.
Udtalt angst eller nervøsitet er sygdomme, mens frygt er en hensigtsmæssig reaktion som skal forhindre at man kommer til skade.

Link til citat så du kan læse resten om hvad angst egenlig er og hvad frygt er.
http://www.netpsykiater.dk/Htmsgd/angst.htm

Det var også det jeg mente med job-eksemplet som massage-pige; hvor går grænsen for hvad man må forlange af folk før man nægter dem social-hjælp (iøvrigt en meget typisk brugt trussel er mit indtryk. Ikke ligefrem motiverende for godt samarbejde at ha' hængende over hovedet hele tiden)

---

Job som massage-pige er et legalt og udemærket job, men kontroversielt. Det er et job som nogle ikke ville ku' acceptere, mens andre synes det er fint nok.

Og ka' man sige nej til 1 job, så ka' man jo godt spørge hvorfor nogle legale jobs må nægtes mens andre ikke må. Hvorfor må man feks ikke sige nej til de aktiverings-job's kommunen forlanger man ska' ta'? Og hvis man ikke må sige nej til kommunen's aktiverings-job's, hvorfor må kommunen så ikke tvinge folk til at ta' job's som prostitueret?

Hvem trækker den grænse?








Ja, det er ret kedeligt at læse de der Uforstående person-angreb
Men om ikke andet, så viser det dog klart at der findes frustrationer der ikke pt bli'r løst, og at der derfor er plads til forbedringer i systemet. Så at systemet fejler er blevet gjort meget tydeligt.

Faktum er at nogle folk sidder i en mental kørestol der er ligeså Umulig at rejse sig fra som en synlig kørestol.
Og den forståelse findes bare ikke hos en del mennesker. Man ka' ikke dømme rent ud fra en's egne evner. Jeg ka' feks gå, men det er ikke alle der ka' gå. Jeg ka' høre, men det er ikke alle der ka' høre. Og det samme gælder også for folk's forskellige sociale og mentale evner. Nogle er stærkere end andre, sådan er det bare. Og nogle har mere brug for hjælp end andre. Så dén debat er sådan set ikke relevant, for vi HAR bare forskellige behov.

Det der er interessant er hvordan vi får 'systemet' til at fungere så optimalt som muligt, for dem der har behov.

Googler man ka' man finde mange flere debatter hvor folk beskriver at det er en kamp af få hjælp i det danske social-system, så det er jo et klart gennem-gående træk at man møder modstand i systemet istedet for hjælp.

Men hvorfor ska' systemet være sådan negativt indrettet? Hvorfor prøver man ikke istedet at hjælpe folk på andre betingelser, feks nogle der er mere imødekommende overfor dem der søger hjælp. Måske ku' man nå længere?

Hvis man nu antog at folk søgte hjælp fordi de havde brug for det, altså en 'good faith' tilgang til borgerne der henvender sig, og ikke bare tror at det er fordi de ikke vil tage sig sammen, og ikke stillede en masse hindringer i vejen for denne hjælp, så ville folk måske komme hurtigere videre?

Dem der har permanent brug for hjælp vil altid ha' brug for hjælp, så der vil selvfølgelig ikke være nogen forandring her (på stats-budgettet). Men de personer der i dag fast-holdes i systemet, fordi systemet har en negativ tilgang til folk der søger hjælp, man bli'r jo nærmest betragtet som kriminel hvis man henvender sig for at få hjælp, de ville måske ikke ende med at blive hængene i systemet hele deres liv?

Spørgsmålet er jo, i al sin enkelthed, hvad der egentlig gavner folk bedst:
Er det at få pisk, som er det man forsøger iøjeblikket?
Eller er det at være imødekommende på folk's egne betingelser, i et forsøg på at opnå udvikling.

Mit indtryk er helt klart at pisk kun fører til apati og har den direkte modsatte effekt end den man egentlig ønsker fra systemet's side (at spare penge)

Det er på sin vis sammenlignligt med 'nul-tolerance' politikken man ser på narko-området. Den hårde kurs man anlægger overfor folk fører jo ikke til bedre gensidig respekt eller sam-eksistens. Tværtimod. En hardliner kurs fører kun til mere negativitet og had og modsætninger.
Det er ikke den slags metoder der skaber vækst, det ka' vi jo tydeligt se på feks CA.

Ja, det er sørme synd for os.

Mere end 98% af verdens befolkning, aner ikke hvordan det er at leve i DK. Hvor har dem du taler med i udlandet deres viden fra? Det viser sig jo tit, at det man går og forestiller ikke holder stik, når det kommer til stykket. Jeg har for eksempel mødt mange udlændinge der er chokerede over deres møde med det danske sundhedsvæsen, ligesom jeg selv er det.

_________________
The punishment of desire, is the agony of unfulfillment.

Most of the physical world is unseen.